sunset - Ciel

Nu var han først rigtig bekymret. Hun havde fortalt ham om de frygtelige voldtægter, hun havde gennemlevet, men hun ville ikke fortælle ham om hendes drømme ... Det måtte være værre end han havde forestillet sig. Men han ville ikke snage.
"Jeg har det helt fint, mademoiselle." Han smilede og håbede, renderne under hans øjne ikke var så tydelige for hende, som de havde været i spejlet.

''du sover ikke, men du har det fint?'' hun følte sig blot en smule Sherlock Holmes-agtig.
''du havde noget du ville snakke med mig om...? Eller du har måske ombestemt dig?'' hun smilede kort til ham.

Roligt rykkede hun en smule tættere på ham, og så ham ind i øjnene

Han fik en klump i halsen og så bare ned i bordet. Han sukkede tungt og lukkede øjnene et kort sekund. Fuldstændig i baglås.
Han havde forsøgt at sige det natten før, før hun havde forladt rummet. Han havde ikke regnet med, at hun ville have det uddybet. Han rømmede sig lidt og kløede sig i nakken.
"Det ... Der er ikke så meget andet at sige, end det igår ... Udover, at jeg håbede, vi begge ... kunne lade facaderne falde lidt." Han vidste, det ville blive utroligt svært, og han var ikke sikker på, om han overhoved ville være i stand til at gøre det. Men han ønskede det.

Da hun hørte hans forespørgsel kunne hun ikke undgå at grine.
Hun smilede hjerteligt til ham, da hun igen genvandt sin kontrol.

''Ciel, det er kun dig der holder en facade.. Du nedbrudte min da jeg døde.'' sagde hun bare. Hun smilede forsat til ham.
''hvad du har set, hvem du har været så meget sammen med hele tiden.. Det var mig. Ingen facade.'' sagde hun roligt.
Nu blev hun næsten nervøs for hvordan han ville tage det. Hun så ned i sin vin.

Han blev utrolig nervøs, da hun begyndte at grine, og da hun fortalte, at han havde nedbrudt hendes facade så han noget skeptisk på hende. Han havde rimelig svært ved at se, hvad der var anderledes ved hende, efter hun døde.
Han rystede kort på hovedet.
"Du virker ikke anderledes ... " Måske bortset fra, at hun virkede noget mere rolig end ved deres første møde.

''fordi min facade ikke var der for at holde andre ude - den holdte mig inde. Du har gennem hele vores venskab revet den mur ned, stykke for stykke. Det tog Perceval næsten et år at få min fortid af vide... Du fik den samme dag som vi mødtes.'' hun så kort på ham.
Han troede hende ikke - hvem ville dog også tro på hende..?
''Jeg ved ikke om du nogensinde har overvejet det, men... Holder du andre ude, eller digselv inde?'' hun så bare dybt på ham nu

Han så meget grublende ud. Som om der var noget, han ikke kunne få til at hænge sammen. Han lagde hovedet lidt på skrå og så noget indtrængende på hende.
"Hvorfor? ... Hvad gjorde jeg, der kunne få dig til at åbne dig for mig?" Han rynkede kort på næsen, og sad derefter i dyb tavshed. Det var meget interessant ... tanken, om han holdt sig selv inde eller andre ude. Hans fingerspidser trommede på bordet og hans blik var rettet imod dem. Han kunne ikke koncentrere sig, hvis han så på hende. Hendes øjne var distraherende.
"Jeg holder hverken nogen ude eller inde. Jeg beskytter. Beskytter min fremtid og skåner de personer, der er omkring mig i nuet." I hans hoved kørte et helt scenarie af alt, hvad der var sket i Frankrig. Hvis ikke Tulsa's Nattens Hus havde åbnet sig for ham, havde han ikke haft nogen steder at tage hen, efter han blev smidt ud ...

''du blev hos mig.'' svarede hun uden at se på ham. Nu så hun bare ned. Som om hun ikke kunne lide at se på ham når hun sagde det.
''du blev hos en pige du ikke kendte. Du kendte mit navn. Andet kendte du ikke rigtigt til. Jeg behandlede dig som skidt, og alligevel blev du hos mig da mit hjerte stoppede... og efter..'' mumlede hun, og drak sit nu tredje krus vin. Flasken var ved at være tom. Godt det samme- for pausen var også ved at være slut.

