Nogen at snakke med ~ Ciel

T: omkring 00:30
S: Spisesalen til eleverne
V: månen er fremme, og kaster sit skær over skolen, ligesom stjernerne
O: en masse elelver der er gået til frokost
P: Hans sorte skjorte hvor femte trins nål sidder over venstre bryst og ærmerne lettere smurt op til albuerne, hans hvide T-shirt. Et par sorte jeans, sorte Converse. det sorte hår der sider pjusket, og vind blæst, som om han kom fra en storm, alligevel dækker pandehåret panden.

Dracius sad ved et bord for sig selv, han havde bare taget lidt grønt, han skulle have fægtning bag efter, så måltidet skulle bare være enkelt, der stod et glas vand ved siden af hans tallerken, langsomt lod han bare gaflen stikke ned i maden, egentligt havde han vel brug for det, og alligevel havde han ikke lyst til at spise, selvom han vidste han skulle.. Han var nød til det, hvis han skulle have energi til at komme gennem de sidste to timer, og klare sig til aftensmaden, men lysten til maden var der bare ikke.. han skubbede det lidt fra sig, og tog glasset med vand og drak lidt af det.

En mørk skikkelse trådte ind i spisesalen med et stort gab. Han virkede meget lille i den store hættetrøje. Han var alligevel ret høj og ikke en man burde lægge sig ud med. Med de mørke jeans var hans 6. trins emblem og hans blege hud det eneste, der havde nogen farve.
Den mørke aura der strømmede ud af ham fik ubevidst de næreste til at træde lidt til siden. Han gik hen for at få noget at spise mens hans lille, sorte, halvskaldede killing gned sig om benene på ham. Han øsede pasta op på sin egen tallerken mens han smed lidt fisk ned til katten, der grådigt lappede det i sig.
Han rettede hovedet lidt op og så ud igennem det sorte hår, der sækkede hans blågrønne øjne. Der var ikke meget plads fri længere, men hans blik faldt på en dreng, der sad alene. Han bedømte drengen til at være en 5. trins elev. Med et langsomt voksende smil gik han hen imod ham.
"Er pladsen her optaget?" Med den franske accent var det kun lige nøjagtigt muligt at skælne ordene fra hinanden. Engelsk var ikke hans stærke side og han selvom han kunne efterligne en britisk accent helt perfekt, gad han ikke spilde sin energi på at gøre det hele tiden.

Et smil bredte sig over hans lettere fyldige læber ”det var den ikke sidste gang jeg så efter, så du må gerne sætte dig ned… Hvis du tør” sagde han lettere roligt. Dracius hævede blikket og så op på drengen, han havde stillet glasset fra sig. Blikket faldt hurtigt på hans emblem og det skæve smil prydede hans læber igen. Han så ned på pladsen ved siden af sig, rykkede sig så lidt for at gøre plads til ham, langsomt vendte han opmærksomheden mod sit glas med vand, som han igen drak lidt af, langsomt så han op på drengen igen ”kan vi ikke ligeså godt få præsenteret os nu, inden du sætter dig ned” han rakte ham sin hånd i hilsen ”Dracius Leonidas” sagde han roligt og smilede venligt til ham, ikke noget han normalt gjorde, egentlig holdte han sig mest til sine veninder, da han ikke havde haft chancen for at møde en af drengene fra skolen endnu. Hans Safirgrønne øjne betragtede kort ham, noget han altid havde gjort, en vane fra de mange års fægtning og kampsport, analyse af en modstander, analyse af kropsbygningen, samt mulige træk til svage punkter. Langsomt lod han hans blik hvile på hans emblem.

Ciel satte bakken fra sig og greb fat om Dacius' håndled i den traditionelle hilsen.
"Ciel Moreau," præsenterede han sig. Hans greb var fast, men ikke rigtig videre hårdt. Det var der jo ingen grund til. Han havde været fægter siden han blev mærket og havde også vundet Europa-mesterskabet i fægtning for ynglinge. Han håbede på at han kunne fortsætte i de rigtige vampyr mesterskaber, når han havde gennemført forvandlingen. Men chancerne var ikke store efter at han dummede sig sidste år - en fejl han havde fortrudt lige siden.
"Du må være Alma's kæreste? Jeg har hørt en del om dig." Han smilede skævt og slap hans håndled hvorefter han satte sig ned og stak gaflen i pastaen.

