sunset - Ciel

Hun lå der bare, og så lidt på ham, indtil han så udenfor.
Han var ikke tryg ved det....

''Jeg... jeg mener bare... måske skulle du finde ud af...'' hun kunne ikke rigtig få sig selv til at sige det..

''måske skulle du finde ud af hvad du føler for hende...? Hvad den virkelig Ciel føler..''
Hun kunne slå sig selv for at sige det til ham. Men hun gjorde noget helt andet.
Hun trak tæppet en smule om sig, og så lidt væk fra ham, da hun så småt fik det skidt.
Var det søvnen, eller var det noget andet, der gjorde hende skidtmads, det vidste hun ikke.
Men hun ville mest af alt gemme sig langt under tæpper og dyner, væk fra den klamme sol.

Hun gabte stille, inden hun lukkede øjnene helt.

Ciel lo. Kort, koldt og hårdt. Han lod gardinet glide på plads og stod med sænket hoved og hænderne presset imod vindueskarmen. Han måtte få sin stemme i et blidere leje, før han sagde noget ... Men det tog kun et par sekunder, før han snakkede.
"Den rigtige Ciel har ikke følt noget som helst i flere måneder." Og som han sagde det, var han sikker på, det var sandt. Han havde jo ikke følt noget, siden han havde fået at vide, Kasey ikke havde klaret forvandlingen.
Han mærkede et stik i brystet. Det var jo derfor ... derfor, han havde brudt sammen, da Elizabeth var ved at dø. Han havde ikke kunnet gøre noget, for at redde Kasey, og han kunne ikke lade endnu en person, han holdt af, glide mellem fingrene på ham. Den smerte, han havde følt, da han havde set hende græde blod. Han ... han havde faktisk følt noget. Og det havde været intenst og skræmmende.

For ikke at brække vindueskarmen, slap han den og så mod døren. Hun var vel alligevel næsten i drømmeland nu. Roligt begyndte han at gå.

Hans ord fik hende til at krybe endnu mere sammen.
''undskyld...'' fik hun mumlet, inden hun trak både tæppe og dyne over hovedet, og rullede sig sammen som en kat.
Hun måtte hellere lade ham gå - hun ville ikke risikerer at hun ramte endnu et ømt punkt.
Fra nu af måtte hun hellere tage en hvis mental afstand til Ciel.
Selvom hun var begyndt at holde for meget af ham, var der to sider af den sag.
Ciel kunne ikke klarer at se hende dø, og hun kunne næsten regne ud hvorfor.
Stakkels ham..

Alligevel, selvom hun sov, kørte tankerne rundt. Som drømme.
Ciel, Dracio og Alma... Venner. Og Eli, udenfor som altid. Nu, langt mere end før.

Som om nogen ruskede i hende, gik hun videre til næste drøm.
Perceval, der tog Athena og gik. Blot vendte ryggen til hende efter et koldblodigt afslag.
Eli, der krøb sammen, rystende på gulvet, hulkende og hostende..
Ciel, som gjorde alt i hans magt for at hjælpe hende.

Endnu en ny drøm. En drøm hun ikke selv kunne genkende.
Alt var sort. Mørkt. Mørket sneg sig ind på hende, fik hende til at blinke heftigt bare for at skimte facader. Intet. Kun mørke.
En stemme, en panisk stemme, en skinger mandestemme. En råben.
Fra råben, til talen, til hvisken, til ikke-eksisterende.

Drømmene døde ud, i takt med solens passeren over himlen.
Omkring solnedgang, kort før solens sidste stråler forsvandt, begyndte drømmene igen.

Ciels tårer. Hans tiggen og beden om at hun ikke måtte dø..

Eli vågnede med et sæt, rystende og med enorm kvalme, da solen endelig var gået ned.
Alt var mørkt. Som i drømmen. Hun famlede efter hendes sengelampe, og fik den endelig tændt. Lyset skar i hendes øjne, som en enorm migræne.
''Ciel..?'' mumlede hun, og missede med øjnene. Hun vidste ikke om han var blevet hos hende eller ej.

