Sweet Delihla - Ciel

Det hele virkede så syrealistisk. Han var jo... Ja, han var en vampyr. Det virkede så underligt. Han havde været så usikker at se på. Og nu ville han direkte have hende med i bad? Hun så op på ham inden hun svarede med en drillende, forførende tone

''Det.... Ved jeg ikke. Men det finder vi jo ud af." Hun rejste sig roligt og så drilsk på ham.
"De hører an, Sir."

Det var ikke rigtig, fordi han havde haft nogen frække planer med badet eller noget. Han ønskede bare at få sveden vasket af sig, før han måtte finde ypperstepræstinden. Men han var ærligt talt for usikker på alt, lige nu, til at han havde lyst til at være alene ...

Han følte sig på en måde ældre, end han var ... Den lille 18-årrige Ciel ... Allerede vampyr. Han kunne ikke få noget af det til at give mening. Men det kunne sagtens hænge sammen med, at verdenen stadig var slørret omkring ham. Alt virkede underligt forkert. Han følte ikke, han var klar til allerede at kunne have gennemført sine fire år ... Det var skræmmende, at Nattens Hus pludselig ikke var hans hjem og sikre havn mere.
Han rejste sig på usikre ben og gik imod badeværelset. Da han nåede til døren måtte han dog stoppe op og støtte sig til væggen. Tørsten i hans hals var utroligt pinefuld.

Hun fulgte med ham, og så usikkert på ham da han stoppede op og støttede sig.
''Er.. er du okay?'' - hun tøvede, i frygt for at hun måske var for nærgående.
Måske ville han hellere være i fred og lære sin krop at kende igen?

Hun lagde forsigtigt en hånd på hans skulder, og nussede den kort.

"Jeg er bare ... Lidt rundt på gulvet." Han kyssede hende på panden. "Undskyld, Elizabeth ... Vil du ikke finde Clary og fortælle hende, hvad der er sket?" Han var ked af, at måtte ødelægge den stemning, han havde fået skabt, men han havde ikke kræfter til at nusse om hende, selvom han ville ...

''Jeg aner ikke engang hvor Clary er.?'' hun sukkede kort.
''jeg skal prøve. Se du at komme i bad i mens. Eller foretrækker du at hun finder dig badet i koldsved?'' hun smilede drilsk.

''men bare så du ved det, det er ikke frivilligt at jeg går fra dig lige nu.'' sagde hun med et lille varmt smil.

Hun slap ham tøvende, mens hun overvejede hvordan hun skulle finde præstinden, når hun kun kendte til få af skolens faciliteter.

//Skal vi så hive Clary ind i emnet, eller hvordan gør vi?//

"Hun er sikkert i templet." Hurtigt rev han hende ind til sig, kyssede hende og gik så ud på badeværelset, hvor han for første gang så sine nye tatoveringer. Han stod som forstenet et øjeblik, før han løftede den ene hånd op og rørte ved dem ... Det ville tage sig lidt tid at vende sig til dem, men han syntes allerede godt om det.

// Det er ikke nødvendigt. Jeg har givet hende besked over skype. Vi springer bare frem til efter Elizabeth har givet hende besked og Ciel har gennemført sit hemmelige indvielsesritual ...
Ciel er allerede blevet godkendt som fægtelærer, så hvad med at vi starter ovre i fægtesalen?

//kan vi sagtens. Starter vi så et nyt emne eller forsætter dette?//

Hun begyndte at gå, da hun helt havde glemt at hun var iført et par af hans jeans.
de sad alt for løst om hendes hofter. Men det tog hun sig ikk af.
Efter at forklaret Clary det, var hun hastet afsted, og havde efterladt Eliza tilbage foran templet.
Derfra gik hun stille rundt, omkring de forskellige steder på skolens område mens tankerne sivede frem og tilbage i hovedet på hende.

Han var forvandlet - han var ikke en yngling længere. Han ville ikke være på skolen længere.
Hun så ned, og satte sig opgivende på en bænk.

//Vi fortsætter bare her//

Ciels første time var med nogen af de nyeste 3. trins elever. Og de par stykker af dem, der havde set Ciel før, virkede utroligt fascinerede af hans tatoveringer. Forståeligt nok. Det var en underlig følelse at se nogen, der havde gennemført forvandlingen, når man havde kendt dem som yngling.
Ciels venner havde dog ikke virket helt så fascinerede, men havde istedet taget pis på ham. De var dog alle utrolig glade for, at Ciel ikke havde tænkt sig at forlade dem endnu. Selvom han dog ikke havde fortalt nogen, at det var på grund af Elizabeth. Det kunne han ikke. Det var forbudt for en vampyr at være sammen med en yngling - især, når det var lærer og elev. Dog var det ikke helt sådan, da Elizabeth jo havde ridning istedet for fægtning. Hvilket nok ville gavne dem begge.

