sunset - Ciel

Hun rystede bare på hovedet.
''det er ligemeget. Forhold er for dem der har brug for trygheden og sikkerheden. Det er ikke noget jeg har brug for.''
Hun aede stille hans håndryg inden hun så på ham igen.
''jeg ved ikke om du er her, imorgen, om en uge... Eller om et år..'' hviskede hun bare.
''jeg vil ikke bindes til en jeg ikke ved er her når jeg har brug for ham..'' hviskede hun stille. Hans ord havde taget stemmen fra hende

"Og ligeledes ved jeg ikke, om du klare de to år ... " Hans hånd var begyndt at ryste i hendes, men hans stemme og hans udtryk var fattede og rolige.
Han havde set hende dø én gang. Han ønskede ikke at se hende dø igen.
"Men," sagde han, hans stemme var pludselig meget hæs, og hans øjne var rettet imod deres hænder. Han ønskede ikke at se hende i øjnene lige nu. "Hvis vi begge klare det ... Må vi se, hvad fremtiden bringer." Han smilede kort - alt for kort til at overbevise nogen om, at det var et rigtigt smil.

''du ser mig ikke når du er færdig her... Du forsvinder, som alle andre har gjort. I forsvinder, og jeg ender alene tilbage. Så har det jo altid været Ciel. Det ved du.'' hun smilede en smule opmuntrende til ham.

''Da Perceval og jeg gik fra hinanden-'' hendes stemme lød nu underligt monoton. Som om hun snakkede om to andre personer, at hun slet ikke var inddraget som element i samtalen.
''-gik det op for mig. Jeg havde alligevel mistet ham på et tidspunkt. Han ville være væk, længe før jeg selv ville. Om han så døde, eller blev forvandlet. Så er det jo bare.'' hun trak på skuldrene.

''Det er alles kamp mod alle i denne verden, og det troede jeg at du af alle ville vide.'' sagde hun roligt, imens hun aede hans håndryg

Han trak hånden til sig. Muligvis lidt hårdere end, hvad der havde været nødvendigt ... Troede hun virkelig, han bare ville skride fra hende og droppe al kontakt? Han var underligt såret over at høre hende sige det, og han følte sig pludselig meget ubehageligt til mode.
Hans øjne var stadig ikke rettet mod hendes, men nærmere ned mod hans knæ. Han rystede på hovedet og rejste sig fra biblioteksstolen. Irriteret og bange for, at det her var den ene dråbe, der fik bæret til at flyde over. Men han kunne ikke bare gå. Det ville understrege, hvad hun lige havde sagt.
"Er det sådan, du tænker om mig? ... Om os?" Han rettede endelig blikket imod hende og det var iskoldt. "Og den kamp, vi er igang med lige nu, er mod skæbnen. Vi er beskyttet fra alt det pis, der foregår udenfor ... " Det ønskede han da at tro. Men selvom den første del var rigtig, vidste han præcis, hvad hun snakkede om.

hun bed bare sammen inden hun så på ham.
''ja, det er lige præcis det jeg tror! For ikke én eneste mand der har modbevist det!'' snerrede hun inden hun rejste sig.
''Men du mener måske at det er anderledes? At du vil være der for evigt, selv når du er forvandlet?'' hun rystede på hovedet.
''beklager Ciel. men jeg tror ikke på at du bliver der efter du er forvandlet.''
hun begyndte at gå, inden han fik muligheden for at flippe på hende.

Han knyttede næverne så hårdt sammen, at hans underarme begyndte at ryste. Han mærkede en ustyrlig vrede blusse i ham, men han kunne ikke gøre hende fortræd, lige meget hvad hans impulser prøvede at få ham til at gøre. Han nægtede.
"Jeg blev ved dig, da du var døende!" Råbte han efter hende, da hun skred. Den utrolige stilhed, der havde været i bibioteket blev revet over, og da den lagde sig igen, var den nærmest som et tung tågeslør. Hvis han virkelig havde tænkt sig at skride fra hende, havde han ikke blevet ved hende dengang.
'Men hun synes vel alligevel ikke, jeg er anderledes end andre fyre ... Det beviser vel mere end noget andet, at hun ligner alle andre piger ... '
Han satte sig ned i biblioteksstolen igen. Han havde ikke tænkt sig at følge efter hende denne gang. Han satte albuerne på knæene og dækkede ansigtet med hænderne. Den foroverbøjede stilling virkede ikke passende til hans karakter.
Et tungt suk slap hans læber og han anstrengte sig for at falde til ro.

Hun gik bare, mens hun kæmpede mod de tårer der uden tvivl ville trille ned af hendes kind indenfor ganske kort tid.