Ciel havde forladt hendes værelse med det samme. Han gik ned af den uendelige gang og så vindeltrappen. Opholdsstuen var ikke tom, men de få piger, der var der, var så optaget af en film, at de slet ikke så ham gå fra trappen til den store dobbeltdør. Da han så kom til drengenes kollegium, var det som om han tog turen bagfra. Dog var det denne gang nogen drenge, der så en baseballkamp.
Ciel stoppede et øjeblik og så på TV'et. Han havde aldrig forstået den Amerikanske nationalsport. I det hele taget interesserede han sig ikke rigtig for holdsport. Fægtning var virkelig den eneste sport, han brød sig om. Det sagde mere om hans personlighed, end han selv var klar over.

Han fortsatte op af trappen og op på sit værelse. Hans værelseskammerat sov. Godt det samme. Han havde ikke lyst til, at snakke med nogen lige nu.
Han satte sig foran sit skrivebord og åbnede den første bog, han fik fat i. Han smilede skævt og begyndte at læse. Alle hans tanker forsvandt, men som han blev mere og mere træt, begyndte hans opmærksomhed at flakke.

Han så Kasey for sig ... Blødende og hostende ... Så Elizabeth. Ansigtet ændrede sig hele tiden. Hans albue gled fra bordet og han faldt i søvn over bogen. Hans hænder knyttede sig og en dråbe gled fra hans øjenkrog.
Han måtte redde dem ... Redde dem begge. Han begyndte at ryste svagt, og da den formskiftende skikkelse i hans drøm lå slapt, blev han revet ud af drømmetilstanden. Han satte sig op med et højt gisp. Hans åndedrag var ujævnt og hans følelser var ude af kontrol.

Hans elskede kat, Ringo, hoppede op i hans skød og begyndte at spinde højlydt og beroligende. Den halvskaldede baggårdskat faldt i søvn mens Ciel begyndte at ae den.
Han måtte hen og tjekke op på Elizabeth, så snart solen gik ned igen ... Hans instinkt sagde, at der var et eller andet frygteligt galt.

//sorry! Jeg ordnede grøntsager til suppen... Undskyld, jeg er så langsomt! XD //

Hun krøb frem fra dynerne, og strakte sig.
Hendes krop føltes igen stiv og kold. Utroligt klamt egentligt.
Heldigvis boede hun alene, og slap derfor for at se på en eller anden forskræmt yngling.

Hun rejste sig, og så kort mod vinduet. Solen måtte været gået ned, eftersom hun vågnede.
Hun fandt et rent håndklæde, måske ville et varmt bad tø hendes stive krop lidt op.
Hun gik ud på badeværelset, men lod døren stå på klem. I tilfældet af at hun fik det skidt.

Da hun havde tændt for vandet, spredte de beroligende dampe sig. Duften af lavendel, appelsinblomster og mango spredte sig i hele hendes værelse, mens hun vaskede stivheden af sig.
Normalt ville hun synge i badet. Men dette var måske ikke lige det klogeste at gøre hvis nabo-ynglingene sov.
Derfor mumlede hun bare en bøn og taksigelse til Gudinden.
takken for livet, for venner... for kærlighed. En kærlighed hun nu havde mistet. Takket været hendes egen dumhed og stædighed.

Først nu faldt det hende ind hvorfor hun havde det dårligt.
Blod.
Bare ved tanken om den røde lækre substands rystede hun saligt. Med en brændende hovedpine satte hun sig ned i brusebadet, og krøb sammen. Blod... Mmmh... Hendes hjerne fokuserede ikke på andet end den ekstreme sult i hendes mave.


