vi skal snakke(rosie,kat)

hun så på ham, "Så det vi sige at hun voldtog dig. Forstå mig ret." hun så ham ind i øjnene. "Hun måtte virkelig være besat af dig, men hvad gjorde du ved det?" hun kunne ikke forstå hvordan tøsen havde båret sig ad.

"nej ikke som sådan, men på en måde alligevel. jeg fortalte hende rent ud sagt min mening,og så gik jeg også til inspektøren" han så på hende, håbede ikke at det ændrede hendes syn af ham

"Jeg tror nok jeg havde gjort det samme..." mumlede hun. "Man må ikke holde sådan noget inde! Malakas det er ikke sundt for dig, og jeg kan faktisk se på dig at du har det okay med at fortælle mig det. Så jeg er glad for at du fortalte det.... men ikke så glad for at det er sket for dig..." hun vendte fronten mod ham så hun kunne se ham rigtigt igen.

malakas smilede svagt "jeg er også glad for at du fik det af vide..på en måde.." han kiggede på hende, han var glad for at hun aldrig havde mødt Angel, det ville bare haft endt grimt

"Hvad mener du med på en måde?" hun så på Malakas og smilede lidt.

"jeg mener, jeg håber bare ikke at det vil ændre dit syn på mig"han rømmede sig lidt, og satte sig mere behageligt til rette

"Er du sindsyg!" hun kunne ikke forstå hvad der skulle ændre hendes syn på ham. "Malakas, Søde skat! Hør der er intet i hele verden som kan få mig til at ændre syn på dig!" hun smilede og rystede på hovedet. "Intet!" hun satte sig helt hen til ham og kyssede ham på munden. "Du er fuldstendig perfekt som du er, og jeg har det ikke særlig godt med at der sker onde ting for gode mennesker."

malakas smilede stort, han havde aldrig troet at han skulle høre kat kalde ham skat. "så må du have det elendigt når dig og rose har skændtes,for i er begge to gode personer"

"Det er rigtigt." hun så ned i jorden og grinede. "Jeg kan ikke engang forstå hvorfor det var vi var oppe at skændes." Hun rystede på hovedet og så på ham. "Jeg vil gerne være venner med hende igen, bare være venner i begyndelsen."

malakas grinede højt og varmt "det må vi så forklare hende når hun kommer" han smilede og puffede til kat

"Jah..." hun smilede skævt til ham. "Men først." hun lænede sig ind mod ham og lod sin tunge spille hen over sine læber, hvor efter hun trykkede sine læber mod hans. hendes hjerte galoperede af sted og hun kunne ikke styre sin vejr trækning.

malakas kunne ikke styre det, han lagde armende om hende og trak hende ind til sig

Hendes hjerne blev tåget, men en ting viste hun: Malakas og hende var skabt for hinanden. Hun lod sig glide ind i hans favn og blev et med ham. Alle bekymringerne var forsvundet. Alt det de lige havde snakket om var som dug for solen... væk. Hun åbnede let munden og lod tungen spille mod hans læber.

Tøj: En lang sort silke elegant kjole med en lille smule glimmer. Og et par flade sorte ballerinaer.

Hun var fløjet ud fra mødet i Mørkets døtre da hun havde fået beskeden fra Malakas. Men det hun så var ikke det en pige ville se. Hun fik øjenkontakt med Malakas og fik tåre i øjnene. Kattriona havde ryggen til hende, og snavede nærmest Malakas i jorden. Hun mærkede tårene trille ned af kinderne. Hun tabte sin mobil ud af hånden. Så den lå med hendes baggrunds billede op ad, et bilede af hende og Malakas der kyssede, med en lille tekst under hvor der stod 'jeg vil altid elske dig'. Hun vendte sig om og gik, hun lod sin mobil ligge i jorden. hun mærkede tårene flyde ned af hendes kinder. Det var en rigtig god aften at have valgt vand fast make-up. Hendes kjole spillede perfekt i måne skinnet. sammen med hendes hår. Hun var nu tyve meter væk fra Malakas og Kattriona.

malakas fik øje på rose, han puffede kat fra sig og løb efter rose, da han nåede hen til hende, drejede han hende om mod sig. og kiggede hende i øjne og trak hende ind i sin favn til et bjørneknus

Hun mærkede Malakas omfavne hende, men hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre. havde Malakas fået hendes mobil med ham? Hun sukkede, og lænede sig ind til ham.

Kattriona kiggede forvirret rund og så Malakas kramme Rosie."Nå så var det ødelagt." mumlede hun mest til sig selv. hun rejste sig op og fandt mobilen med billedet af Rosie og Malakas. Hun sukkede og begyndte at gå hen mod dem. Da hun stod et par meter fra dem, hostede hun en gang for at få deres opmærksomhed. Kattriona prøvede at smile, men i stedet blev det en grimasse. "Jeg tror du tabte noget." hun holdte telefonen frem og så på Rosie.

malakas slap rose og kiggede på kat, han puffede blidt rose hen til kat. han mumlede svagt så kun kat kunne høre ham "lad nu være med at rive hovdet af hende" hans ene mundvige trak sig opad i et lille smil

"Hey... læg mærke til at jeg prøver at være flink." mumlede hun til ham. Hendes ene hånd, som var knyttet, var blevet helt hvid. Alle hendes argrationer var i den hånd så hvis Rosie var klog tog hun sin mobil inden den også var knust til støv. "Rosie, jeg tror at du snart skal tage din telefon." sagde hun og skævede til sin hånd.

malakas`s smil blev bredere han mumlede videre til kat "tænk på noget rart" han kiggede i hendes øjne

"Det kan du sagtens sige!" mumlede hun til ham og så på Rosie. Hendes tanker fløj rundt om et bestemt punkt, Den aften hvor hun fandt en lille skat i sig selv.

Hun gik hen og tog mobilen. "Tak" mumlede hun. Hun kiggede engang på hvad klokken var, men det glemte hun hurtigt igen. "Du ville snakke, eller det var i hvert fald hvad der stod i din besked?" sagde hun med sin lille pige stemme, hun kiggede hen på Malakas. "Eller har i ordnet det?" hun sagde det med en stemme, der ingen følelser viste. Hun kiggede frem og tilbage mellem dem, hvor efter hun begyndte at gå igen.

"Tja... Malakas ville gerne snakke med os." Hun så ned i jorden. Hvad skulle hun sige?! "Rosie ... Vendt! Hvorfor går du?!" hendes stemme var ikke vred, men heller ikke lige frem i møde kommende. Hendes hjerne knoklede for at holde hende tanker glade og rolige, ikke halt at det lykkedes, men hun prøvede at gøre det.

Hun vendte sig om. "Hvad?" hun sagde det med den samme stemme som før, en der ikke blottede følelser. Hun fangede Malakas's blik og holdte det fast, hendes blik sagde mere end 1000 ord, og hun vidste at Malakas forstod hendes. Det udtrykte hendes kærlighed til ham, men stadig sorgen over at hun kunne risikere at miste ham. Der kom en lille tåre frem, som nærmet skreg til Malakas, 'kan du ikke se hun elsker dig over alt, hun vil ofre sig selv for dig!'

"Wow tænd lige for varmen, her er ret koldt." mumlede hun, mest til sig selv. "Og du siger jer har for andret mig?" røg det ud af hendes mund, men hun fortrød faktisk ikke at hun havde sagt det.