Elskede bøger - Ciel

//Logger//

"Så må spaniere være de mærkelige." Han smilede svagt mod ham mens han gik mod døren med kaffekruset i hånden.
"Lad os smutte op på dit værelse, så ... Jeg har stadig ikke fået pakket ud." Han trak svagt på skulderne og sukkede af sig selv. Han ønskede at tro på, at han ville kunne tage tilbage til Frankrig. Derfor ønskede han ikke at pakke ud og endnu mindre ønskede han at falde til. Men det var ret umuligt, nåt folk var så venlige.

//Kay

Niroka fulgte efter ham og smilede til trist ned i jorden.
oppe ved hans værelse låste han langsomt døren op og trådte et skridt til siden så Ciel kunne gå først der ind.
Niroka vidste jo got hvordan hans værelse så ud. Del lignede jo et hus i meget lille udgave, for Andymann og ham havde besluttet at det ikke skulle ligne et skolesoveværelse, men et lille hus.
"Velkommen til mit værelse" Sagde han lidt stille og smilede til ham.

Ciel trådte ind i værelset og blev mildest talt overrasket. Hans blik fløj lidt omkring før han satte sig på en af sengene med kaffekoppen i hænderne.
"I har det da hyggeligt her," sagde han med et skævt smil på læberne. Han vidste ikke helt, hvad han ellers skulle sige, men det var vel heller ikke nødvendigt.
"Hvor længe har dig og Andy været sammen?" Han lagde hovedet på skrå og tænkte lidt på sin kæreste hjemme i Frankrig ... Tanken gjorde ondt og han skubbede den hurtigt fra sig igen.

Niroka gik ind og satte sin kakao ned på bordet mellem sengene og foran lampen.
Han gik ud i køkkenet for at finde kiksene frem. "Hmmm.. ca. 6 månder, vil jeg tro" Fortalte han og lagde kiksende ned i en lille skål og gik så hen til Ciel igen.
"Det er ikke helt til at huske. Det er som om vi har været sammen i flere år." Sagde han med et lille smil på læberne og satte sig så på sengen over for Ciel.

Ciel kunne ikke lade være med at smile, da han så hvor lykkelig Niro var. Det gjorde nu alligevel ret ondt at tænke på, når han ikke kunne se sin egen kæreste.
"Det lyder da til, at i har det skønt sammen ... " Han tog en chokoladekiks og begyndte -af ren og skær vane- at slikke chokoladen af.
Han så sig lidt om i det lille rum, som bare virkede endnu mindre, fordi de havde forsøgt at presse et helt hus derind! Men det havde vel en vis charme.
"Hvor er du heldig," mumlede han trist for sig selv.

Niroka sad og drank med et lille smil på læberne og i tankerne var der kun glæde.
Da han satte koppen ned havde han kakaoskæg og kiggede lidt bekymret på ham.
Man kunne jo ikke tage Niroka alvorligt, så Ciel ville nok komme til at grine.
"H-hvorfor er du så trist?" Spurgte han og lænede sig lidt frem, til hvis Ciel nu begyndte at græde over det han ikke virkede så glad over for.
*Mon jeg ar gjort noget?* Tænkte han.

Ciel smilede svagt af ham og satte sin krop fra sig, hvorefter han tørrede kakaoskægget af Niro, som om han var et lille barn.
"Jeg savner bare min egen kæreste ... Han er stadig i Frankrig." Smerten var tydelig i hans øjne, på trods af det smil Niro havde tvunget frem på hans læber.
"Jeg blev tvunget til at lade ham og mine venner tilbage, da jeg tog til Amerika ... Jeg savner dem alle." Han trak svagt på skulderne og tog sin kaffekop igen. Han begyndte at drikke lidt af det, som om det slet ikke betød noget at hans humør var helt nede ...

Niroka rødmede en smule over kakaoskægget og smilede lidt tejtet til ham.
"Er din fyr stadig i Frankrig!" Peb han og kiggede med store øjne på Ciel. Niroka fik helt dårlig samvittighed og tog sig til maven.
Han blev en smule sur over Ciel tog så let på det, så han tog hurtigt hans kaffekop væk fra ham og svingede armene om ham og knugede så Ciel ind til sig. "H-hvordan kan vi få ham her til?" Hviskede han lidt akavet og meget trist.
Niroka begyndte faktisk at græde nu. Bare tanken om at Andy var væk fra ham og han ikke kunne se ham var frygtelig!