//smutter lige op og spiser//

Da Ciels værelseskammerat vågnede, gik det op for ham, hvor længe han bare havde sat og stirret ud i luften. Han rejste sig, med Ringo i armene og gik ud af værelset. Uden at tænke på, at få noget frisk tøj på. Han var alt for bekymret for Elizabeth til at tænke så logisk. På vej ned af trappen mærkede han dog sin mave rumle og slog et smut forbi køkkenet. Han tog en dåsefanta og et stykke brød. Han var lidt for nervøs til at kunne få mere ned.

Han skyndte sig over til pigernes kollegium, mens han spiste brødet på vejen. Men da han kom til trappen, blev han stoppet af en pige, der så noget utilfreds ud. Hun begyndte at hvæse af ham, hvad fanden han troede, han lavede der, om han ikke vidste, han ikke måtte være der, og blablabla ... Han tog hårdt fat i pigens skulder og skubbede hende til siden uden at sige noget til sit forsvar. Han gik videre uden at se sig tilbage, men han hørte dog pigen klynke og gik ud fra, han havde taget hårdere fat i hende, end han havde troet.

Han bankede på døren til Elizabeths værelse. Da der ikke var noget svar, åbnede han døren forsigtigt.
"Elizabeth?" Kaldte han ind i værelset. Han så døren til badeværelset stod på klem og rømmede sig bare lidt. Han lænede sig bare op af dørkarmen og så væk fra døren. "Jeg ville se, om du var okay ... " Han hørte vandet fra bruseren og bed sig fraværende i læben, mens han kom til at tænke på bloddrikkeriet tidligere. Han smilede kort.

Uden rigtigt at gøre andet end at rejse sig, knækkede hun sammen med en hånd for maven.
Sult var en frygtelig ting, specielt lige nu.
Hun havde knap hørt Ciel, da hun slukkede vandet. Hendes krop dryppede af vandet, da hun tog et håndklæde om sig. Hun prøvede at se sig kort i spejlet, men det var for dugget til det.

Hun skar tænder, da hendes mave knurrede unaturligt meget.
Hun gik ud af badeværelset, og hamrede direkte ind i Ciel. Hun stirrede fortabt på ham i et kort sekund, inden hun bakkede væk og gik en for at få tøj på.
Hun skulle til time, skulle hun ikke? Eller var det overhovedet nødvendigt nu?

//svarer jeg lidt kort, eller langsomt, er det fordi jeg arbejder med en fysikaflevering min mor er meget vred over at jeg først tager mig sammen til nu//

// Det er helt okay. //

Ciel blev lettere rød i kinderne, da hun bankede ind i ham, kun iført et håndklæde. Han så væk. Hvorfor var det anderledes at se hende nu? Det burde det ikke være.
"Hvad er der galt?" Han havde set udtrykket i hendes ansigt, men han havde ikke kunnet regne ud, hvad problemet var.

"Har du brug for noget? Jeg kunne ... " Hans stemme døde hen. Gav det, det forkerte indtryk, at han tilbød at hjælpe hende? Ønskede hun overhoved at blive behandlet sådan? Hun var død og genopstået. Det betød ikke, at hun var invalid. Hun kunne godt klare sig selv, uden Ciel. Han rømmede sig lidt igen.
"Undskyld, jeg kom brasende." Han så kort op på hende og så væk igen.

''jeg er bare sulten..'' mumlede hun, og vendte sig hurtigt væk fra ham, da hendes ansigt forvrængede sig kort i smerte. Kroppen reagerede åbenbart ikke så godt på sult længere.

Hun havde håndklædet om sig som en kjole, mens hun tog trusser på, og derefter smed håndklædet. Hun fik hurtigt en bh på, og derefter en skjorte der så ud til at være ti størrelser for stor - det var en kjole på hende.
Hun satte et bælte om livet.

