Elskede bøger - Ciel

S: Ved bogreolen.
T: Efter skole.
O: Ikke så mange.
P: Militærbukser og sort bluse (Bare tær ;p)

Niroka stod og kigede tænkede på alle de bøger der var i Reolen. Han havde læst alle sine bøger færdige og havde nu ikke noget at læse i, da han så ikke kunne holde det ud var han smuttet ned på Biblioteket og kigget efter bøger.
"Elskede peter?" Mumlede han for sig selv og tog bogen ned til sig. Mens han gik han mod bordet kiggede han på bagsiden af bogen, for at se om det var en for ham.
Niroka så sig aldrig for når han gik med en bog, han var altid begravet i dem og glemte helt at der også var andre man skulle se på.

En mørkhåret skikkelse stod med næsen dybt begravet i en bog omkring det 1500-århundrede, hvor heksebrændinger var hverdag. Han havde læst den mange gange før, denne bod med titlen Mørkets Droning. Men den var desværre efterladt hjemme i Franskrig, hvor han havde læst den på original-sproget. Eller ... Han vidste ikke, om det var original-sproget, men bogen foregik i hans fædreland.
Han havde besluttet sig at læse den engelske version, men på vej mod bibliotekaren stødte han ind i en dreng, der måtte være ligeså langt væk som han selv.
"Excusez-moi," mumlede han mens han rettede de blågrønne øjne mod skikkelsen han havde stødt ind i. "Niroka. Sikke en overraskelse." Han kunne ikke lade være med at smile lidt, mens han løftede den tabte bog op fra gulvet.

Niroka var så dybt begravet at han slet ikke lagde ærke til den person han var gået lige ind i. Ja han havde ikke engang hørt ham komme. Han faldt så lang han var ned i gulvet, selvom det virkede lidt overdrevet på en måde. Når folk gik ind i ham, fik han altid et chok og hoppede en smule og gled. Typisk ham.
"Je suis désolé." Sagde han og kiggede op på Ciel! Han tog bogen i sine arme og rejste sig op. Nirokas smil var stort."Le plaisir, la honte de ma part." Sagde han glad. "Hvor hyggeligt at møde dig her." Stemmen var så lys og glad at det nok ville virke som en pige. "Så mødes bogelskerne... Hvad læser du?" Spurgte han nysgerrigt og kiggede på hans bog.

Han smilede lidt og nød virkelig at høre sit modersmål på en andens læber. Det var som en sød, hjemlig melodi.
"Mørkets Droning," sagde han med et skævt smil og så ned på Niros bog. "Hvad læser du selv?" Han smilede skævt og forsøgte at holde sig selv fra at tale sit eget sprog. Han skulle jo helst øve sig på det engelske. Selvom det var en sand pine!
Han stod lidt rastløst og pillede ved bogens ene hjørne, mens han forsøgte at få sig selv til at se Niro i øjnene. Han brød sig virkelig ikke om øjenkontakt.

Niroka kiggede ned på bogen. "Denne?" Spurgte han og løftede den op så han kunne se den.
"Dette er elskede peter. En historie fra anden verdenskrig, de har fundet en dagbog og har skrevet ud fra den!" Sagde han bestemt og kiggede ham i øjnene.
"Hvad med din Ciel?" Spurgte han nysgerrigt.

//Krea gik der//

"Elskede Peter? Den har jeg læst. Jeg har læst mange udgaver af Anne Frank's dagbog og Elskede Peter viser godt nok et bredere billede." Han lagde hovedet lidt på skrå og smilede til ham.
"Mørkets droning er om tre døtre af jorden, der bliver kaldt hekse i 1500-tallets Frankrig. De kæmper for at bryde Droning Katherinas magt over landet." Han trak svagt på skulderne og overvejede lidt, hvad han skulle sige. Han vidste jo at Niro havde de samme pasioner som han, men det var nok ikke det rigtige tidspunkt at udfordre ham til fægtning og hvad skulle han sige om skuespil?

//Det er fint.