"Det kan vi ikke," hviskede han i øret på Niro, efter han var kommet sig over det pludselige chok. Han lagde armene om ham og holdt ham blidt ind til sig.
"Niro ... Jeg har ikke fortalt nogen, hvorfor jeg blev sendt til Tulsa ... Men jeg vil gerne sige til dig, at jeg ikke kan komme tilbage ... Jeg blev ikke sendt ud af Nattens Hus. Jeg blev landsforvist." Han knugede sig ind til Niro, mens smerten i hans bryst spredte sig.
"Medmindre både mig og min kæreste overlever forvandlingen, kan jeg aldrig se ham igen ... "

Niroka begyndte nu at græde og knugede han mere ind til sig. "M-men kunne man ikke få ham her over?" Peb han med grøddet stemme og lukkede vandfalsøjnene.

//Krea gik

"Nej ... Jeg må faktisk ikke have nogen som helst kontakt med nogen derovre ... Så jeg kan heller ikke få skrevet med dem så tit, fordi det må være skjult." Han sukkede tungt og krammede hårdt Niro. Det gjorde ondt at tænke på og det var endnu værre at snakke om. Men nu var det sagt og det var ude af verdenen ... Det lettede lidt.

//Det er okay, jeg overlever xD

Niroka græd mere og mere. Tænk at leve sådan! At tænke konstant på om de havde det godt, men kunne ej få svar. At leve i den frygt om at ens kæreste måske havde fundet en anden i den tid. Leve i den uviste frygt.
Nirokas krop begyndte at ryste, selvom han blev holdt fast af Ciel. Han krop rystede så meget som når mennesker havde været ude i sneen i undertøj og sådan noget var ikke rart.
"Hvad frygter du mest?" Stammede/Græd han efter lidt tid.

"At jeg en dag får at vide mon chéri ikke klarede forvandlingen." Med de ord, kunne han ikke holde tårene tilbage mere. Han begyndte at hulke - for anden gang den dag - i armene på Niro.
Det var så frygteligt hårdt! Men det var hans egen skyld, han var blevet sendt ud af sit land. Han kunne ikke sige noget til det, og han syntes også selv, han havde fortjent det efter hvad der skete ... Fordi var det stadig en totur han dagligt blev udsat for, som om der sad pigtråd om hans hjerte, og det blev strammet til.
"Rolig, Niro," hviskede han hulkende, mens han forsøgte at trøste sin ven.

Niroka kunne ikke stoppe med at græde, selvom han prøvede, men forgæves. De ville ikke stoppe med at strømme ud af ham.
"H_hvorfor blev du-u b-bortvist?" Spurgte han ulykkeligt og maste ham tættere ind til sig. Han vidste godt at det var hårdt, men han ville gerne snakke med ham om det, da hemmeligheden ville blive i ham og ikke sigers videre.
"Kunne vi for gudindens skyld ike bare få ham her over!" Brummede han vredt og græd lidt mere.

//Logger//

"Jeg kan ikke fortælle dig det," sagde han med urolig fast stemme, når man tænkte på de tåre der strømmede ud af hans øjne.
"Og nej, han kan ikke komme her ... Og det ville jeg heller ikke byde ham. Hans liv og hans fremtid er i Frankrig. Om nogen år vil jeg sikkert også kunne tage tilbage ... " Han klynkede lavt og begravede ansigtet i Niros skulder, mens han af alle krafter forsøgte at lade være med at græde.

Niroka rystede stadig i hele kroppen, men han holdte Ciel tæt ind til sig og prøvede på at trøste dem begge på samme tid. "Så.... det skal nok gå.... det skal nok gå..... nok gå...." Gentog han og til sidst blev det bare til noget mumen og uforståeligt ord.
Selv Niroka forstod ikke sig selv. "Regnbueblad.... melodiske pastaer.... regnstennumse...." Osv.. Se det gav jo ingen mening.

