vi skal snakke(rosie,kat)

"Sarkasme, skjuler blot følelser, men en er er stærk nok til at skjule følelser, fortjener mere end den sarkastiske!" Hun trak på skuldren, det var ikke for sjov hun havde det højeste gennemsnit hvad angik poesi.

"Og jeg ignorer det du lige sagde... Og gentager: Du siger jeg har for andret mig!?" Hun så på Rosie. "Hør jeg er ikke sikker på hvad Malakas vil med dig, Ikke ond ment, men jeg vil faktisk gerne hvide hvorfor du siger jeg har forandret mig! Jeg opføre mig præcis som normalt, udover at jeg kan blive fanget i et spin af mørke tråde når som helst," Hendes blik var rettet mod Rosie's ansigt.

"Nej, den gamle Kat var kun en fjerdedel så agrasiv som du!" Hun sukkede. "Jeg er ikke kommet her for at hive hovedet af dig Kattriona, eller blive sur på dig, lad mig nu ikke skifte mening!" Hun kiggede Kattriona i øjnene "Jeg er her for at vide hvad Malakas vil snakke om?" Hun kiggede på Malakas, bagefter tilbage til Kattriona, og så hen til Malakas igen.

"Hvis du regner med det... Så hvil Malakas stoppe dig, og lige så hvis jeg går amok, har jeg ''beordret'' ham at flå mig væk. Og det er faktisk ikke specielt nemt at dø! Er du måske klar over hvad det vil sige!?" hun så på Rosie. "Han er her for at vi skal blive venner, hvad ikke går særlig godt."

"Sikke et chok!" hun sagde det ironisk. "Nej, men det er ikke min skyld at jeg klare mig bedre end andre, nogen klare den andre gør ikke! Livet er ikke let, hverken som blå eller rød yngling...." Hun sukkede engang.

"Det ved du ingen ting om!" hun kunne mærke de sorte tråde spinde rundt om sine fødder. 'Fuck!' Skreg hendes hjerne. "Hør her Rosie, Jeg tror ikke det hænger sådan sammen. 'Bare fordi du er en... Stop!' Tænkte hun. hun skulle helst ikke være en af de lede.
Hun blev ved med at tænke på de gode stunder hun havde haft, på hvordan Malakas havde været, på hvordan Rosie og hende selv havde delt alt.
"Hør, Du ved ingen ting om alt, hvad jeg har gået igennem." Hun tog et par rolige vejrtrækninger og fortsatte. "Du ved ikke det hvor stort det begær der er for blod! Det er ulideligt ikke at få noget af den søde, runde smag, den liflige duft og meget andet, det kan være du tror du kender den, men det gør du ikke." hun pustede helt ud og trak ny luft ind.

"Søde skat, jeg kender til lige så mange ting som dig, farvel!" hun vendte sig om og gik den modsatte vej fast besluttede på ikke at ville finde sig i at en på samme alder som hende skulle tro hun vidste mere om hende end hun selv gjorde...

"Den tøs fatter ingen ting..." mumlede hun. 'Hvorfor sker det her altid for mig?' Hun så på Malakas, "Se jeg sagde jo hun ikke ville snakke med mig! Og vi fik slet ikke snakket om det andet du sagde tideliger." hun kiggede ned i jorden og slog hættetrøjen's hætte op og stak hænderne i lommerne.

Hun hørte hvad Kattriona sagde, og gik tilbage igen. "Jo, Kattriona jeg vil heller end gerne snakke med dig, men ikke når du behandler mig som et barn på fem år, det har jeg værdighed nok til ignorere og vende min anden kind til!" Hun sukkede, det havde hun, efter sin egen mening, gjort meget på det sidste. Hun trak vejret dybt. Og snakkede med en rolig stemme. "Kattriona, tror du ikke jeg ønsker at vi kunne være som før, vi er praktisktalt søstre, eller har du glemt det, at mine forældre adopterede dig, alle de ting du får, du køber, er gaver fra dem, men du har aldrig ringet og sagt tak, det er også det der går mig grænseløst på. Det mindste man kan vise mennesker der elsker en er at man er taknemmelig! Almindelig gensides respekt! Jeg har bare fået for meget af at du hele tiden lige så snart der var noget der gik dig i mod, så blev du gal og farede op, det gjorde du ikke før du døde!" Hun trak vejret og kiggede Kattriona ind i øjnene. "Jeg kan ikke gøre for at jeg elsker Malakas, ligesom du ikke kan gøre for at du er forelsket i ham!" Hun fik en svag tåre frem i øjnkrogen. "Jeg vil heller end gerne have min bedste veninde igen!"