Niroka lyttede spændende til hans fortælling og nikkede ivrigt og glad over han ville dele sådan noget med ham.
"det er første gang jeg læser en bog fra hendes side, jeg har læst hendes søsters bøger, men det er så også det." Fortalte han med smil på læben og en meget glad stemme. Niroka kunne mærke tavsheden bredde sig over dem. Hvad skulle de snakke om? De kunne jo nogenlunde lide det samme, men det ville være mærkeligt at fyre noget ud og så starte på et helt nyt emne.
"Nårh... hvad vil du snakke om?" Spurgte han Ciel, da han følte at det var det mest logiske spørgsmål i hele verden. Hvad det også var.
Niroka kiggede nysgerigt på ham med et lille smil på læberne, hvad der var ret sjovt, for nu da han tænkte over det havde han ikke lavet andet end at smile sammen med Ciel.

"Søsterens?" Han rynkede brynene lidt og forstod ikke. Han intresserede sig meget for anden verdenskrig, men han ville ikke sige at han havde meget forstand på det. Selvom han havde læst et par bøger.
"Anne's søster Margot eller forfatterens søster?" Han hentydede selvfølgelig til forfatteren af 'Elskede Peter'. Han kunne ikke huske navnet, men han kunne dog huske, at forfatteren var en kvinde.
Et smil bredte sig på hans læber og han målte Niro lidt med øjnene.
"Du fortalte mig i spisesalen, at du var begyndt til fægtning ... Jeg vil da gerne se hvad du kan." Ciel havde allerede besluttet, at det ville være unfair at gå mod Niro med alt hvad han havde. Det var jo ikke engang et år siden at Ciel havde kæmpet i og vundet Europamesterskabet for ynglinge.

Niroka nikkede langsomt og med et barnlig tænkende uforståeligt blik.
"Men jeg er bare ikke så god til det..." Mumlede han og mandende sig op og smilte. "Men okai hvorfor ikk!?" Han grinede lidt og småsprang hen til biblotikaren og lånte bogen og kiggede så over på Ciel. "Nårh... skal vi smutte eller hvad?" Spurgte/Hviskede han da han havde lånt bogen. *Bog nr. 50! Sådan!* Tænkte han og rystede så lidt på hoved af sig selv. *Jeg mangler fritid!* Tænkte han grinende.

//Hvorfor går krea D://

Ciel smilede skævt mod ham mens han gik med op for at låne sin bog. Da Niro stoppede op og spurgte om de skulle gå, greb Ciel bare fat om hans håndled og trak ham med, mens han ikke kunne lade være med at smile.
"Hvor er du langsom! Lad os nu lige komme tilbage til sovesalen og slippe af med bøgerne." Han så på ham over skulderen mens de begge hastigt gik ned af gangen.
"Hvem deler du egentligt værelse med?" Han lagde hovedet på skrå.

//Din stakkel xD

Niroka blev hevet med ned mod drengenes sovesal med et smil på læben. Han havde slet ikke noget imod at blive hevet i en gang imellem. "Jeg er slet ikke langsom, jeg troede bare at du var en skildpadde!" Grinede han og hans fnisen eller grinen virkede meget som en piges.
"Hvem jeg sover sammen med? Hmmmm... Min kæreste, hvem ellers?" Spurgte han som om det var noget af det mest naturlige at gøre.
"Hvad med dig?" Spurgte han efter lidt tænketid.

//Hvorfor kan man bare ikke have krea når man skriver!!!//

Han kunne ikke lade være med at smile. Niro var da heldig at kunne bo med sin kæreste. Ciel ville selv have gjort det samme hjemme i Frankrig, men hans kæreste havde allerede en sambo, som ikke ville bytte med Ciel - selv var han blevet flyttet til et enkelt-værelse efter at hans bofælle døde under forvandlingen. Normalvis ville man ikke gå så langt, men Ciel havde virkelig været nede over det og kunne ikke klare at se den tomme seng længere.
"Det lyder da rart ... Men hvem er han?" Han lagde hovedet lidt på skrå mens de kom ind i sovesalen og støjen slog imod dem, som om alle skreg af deres lungers fulde kraft. Det var mærkeligt at folk var så højrystede, men et eller andet var vel sket ... Der gik et par sekunder før han forstod at det ikke var normal støj og hørte at nogen skreg efter en professor. Så hørte han de våde host.
"Oh Gudinde!"