Ciel var lidt chorkeret, da Niro begyndte at snakke i vildelse. Så kunne han ikke lade være med at grine ... En latter så varmende at al alvor omkring dem fordampede som en vandpyt i Texas' sommersol.
"Niro, jeg klare mig. Stop nu tuderriet." Han knugede gham hårdt ind mod sit bryst, mens han håbede at den stakkels knægt snart ville begynde at falde til ro ... Det så ikke ud til at virke, men man havde vel ret til at håbe.

Nirokas tuden begyndte at dulme en smule af, men han fortsatte stadig med sin mumlen. "Ipodvinger... Passer gang...." ? Var det eneste man kunne sige til det han snakkede om, men han begyndte også at grine en smule med på fjollerriene. Han gav virkelig ikke mening, men det var måske også det man engang imellem skulle til for at få folk til at grine og stoppe det ulykkelige i at tage overhånd over personerne.

Ciel smilede svagt og strøg ham blidt gennem håret. Det så ud til at han faldt til ro, og det var jo heldigvis kun en god ting. Han holdte stadig Niro ind til sig, men efter et stykke tid begyndte det at føles forkert. Han begyndte at slippe Niro og mærkede blodet blusse op i kinderne mens han så lidt væk.
Hvad der foregik inde i hans hoved, havde han ikke selv styr på. Han pustede håret ud af øjnene, men det faldt hurtigt ned i hans øjne igen. Det var på en måde en lettelse, for så behøvede han ikke se Niro i øjnene ...

Niroka satte sig tungt ned på gulvet og kiggede ned i gulvet. "Undskyld..." Mumlede han og kløede sig i nakken. *Pinligt!* Var det eneste han kunne komme på at sige, hvad var dt der skete? pas! Han anede ikke hvad han lie havde lavet. Hvorfor han havde grædt.... det hele faktisk. Dette var jo en smule latterligt. Han havde grædt.... Igen!!!!!!
Men det posetive var at Ciel havde fet det ud.

Ciel sad lidt og så på ham gennem det sorte hår. Hans tanker fløj og han ville bare have dem ud af hans hoved!
Han var ensom og han nød virkelig Niros nærvær, men hans tanker kunne snart få ham til at ende på en galeanstalt ... !
Han sukkede tungt og rakte ud for at tage kaffekoppen. Han trak benene op til sig og sad sammenkrøbent mens han drak af koppen, som om han var en syg killing der lige havde fået mælk for første gang i en måned.
"Niro ... Hvad tænker du på?" Spørgsmålet var bare røget ud. Han havde selv for meget at tænke på, så det ville være rart at høre hvad der foregik i en andens hoved.

Niroka kiggede i smug op på Ciel, man da Ciel kiggede på ham kiggede han ned igen, han var ikke tøstig og han havde ikke spist noget. Han var meget glad for at Ciel ikke havde fordomme om det eller det der var værere.
Ting fløj rundt i hans hoved og de smeltede sig sammen med nogle andre tanker så de slet ikke gav mening. De blev værere end det han havde sagt.
Hvad han tænkte på? hmm. godt spørgsmål. "Hvem jeg snart skal dræbe, tror jeg nok." Fløj det ud af ham inden han kunne nå at stoppe det overhoved. Hvad ville Ciel dog ikke tænke!!

//Logger//

En kuldegysing gik gennem Ciel og kaffekoppen røg ud af hånden på ham. Det hørtes hårdt og tydeligt mod gulvet, da den knustes.
Et par sekunder sagde han intet. Han var ærligt talt mest i humør til at rejse sig og løbe sin vej så hurtigt hans ben kunne holde ham! Men selvfølgelig vidste han også, at Niro og hans tanker, ikke var de samme ...
"Hvad mener du?" Han havde sænket stemmen og lød underligt hvæs, mens han flyttede blikket op mod ham igen.

//Ses.

Niroka nåede lige at falde bagud og fjerne benene så han ikke blev ramt af koppen og kaffen.
Han kiggede undrende på Ciel i en like "What the fuck!?" Blik og udtryg, men det var nok også klart da han havde snakket han ville dræbe nogen.
Niroka grinede lidt af ham. Han havde selvfølgelig misforstået det. "Nejnej... ikke på den måde, en der skal i fængsel og ikke "Dræbes." Forklarede han og smilede venligt til ham.