Nodernes nåde [Privat]

Alma smilede lidt af ham og lagde så sine arme om ham i et blidt, søsterligt kram og rodede blidt op i hans hår imens. "Ciel min fine ven" Sagde hun helt blidt og så på ham med et lille skævt smil. "Jeg ved ikke hvem du er" Sagde hun blidt. "Men hvad du føler" Hun smilede blidt og skævt til ham og slap ham så, men først strøg hun ham blidt over håret. "Jeg ved heller ikke hvem jeg er, det er der ingen der gør" Sagde hun og smilede blidt og skævt til ham.

Noget inde i Ciel så ud til at gå i stå. Han flyttede langt om længe blikket væk fra hende og så bare ud over klassen, mens han lavmælt hviskede: "Oui. Følelser siger jo også langt det meste om en person ... Men ... Den måde, du ser på mig ... Jeg har det som om du kan se lige igennem mig." Hans stemme lød spinkel og tøvende. Hvor meget vidste han egentligt om pigen? Han kendte hendes fortid, hendes affinitet og de stykker af hendes personlighed han havde nået at opleve. Men der kunne være så uendeligt meget mere bag alt det ... Og han var mildest talt bekymret. Mest af alt fordi hun vidste så meget om ham. Måske ikke hans fortid, men ens fortid betød jo ikke meget. Den man eri nuet, afgør, hvem man er ... Ikke ens fortid.
Da han igen vendte hovedet mod hende, virkede hans blik anderledes ... Fortabt, men lykkeligt. Et spøjs kombination.

//Fail fra min side.. Laver lektier samtidig.. Der skulle have stået føler ^^'

// Suk, suk, så retter jeg det da bare xD

//Hehe xD Takker x3 Retter osse lige mit så xD

// Godtgodt. Jeg har skrevet mig om, sådan i grove træk xD

Alma så en smule undrende på Ciel og trak så let på skuldrene. "Faktisk ikke helt.. Det er tankegangen der siger hvem personen er, Ciel" Sagde hun blidt med et lille smil og blinkede så og så endnu mere forbavset ud end før. "Hvorfor..?" Spurgte hun langsomt og tøvende. Hun blinkede lidt og alle andres følelser kom over hende da hun mistede koncentrationen. Hun satte sig ned på stolen bag hende og tog sig til hovedet mens hun undertrykte et støn af alt presset. Hun trak vejret hurtigt og lettere overfladisk og prøvede at holde følelserne ude en efter en indtil hun til sidst havde fokus på Ciel igen, og kun ham. Hun trak vejret hurtigere end normalt mens hendes hovedpine dunkede i hendes hoved og hun svedte af anstrengelserne. Hun slap sit hoved og så på Ciel med et lettere sløret blik. "Du har mødt min søster har du ikke?" Spurgte hun og havde et fjernt blik. Hun så ned og mærkede de sorte prikker danse for hendes blik og hun havde fået lettere kvalme. Hun hostede lidt og mærkede det svimle. Hun havde ikke bemærket hans blik da hun prøvede at lade være med at besvime af anstrengelser.

"Oui, jeg har mødt dig søster ... Hvad er der galt?" Han så skræmt ud, da hun begyndte at hoste. Han var ikke sikker på om hun ville begynde at spytte blod ud over ham om lidt. Han havde oplevet alt for meget død og han ville ikke opleve det igen! Han lagde hænderne på hendes skuldre og så hende i øjnene med et skræmt blik, som ved et fortabt barn eller en såret hvalp.

// Krea sivgt >.< Jeg skal lige ind i rutinen igen xD

Alma rømmede sig lidt. "Alt for mange.." Hviskede hun og rejste sig på usikre ben og vaklede. "Jeg skal ud.. nu.." Hun så på ham med et træt og udmattet blik, hun havde slet ikke tænkt på at hendes krop var ved at modstå forvandlingen, hun følte sig bare udmattet og træt. Hun så ind i hans øjne og smilede svagt. "Sjælen bliver ikke blottet" Sagde hun med et svagt og udmattet grin og besvimmede så.

//Helt okay xD

Ciel greb hende chorkeret, da hun besvimede. Netop i det øjeblik kom deres professor ind af døren og så dem. Hun bad Ciel om at bærer hende ned på infirmariet øjeblikkeligt og han gjorde som befalet.
Først da han lagde hende ned i den hvide hospitalsseng, lagde han mærke til, hvor meget han rystede. Han ville ikke se endnu en ven dø! Det ville han simpelthen ikke! Men han var magtesløs og havde ingen midler, der kunne redde hende, hvis først hendes krop allerede havde modsat sig forvandlingen. Han sendte en tavs bøn op til gudinden mens hans rystende hænder tog fat om hendes ene hånd.
"Ma déesse," hviskede han åndeløst, men genvandt så fatningen. "Hun sagde ... at der var for mange ... Kan det skyldes hendes affinitet?" Tanken fil ham til at slappe lidt mere af, men han var stadig bekymret.