Dracius så på ham da han tog hans hånd, han mærkede hvor fast grebet var og smilede så ”et fast greb du har dig” sagde han venligt og så ned på sin egen hånd, han havde kun kunne mærke hvor fast grebet var, men heller ikke mere end det, smerte havde aldrig gået ham på, mest fordi han var blevet opdraget på den måde. Hans blik faldt ned på hans mad igen, smilet blev stort da han hørte Almas navn ”Ja det er rigtig nok.. Jeg er hendes kæreste” sagde han og så op på ham igen, ”hvad siger min kære Alma så om mig?” spurgte han nysgerrigt med et smil. Hans blik gled ned på Ciels tallerken, mens han satte sig, og vendte sig så mod sin egen salat.

Han smilede lidt bredere men valgte at lade være med at kommentere det faste greb. Han ville ikke have samtalen ind på fægtning.
"Tja, det er jo lige det." Han lagde hovedet på skrå og grinede lidt før han skovlede pasta ind i munden. "Hun har sådan set ikke sagt noget særligt," mumlede han med mad i munden.
Han sad lidt og tænkte over hvad han og Alma egentlig havde snakket om. Alma havde i hvert fald fortalt ham om det, der engang skete med hende hjemme i Spanien. Og hun fortalte at hun var nervøs for at sige det til Darius, men han var nu ret sikker på at Darius havde fået det at vide nu. Ellers ville det jo være meget svært at bortforklare de ar.
"Hvad vi snakker om, må du jo spørge hende om." Han blinkede hemmelighedsfuldt, men gjorde det samtidig tydeligt at han ikke var en trussel for de to. Han ønskede kun at se hans ven lykkelig. Desuden havde han sin egen kæreste hjemme i Frankrig.

Dracius smilede så og rystede på hovedet ”jeg stoler på min kæreste” smilede han kort ”så ja kan ligeså godt hører det fra hendes mund hvad du hemmeligholder” sagde han venligt og nikkede til ham ”men du er sikker på du ikke vil sige hvad hun har fortalt dig om mig?” smilede han ”nu hvor du er her og hun ikke er her mener jeg” tilføjede han kort og så på sit glas der snart var tomt, han sukkede og så på maden, han havde stadig ikke lyst til at spise, selvom han så hvordan Ciel skovlede sin egen mad indenbords ”men ja hvis du ikke fortæller dig det… Har jeg hendes ord” smilede han venligt. Dracius vidste Alma ikke kunne finde på at være ham utro, og da han så Ciels blink kunne han ikke lade være med grine lavt han rejste sig ”jeg henter lige noget mere at drikke” sagde han. Han kom tilbage nogle sekunder mere med en kande med vand, og stillede den fra sig på bordet, inden han satte sig igen. Han blik faldt igen på sin mad, men lysten var der stadig ikke, men han trak tallerkenen hen til sig, begyndte langsomt at spise lidt, selvom han ikke var rigtig sulten.

"Nogen gange kan det være farligt at stole for meget på nogen," svarede Ciel lavmælt med øjnene fikseret på sin pasta og et flash-black flimrende for det indre blik. Han mindedes hvordan hans bedste venner havde vendt ham ryggen den dag han blev mærket. Hvordan alle havde trådt til side, mens han løb og løb for at nå frem til Nattens Hus ... Han var svagt begyndt at hoste, da han endelig nåede frem og han troede virkelig at han skulle dø. Men selvfølgelig var han okay igen, da han så var omgivet af forvandlede vampyre.
Da Dacius mindede ham om noget at drikke, følte han en pludselig tørst. Han greb sit eget glas og nippede til blodvinen. Det var en dejlig smag. Bedre end noget andet! Og nu hvor han var på 6. trin kunne han for alvor nyde det.
Han ventede tålmodigt på at Dacius kom tilbage. I mellemtiden kom Ringo, en sort, pletskaldet killing, løbende hen imod ham og miavede højt for hans fødder. Han kunne ikke lade være med at smile, mens han rakte ned og kælede for katten. Den kat der havde bragt lidt lykke ind i hans nye tilværelse. Han havde været meget nedtrykt, da han kom til Tulsa, men Ringo havde ændret det.