"Andy" Sagde Niroka stolt da de gik.
Det havde været virkelig rat da Elliot eller rettere hans kælenavn Elli ville være så venlig at han ville bytte med Andy så de kunne være sammen.
Da blev mødt med råben og skrigen og... var det host? ja! Fuck det var host! Niroka løb så huritgt han kunne op til en af lærene og fik læren hen til den hostende person og han kom hurtigt op til læren.
Nirokas ben rystede og han skævlede selv. Han havde været bange, som med Hiroka, hans lillebror.

Så snart Ciel så blodet, hørte hans krop ikke længere efter hans hoved. Han havde set alt for mange dødsfald allerede! Der havde været frygteligt mange sidste år, der pludselig var begyndt at falde om som fluer.
Han greb fat om Niros håndled og løb mod vindeltrappen, der ville føre dem op til sovesalene. Han var helt i chok og hans hænder rystede, da han pludselig slap Niro og nær var faldet om, da han endelig fandt væggen at støtte sig til.
"Åh, gudinde ... ved Nyx!" Hans stemme rystede og han havde det som om han skulle bryde sammen i gråd. Det var sådan et frygteligt syn, og det bragte så meget frem at det var overvældende.

tte sig ved siden af ham og tog hans hoved ind til sin krop. "Så... så" gentog han konstant. Hele hans egen krop rystede som en sindsyg. "Gudinde... hvad er det du gø`?" Mumlede han og begyndte at græde en smule nu. Han havde ikke opdaget at han havde grædt stille før, men det gjorde han nu.
Dette mindede ham meget om da hans far slog familien. Det var ikke en rar tanke overhoved. Han tog nogle dybe indåndinger for at få kontrol over sin stemme og gråd.

Følelsen af, at nogen bekymrede sig og trøstede ham, fik ham til at gå mere i chok. Det var som om hans hjerne lukkede af. Han havde aldrig fået meget kærlighed blandt sin familie - kun af sin lillebror. Og hans venner og kæreste i Frankrig kunne han heller ikke se mere. Så da han kom til Tulsa følte han bare, at det hele startede forfra.
Pludselig greb han bare fat om Niros krave og knugede sig ind til ham. Han var måske 17 år gammel, men han havde aldrig fået lov at være et barn. Nu, var chancen. Han græd og det var ret voldsomt, selvom det var lydløst.
*Hvad går der af mig!* Tænkte han, da han klarede sine tanker igen. *Jeg kendte ikke engang ynglingen! Hvorfor ... hvorfor tuder jeg?* Han forsøgte at få styr på sig selv og langsomt faldt de rystende lemmer på plads.
"Undskyld, Niro," hviskede han uskyldigt men løsnede stadig ikke grebet i hans ven.

Niroka pressede ham ind til sig og lod ham græde i sin trygge favn.
Faktisk var hans favn ikke spor tryg, men det så sådan ud for Ciel. Niroka forstod godt hvorfor han græd. Selv kendte Niroka ikke den fremmede dreng, men Niroa var skræmt fra vid og sans.
Han kunne ikke fordrage det. Han hadede det som pesten selv.
"D-det er oki" Sagde Niroka og fjrnede sine tåre fra hoved der havde gjort hans kinder så våde at man nu kunne se at havde et blåt øje og kind. Han opdagede det ikke engang selv.
"Skulle det være en anden gang?" Grinede han lidt trist.