"hver eneste gang jeg har ringet har du ladet den gå på svaren! Og jeg har ikke rigtig mulighed for at komme uden for murene hver gang jeg er uden for murene bliver jeg dårlig og kaster op... Ikke det bedste tegn på at man skal gå uden for med mindre en fuld voksen vampyr kommer med." hun brugte hænderne til at for klare. "Og jeg har ikke fået nogle ting! Jeg har min egen seng, mine egne bøger, og min egen komode og mit eget skrivebord. Jeg har selv betalt for det hele!" Hun lagde hænderne i lommerne og så på Rosie.

"Hver evig eneste gang jeg har været hjemme, har telefonen ringet, men ikke en eneste af de opkald der kom var fra dig! Hvad med det værelse du har fået, de har ringet til dig flere gange, de ved du skal have en voksen i nærheden! Og er mere end forståelig med det! De vil bare have dig hjem engang i mellem fordi de viser interesse for deres adoptiv datter!" hun gad næsten ikke mere.

malakas trådte imellem dem og rakte hænderne frem mod dem, på samme måde som man beroligere agrassive mennesker. han hævede stemmen "OKAY. TIME OUT BEGGET TO! NU SÆTTER I JER NED, så vi for en gangs skyld kan få snakket sammen." han kiggede skyldbevidst ned i jorden da det gik op for ham at han havde råbt af dem. han skulle virkelig til at lære at styre sit tempramang

Hun ignorerede Malakas "For det første, det værelse jeg har fået høre med til skolen. For det andet, kan jeg ikke komme uden for murene uden at kaste op og hvis jeg så skal helt ud til vores forælder skal jeg jeg have en Voksen Vampyr med der ud. ikke det fedeste hvis du spørger mig." hun så på Malakas og bag efter på Rosie

Hun satte sig ned som Malakas havde sagt og kiggede på ham. Hun ville ønske at det var hende og Malakas der havde kysset....

"også dig kat" han sukkede næppe hørligt og satte sig ned mellem rose og der hvor kat stadigvæk stod, han så på rose og smilede og derefter kat mens han stadigvæk smilede

Hun satte sig ned, hendes suk var ikke lige frem højt, men man kunne høre det. Hun ville helst stå op da det ville være den nemmeste måde at komme vær på, løbe og bare blive ved med at løbe, Malakas kunne alligevel fange hende, det havde hun bevist over for ham da de løb om kap.

"tak for det kat" hans smil blev bredere han så over på rose. "rose der er ting du ikke ved om mig, og sikkert ting vi alle tre ikke ved om hinanden. så jeg syntes helt ærligt at vi skulle starte med at fortælle ALT om vores fortid til hinanden"

Hun kiggede på ham med nysgerrig øjne, mens hun lagde hendes hånd oven på hans. "Du ved du kan fortælle mig alt Mal, hvad er der?" hun Kiggede ham i øjnene og holdte hans blik fast.

malakas smilede han så først på rose og derefter på kat, han trykkede kats hånd "kat ved det også og for at i to bedre kan få snakket sammen synes jeg at kat skal fortælle dig det."han vendte hovdet mod kat og smilede forsigtigt "fortæl hende det som jeg fortalte dig før"

Hun rynkede på panden og lagde sig ned i græsset, klar på at lytte til hvad Malakas havde fortalt Kattriona. Men hun var urolig, der var noget som plagede hendes sind, men hun kunne ikke sætte sin finger på hvd det var.

Kattriona's øjne faldt på et punkt i jorden. Hun rystede på hovedet og kiggede op på ham efter lidt tid. "Hvad for noget af det?" hun begyndte at hive græsset op i stede for at flippe ud.

"det fra starten af..med mine `problemer`" han kiggede på hende og trak hende tætter ind til rose og ham

"Malakas blev..." Hun så ned i jorden. "Han blev, voldtaget af Calla's bedste veninde." hun så ned i jorden, men mærkede Malakas's varme krop.
"Er der mere at fortælle ud over det med Calla?" hun kiggede stadig ned i jorden.

malakas rystede på hovdet, der var ikke mere end det han havde holdt hemmeligt for nogen af dem han så på rose med en lille tåre i øjne han vendte sig mod kat "tak for at du ville sige det kat"

"Hvad" hun havde ikke helt forstået det, det lød syrealistisk! "malakas det gør mig ondt" hun havde stadig hendes hånd oven på hans.