Elskede bøger - Ciel

//Spole frem til fægtningen?

//Oki du fortsætter//

Efter sidste time skyndte Ciel sig straks mod fægtesalen. Han havde glædet sig hele dagen, på endelig at få en dejlig kamp. Han vidste at Niro var en nybegynder, men han havde allerede lovet sig selv, at han ikke ville lade hans voldsomme temprament gå ud over hans dejlige nye ven.
Med langsomme bevægelser fandt han udstyret frem og satte sig til at vente på Niro. Der var en mulighed for, at Niro havde glemt alt om det, men Ciel var opimistisk, mens tiden nærmede sig til deres kamp.
Efter en kort ventetid greb han kården og lavede et par prøvende stød ud i luften, mod en usynlig modstander.

Niroka kom løbende med et kæmpe smil på læben. Han havde næsten ikke kunne sove af bar spænding. Dette ville blive så fedt! Selvfølgelig var Niroka lidt anderledes. Ingen sko...? Han orkede ikke at lukke sine føder inde i sko der bare ville se dumme ud, da han havde tegnet dem fuldkommen til.
Det betød at da han løb ind i døren, så den gik op, gled han hele vejen til den modsatte væg på ansigtet.

Så snart Ciel hørte en lyd bag sig, vendte han sig på refleks med hævet kårde. Da hans blik så faldt på Niro, som åbenbart havde travlt med at snave væggen, kunne han ikke lade være med at grine.
Han sænkede roligt kården og gik hen for at hjælpe Niro op.
"Er du kommet noget til?" Ciel lagde hovedet lidt på skrå, efter han havde grebet fat om Niro's skuldre og revet ham op fra gulvet - Ciel var stærkere end han så ud til, men det var vel let at regne ud, når man kendte til hans baggrund i et hav af fægtetuneringer og år med øvelse og hård træning.

Niroka blinkede et par gange og havde et sjovt smil på læben og begyndte at skræld grine.
"Jarh... jeg har det fint!" Grinede han og udbrød et lille woauw! da han blev revat op.
Niroka spiste jo ikke så meget, så det var lidt eller rettere ret nemt for andre at løfte ham op og bære på ham hvis de ville det.
"Det er jeg så vand til!" Grinede han lidt videre og tog en kårde og rettede den mod Ciel. "Klar?" Spurgte ham med smil på læben og et lille begyndtende blåt mærke og en bule på kinden.

Ciel rystede lidt på hovedet af ham men smilede stadig.
"Måske skulle du lige få udstyret på før du råber En Garde til en mester." Han hævede stolt hagen men blikket i hans øjne viste tydeligt at han ikke regnede sig selv for bedre end andre. Alle havde jo et talent. Og selvom Ciel var en fantastisk fægter var Niro den mest vidunderlige tegner han nogensinde havde mødt!
Ciel strammede grebet om kården og pegede hen imod udstyret, som for at fortælle Niro, at han skulle komme i gang. Så rettede Ciel sig op, hævede kården yderligere og slog hælene sammen, hvilket bare fik ham til at ligne en 1500-tals nobelsmand endnu mere.

"Javel, sir lancelot" Grinede Niroka og løb hen og tog det på. Da han var færdig løb han hen igen og stilte sig klar. "Hvad med vi siger at du er fægteren og jeg er kunstneren?" Grinede han videre og stilte sig i lås og hostede lige et par gange og smilede så igen til Ciel.

//Undskyld.... Ryg er gået i lås, så kan ikke være så meget på com//

"Jeg har aldrig sagt andet," grinede han højt. Han stod allerede klar og smilede flabet til Niro. Det lignede ikke nogen fair kamp, men så længe Ciel ikke så Niro som en trussel, tog han ikke kampen så tungt. Han ville måske endda lade Niro vinde! Han nød sådan at se hans store, nuttede smil.
"Er du klar?" Han lagde hovedet lidt på skrå og smilede lidt da udstyret virkede alt for stort på Niro's spinkle skikkelse.

