Nodernes nåde [Privat]

Alma så på ham og nikkede lidt. "Men bare husk, jeg er her hvis su vil snakke" Sagde hun med et lille smil.
Hun så kort ned og nikkede lidt. "Det er jeg ked af.. Men det var nu en anden slags død jeg tænkte på.." Sagde hun lavt og så stadig ned.
Hun nikker lidt igen. "Noget siger at jeg godt kan stole på sig.." Sagde hun lavt og så på ham med et blik der viste hvilke ting hun hver været igennem. "Kender du tiæ Dæmon-uddrivelse?" Spurgte hun lavt og holdte hans blik fast og smilede let.

//Kreativ svigt...//

"Hvis du mener om nogen fra min familie er død eller nogen menneske-vener, så nej. Lige på dét punkt, er jeg heldig ... " Han sukkede tungt og lænede sig ind mod væggen igen. Emnet var dødt.
Død ... Et enkelt ord, der kunne vække skræmmende mange følelser i et individ.
"Oui, jeg har hørt om dem ... Dog aldrig selv oplevet det ske." Han havde hurtigt fået en fornemmelse af, at hendes historie var langt mere original end han havde regnet med. Han smilede svagt men fik det lidt dårligt over, at han nød det. Han havde brug for lidt spænding der kunne få hans tanker ud af hverdagen, men det var selvfølgelig ikke pænt at bruge hans nye ven på den måde ...

// Det er okay~ Det sker jo somme tider xD

Alma nikkede lidt. "Godt" Sagde hun lavt og stille. "Som 5-årrig blev jeg bortført og ført til en orginitation i Spanien.. Jeg blev holdt der i hele tre år og da jeg kom tilbage havde jeg alle disse ar.." Hun lod nogle fingre følge hendes ar på hendes arme. "Jeg har sådanne ar over hele min krop, undtagen i mit ansigt.." Hun så på ham med et hårdt og ældet blik, som om hun var ældre end hun så ud, men sådanne ting ændrede jo osse en. "Derovre mødte jeg en pige der lignede på en prik, bortset fra vores øjne var omvendte.. De sagde at vi holdte en halv Dæmon i os, fordi vores mor blev besat af en da hun var gravid med os.. De ville overføre hele Dæmonen til en af os og dræbe den af og så den anden ville leve med blå øjne, øjne der ikke var gennemsyret af Dæmonens Mørke Magi" Hun hviskede det sidste og var begyndt at ryste. "Jeg kan ikke rigtig huske noget fra de tre år, og det jeg kan huske vil jeg helt glemme igen.." Hun holdte stadig hans blik fast og kunne godt mærke at han blev lidt spændt af det, men hun bearbejdede ham ikke, alle ønskede noget spænding i sit liv. "Vi blev så opsporet og på vores otte års fødselsdag blev vi taget tilbage.. Men vi ved stadig ikke hvem af vores forældre der er vores biologiske eller om de overhoved er det, nogen af dem" Hendes stemme dirrede svagt. "Og jeg ved ikke hvor hun er nu, men jeg drømmer hele tiden om hende, her på skolen og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" Afsluttede hun lavt, sad helt stille. Hun slap hans blik og så ned mens hun nærmest krampagtigt krammede sine ben ind til sig.

Grebet af dårlig samvigtighed slog han blikket ned mod sine sko. Han brokkede sig så ofte -dog ikke højt- over hans liv, som han selv var skyld i, var gået skævt, mens en anden ikke havde haft noget valg om at gennemleve den smerte ... Men på hendes vejne, var han glad for, at hun ikke huskede noget. De år ville sikkert have traumatiseret hende for livet, og som det så ud nu, virkede hun rimelig okay.
Han ventede tålmodigt på at hun blev færdig med at tale. Så tog han et tøvende skridt frem mod hende ... og et til. Så lagde han trøstende armene om hende og forsøgte at få hende til at slappe af.
"Hvor er din søster så nu?" Hans stemme dirrede mens han roligt trykkede hende ind mod sit bryst. Han var måske ikke så glad for nærkontakt, men hans ven havde brug for trøst!

Alma sagde ikke mere, så bare ned og rystede af de få minder hun kunne huske fra den tid. Hun så ret overrasket på ham da hun mærkede hans arme om hende og lænede sig så ind til ham, glad for trøsten. Hun trak let på skuldrene. "Det ved jeg ikke.. Men jeg tror hun er her et sted.." Sagde hun med en lav dirrende stemme. Hun kunne godt mærke at han ikke var glad for nærkontakt og smilede svagt. "Og tak.. Jeg ved godt du ikke kan li det.." Sagde hun lavt, hæst, men taknemmeligt. Hun havde ikke opdaget at hun græd for at hun mærkede hendes bluse klæbe lidt til hendes bryst, hun så ned og sukkede, snøftede lidt før hun hvilede sin kind mod hans bryst igen.