Det gik pludselig op for Ciel, hvor åndssvag han var. Han var jo i Tulsa for gudinde da også! Stedet, der over hele verden blev kendt for at have røde ynglinge og vampyre!
Han rettede sig straks op og så ned på gulvet og sine hænder. Han følte sig ynkelig. Hvad ville hans gamle venner dog ikke tænke? Europas fægte-mester græd over en fremmed ynglings død! De ville grine, ville de!
"Tror du, han overlever?" Hans ord var stadig kun en hvisken. Han bed sig i læben og tvang blikket op for at møde Niros. Han var taknemmelig for, at Niro havde ladet ham græde(og taknemmelig mod gudinden, for at ingen havde set ham sådan), men han var ikke så god til at sige tak. Han var for stolt af natur. Selv det 'undskyld', han havde tvunget ud, havde været en stor mission for ham.

Nirka trak rystende på skuldrende. "Det ved jeg ikke. Må gudinden være ham nådig." Nirokas stemme var endnu ikke kommet til to endnu og nu kunne man rigtig rigtig godt se det latterlige blå mærke og et eneste han tænkte på var ikke at vise Ciel det, for så ville der siggert komme en del spørgsmål om det.
"Men jeg håber det." Hviskede han til sidst og sendte en tanke til den stakkels yndling.

Han så det blå mærke, Niro havde tilrevet sig, men ahn spurgte ikke. Det kom jo ikke ham ved. Og han hadede virkelig, når nogen kommenterede hans egne sår. Dem havde han en hel del af, men de var skjult eller helet.
"Jeg har ikke så meget lyst til at fægte mere," klynkede han og rejste sig rystende. "Har du nogen andre ideer til, hvad vi kan lave?" Han tvang et smil frem og rakte en hånd ned for at hjælpe ham op fra sin plads på gulvet.

Niroka tog imod hans hånd og løftede sig op via hans håndgreb. Han rystede lidt på hoved. "Heller ikke mig, hvor ubehageligt det end må være at sige nej til." Hans stemme rystede en smule. "Hey hvad med vi laver lidt varmt kakao og sætter os op på en af vores værelser og slapper lidt af?" Når Niroka havde sådan nogle dage tog han bare noget varmt at drikke og fik det lidt bedre af det.

"Det lyder som en rigtig god idé," sagde han, da han havde fået ret godt styr på sin stemme igen. Han smilede svagt og begyndte at gå ned af gangen mens han tøvende slap Niros hånd. De havde jo begge kærester, så det føltes ikke forkert at kunne være tæt på hinanden og lige nu havde han brug for en ven at have nær ... Men han ville ikke give Niro et forkert indtryk af sig.
"Men jeg tror nu en stor kop kaffe ville være bedre for mig lige nu." Han smilede skævt og så kort mod Niro hvorefter hans blik faldt ned til gulvet. Øjenkontakt var noget, han altid havde haft svært ved.

Niroka lod Ciels hånd glide ud af sin og gik med ham neden under igen. Da de kom er ned igen fik han en smule kvalme ved synet og tanken om hvad der lige var sket for under to min. siden.
Han tog fat i Ciels bluse og hev am hurtigt ud i køkkenet hvor han begyndte at lave kakao.
"Ingen kaffe til mig, så kan jeg ikke sove i en hel uge!" Grinede han nervøst. Han vidse ikke hvordan man tacklede sådan noget da det var første gang han havde prøvet det.

Han gispede kort, da Niro greb fat i ham, men han fuglte bare med ugen besvær.
"Amerikanere kan da heller ikke tåle noget," drillede Ciel ham bare mens han fandt noget kaffe frem og hurtigt fik det lavet. Mælken blev hurtigt hældt op i kaffen, men han måtte lede et kort stykke tid før han fandt noget sukker, der også hurtigt blev smidt i kaffen.
"Men vi kan jo ikke have, at du ligger søvnløs. Tror du, du kan snuse nogen chocoladekisk op?"

Niroka grinede lidt optimistisk. "Hey jeg er halv franskmand og resten er fra spainien du!" Sagde han ret glad og blev hurtigt færdig med sin kakao.
"Selvfølgelig kan jeg det... de ligger på mit værelse." Fortalte han med sin varme dampende drikkelse i hånden vendte han sig om og smilede til Ciel.