Niroka grinede stort og rystede på hoved. "Jeg tror ikke jeg kan!" Peb han og slog sin kårde mod Ciels med et lille hvin og prøvede igen. Han var lidt ligesom en pige der skulle røre en edderkop i en hel time! Hvilket han ikke kunne lide.
Udervej hstede han lidt mere og mere hele tiden. Tilsidst satte han armen for munden og stoppede med at slås, men hoste. Ciel vidste ikke at han havde fået lungebetændelse.

Ciel kunne ikke lade være med at grine lidt, mens han parrerede Niro's slag med lethed. Så snart han hørte Niro hoste smed han sin kårde fra sig. Han tog hjelmen af og så helt ud til at være i chok.
"Ma Déesse ... Niro er du okay?" Han var sikker på at hans kære ven snart ville ligge på gulvet og hoste sit blod ud over gulvet. "Niro?" Ciel kunne ikke helt forstå sin egen reaktion lige i det øjeblik, men pludselig stod han med tårer i øjnene.

// Øh ... Sorry, men ynglinge kan ikke få den slags sygdomme, hvis jeg husker den første bog korrekt xD

Niroka smilede venligt til ham og hostede lidt videre og tog så sin kårde op igen og rettede den mod Ciel. Du skal ikke tro at jeg stopper så hurtigt pgaen sygdom" Grinede han venligt og prøvede at have den under kontrol.

//Krea gik//


//Fair nok... kan vi skrive det som det?? kan ikke finde noget andet ;3 ellers må det være hans medicin//

// Medicin for hvad? Jeg mener virkelig ikke ynglinge kan have nogen sygdomme, medmindre deres kroppe får mod forvandlingen.//

//Niroka har meget mavesmerter da han er blevet skåret i og været udsat for vold i flere år//

//Okay, det kan jeg så godkende xD//

"Sygdom?" Ciels stemme rystede og han havde stadig tåre i øjnene. Hvornår han pludselig var blevet så bekymret for Niro, anede han ikke. Han havde stadig fat i Niro, for at holde han på benene, men slap ham så roligt og tørrede øjnene med bagsiden af hånden.
Så begyndte han at grine.
Lavt og usikkert. For at skjule hvor rystet og dårligt tilpas han var. Han så ned i jorden og forsøgte at holde sig selv i ro.
"Er du okay?"

Niroka smilede stort til ham og hostede en gang imellem. Han tog et stykke tudepapir og tørrede Ciels øjne. *Stakkels ham, han græder jo* Tænkte han og hostede igen.
Niroka lagde armene om Ciel og uttede sig ind til ham og rømmede sig ind imellem. "Du skal ikke være bange... der sker ikke noget." Grinede han, men det gik over til en hosten. "Skal vi kæmpe videre?" Smilede han venligt til ham, men stadig helt op af ham i et superknus!

"Jeg er ikke rigtig i humør til at kæmpe videre." Han smilede undskyldende til Niro og tørrede sine tårer helt væk. Han var endelig stoppet med at græde og snøftede nu bare. Han var ellers ikke let til tårer, men lige i det øjeblik havde han virkelig været i så voldsomt et chok. Han havde set så mange ynglinge dø allerede at ethvert host far frygteligt skræmmende og rev ham tilbage i minder, der gjorde ondt på så frygteligt mange måder.
"Niro ... Hvad for en sygdom?" Han så meget strengt på Niro. Bekymret.

Niroka trak sig lidt fra Ciel og kiggede ned i jorden. "Ikke noget... ikke noget... jeg skal bare have lidt stærkere midicin." Sagde han og kiggede smilede op til ham med hoved lidt på skrå og hostede så igen og kiggede undskyldende på ham. "Tror du vi kan sætte os lidt ned?" Spurgte han og krymmede sig lidt sammen med hænderne mast på maven. da smerten ikke lige gad med ham. "Min mave volder lidt problemer." Sagde han og gik sammenkrøbet hen til en bænk og satte sig på bænken og slog armene op og maste sin mave så meget som muligt.