//Skal lige spise, kommer igen bag efter ^^//

Han strøg hende trøstende gennem håret og sukkede tungt. Han var ikke god den slags og han vidste ikke hvad han skulle gøre. Normalvis kunne man jo bare sidde stille med armene om en og lade som om man havde styr på, hvad man gjorde, men hun kunne jo fornemme hans usikkerhed, så han kunne ikke bare spille skuespil. Ligegyldig hvor god en skuespiller han var, ville han jo alligevel aldrig kunne snørre hende ... Han burde være irriteret over det, men på en måde var det rart at nogen var i stand til at se ind bag facaden.
"Jeg har ikke noget imod det," hviskede han tilbage, i håb om at få fjernet hendes tanker fra smerten. "Jeg er bare ikke vant til det ... Jeg har ikke været særlig tæt på nogen efter jeg forlod Frankrig."

//Okay~

Alma smilede lidt og blev faktisk noget mere roligt af det og hun klukkede lavt og hæst over hans følelser og kunne mærke hans usikkerhed, men smilede bare svagt, lukkede sine øjne og nød at blive trøstet af ham. Det føltes rart, ikke på samme måde som med Dracius eller Niroka, men sådan venskabelig rart, selvom hun næsten lige havde mødt ham, stolede hun fuldt og fast på ham, plus, hun kunne mærke når han løg, troede hun, da hun var langt fra sikker på hvor langt hendes affinitet strakte sig.
Hun smilede lidt af ham. "Det forstår jeg godt.. Jeg var slet ikke vant til nogen som helst fysisk kontakt da jeg kom her til.. Indtil jeg så mødte dem der nu er mine venner og veninder.." Sagde hun med en svagt dirrende stemme, men hun blev dog mere og mere rolig takket være ham. Nu var det bare at hun manglede at fortælle Dracius det..

//I'm a fast eater x3//

"Ingen fysisk kontakt? Overhoved?" Han skjulte overraskelsen i sin stemme med lethed - så god en skuespiller var han. Men han vidste, at hun nok kunne mærke det på ham.
"På grund af det, der skete med dig, eller foretrækker du bare at være alene?" Hans greb løsnede sig lidt og han sad bare stille på knæ ved siden af hendes stol. Han så op på hende og mødte hendes blik med en stædighed der ikke var normal for ham på lige det punkt - altså, øjenkontakt. Dog var det kun bag håret, som stadig hang ned i ansigtet på ham. De grønne ringe lyste op, som de altid gjorde, når han følte nogen stærke følelser. Det var måske bare et synsbedrag, men det virkede som om de lyste op. Måske også fordi det var det eneste farverige der var på ham overhoved. Han foretrak det mørke, det sorte, det, der lettest kunne falde i med natten, skyggerne og det han bildte sig ind, var en tryg, åndelig favn.
"Så er det jo bare godt, du kom til Tulsa." Glæden lyste ud af ham, men endnu engang hørtes det ikke så kraftigt i hans stemme.

"Kun med mine forældre og min døde besteven.." Hun trak på skuldrene og sank en gang, hun havde mærket overraskelsen. Hun så på ham og smilede svagt og mødte hans blik uden at tænke over det. "Nej.. Eller jo.. Det var en af grundene, den anden var nok at andre mobbede mig på grund af det og mine øjenfarver.." Hun klukkede svagt. Hun bemærkede godt det med hans øjne, lagde en hånd under hans hage og holdte let hans ansigt fast og strøg så hans hår væk fra hans øjne så hun kunne se hans øjne tydeligt. "Du har altså virkelig smukke øjne" Sagde hun lavt og så ind i dem med et lille skævt smil.
Hun smilede lidt større. "Jah for så havde jeg ikke mødt dem der nu betyder mere end livet for mig.." Sagde hun med tankerne mod Dracius og rødmede noget stort. Hun vædede let sine læber og blev så mere nærværende igen. Hun grinede lidt genert og slap ham så, så hans hår faldt ned over hans øjne igen.