Så tog hun hurtigt et par korte støvler på, og tog sin piercing ud.
Hun satte håret i en gennemblødt knold, og så undskyldende på ham.
Hun tog sine solbriller på, og dækkede derefter sit mærke. Kort sagt, hun prøvede at se normal ud.

Hun tog sin skoletaske, og så på ham.
''har du spist?'' spurgte hun, inden hun gik hen til ham. Hvis ikke kunne de jo smutte ned i køkkenet.

"Skal jeg hente nogen blodposer?" Han ville gerne have tilbudt hende hans eget blod, men igen, det ville virke forkert. Også selvom han denne gang havde rene hensigter.
Han så lidt undrende ud, da hun dækkede sit mærke ... Han blev urolig for, om hun havde tænkt sig at spise et af menneskerne i byen. Men så dum kunne hun ikke være. Så ville hendes eneste muligheder være at dræbe mennesket eller lade sig præge ... Og ingen af de to ting lød særligt indbydende i Ciels øre.

"Ja, en smule," mumlede han og åbnede så sin fanta. Ved tanken om blodposer, fik han nu mere lyst til selv at tage en, end til at drikke sodavand. Alligevel havde han drukket halvdelen i én slurk.
"Hvor har du tænkt dig at tage hen?" Han så på hendes pande. Normalt var hans eget mærke dækket af hans sorte hår, men det var bare anderledes at dække det med den cream. Sådan lidt forkert. Han var lidt ked af, ynglinge ikke måtte vise deres mærker udenfor skolen.

''til time...'' mumlede hun - velvidende at han fandt det underligt at hun dækkede mærket.
''jeg er ikke vild med at folk ved at jeg er anderledes..'' mumlede hun så stille.

''jeg finder bare noget i opholdsstuen..'' hun trak på skuldrene.
Blod... Mmmh! Hendes krop hungrede så voldsomt efter det. Derfor undgik hun at se på ham, hvad nu hvis han opdagede hendes hunger?

Hun smed sin mobil på sengen - en gave fra Percie. Hun havde alligevel ikke brug for den længere.
Hun så på Ciel, ganske kort.

"De ville ikke se dig som anderledes, fordi du har en rød halvmåne. De vil se dig som anderledes, når du ikke har en." Han rynkede brynene. Ærligt talt en smule skuffet over hende. Der var alligevel mange røde ynglinge i Tulsa ...

Han nikkede kort, da hun sagde, hun ville tage noget i opholdsstuen. "Jeg går med dig." Han holdt døren for hende, som den gentlemand han var det meste af tiden. Med et dybt, drilsk buk sagde han; "Damerne først, mademoiselle." Han grinede kort og håbede, det ville hjælpe lidt på hendes humør, der ikke virkede påtoppen.

// Jeg ser film. Så jeg svarer nok ikke før imorgen ...

//skal også i seng, så det er helt fint//

Hun så sammenbidt på ham, over hans måde at formulerer tingene på.
Da han bukkede for hende skær hun tænder. Hun var tydeligvis ikke specielt god til at håndtere sulten.

På vej ned af gangen gik hun forbi en ung pige. 17 år måske.
Pigen stirrede på Eli, og irriteret som Eli var snerrede hun blot; ''forsvind!''.
Hendes snerren var dyrisk, truende og kold. Hun skyndte sig ned, og tog en pakke med kiks og en dåsecola. Så vendte hun sig og så på Ciel.

Ciel så knap på pigen, de gik forbi. Han fortsatte målrettet mod pigernes køkken og fandt nogen blodposer frem fra et af de køleskabe beregnet til 5. trin, 6. trin og røde yngling.
"Grib." Han kastede den i favnen på Elizabeth og åbnede selv en.

Han så flere gange imod hendes pande. Det var så underligt at se hende, uden hendes tattovering. Men hans tanker skiftede pludselig retning. Han overvejede, hvordan hendes fulde tattovering ville se ud, når eller hvis hun gennemgik den endelige forvandling. Det gav pludselig et sug i maven. Det var frygteligt, det ikke var gået op for ham før. Elizabeth var ikke forudbestemt til at klare forvandlingen, bare fordi hun var rød ... Hun kunne stadig dø ...
Hans humør styrtdykkede og han sagde ikke mere.