”Det ved jeg kun alt for godt det kan være.” hans stemme var lav, langsomt gled hans øjne i, det indre blik kørte, han var tilbage i den store villa, gik ind i hans private træningssal, hvad der skete derefter skulle ikke deles med nogen, han åbnede øjnene, kunne mærke sveden der løb ned af hans pande og krop, han tørrede sig med ærmet i skjorten og sukkede så, han var blevet mere bleg, rystede da han rakte ud efter sit vand, selvom han vidste det ikke ville hjælpe med det samme, der skulle noget andet til, blod, men han havde stadig ikke vænnet sig til smagen.
Da Dracius satte sig igen og han hørte katten smilede han kort, han var ikke selv blevet valgt af en kat endnu, det var nu heller ikke fordi han længtes efter en, men da Alma og de fleste i hans omgangskreds var blevet valgt, følte han sig alligevel udenfor, selvom han elskede Almas kat, og nød at kæle med den, når de sad og så film eller noget andet bare de to. Han rystede tanken væk og så ned på Ciels kat ”han ser noget…” han ledte efter de rigtige ord, selvfølgelig så den stadig nuttet ud, han havde aldrig dømt nogen eller noget på udseendet, han ventede altid til han lærte dem at kende, alt sammen på grund af den opvækst han havde haft.


//undskyld tiden, skulle lige spise//

Ciel så op på ham og afsluttede hans sætning; " ... Noget slidt ud? Forreven?" Han smilede skævt og kyssede Ringo på hovedet. Killingen vente hovedet mod Dacius og hvæsede så alle dens hjørnetænder var blottet.
"Jeg fandt ham i en baggård. Han må have været i nogen alvorlige slogskampe." Han strøg katten over hovedet og lagde slet ikke mærke til at den hvæsede. Dens ene øre var flosset og dens øjne var to forskellige farver. Egentligt ligesom Alma's men med andre farver. Han blev dog valgt af Ringo, før han mødte Alma. Ringos ene øje var grønt og det andet var gult med et skær der mindede om månelys Halloween aften.
"Mig og Amera var nede for at få Pizza da vi hørte en frygtelig kattejammer og ... Så sprang det her lille bæst på mig." Han smilede kærligt ned til killingen.

”ja for at sige det mildt” sagde han og nikkede ”nååh træk dine små tænder tilbage, jeg kan både bide og kredse” sagde han i et blidt smil og lagde hovedet lettere på skrå af hans kat.
Dracius så bare på katten mens Ciel fortalte ”jah det må han have været, for han ser medtaget ud” gav han ham ret. Han smilede bare over kattens hvæsen og betragtede den bare, hans blik fangede dens øjne kort ”forskellige farver, ligesom Alma” smilede han kort og lagde hovedet lettere på skrå igen mens han betragtede den kort.
Han lyttede til hans ord og smilede lidt, inden han grinte venligt, ”det lyder da også hyggeligt, er ude med en ven, kommer hjem med veninde og en kat” sagde han og smilede så og så op på Ciel, inden han tog en tår af vandet igen. Da han stillede vandet fra sig, betragtede han katten igen, lukkede langsomt øjnene.