Hans læber skildte sig, da han skulle til at svare, men han nåede ikke langt. Hans ord stoppede, da hun strøg håret væk fra hans ansigt. Han vidste ikke, hvad han skulle sige eller gøre ... Øjnene var blottet ... Så var sjælen også blottet.
Et svagt smil spillede på hans læber, da hun fortalte om mobningen.
"Jeg kan nu godt lide dine øjne ... " Det fløj ud, før han lagde mærke til det. Det føltes næsten som en chokreaktion over den pludselige sårbarhed, for han lagde først mærke til det, da hun lod hans øjne dækkes igen. Han rømmede sig og flyttede blikket ned mod gulvet mens han sank sammen i skuldrene og trak sig en smule væk.

Alma lo stille. "Tak.. Det er egentlig sjovt hvordan alle her synes om mine øjne, både dig og min kæreste.." Sagde hun med et lille blidt smil. Hun mærkede godt hans følelser og mærkede godt at han var chokeret over.. hvad kunne hun ikke helt føle og hun blev lettere forvirret, især da han trak sig væk. "Hey.. Undskyld.. Du kan ikke li at andre ser dine øjne, vel..?" Spurgte hun noget forsigtigt, lagde en hånd mod hans skulder og lænede sig lidt ud over stolen og så på ham inden hun aede ham blidt og søsterligt over håret. "Og din Sjæl bliver ikke blottet af det, men det er lettere af se hvem du er når man kan se dine øjne, det er bare det.." Sagde hun blidt og med en ret stor søsterkærlighed, og vidste ikke helt hvorfor hun begyndte at snakke om lige netop det.

Blottet sjæl ...
Ciels næver knyttede sig og det løb koldt ned af ryggen på ham. De ord! Han blev mere og mere sikker på, at hun kunne læse hans tanker på en eller anden måde.
"Hvad sagde du? ... " Ciel havde ikke nævnt sjælen og nu var han ligeså meget i chok som før! Han så stadig ikke op på hende. Han følte sig virkelig ynkelig at noget så åndssvagt som øjenkontakt kunne hyle ham ud ... Men det var vel ikke værre end alle de piger der skreg, så snart de så en mus eller en edderkop ...
Alle havde jo en eller enden uforklarelig frygt, ikke?

Alma tøvede lidt, hun kunne både se og mærket hvor chorkeret over hendes ord han var. "At man lettere kan se hvem man er når man ser hinanden i øjnene?" Spurgte hun forsigtigt og så på ham og strøg ham blidt over håret igen. "Og bare rolig, jeg stjæler ikke din Sjæl eller noget, jeg synes bare at dine øjne er meget smukke" Sagde hun blidt og igen med søsterkærlighed hun ikke lige vidste hvor kom fra.

"Ingen sagde noget om nogen sjæl," mumlede han bare hen for sig og regnede stadig med at hun kunne et eller andet vildt med hans tanker eller noget. Han vidste jo godt at forvandlede vampyre nærmest kunne læse tanker, så en med an affinitet kunne nok også noget i den retning. Han vidste godt, at det nok ikke var rigtigt, men frygten var der.
"Kan vi ikke smutte herfra, s`ilte plaît?" Han smilede svagt og samlede lidt mere styrke til sin stemme. Musik lokalet var mørklagt og lige i det øjeblik havde Ciel virkelig ikke brug for at sidde stille i et gyserfilms sceneri.
"Det er vist også ved at være spisetid."

// Undskyld for evt. stavefejl, men jeg er herre træt.

Alma så ret undrende på ham. "Gjorde du ikke..?" Spurgte hun lavt og blinkede overrasket. Hun tog sig til hovedet og massere let sine tindinger.
Hun så på ham igen. "Det kan vi godt.." Sagde hun med et lille smil og rejse sig lettere usikkert og hørte så sin mave knurre. Hun rødmede af flovhed og lagde sine arme om sin mave og fniste. "Det er det vist" Sagde hun smågrinende og så så på hendes arme igen. "Men jeg skal altså lige have en anden bluse på først.." Hun så på ham. "Har du noget imod at vi lige tager et smut forbi mit værelse først?" Hun lød lettere forsigtigt og så på ham.

Han vaglte at lade emnet ligge. Det var ret skræmmende som hun pludselig var inde i hovedet på ham. Han smilede svagt, da hun sagde ja til at smutte hen og få noget at spise. Han var herre sulten og orkede ikke at vente mere. Desuden plejede hans kat at blive meget rastløs, når han ikke kom ned i spisesalen til tiden, så han tænkte at det var bedst at komme af sted med det samme.
"Oui, selvfølgelig, men du ved vel at jeg må blive nede i jeres opholdsrum?" Han smilede lidt og drillede hende egentligt bare for at sige, de skulle op på hendes værelse.
"Har du fået en værelseskammerat?" Han havde selv en, men han kente ham ikke rigtig endnu.