Hun satte sig på trappen, som første gang, og så bare ned.
'Jeg blev ved dig, da du var døende!'... Ja, han blev. Og hun nægtede at tro at han ville have gjort anderledes.
Men tankerne om at blive efterladt stak i hende igen, følelsen af at være alene.
Måske var det hvad gudinden havde bestemt for hende. Ensomheden. Hun havde vel heller ikke gjort sig fortjent til andet?
Hun kunne lige så godt tage tilbage til værelset og få pakket sine ting.
Jo hurtigere hun var væk, jo hurtigere ville han nok glemme hende. Så ville det måske ikke såre ham så meget at hun var væk.

Ciel blev kun siddende i et par minutter. Da hans hænder holdt op med at ryste og hans hoved var klart igen, rejste han sig og forlod biblioteket. Han så ganske vist Elizabeth sidde på trappen, men han kastede ikke engang et andet blik på hende. Han gik bare. Han havde brug for at komme ud og få noget frisk luft.
Ofte, når han følte sig stresset, sad han ude ved Gudindens statue og kiggede op på himlen. Det var beroligende. Som om Nyx virkelig var der og vågede over ham.
Han synes faktisk, det var lidt morsomt, at han var så stærk i troen på hans gudinde og hendes godhed, men før han blev mærket, havde han været så utrolig antireligiøs ...

Det var derude Ciel satte sig nu. Han lukkede øjnene og forsøgte at slappe af, men hans mave var i oprør. Han forstod virkelig ikke, hvordan hun kunne tro sådan om ham ... Hvorfor hun pludselig var sådan overfor ham.
Han smilede pludselig ... Et dybt sarkastisk smil.
"Jeg vidste, det ville ende galt ... " hviskede han ubevist.

Hun sukkede og gik op og pakkede sine ting.
Hun havde en ekstrem kvalme efter at have skældt sådan ud på Ciel. Han havde intet gjort galt. Hun havde bare været en kold nar, som altid.
Men hun kunne ikke bare komme valsende og sige undskyld, og så tro at alt var godt igen. Sådan var det jo ikke.

Hun havde pakket alle sine ting i en geværrygsæk hun havde haft liggende under sin seng i evigheder.
Den lignede mest af alt en sportstaske i camuflagemønster, og på størrelse med en halv seng.
Hun tog den over skulderen og var på vej mod muren. Hun kunne sagtens bare klatre over.
Men... Hun skyldte Gudinden tak for alt. Og dette kunne hun kun give hende, ved at besøge hendes tempel. Hvilket hun gjorde.

Med tasken over skulderen gik hun mod templet, og da hun passerede Ciel så hun i to lange sekunder på ham, inden hun så ned igen. Hun skjulte de tårer der snart igen ville løbe frit.
Hun gik hen til trappen op til templet og stoppede op. Hun satte sig på knæ på trappen, og stirrede bare op i himlen.

Inderst inde ville hun bede gudinden tage sin velsignelse tilbage. Slette alt. Bare lade hende leve på gaden igen, som den pige hun var dengang.
Men så havde hun aldrig mødt Ciel, James, Stephen eller Perceval. Hun havde været alene fra starten af. Hvilket hun langtfra ville ønske.
Istedet takkede hun gudinden i sine tanker, takkede hende for alt hvad der var sket for hende, både godt og ondt.

Hans fejlagtige forsøg på at slappe af blev brat stoppet, da han hørte en lyd i nærheden. Han så op og hans blik faldt på Elizabeth med det samme. Han spærrede øjnene op et øjeblik, da han så tasken, der lå ved siden af hende.
Han udstødte en anstrengt, irriteret lyd og rejste sig. Hun kunne ikke seriøst mene, at hun ville tage af sted. Bare fordi hun var genopstået, kunne hun stadig ikke være væk fra vampyrer! Hun ville dø - igen, derude ...
Han sukkede og begyndte at få hen imod hende.
"Hvor har du tænkt dig at tage hen?" Han mærkede noget inde i ham røre på sig ... Men han holdt sig i ro. Hans stemme var også rimelig monotom.