Som altid, når Eliza havde besluttet sig for at pjække, gemte hun sig et sted hvor ingen ville ligge mærke til hende.
Denne gang var det omklædningsrummet bag fægtesalen.
Sjovt nok, så var der meget få piger der havde valgt fægtning. Hvorfor havde hun ingen anelse om.
Stille sad hun og lyttede til sin musik, i sit headset. Gad vide hvornår hun kunne se Ciel igen? Hun havde ikke rigtigt set ham, siden han havde bedt hende finde Clary.

Hun mumlede med på teksten, selvom den ikke lige var hendes type normalt.
Sangen hed Bad Boys. Alexandra, som sangerinden hed, havde en stemme, der kunne få hende til at smile i løbet af nul komma fem.

Efter at have afsluttet timen, og Ciel havde fået fornemmelsen af, hvor hårdt det faktisk var, at være lærer, faldt hans blik på Elizabeth. Han rynkede skuffet brynene og rystede på hovedet af hende, da han gik imod hende. Han havde fleuretten i den ene hånd, men havde dog ikke træningsdragt på. Han huskede sit løfte til hende, men beskyttelse havde ikke været nødvendig, når han blot skulle vise de unge, hvad de skulle gøre, og han ikke selv skulle kæmpe.
"Elizabeth," sagde han med lav stemme, men han havde set hørertelefonerne i hendes ører. Det lod ikke til, hun havde lagt mærke til noget, så han lagde sin hånd på hendes skulder - meget pludseligt, i håbet om at give hende et chok.

I samme øjeblik han havde placeret sin hånd på hende havde hun rejst sig, trods sine stilletter, blottet tænder truende, lavet et dybt advarende hvæs og vredet hans hånd om i et fast greb.

Men så så hun at det var Ciel, og bakkede hurtigt et skridt baglæns, slap ham og så helt normal ud igen.
Hun fjernede headsettet og så undskyldende på ham.
''undskyld.. Du forskrækkede mig.'' hun smilede en smule flovt.

Hun havde ikke rigtig været i stand til et gøre så meget ved hans arm, eftersom han var blevet en del stærkere, efter hans forvandling. Og så havde han også trænet en hel del i det sidste stykke tid - også før hans forvandling.
Han grinede lidt af hende og rystede på hovedet.
"Det er ikke så pænt af dig, at gå rundt og hvæse af folk, mademoiselle Nowren." Han hævede det ene bryn og så lidt op og ned af hende. Det føltes forkert, at han ikke bare kunne trække hende ind til sig og kysse hende, fordi der måske var nogen, der så dem ...
"Du lovede mig, du ikke ville pjække mere."

''ridning? helt seriøst - den eneste jeg vil ride på må jeg ikke røre.'' sagde hun og så drilsk på ham.
''og folk rør mig ikke. Kun dem der er ude på ballade.'' sagde hun og trak på skuldrene.
''så jeg synes det er ok at hvæse.'' hun rettede lidt på sit hår.

"Du har ret ... Selv når jeg rør dig, er det fordi jeg er ude på ballade." Hans udtryk var fuldstændig seriøst og en smule sørgmodigt. Han rørte blidt ved hendes kind og sukkede.
"Du lovede, du ikke ville pjække. Og du ved, du har brug for at være fysisk aktiv ... Hvis du ikke vil ride på hestene, må du finde et alternativ." Det var svært for ham, ikke at smile ved de ord. Men det var nu ikke, fordi han ønskede, det skulle misforståes. Han havde vist bare stadig en barnlig sjæl. Hvilket ville komme ha til gode, eftersom han ikke ønskede at være en gnaven gammel mand allerede, når han nu skulle leve i et par århundreder.

''Beklager Hr. Moreau, men jeg skal til time..'' sagde hun opgivende.
Hvor var det skide frustrerende at hun ikke engang kunne røre ham nu!
Hun bed lidt sammen, rystede på hovedet af sig selv, inden hun samlede sine ting op af sin taske - som hun havde væltet da hun havde rejst sig hvæsende.

egentlig, så skulle hun ikke til time endnu, men hvert sekund sammen med ham, hvor hun ikke måtte røre ham..
Hun hadede det, inderligt. Han kunne for fanden da bare lade være med at være så skøn!

Hun sukkede.
''vi ses...'' mumlede hun stille inden hun begyndte at gå

(HAHAHAHA! Spotify er genial! Den startede Thinking Of You (Katy Perry) lige som jeg sendte det her!)

Han sukkede tungt og greb blidt fat om hendes håndled. Han forhindrede hende i at gå, men han trak hende heller ikke tættere på.
Han sænkede stemmen, så kun hun ville kunne høre ham, hvis der var nogen i nærheden.
"Hvis du tager hen til lærernes bygning, når du er færdig idag, kan vi ses uden at være bange for, at nogen er i nærheden ... Hvis nogen spørger, hvad du laver der, så find på en undskyldning ... " Han gav hendes hånd et klem. Han kunne ikke få sig selv til at slippe den igen.