''du viste mig hvad der var for mig her.. Var jeg ikke taget tilbage... Så havde jeg mistet min bedste ven.'' hun rystede på hovedet.
''Jeg har mine sidste timer aflyst - jeg ved ikke med dig, men jeg skal helt klart hen til biblioteket.'' sagde hun med et lille smil

Han så på hende i et par tavse sekunder. Han havde ikke forstået præcis hvor meget, det havde betydet for hende. Hans ansigtsudtryk brød ud i et svagt, lille smil. Han rakte over bordet og tog hendes hånd.
"Det var Nyx' vilje, at jeg var hos dig. Hun ville ikke have ladet dig være alene." Ciel var sikker på at "Percie" også ville være blevet hos hende. Også selvom de havde slået op tidligere den dag ... Men det var jo selvfølgelig noget andet, for han havde kendt hende i lang tid.

Han havde svært ved at forstå, hvorfor hun var taget tilbage for hans skyld.
"Du mener, du pjækker, ikke?" Han grinede lidt og gav hendes hånd et klem før han slap den.

''nej... Jeg pjækker ikke idag, de er virkelig aflyst.'' sagde hun stille.
Hun smilede stille til ham, inden hun aede hans håndryg inden han trak sin hånd til sig.

Hun så de andre ynglinge rejse sig, uden at hun rigtigt sagde noget.
Da de fleste ynglinge endelig var udvandret, gik hun helt hen til ham.
Hun kyssede ham på kinden inden hun tog sin taske.
''men du må nok hellere komme til time, right?''

Hans hjerte sprang et slag over, da hun kyssede ham på kinden. Et smil bredte sig på hans læber. Han rystede på hovedet et øjeblik og rejste sig så op, greb hendes håndled og trak hende ind i sin favn, før han kyssede hendes læber.
"Jeg ville have godt af at pjække fra en enkelt time." Han slap hende og satte sin tallerken på plads, hvorefter han gik imod døren. "Hvad skal du på biblioteket?"
Han ville bruge så meget tid med hende som muligt ... Snart ville han jo være vampyr og så skulle han forlade skolen. Det ønskede han ikke. Han ville ikke bare forlade hende - ligesom hun havde nægtet at forlade ham.

dan han hev hende ind i sin favn gibbede det svagt i hende. Hans læber var så bløde, og alligevel gjorde de hende hungrende efter mere.
Hun prøvede at skjule sin længsel, da hun svarede mumlende:
''bare slappe af.. der er ikke så mange andre steder jeg kan det mere. Nu da jeg har fået en roomie der ikke kan holde næsen for sig selv.''

Hun gik med ham, og smilede forsat

"Aww, så du har ikke dit værelse for dig selv mere?" Han stak underlæben ud og lavede et uskyldigt og trist fjæs. Så grinede han lidt og kyssede hende på kinden.
Han havde intet imod at skride på biblioteket uden grund. Der var ligesom noget specielt over stedet, efter han havde mødt Elizabeth.

det sitrede svagt i hendes krop da hans læber strejfede hendes kind.
''nope. En levende har indvaderet det!'' grinte hun, inden hun satte kursen direkte mod biblioteket.
Hun elskede bøgernes selvskab, de havde alle hver deres lille rustikke charme.
Og når Ciel var med, kunne der ikke ske meget bedre ting.

Hun bed sig lidt i læben mens hun gik, mens hun overvejede hvor vidt hun skulle tage hans hånd i sin eller ej... Hun valgte - som den kujon hun var - at lade være. Tænk nu hvis han ikke ville have det?

"Du er da også levende," grinede han. Bare fordi hun havde været død, var hun da levende nu! Hun var genopstået. Men Ciel synes nu alligevel, det var meget morsomt at hun beskrev sin værelseskammerat som en 'levende'.
"Men du ville måske hellere dele værelse med en anden rød yngling?" Han smilede skævt ned til hende. Bekymringsfrit og for en gangs skyld uden hans triste bagtanker kørrende rundt.

''jeg foretrækker at jeg ikke skal dele værelse med nogen. Når der er andre, så kan jeg jo ikke bare hive dig med ind når det passer mig!'' sagde hun med et drilsk lille grin.
Hun lod forsigtigt hendes hånd strejfe hans, inden hun gik hen mod bibliotekets trappe.
Hun smilede stille, inden hun blidt tog hans hånd og gik op af trappen

Hans hånd lukkede sig om hendes og hans charmerende, skæve smil voksede yderligere. Han gav hendes hånd et kort klem og fulgte bare med op af trappen.
"Nånå, så det er den slags planer, du har lagt ... Du er virkelig en lille badgirl." Han grinede drilsk, før han løftede hendes hånd op til sine læber og kyssede den.