Ciel så chorkeret ud og forsøgte at hjælpe Niro ned at sidde.
"Bien sûr, bien sûr!" Han så skræmt ud og lagde ikke det mindste mærke til, at han talte fransk et øjeblik. Men det betød jo ikke noget. Niro kunne jo godt forstå det. "Klare du dig?" Snakken om kraftigere medicin skræmte ham. Han brød sig ikke om tanken om, at nogen faktisk havde brug for medicin. Han havde så frygteligt ondt af Niro!

//Kreasvigt

Niroka kiggede op på ham og smilede lidt træt til ham. Hostede et par gange i ærmet og kiggede så op på ham igen med et smil og så lidt træt ud. Han orkede ikke at tage sine piller lige nu, men var nødt til det. Tog en kæmpe larmende dåse op og tog en stor gul pille samt to små røde og en stor grim hvid ind i munden og sank så. Lavede så et par grimasser og hostede så imens han grinede. "Jeg har taget de piller siden jeg var 5 og nu... nu skal de pruttende blive stærkere!" Sukkede Niroka og maste neglende ind i maven på sig selv, da smerten lige skulle gøre opmærksom på at den stadig var der, hvilket Niroka ikke havde svært ved at opdage.

Ciel greb hastigt fat om hans hænder, da han så hvad han havde gang i.
"Non, non, non!!!" Han fik tåre i øjnene igen. "Du må ikke skade dig selv, Niro!" Han så op på ham og bed sig hårdt i læben. Han følte sig helt lille og ynkelig.
I det mindste ville Niro's smerter være ovre, når han gennemgik forvandlingen! - hvis han overlevede ...
Han forsøgte at møde Niros blik - en ting han sjældnt gjorde, da han ikke brød sig om øjenkontakt. Men han ville have at Niro forstod, at han havde en ven ved sig, der var bekymret for ham og ville hjælpe.

Niroka kiggede overrasket på ham og slap sin mave en smule. Hvad var det han ike måtte gøre? Hvad var der non til? Det kune nok ses i hans blik, men det var nok noget med ødelæggelsen af hans mave. "Non? pour ce?" Spurgte han lidt roligt og lænede sig op af Ciel og kiggede rligt på ham. "Det er bare mavesmerter med betændelse i... ikke andet" Sagde han, som om der ikke var noget i vejen med det, men det var faktisk slemt.

"Hvis du ikke selv går ned på infirmariet, så bærer jeg dig derned!" Han var virkelig ved at være seriøst bekymret for Niro og han kunne ikke tage det mere. Han ville ikke se til mens hans virkelig gode ven var ved at synke sammen af smerte!
"Niro, kan du gå?" Han var tæt på at få tåre i øjnene igen men blinkede dem bare væk. Han ville ikke virke svag.

// Min krea har det virkelig skidt.

Niroka kiggede forskrækket op på ham. "Ved du jeg har skræk for læger?" sagde han og kiggede skræmt på Ciel. Alle der hele tiden skulle til læge, få taget prøver, nye piller, nåle, prøver, piller, nåle om og om igen, ville have en lille skæk for dem. Det var helt naturligt for folk.
"Det er altså okay at vise føser..." Sagde han lidt opmundrende til Ciel og rystede på hoved til hans spørgsmål. Han kæmpede med at få benene ned på gulvet og man kunne se det ville tage et ondt år at kommer der hen i hans fart.

//Helt oki ^.^

Ciel rejste sig, da han gjorde. Han lagde en arm om hans skuldre for at støtte ham lidt. Han vidste ikke om det var nødvendigt, men han var bare nervøs!
"Det har du vist nævnt en gang før ... Men vampyrsygeplejeskerne i Frankrig var meget venlige og jeg er sikker på de her også er! Vil du ikke nok tale med dem? For min skyld ... " Han smilede skævt til ham og gav hans skulder et blidt klem.