Nogen at snakke med ~ Ciel

Ciel så både bekymret og skeptisk på ham. Ikke fordi, han ikke troede på ham. Bare fordi at man nogen gange kunne bilde sig selv og sin krop ting ind, der ikke passede. Manglende appetit kunne være en af dem. Men Ciel havde så afgjort ikke tænkt sig, at beskylde ham for at lyve.
Han havde en frygtelig lyst til at fægte. Han havde presset sig selv benhårdt de sidste par dage og det ville sikkert ende med, at hans krop gav op. Men han kunne ikke rigtig stoppe det.
Han fik pludselig den tanke, at ham og Dacius' problemer havde rod det samme sted. Det måtte være forvandlingen der pillede ved deres hjerner. Og så havde Ciel også et tab at tænke på ... hvad Dacius ellers rodede med, ville han ikke blande sig i. Det kom jo trods alt ikke ham ved overhoved.
"Hvad har du lyst til?" Han så på ham med et svagt, tøvende smil.

Drake så ned mens han gik, lukkede øjnene. rystede kort på hovedet. Hans hænder var begravet dybt i hans lommer, "aflede mine tanker" sagde han bare kort og smilede skævt "og det plejer jeg at gøre med træning eller en duel" tilføjede han lavt med antydningen af et lille smil, lysten til at tage over i fægtesalen var voldsom, mest fordi han havde forsømt det en smule, men hans reflekser og hjerne ville stadig arbejde sammen som de plejede. Det var han helt sikker på.

"Så er det det, vi gør," sagde han bestemt og måtte gå imod sin lyst til at gribe fat i hans arm og trække ham med hele vejen. Han havde nogen besværlige humørsvingninger.
Men han gik i hvert fald mod fægtesalen så hurtigt han kunne. Det ville være godt at kunne slå Kasey ud af hovedet ... Han havde ikke tænkt på andet så frygteligt længe. Han måtte finde på noget at snakke om. Hvad som helst ...
"Hvilket sværd?" Han smilede mod Dacius. "Kårde, épeé?" Han stak hænderne i lommerne for at holde dem i ro.

"Det er det, har brug for noget der kan aflede min opmærksomhed" sagde han og smilede da han så hvor hurtigt de egentlig gik mod fægtesalen, han vidste at han ikke var den sjoveste person at være sammen med lige i tiden, det kunne han mærke, som om der hang en torden sky over hovedet på ham, og det var ikke fair overfor de yndlinge der var omkring ham, at han var en lille torden sky.
Dracius stod og overvejede hvad der ville være det bedste valg, han studerede Ciels kropsbygning. "épee" sagde han kort og smilede han knyttede hænderne og knækkede knoerne og håndledene, uden at tænke videre over det, hans øjne søgte rundt, mens han udtænkte hvert træk, de 11 års træning skulle virkelig komme ham til gode.

Ciel tøvede et øjeblik før han så nikkede. Han var kun lige begyndt at træne med épeén, men når man så på den titel han havde bag sig, virkede det nok også meget fair overfor Dacius. Dog var han ikke i tvivl om, athan selv ville have valgt kården. Eller fleuretten.
Han gik ind for at finde udstyret, de skulle have på, selvom det egentligt bare var til besvær i hans hoved. Men det var jo trods alt bare for, at de ikke skulle komme til skade ... Ciel havde bare aldrig været den der 'Sikkerhed frem for alt'-type.
"Plejer du at fægte med épeé?"

Drake smilede, og så på ham "vi kan vælge et andet våben, jeg har fægtet i 11 år, er van til de fleste våben, og har en del titler for mennesker" sagde han hurtigt, og smilede kort "beskyttelses udstyret er kun til besvær, eller det ved du måske ikke?" spurgte han kort. "jeg er van til det meste, vi kan tage kården, eller fleuretten, vi kunne også tage en sabel" tilføjede han og smilede kort. Han havde ikke noget imod beskyttelses udstyret, men det gjorde ikke hans bevægelser nær så flydende.

Han hævede lidt det ene bryn og så på ham med hovedet på skrå.
"Er du klar over, hvor mange problemer vi ville få, hvis vi brugte sværdene uden beskyttelse?" Han ville ikke være en duksedreng, og han kunne være fuldstændig ligeglad med reglerne, men dette Nattens Hus var det sidste, der ville optage ham. Han knyttede kort den ene næve, så neglene borede sig ind i hans hånd. Måske ville det alligevel være bedst at forlade Nattens Hus og kaste lungerne op. Men der var så lidt tid tilbage, før han ville være helt forvandlet. Han kunne ikke bare smide det væk nu! Han måtte klare den ... for ham og Kasey.
"Jeg kan ikke fægte med sabel ... Jeg er bedst med fleuretten." Han ville gerne kommentere det han sagde om titler blandt mennesker. Men han ville ikke have, at de skulle ende i en konkurrence, om at blære sig med hvad man havde opnået. Og sådan en havde Ciel heller ikke mange chancer i. Han var stolt af de par ting, han havde gjort, men han var også en sjæl, der blev hurtigt jaloux ... Det var nok også hvad holdt ham tilbage.