HUn smilede blot til ham mens hun gik indenfor.
Hans charme, hans elegance... Var dette virkelig bare en facade?

Hun stoppede da de var kommet indenfor, og vendte sig om. Hun kyssede ham blidt, og aede ham over kinden.
''ser du os stadig som venner med fordele?'' spurgte hun mod hans læber.

Han nikkede kort, uden egentligt at overveje det. Godt nok havde Elizabeth sagt, at hun ikke ville, men Ciel kunne ikke lade være med at se sådan på det, efter alt hvad de to havde lavet sammen.
"Men det er stadig dig, der sætter grænserne." Han kærtegnede blidt hendes kind. Lige gyldigt hvor indskrænkede 'fordelene' var, var det stadig rart at have sådan et forhold.

Hans svar stak hende lidt i hjertet.
Det var ikke præcis hvad hun ønskede at høre. Men det var jo altid bedre end; naaarhj, vi går da bare i seng sammen.

Hun kyssede ham en enkelt gang mere, inden hun gik videre - ind i biblioteket.
Hun elskede stadig duften af de bøger, de skønne gamle bøger.
Alle skrevet af geniale forfattere - vampyrer og ikke-vampyrer.

Hun strakte sig lidt, inden hun smilede igen.

Han så efter hende - en lille smule rundt på gulvet. Han havde faktisk regnet med, at hun ville gentage alt det, hun havde sagt forleden om, at det var for hårdt for hende og at hun ville have et mere stabilt forhold.
Han så efter hende med hovedet på skrå ... Sukkede så tungt.
'Hvis jeg rent faktisk spørger hende, om vi skal være kærester ... Så vil mit syn på hende ændre sig ... Jeg vil ikke miste det her.' Dog var hans tanker udelukkende på fransk, eftersom det var den eneste måde, han kunne holde dem for sig selv, et sted fyldt med tankelæsende vampyrer - og Alma, der på grund af hendes affinitet havde udviklet samme evne før forvandlingen. Villet pissede Ciel af ... Tanker var et privat pusterum, der ikke burde invaderes.

HUn sukkede stille, hun ville ikke bede ham ændre hans mening.
Det ville ikke være fair at kræve mere af ham, end han allerede nu udviste.
Nej de var ikke kærester, og hvad så? Den eneste forskel på dét og det de havde nu var, at som hans kæreste kunne tillade sig at blive sur hvis han var sammen med andre piger intimt.
Men hun rystede blot tanken af sig, det var ikke fair overfor nogen at skulle kontrollerer ham på den måde.
Hun fandt et hjørne af biblioteket med store sofaer og lænestole og satte sig i en sofa.
Hun smilede for sig selv, mens hun så på ham

Han satte sig ned ved siden af hende med et ulæseligt udtryk. Han vidste ikke selv, hvad han følte i det øjeblik. Der var en urolig stilhed inde i ham, og han havde det som om noget var ved at knække. Selvom han ikke forstod, hvad det så skulle mene.
"Men ... Du er vel stadig ikke okay med det?" Spurgte han. Beslutsom - han ville ikke lade emnet falde til jorden endnu. Det var jo virkelig ikke noget, de kunne blive ved med at skubbe væk.

Hun bed lidt sammen.
Jo, hun ville gerne kalde ham hendes kæreste, men hvis han ikke ønskede det?
Derfor svarede hun bare med sin mest naturlige stemme:
''jeg har det fint med at vi ikke er mere end venner der går i seng sammen.'' hun trak på skuldrene, men enhver der kendte hende ordenligt ville vide at hun løj.

Hun fumlede lidt med et armbånd hun havde på det ene håndled. Det var flettet, sort og med små perler.
''I det hele taget tror jeg ikke engang selv på forhold.. Det er totalt latterligt med forhold..'' mumlede hun så stille.
''i hvert fald når det er mig. De holder aldrig når det er mig..'' mumlede hun bare

Måden hun pillede ved sit armbånd gav ham indtrykket af, at hun havde mere på hjerte. Sådan var det jo tit, når ens hænder ikke kunne holde sig i ro.
Han rakte ud og tog blidt hendes hånd. Han smilede og kyssede hende på panden.
"Forhold er alt for forpligtende ... Især, når man ikke engang ved, om man overlever næste år." Han rynkede panden lidt. Mon hun egentlig havde tænkt på, at Ciel også kunne dø hvert øjeblik ... Eller blive forvandlet ...