''hvor end jeg nu finder plads.'' sagde hun stille.
''så længe du får fred, så er det fint..'' sagde hun stille. hendes stemme var hæs, og hendes øjne sveg. hun vidste at hun ikke kom langt. natten var snart forbi.

hun rejste sig, og tog igen tasken over skulderen, og så undskyldende på ham.
''hejhej..'' sagde hun stille, inden hun begyndte at gå

"Gør du det for min skyld?" Han så efter hende, virkelig skeptisk. Igen begyndte vreden at koge i ham og han prøvede alt hvad han kunne, at holde stemmen rolig, mens han kaldte efter hende. Han havde ikke lyst til at råbe efter hende igen.
"Jeg vil ikke have, du forlader skolen ... Hvis du gør, så er det dig, der vender ryggen til mig ... Og det tilgiver jeg dig ikke for." Han ville ikke løbe efter hende eller forsøge at stoppe hende. Han håbede bare, han havde gjort det klart ...
Han kunne ikke forstå, hun kunne være så dobbeltmoralsk og egoistisk at stride fra skolen, bare på grund af den lille samtale, de havde haft.

hun så ned.
Hun havde ikke noget at sige. Intet.
Hun mærkede tårer presse sig på, men hun ville ikke sige noget. Hvad skulle hun også sige. At hun tog fejl? Det vidste hun jo.
''jeg var ikke fair før. Det er jeg aldrig. Jeg tror bare ikke på, at du vil blive her efter du er forvandlet. Vi er venner... Men mere end det kan jeg ikke forvente..'' mumlede hun inden hun så på ham igen.
''undskyld..'' sagd ehun stille

"Så du vil forlade mig, fordi du tror, jeg vil gøre det mod dig? Det giver ingen mening." Han så på hende et par lange sekunder, rystede så på hovedet og kiggede tilbage imod skolen. Det ville blive frygteligt ensomt uden hende.
Hans næver knyttedes og åbnedes et par gange, før han besluttede, at han ikke havde mere at sige, og begyndte at gå tilbage imod skolen. Men han stoppede kort efter og uden at vende sig imod hende, stod han bare og ventede på hendes reaktion. Han var bange for, at han snart ville høre hendes skridt i græsset, bevæge sig væk fra ham ...
"Du begår en stor fejl," mumlede han.

HUn satte sig bare ned, lige hvor hun stod.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre mere. Hun så bare ned, og krøb rystende sammen.
Hun ville hellere vente på solen, end at gå nu. Hun sad der bare.

//sorry, kreamangel...//

Han så sig over skulderen, da der pludselig blev stille bag ham. Han sukkede tungt, da han så hende sidde i græsset. Men det betød i det mindste, at hun ikke var helt sikker på hendes "stikke af-idé." Hvilket glædede ham.
Men han ville ikke sætte sig ved hende. Han var virkelig rasende over, at hun gjorde sådan et stort nummer ud af det lille skænderi. Han overvejede kort, hvor voldsomt hun ville have reageret, hvis de havde været i et forhold.
Med et træt suk gik han imod kollegierne.
"Min dør står åben, hvis du har brug for at snakke med mig," sagde han lavmælt mens han gik. Han regnede med, at hun snart ville have brug for ham ... Og han ønskede ikke at være i skide dårligt humør, når hun kom til fornuft.

Hun sad der bare, uden at vide hvor længe. Hun kunne mærke følelsen af nervøsitet, og stirrede pludselig ud i horisonten hvor solen var på vej op.
FUCK!
Hun fik kantet sig på benene, uden egentlig at tænke over hendes taske.
Hun satte i løb op mod sovesalen, men kom uheldigvis til drengenes istedet for pigernes.
Hun bandede indædt, da hun kom indenfor op opdagede drengene. Men hun kunne umuligt nå hen til pigernes sovesal nu. Hendes ben var allerede ved at blive tungere.

Hun satte kursen mod Percevals værelse - hun regnede med at han var til guitartimer nu.
Hun gik ned af den lange gang, mens hun måtte støtte sig til væggen for at undgå at falde om.
Hun rystede, hendes krop var tung af udmattelse.
Uden at overveje det, fik hun åbnet en tilfældig dør - Ciels dør.
Hun stod kort og så en smule forvirret rundt, inden hun faldt om i dørkarmen.

//yay, biografen med familien.. Svarer hvis jeg kan over mobil, ellers svarer når jeg kommer hjem//

Ciel sad ved sit skrivebord med en Shakespeare roman slået op foran sig. Den var oversat til fransk og ryggen på den var så bøjet, at bogen lå fladt åben og siderne lå slapt, som et bevis på, hvor mange gange de var blevet vendt og presset ned.
Han så op, da hans dør blev åbnet. Hans roomie var inde hos hans kæreste, hvilket Ciel ikke havde det mindste imod. Han nød at være alene ... Og de personer, han valgte at dele sin tid med, var også meget få, dem, der havde fortjent det - i hans øjne.
Hans blik faldt på Elizabeth.
"Hvad er der sket?"Et øjeblik forstod han ikke helt, hvorfor hun så så forskrækket ud, men da hun faldt om fløj han op fra stolen og hen til hende, for at sikre sig, at hun var okay. Han løftede hende op fra gulvet og lagde hende ned i sin seng. I fodenden lå Ringo sammen med Ciels gamle bamse - som han tydeligvis skulle have smidt ud for utroligt mange år siden. Katten sov og vågnede ikke engang, da Elizabeths vægt blev lagt i sengen.
Han satte sig ved siden af hende.