// Du fik mig til at høre den nu xD

Hun så på ham, og bed sig stille i læben.
''Ciel, det ved du godt jeg ikke kan.. Hvis nogen ser mig, så ved dig hvad jeg er der for..'' sukkede hun, næsten uhørligt.
Hun så lidt ned, inden hun så på ham igen.
''Jeg vil prøve.. Ok?'' hun smilede kort, men ikke overbevisende.
Min gudinde, hvor hun hadede at skulle snige sig rundt. Hun var elendig til det.

"Hvis nogen ser dig, så sig, at du er der for at snakke med staldmesteren om, hvorfor du ikke var til time idag." Han smilede beroligende. Ingen ved, vi er sammen alligevel ... Folk troede stadig, du var ved at komme dig over Percy.
Modvilligt slap han hendes hånd. Han var sikker på, at det nok skulle gå. De fleste lærere var alligevel igang med at ryde op i klasselokaler eller også sad de allerede i lærernes spisesal.

Hun nikkede stille, og tig sin taske over skulderen, hvorefter hun gik mod pigernes sovesal.
Hun mumlede hele vejen derhen, at det var møgfrustrerende at hun skulle lyve for at se ham.

Efter en times historieundervisning var hun taget op på sit værelse, og havde frisket sin makeup op.
Efter det var hun gået ned mod lærernes bygning, uden at sige noget til andre.
Hun var iført en sort stram t-shirt, løse jeans og stilletter.

I Ciels hoved var der noget underligt Romeo og Julie-agtigt over, at de ikke kunne ses ... Det var jo heller ikke så meget anderledes end, da de startede, hvor det hele også skulle være hemmeligt. Den eneste forskel var vel egentlig, at der var følelser mellem dem nu. Og det var sikkert også lige præcis det, der ville gøre det hele meget sværere.

Dog ville Ciel nok ikke kunne forstå Elizabeths frustration. Men i det hele taget havde han vel aldrig været et særligt empatisk menneske. Han havde altid haft svært ved at sætte sig ind i andres følelser, og det var ligepræcis det, der havde været hovedårsagen til de fleste af de problemer, han havde været i.
Ciels nye værelse var et enkeltværelse. Væggene var mørke som nattehimlen og den store seng var dækket af mørkerødt betræk, der mindede om blod. Ciel nød det gotiske udseende.
Han trak de blodrøde gardiner for - når Elizabeth kom, skulle ingen have muligheden for at kigge ind. Også selvom værelset lå rimelig højt.
Han havde vasket sig og trukket i nyt tøj efter træningen tidligere. Nogen ting ændrede sig aldrig. Som hans forkærlighed for skjorter og slips. Men hans piercinger havde han dog undladet at sætte i igen. Ikke med vilje, han glemte det bare nogengange efter fægtning.

Hun så rundt, da hun ikke helt vidste hvor hun egentlig skulle gå hen.
Hendes hår hang glat ned af hendes nakke og kinder, en smule dystert måske, men sådan var det nu bare.
Hun havde ved vilje ikke gjort så meget ud af sig selv, da folk ville mistænke hende for noget.

Hun så rundt endnu engang, helt fortabt.

Ciel åbnede døren og så ned af gangen efter hende. Han håbede ikke, hun var på den forkerte etage ... Hun kunne da ikke stadig have timer, kunne hun?
Han var begyndt at blive nervøs, men da han pludselig fik øje på hende - i den gale retning, følte han en ubeskrivelig lettelse. Han løftede hånden for at fange hendes opmærksomhed.
"Er De faret vild, mademoiselle Nowren?" Han smilede drillende til hende.

Da hun hørte hans stemme lyste hun straks lidt mere op.
''Ja, Hr. Moreau. Det er jeg desværre.'' sukkede hun inden hun vendte sig og så på ham.
det var stadig helt uvirkeligt at han var en vampyr nu.
Hun bed sig lidt i læben, inden hun så lidt rundt.

Ciel trådte til side for at lade hende træde indenfor. Han smilede skævt. Det var sikkert helt forkert af ham, at syntes om dette lærer-elev-forhold. Men alle havde vel deres egne fantasier.
Det han fandt mest malplaceret i dette var egentlig, at Elizabeth var ældre end han selv. Men det havde aldrig generet ham før, så han ville ikke lade det genere ham nu, også selvom han var blevet en autoritet. Dette hjalp virkelig ikke på hans storhedsvanvid. Han nød alt for meget, at være overlegen. Men dette var måske også den perfekte udfordring ... Han ville måske kunne bevise overfor sig selv, at han kunne ligge de gamle vaner bag sig.
"Det glæder mig at se Dem, mademoiselle."

Hun trådte ind, tavs.
Egentlig, så var hun ikke specielt tryg ved at være i lærernes bygning, specielt fordi hun var her på et forbudt grundlag.
Hun havde ingen anelse om hvad hun skulle gøre, ikke længere.
Hun var underlegen på så mange punkter, så hun anede slet ikke hvad hun skulle gøre mere.