Alma bemærkede intet før hun en hel halv time efter vågnede op igen med et gisp og satte sig op i sengen med et ryk. Hun rystede voldsomt, havde en dungrende hovedpine, samt at hun svedte da det føltes som om at alle hendes ar brændte som helvede. Hun mærkede først nu at der var en der holdte hendes hånd. Hun stirrede skræmt på fyren og tumlede ud ad sengen efter at hun havde revet sin hånd til sig. "Gå væk fra mig!" Sagde hun bange og skræmt og prøvede at komme så lang væk fra ham som muligt. Hun kunne ikke genkende Ciel da hun stadig var inde i det hun havde set i sin besvimmelse, et minde fra den gang. Uden at tænke over det sendte hun en masse smerte mod ham, følelsen af smerte, hun vidste ikke hvad hun lavede. Først nu kom hun nok til sig selv til at kunne huske ham og stoppede hvad hun var ved. Hun sad sammenkrøbet op ad væggen længst væk fra ham, rystende og med skræmte opspærrede øjne. Hun holdte sit hoved i sine hænder og hulkede lavt. "Det gør o-ondt..!" Gispede hun og havde det som om hendes ar glødede som den dag de blev lavet, hvilket de osse gjorde, glødede med et lettere rødt lys man kunne se på hendes arme da hendes ærmer var røget lidt ned.

Den smerte Ciel følte, da hun skreg og kastede sig væk fra ham, blev ikke rigtig overskygget så kraftigt af den smerte, hun sendte mod ham. I det øjeblik priste han sig alligevel lykkelig for, at hun ikke var forvandlet vampyr. Så ville hendes affinitet sikkert have været så stærk, at han ikke længere havde kunnet stå oprejst ... Som yngling var det ikke værre end at han måtte tage sig lidt til brystet og krumme ryggen.
"Alma! ... Déesse!," det sidste kom som et klynk af smerte og han tog fat i sengekanten for ikke at blive tvunget i knæ. Smerten var nærmest fysisk!
"Alma, det er bare mig ... Rolig ... Stop det ... Stop ... " Efterhånden kom hans ord i små gisp, men han mærkede hvordan hendes greb i ham slap, mens hun sank ind i sin egen verden.

Alma rystede voldsomt og havde krummet sig så meget sammen hun kunne mens hun mumlede; "Moriens hoc daemone. Remisi tibi. Back to de profundo inferni, ubi .." Hun gispede nærmest efter vejret. "Undskyld Ciel" Hviskede hun forpint og kunne mærke skammen og den brændende samvittighed brænde i hende, men hun turde stadig ikke se på ham. Hun vuggede let frem og tilbage. "Ånd kan ikke gøre for St hun er som hun er, Ciel.. Det er en forsvarsmekanismer hun har udviklet i løbet af ordene.. Hun ønsker at dø lige så meget som jeg.." Det sidste Hviskede hun næsten uhørligt og så så på ham med et forpint blik.

Ciel lagde ikke mærke til hvad han gjorde, før han havde gjort det.
Han trådte hurtigt hen imod Alma, greb blidt fat i hendes arm og fik hende til at se op på ham. Han holdt hendes blik fast og hoppede at følelsen af hans venskab ville få hende til at falde til ro.
Han trak hende roligt ind i sine arme og forhindrede dermed sin første indskydelse, som havde været at give hende en lussing.
Han vidste, hun havde været igennem nogen fuldstændigt frygtelige ting, men at hun ønskede at dø! Hun tog for let på livet, hvis hun tænkte sådan. Hendes liv var jo blevet så skønt nu. Hun havde venner og Dacius og hendes kat, R. L. eller hvad den nu hed.

Alma havde vendt sit blik ned igen, men så hurtigt op på ham med et ret skræmt blik. Hendes åndedræt var hurtigt og hun var parat til at slå ham, men holdte igen, hun ville ikke volde ham mere smerte. Hun havde ikke nok kræfter til at flytte sit blik fra hans og gispede nærmest da han trak hende ind til sig og lagde sine hænder mod hans bryst for at skubbe ham væk, men hun havde ikke kræfter til det lige nu så de endte bare med at knuge hans bluse. Hun kom med et lavt hulk og gemte så sit ansigt mod hans skulder. han anede ikke hvad hun havde været igennem, hvilket pinsler..

Han holdt blidt om hende og trak hende lidt hårdere ind til sig, da han hørte hende hulke. Han ville ønske Dacius var der. Hun havde nok mere brug for sin kærestes trygge favn end at have Ciel ved sig.
"Du burde græde ud," hviskede han i øret på hende. "Du ville have godt af det." Han følte sig virkelig hjælpeløs. Han kunne intet gøre for at hjælpe sin ven og det var virkelig svært at acceptere den tanke. Alma fortjente ikke den smerte!