// Okay :3

Hun krøb bare sammen, rystende, mens hun skærmede hovedet med armene.
Hun var halvt om halvt ved bevidsthed. Hun prøvede at krybe helt sammen da hun mærkede katten ved sine fødder.
Uden rigtigt at sige noget rakte hun kort ud efter ham, men trak så armene til sig for at skærme for den frygtede sol.

//sorry kort svar... Skriver fra Mobilen. Er hjemme om en halv time maks.//

Ciel var ikke helt sikker på, hvad hun lavede, men han gik ud fra, at hun var lettere chokkeret. Eftersom solen var stået op, og hun havde sat ude på den forbandede græsplæne, fordi hun ikke ville lytte til ham ... Men Ciel's gardiner var trukket for. Ikke af hensyn til hende, faktisk. De var bare altid trukket for. Han værnede utroligt meget om sit privatliv og han følte sig ikke godt tilpas, hvis nogen kunne se ind gennem vinduet - også selvom værelset lå nogen etager over jorden. Der var bare et eller andet ubehageligt ved at have det åbent.
"Der sker dig ikke noget," mumlede han beroligende og strøg lidt hår væk fra hendes ansigt. "Slap af, chéri."

Hun rystede, hev efter vejret klynkende.
Hendes krop var blegere end normalt, næsten gennemsigtig hvid.
Hun drømte, men ikke helt vågen.
''eem... mmmmh.... mmmmmmmh!'' klynkede hun, og kradsede sig hårdt på den ene arm.

Lydene omkring hende var sløret, men hun genkendte stemmen. Følelsen af hår der blev strøget væk fra ansigtet. Følelsen af noget lunt ved fødderne, der trak vejret.

Hun lå hjælpeløst i en halvt bevidstløs tilstand.

Ciel prøvede at få hende til at holde op med at klø, men samtidig gjorde hendes urolighed ham bange for at røre hende. Hvad nu, hvis hun flippede fuldstændig ud? Dagens tidligere oplevelser talte ikke for det modsatte.
"Elizabeth ... " Hans stemme var lav, men fast. Hans blik var bekymret og for det øjeblik var alle uenigheder glemt. Han var virkelig inderligt urolig for, om hun var okay eller ej.

Hun blev ved med at vende og dreje sig. Rystende, og klynkende.
Hun kradsede forsat, men reagerede ikke på hans stemme.

Omkring solnedgang blev hun mere rolig, som om hun bare lå og sov. Men alligevel om der små piv fra hende, en gang imellem.

Da solen var gået helt ned satte hun sig rystende op, og stirrede forvirret på Ciel, og derefter på Ringo. Der lå en bamse i fodenden, en meget gammel bamse.
Så Ciel holdt dog noget nært.
Hun smilede svagt inden hun krøb lidt sammen.
''undskyld...'' sagde hun stille.
''jeg var ikke fair igår.. Jeg var en led heks for at sige det mildt - var jeg ikke?'' hun så bare på ham.

Efter nogen timer havde Ciel opgivet at få hende til at falde til ro, og siddende ved siden af sengen havde han været i en tåget tilstand af halv-bevisthed i den resterende tid af dagen. Han havde kraftigt mørke render under øjnene og det var tydeligt at dagen havde tæret på ham. Alligevel smilede han, da han så hende sætte sig op.
"For at sige det mildt," gentog han med et svagt, træt grin. Ringo fløj op af sengen og landede i hans skød, hvilket resulterede i, at den grå bamse landede på gulvet.

"Er du okay igen?" Han kælede fraværende for Ringo, der allerede var faldet i søvn igen. Han misundede katten lidt. Hvordan kunne den dog sove igennem alt, hvad der var sket?

''jeg har det fint.. jeg er lidt udmattet, men jeg har det fint..'' mumlede hun og satte sig ned ved siden af ham.
''Du, derimod, ligner snart en død mere end jeg gør... Holdt jeg dig vågen?'' spurgte hun stille, og samlede den gamle bamse op. Den havde klaret sine år, uden tvivl, men han måtte skatte den mere end noget andet. Siden den havde en plads i hans seng.

Hun smilede lidt over katten.
''undskyld det igår.. Jeg er bare vant til at flygte når alt bliver for meget...'' sukkede hun stille, inden hun så ned på sin arm. Den havde lange røde mærker efter hendes kradsen.