Hun lagde blodposen fra sig. Tavs.
Hun ville ikke drikke blod. Det var forkert...
I stedet åbnede hun pakken med kiks, og tog en. Selvom hun var en rød yngling, ville hun ikke lade sig styre af trangen til blod.

Hun så lidt ned, en smule trist.
"lad os komme til time..." fik hun mumlet.
Egentlig gik ciel ikke i hendes klasse så de skulle hver til.sit.

Ciel tog hul på blodposen og hældte et glas op. Dog hældte han også vin i. Når det var donorblod, smagte det bedre sådan, ifølge ham. Han kunne ikke lide tanken om, at det var blod, der havde lagt på køl så længe. Han ville langt hellere have noget friskt blod.

Han drak og så på hende med et suk. Så nikkede han. Han forstod ikke, hvorfor hun ikke drak. Men han ville ikke gøre noget. Det var hendes valg, og sådan var det.
"Oui ... Lad os gå." Han tømte glasset helt og gik imod døren. "Vi ses senere ... forhåbentligt."

Hun vidste at han ikke kunne lide hende sådan. Men hvis han ikke ville vise hende sig selv... Så måtte hun vel også hellere holde en facade. At være sig selv kunne være farligt når man var sammen med andre.

Hendes første time var fægtning.
Great. Masser af tid til at få tæv af de andre ynglinge.

Hun nikkede til ham.
''vi ses nok til frokost..'' mumlede hun bare, inden hun tog posen med blod i tasken, og satte kursen mod hallen. Kom hun for sent ville hendes underviser nok ikke ligefrem blive begejstret.

Det var ikke så meget, at han ikke havde lyst til at vise hende, hvem han virkelig var. Sagen var bare, at det var bedre for alle parter, at han lod være ... Det ville kun skabe problemer for ham. Han kunne ikke bare åbne sig for hver eneste person, der var lidt venlig overfor ham.

Roligt gik han mod sin første time. Drama. Det hjalp godt på hans humør, efter en rimelig nedslående morgen. Konstant havde han dog i baghovedet, om Elizabeth ville klare sig uden blod.
Halvvejs inde i timen flakkede hans tanker dog til Alma, og hvad han skulle gøre med dén situation. Især fordi han, i de sidste par dage, havde været endnu mere forvirret over hele situationen.

// Så spoles der vel frem igen. //

Der var rimelig tomt i kantinen, eftersom der stadig var et par minutter til, at frokosten startede og Ciel havde fået lidt tidligere fri fra psykologi.
Ciel så ud mod den lille gård, der var udenfor kantinen. Uden at tænke over det, satte han kursen derud, uden at tage noget mad med. Den lille gård var virkelig blevet passet godt og med et smil satte Ciel sig på kanten af springvandet. Gennem vinduerne kunne han se, at de andre ynglinge var begyndt at strømme ind i kantinen.

Hun havde gennem fægtning siddet på en bænk og set på de andre. De fleste nød virkelig at fægte, men ikke hende. Ikke lige nu.
Hendes mave rumlede ikke længere, men hun havde heller ikke lyst til at spise. Langt mere have hun lyst til at gemme sig op af Ciel.. Bare glemme det hele.

Hun skkede da hendes historietime endelig var overstået.
Hun fulgte gruppen af ynglinge der gik mod kantinen. Masser f dem snakkede om mad, sædvanligt.

Hun gik hen til sit sædvanlige tomme bord, og stirrede ned i bordpladen. Hun ville stadig ikke spise. Ikke blod. Ligemeget hvor lokkende det lød, så kunne hun ikke få sig til det. Ikke fra en donorpose..