Den hvæsene lyd stoppede da Dacius henvendte sig til katten. Et kort grin slap Ciels læber og han strøg katten over hovedet.
"Oui ... Hyggeligt," gentog han mens hans tanker fløj vidt omkring. Der var ikke meget at sige, men der var ved gudinden altid noget at filosofere over! Og Ciel filosoferede alt for ofte. Han havde før endt med at give sig selv hovedpine på den måde.
"Hvor kommer du fra, Dacius?" Ciel snuppede et stykke fisk, der lå på hans tallerken og gav det til Ringo, der ivrigt lappede det i sig. Han var efterhånden begyndt at tage fisk på sin tallerken hver dag for kattens skyld. Selv var han nemlig ikke alt for glad for kød og han havde flere gange forsøgt at holde løftet for sig selv om at være vegetar - men når man sidder foran en peperoni-pizza kan man altså ikke klare det mere!

Dracius smilede og grinte kort da katten stoppede med at hvæse af ham, han så på Ciel mens han strøg katten over hovedet og lukkede så kort øjnene
”si… Det kunne næsten ikke blive mere hyggeligt vel” sagde han lavt og åbnede øjnene igen ”vil du have den lange eller den korte version, hvor jeg stammer fra… Eller bare hvor min familie eller det der skulle have været en familie bor” sagde han og så ned, hans krop spændtes kort, ved skuldrende og armene, samt halsen, han havde aldrig brudt sig om at snakke om hans forældre, hvilket var forståeligt nok, når man lærte ham at kende, og han åbnede sig rigtigt og fortalte det. Han så på Ciels kat mens den lappede fisken i sig, og så på sin egen mad som han igen spiste lidt ad ”jeg blev født i LA og har boet der, indtil jeg blev mærket, så flyttede jeg her til” sagde han lavt ”og du må være fra Frankrig, eller meget glad for deres sprog” sagde han og smilede skævt til ham.

"Bare hvor du er født," sagde han før Dacius fik svaret. "Vi kan gemme de lange familie historier til en anden gang." Selv var han heller ikke så frygtelig glad for at snakke om hans familie. Han vidste at mange andre også var blevet forvist for deres familier mend et gjorde allligevel rigtig ondt da det skete for ham. Han havde allerede været en skuffelse for sine forældre, da han sprang ud som biseksuel, så de var allerede vrede på ham, da han blev mærket.
"L.A," gentog han med eftertænksom tone. Han vidste hvor det var, men havde aldrig været der. Egentligt havde han aldrig været udenfor Europa før han blev sendt til Tulsa.
"Oui, jeg er født og opvokset i frankrig." Han smilede skævt, men rynkede så brynene da Ringo hoppede ned fra hans skød og løb sin vej.

Dracius så ned og nikkede til hans svar med at de kunne gemme de lange historier, han var glad for Ciel selv var kommet med det forslag, han havde ikke været en skufelse som sådan, eller jo det havde han vel, men alt i alt, han hadede at snakke om sine forældre, og han ønskede ikke at se dem igen, han forstod ikke selv hvorfor han aldrig var rejst eller blevet fjernet fra dem, men han var glad da han blev mærket, for da vidste han at han ikke behøvede at se dem igen, han lukkede kort øjnene og sukkede ”ja… Er født og opvokset der” sagde han bare, han havde rejst meget, men han ville som regel ikke snakke om det, da rejserne var sportsrelateret.
”hyggeligt, der er så dejligt i Frankrig” sagde han og smilede lidt.

Ciel så kort efter Ringo og så så tilbage på Dacius uden at tænke mere over kattens forsvinden.
"Hvordan er der i L.A.?" Han havde jo tydeligvis været i Frankrig, siden han kunne udtale sig om hvordan der var, så han regnede ikke med at han skulle til at fortælle om sit hjemland.
Han kommenterede ikke rigtig mere alt det 'hyggelig'-snak. For det havde ikke rigtig været særligt hyggeligt. Solen havde været ved at stå op og hans veninde var rød yngling, så ... Det var faktisk en meget skræmmende oplevelse.
"Jeg kender ikke rigtig til verden udenfor Europa." Ciel mærkede hans kinder blive lidt varme, men han vidste han ikke rødmede. Hans ansigt havde ikke rigtig nogen egentlig kulør. Det havde altid undret hans nærtstående at han var så bleg men det var faktisk noget han holdt meget af ved sit udsseende.