// Min krea har det virkelig skidt.

Alma begyndte virkelig at hulke mod Ciel's bryst og knugede sig ind til ham, ville ikke slippe ham. Han havde ret i at hun hellere ville have haft Dracius hos sig, men hun havde faktisk intet imod at Ciel var her. Hun puttede sig ind til ham og faldt efter noget tid lige så stille til ro og endte bare med at hikke stille.

//Heller ingen krea her..

Ciel holdt hende tavst ind til sig og strøg hende tøvende og trøstende over ryggen. Han tøvede kun fordi hun før havde trukket sig chorkeret væk, så han var bange for at hun misforstod noget han gjorde. Han ville ikke skubbe hende fra sig, nu hvor de var blevet så gode venner.
"Rolig, Alma," hviskede han tøvende og tyssede på hende. Han håbede på at få en eller anden idé til, hvad han kunne gøre.

Alma hikkede mod hans bryst og vidste at hun havde fået rødlige mærker forskellige steder i sit ansigt, noget hun altid fik af at græde. Hun havde gemt sit ansigt mod hans bryst og fik slet ikke forkerte tanker af det her, hun misforstod intet, hun havde flere drenge venner end pige venner faktisk, af pige venner havde hun kun Wodt og Onyx, af drenge venner havde hun Niroka, Elliot, Andy, Zann og Ciel.
Hun knugede lidt hans bluse i sine hænder og hikkede stadig.

"Alma, rolig nu ... Er du okay?" Han var ikke vant til at trøste andre. Ikke andre end hans kæreste hjemme i frankrig i hvert fald. Så han anede ikke hvad han skulle gøre i sådan en situation.
Lidt efter lidt begyndte han at slippe hende igen. Han så lidt ned af sig selv og så de våde pletter på hans trøje. Så kunne han ikke lade være med at grine. Bare lavmælt.
"Se nu hvad du har gjort," dillede han hende blidt og trak lidt ud i trøjen. Han håbede at lidt sjov kunne få hendes humør op.

Alma lukkede sine øjne og holdte vejret og nikkede lidt samtidig. Lidt efter sukkede hun tungt ud og ventede, men hikkede så igen og fniste mens hun rødmede.
Hun så på ham og lo stille. "Tak Ciel.." Sagde hun og smilede svagt til ham. Hun krammede ham igen og gemte sig ansigt mod hans hals, hun kunne nu godt li ham, som ven selvfølgelig, en rigtig god ven.

//Krea svigt x.x

"Det er skam ikke noget at takke for. Hvad skulle venner ellers være til for?" Han strøg hende blidt over håret og holdt hende fortsat ind til sig. Han ville ikke slippe før hun gjorde. Hvis hun havde brug for trøst, ville han give hende trøst!
"Hvad siger du til at vi tager hen i sovesalen og slapper lidt af foran fjernsynet?" Han regnede med at det ville være godt for hende at slappe af på sofaen. Men så kom han i tanke om hvor mange der var. Hun skulle jo ikke besvime igen!
"Eller vi kunne gå ud og få lidt frisk luft?" Han regnede med at været var til det.

Alma så på Ciel og smilede lidt af ham og krammede ham lidt. "Du en god ven Ciel" Sagde hun blidt og lettere hæst. Hun sukkede lidt og følte sig lettere svimmel.
Hun så på ham og lo lidt. "Udenfor ville helt klart være bedst.." Sagde hun med et lille smil og slap ham. Hun rejste sig langsomt, vaklede lidt, tog sig til hovedet mens hun støttede sig til væggen. Hun rystede på hovedet og brummede svagt og lettere dyrisk, en vane hun mærkeligt nok havde.

Ciel rejste sig og støttede hende blidt ved skulderen.
"Er du okay igen, Alma? Er der noget jeg kan gøre?" Han var så inderligt bekymret for hende, selvom han godt vidste at han allerede havde hjulpet hende meget. Men han var helt sikker på, han kunne gøre mere.
Han så ud over græsarealet og overvejede hvor de kunne sidde og slappe af uden at blive udsat for for meget kulde. Han frøs allerede en smule.

Alma så på Ciel med et svagt smil. "Lidt hovedpine og en smule svimmelhed, ellers har jeg det font nok" Sagde hun lettere hæst og rømmede sig lidt. "Jeg har bare brug for noget frisk luft så har jeg det fint" Hun vidste ikke helt om det var sandt, men hun håbede at det i det mindste ville hjælpe lidt. Hun så lidt rundt da de var kommet udenfor. Hun lukkede sine øjne og trak vejret dybt. Kulden genere hende ikke særlig meget da hun jo var på sit andet sidste trin, hun havde vænnet sig til det. Hun lænede sig lidt ind til Ciel og slappede af.