Hun var blegere end før, skælvede og havde en utrolig brændende fornemmelse i halsen

// Jeg mistede lige hele det svar, jeg havde skrevet, så jeg prøver igen. Det bliver muligvis ikke helt så godt denne gang. //

Ciel mærkede pludselig, hvor sulten han egentlig var. Men han orkede ikke hente noget at spise. Hans ben var alt for trætte efter fægtning - godt nok nød han fægtning, men det kunne til tider blive hårdere end han kunne holde til. Især efter, hvordan han havde sultet sig selv tidligere på skoleåret. Han var svagere end han havde været tidligere ...
Og hvis han ville være sikker på, at klare forvandlingen, måtte det ikke ske igen. Han måtte komme tilbage på sporet og tage sig ordentligt af sig selv.

Han så ind imod kantinen og hans blik faldt på Elizabeth. Han smilede svagt, men en smule sørgmodigt. Hun havde selvfølgelig ikke set ham ude i gården. Eller måske havde hun overset ham med vilje? Hun havde været en smule anderledes, siden hun var genopstået. Hvilket man da ikke kunne fortænke hende.

hun sad der bare, uden at sige noget. hendes udseende var langt fra hvad det havde været. Hun var bleg som sne, hendes mærke var en smule tydeligere end før.. Det lyste en smule mere op end da hun havde dækket det.

Hun tog en papkrus, og kom en smule vin i. Hun skulle vel drikke det på et tidspunkt..
Hun blandede blod op i vinen, og så lidt ned i det. Blodet blandede sig næsten ikke. tiltslende så det ikke ud...

hun sukkede opgivende og så rundt. Hendes øjne var stadig skjult under solbrillerne.

Ciel rejste sig og gik mod de store vinduer. Bare for at se lidt nærmere på hende. Han sukkede svagt. Det var tydeligt at hun stadig ikke have fået noget blod at drikke. Han ønskede virkelig at tilbyde hende noget ... Men hendes ansigtsudtryk, da han havde foreslået, at de kunne gøre det igen ... Han måtte respektere, at hun ikke ville.

Vil sidst tog han sig sammen og gik indenfor. Mest af alt fordi han var ved at være skide sulten. Han snuppede sig noget pasta oppe ved det store bord og satte sig ned et tilfældigt sted. Usikker på, om Elizabeth ønskede hans selvskab.

Hun mumlede lavt om de andre ynglinges larm.
hun så på ham da han satte sig. så smilede hun en smule.
Hun rejste sig med kruset med 'blodvinen' og gik hen til ham.

"hey... hvordan gik dine timer så?" spurgte hun, og prøvede at lyde nogenlunde normal. dog var hendes stemme hæs.

hun satte sig et par meter fra ham, så de stadig kunne tale sammen uden at andre behøvede at holde sig for ørene.

Han så lidt overrasket op på hende, da hun satte sig ved ham. Han var glad for at se, hun endelig drak noget. Det havde hun afgjort også haft brug for. Han synes allerede, hun så lidt bedre ud. Hun så i det mindste ikke ud til at være i smerter, som hun havde gjort tidligt på morgenen.

"De gik helt fint ... Hvad med dine?" Han hæftede sig ved, at hendes stemme ikke lød rigtigt. Han rynkede brynene lidt, men sparede hende for hans evige 'er du okay?' Hun ville ende med at give ham et drag over nakken, hvis han blev ved.

hun så på ham og smilede roligt.
"fægtning får jeg altid tæv i, og historie fatter jeg intet af... men det er jo som det er. Kedeligt, og ikke min stil." sagde hun roligt, inden hun drak lidt mere. Hun havde nu et spor af blod over hele overlæben.
smerterne var væk, men smagen af blodet gjorde hende næsten dårlig. Smagen var hengemt blod, som om det var tappet fra et lig som havde været død i flere dage...

Hun smilede blot til ham igen