Drake så på ham og smilede kort, "jeg ved godt vi skal bruge beskyttelsen og det, men det gør ikke bevægleserne nær så flydende som jeg ønsker dem" smilede han skævt og rystede kort ved tanken, han ville jo ikke blære sig, men det var bare røget ud af ham, uden at han tænkte, hans blik gled hurtigt ned i jorden, han sukkede, han ville ikke have sagt det, for det mindede ham om det liv der lå bag ham, al den had og smerte det havde forvoldt ham.
"vi tager bare fleuretten" sagde han og smilede lidt og lukkede kort øjnene igen da han åbnede dem var hans øjne anderledes, han lignede allerede nu en dræbermaskine, og hvad ville et våben i hans hånd ikke gøre ved ham

Ciel begyndte at trække i beskyttelsen, mens Dacius snakkede. Han forstod udemærket hvad Dacius mente. Hjemme i Frankrig havde han også prøvet at træne uden dragterne, men der havde det heller ikke været så slemt, hvis en yngling blev såret. Vampyrene var hjerteløse. Men alligevel havde Ciel ikke kunnet gøre andet end at se op til hans mentor, som var han Erebos selv.
"Okay så," sagde han og tog hjelmen på, hvorefter han greb fleuretten. Han lagde mærke til det pludselige skift i Dacius øjne, men han blev ikke skræmt. Han havde set andre ynglinge, der havde gjort det samme, under turneringerne, der havde været holdt i Europa.
Mange af de ynglinge havde mistet besindelsen, af ren vrede. Det var egentligt ikke deres skyld. At være yngling ændrede en. Men den vrede havde været deres nederlag, og Ciel var fløjet helt til tops med en knusende ro.
Han regnede dog ikke med, at Dacius var så dum at lade sejren slippe. Men Ciel holdt håbet højt. Han kunne vinde, hvis han bare kæmpede for det ...

Dracius begyndte at trække i dragten, hans blik var stadig væk i selve duellen allerede, men hans hjerne studerede allerede nu de bedste træk og kombinationer, som han kendte og kunne udføre i en hastihed og elegance og flydende bevægelser, han kæmpede ikke i vrede men i lyst, selvom hans aggresioner røg ud i hvert slag, var han fokuseret og koncentreret.
han smilede bag masken, og strakte sig lidt, "du siger bare til." kom det fra ham, mens han greb en fleuret og stirrede ud på Ciel gennem masken.

"Ma dessene," hviskede Ciel svagt. Noget ved Dacius smil fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Men han var klar. Han nød at kæmpe. Det var en af de to passioner han havde. Og han var sikker på Dacius ville blive en værdig modstander. En anden, med en titel ...
For hans indre blik så han den første turneringen igen. Hans mentor havde stået ved hans side og rådgivet ham, før kampen blev sat igang. De andre ynglinge var ikke sådan at bide skeer med ...
Han huskede et ansigt. Rødt hår og sorte øjne. Drengen havde været smuk og helt perfekt. Lige på kanten af sin forvandling, mens Ciel blot havde været på 4. trin ... Det arrogante smil.
Ciel smilede også. Han var klar til kamp. Kampen mod den rødhårede havde været den eneste kamp, han nogensinde havde tabt mod en anden yngling - uanset trin. Selvfølgelig havde hans mentor kunne slå ham. Men han havde også klaret sig strålende mod ham, hen af de sidste måneder før han blev sendt til Tulsa.
Beat the best, to be the best, var hvad hans mentor havde sagt til ham engang.

Han blev revet tilbage til virkeligheden og så Dacius i øjnene et kort øjeblik.
"Jeg er klar." Han trak hjelmen på plads og stilte sig i startpossition med hævet sværd.

Drake betragtede ham og smilede under hjelmen "så er vi to der er parate, hans stemme var dybere end før, rolig, men alligevel hæs, som om det var en anden person der stod i hans sted. Han havde stået i positionen længe og ventet "En garde" stemmen var stadig dyb rolig og hæs da han ytrede ordende.

// Sorry, men jeg er alt for meget ude af træning mht emner ... Kunne vi muligvis prøve et nyt, og sige, at kampen her blev uafgjort?//