Drake smilede og betragtede Ringo mens den forsvandt "der er fantastisk i L.A." sagde han "men nu boede vi jo ikke midt i byen, vi boede i en villa udenfor, så var kun i selve byen når jeg skulle i skole, ellers var jeg der hjemme, havde ingen fritid" sagde han lavt.
"Har du virkelig ikke været uden for Europa, altså sådan rigtigt?" spurgte han og lagde hovedet let på skrå, betragtede ham bare, så ned på sin mad, han havde da været uden for amerika, i hvert fald når det havde drejet sig om det han lavede, fægtning og sådan.

"Altså ... Min mor var ... " Han greb sig selv i at tale om sin mor i datid. Hun var jo ikke død! ... Og dog ... Hun var som død for ham. Alligevel rømmede han sig lavmælt og rettede på sig selv. "Pardon. Min mor er skuespillerinde på et fransk teater .. Da jeg var lille turnerede jeg med hende og hendes teatertrup, så jeg fik set store dele af Eruope og et par enkelte steder i Asien ... Og så fik jeg lidt scene tjekke." Med de sidste ord spredte smilet sig på hans læber. Skuespillet. Hans største pasion! Noget han havde elsket fra han tog sine første skridt og sagde sine første ord.
Det virkede dog så fjernt nu ...
Men han stoppede aldrig med at spille skuespil. Livet var hans scene!
"Hvorfor havde du ingen fritid?"

”altså så den mor var skuespiller?” spurgte han og smilede kort og lagde hovedet lettere på skrå, han smilede kort, skuespil havde ikke rigtig været ham, aldrig rigtig været ham, nok mest fordi han altid havde været struktureret efter et skema, han forældre havde jo været henholdsvis advokat, og dommer, de havde aldrig været onde ved ham, men de pressede ham, ville have ham til at være en masse, ”jeg havde et dags skema jeg skulle følge indtil jeg blev mærket. Så jeg havde en hård dagligdag. Med fægtning og ridning” sagde han lavt og så ned i jorden, han hadede at snakke om sit tidligere liv

drake smilede roligt og nikkede "lyder spændende" sagde han venligt og lod en hånd glide gennem hans hår af ren vane, hans blik faldt ned på maden igen og hånden tog fat i gaflen og sukkede.

//ingen krea//

"Tja ... Hvis man kan lide den slags." Ciel så ned med et suk og trak på skulderne som for at feje emnet af banen. Han var stolt af fortiden og teatret, men det var og blrev fortid og han brød sig ikke om at mindes hans familie.
"Jeg har mistet appetitet ... Skal vi smutte?" Ciel reste sig fra sin plads og så ned på Dacius. "Eller vil du spise videre? Så smutter jeg bare ... "

// Det er fint, det har jeg heller ikke for tiden.

"ja hvis man kan lide den slags" han så op på ham og lukkede kort øjnene. Rejste sig, allerede inden han var færdig med at ud tale hans sætning, "jeg har ikke rigtig haft nogen appetit siden jeg satte mig, så ja vi kan lige så godt smutte" sagde han roligt og så på Ciel. Det passede jo egentlig også med hans appetit, han havde ikke haft noget, var kon kommet ind, fordi det var nødvendigt for ham at spise.

Ciel smilede skævt og begyndte at gå imod udgangen. Han hørte en velkendt miaven, men han tog sig ikke tid til at finde ud af, om det var Ringo eller ej. Han ville bare gerne lidt væk ... lidt ud og slappe lidt af.
"Har du det godt?" Han hentydede til den manglende appetit. Der måtte være et eller andet galt ... det kunne da ikke bare være træning, kunne det?

Drake rejste sig. Fulgte efter Ciel, langsomt lagde han hænderne i lommerne, rystede på hovedet. Kort. Inden han svarede "nej jeg har det fint, har bare ikke haft meget appetit på det sidste." han prøvede at smile, men det lykkedes ikke rigtigt. Der var ikke rigtigt noget der plagede ham, han havde det bare ikke så godt psykisk, han vidste bare ikke hvorfor.