Alma så stadig ret undrende ud og ikke mindst overrasket, hun havde slet ikke vidst hvorfor hun havde sagt som hun havde gjort. Hun rystede let på hovedet.
Hun så på ham og lo stille. "Jeg ville stole på dig nok til at kunne skifte bluse mens du er inde på værelset, så længe du har ryggen til" Sagde hun lettere drillende. "Plus jeg ville kunne mærke hvis du kiggede" Hun blinkede drillende og venskabligt til ham.
Hun nikkede lidt. "En 6. trins elev med navnet Wodtcagt" Sagde hun med et lille skævt smil og gik mod døren der førte ud ad musiklokalet. "Har du?" Hun så nysgerrigt på ham og smilede blidt.

"Men drenge må ikke være i pigernes sovesale." Ciel hævede det ene bryn og så lidt overrasket på hende. Hun kendte ham knap, men hun ville ikke have noget imod at han var i rummet, når hun skiftede? Måske var hun ikke helt så uskyldig, som det så ud til ved første øjekast.
"Ja. Matthew. Han er vist 4. trins elev, men jeg har ikke rigtig snakket så meget med ham, siden jeg kom hertil." Han trak lidt på den ene skulder og lod bare det emne ligge. Så vendte han om og gik hen imod døren.
"Kommer du?" Han så tilbage mod hende med et svagt smil.

Knap havde han forladt musiklokalet, før den lille, sorte, halv-skaldede killing kom løbede mod ham fra den anden ende af gangen. Et grin slap ham og han bøjede sig ned for at tage imod katten.
"Ringo!" Han begyndte at klø katten bag øret, mens den gned sit lille hoved mod hans kind. "Alma, her er vist en du skal møde."

Alma lo lidt. "Nogle regler er til for at brydes.." Sagde hun med en hemmelighedsfuldt stemme og smilede af sig selv. Hun så på ham med et skævt smil. "Jeg er ikke bange, for hvis du kigger, så kender jeg kroppens svage punkter" Sagde hun og så helt uskyldig ud, selvom der var en undertone af alvor bag det hele.
Hun nikkede lidt. "Ham har jeg vist ikke mødt endnu" Sagde hun med et lille smil og så ham. Hendes mave knurre igen og hun grinede. "Taler min mave ikke tydeligt nok?" Spurgte hun grinende og fulgte efter ham.

Hun så på ham mens hun mærkede en let og tydelig dyrisk følelsescentral komme nærmere os. Ser på den lille killing og så på Ciel. ler blidt. "Hvor er han sød!" Sagde hun med et større smil og så blidt og nærmest kærligt på katten. Hun elskede dem virkelig, og havde selv en sød lille hunkilling. "Hyggeligt at møde dig, Ringo" Sagde hun blidt til katten og smilede.

"Kroppens svage punkter," gentog han for sig selv og bed sig fraværende i læben. "Du burde ikke udfordre mig." Han smilede skævt og gjorde intet forsøg på at skjule stolteheden i sin stemme.
"Jeg er europamester i fægtning - blandt ynglinge." Måske var han ikke en stor trussel uden sin kårde i hånden, men han var dog stærk. Langt stærkere end han så ud. Han bevægede sig med både fart og elegance, der ikke var helt normal blandt hans slags. Men nu havde han også trænet siden den dag han blev mærket - hver dag i flere timer.
"Oui, oui, din mave taler tydeligt," han grinede lavmælt og rullede med øjnene af hende. "Men det var jo ikke min skyld, at min kære Ringo stopper os. Kattene kommer vel først." Han lagde hovedet på skrå og smilede stort og barnligt. Han var nok ikke lige typen man ville se som den store dyreven, men lige i det øjeblik kunne man nemt se hans kærlighed til den forslåede pelsbold. Ringo så meget forreven ud og med et flosset øre og to forskellige øjne, ligesom Alma. Ciel havde fundet katten i en baggård en dag, han var på vej til et pizzaria.

Alma så på ham og lo blidt. "Jeg kan få dig til at miste besindelse i dine arme uden du kunne nå at gøre noget ved det" Sagde hun blidt og fuldstændig uskyldigt. "Eller dine ben, fingre.. jeg kunne osse stoppe blodtilførelsen, men der skal jeg bruge nåle" Hun lød kort mere eftertænksom. "Eller bare få dig til at besvimme helt" Hun lo lidt og så på ham med et ret muntert blik og smil. Hun kunne gøre det, men gjorde det ikke. Hun brugte kun sådan noget til selvforsvar. Hun smilede. "Udfordringer er ellers meget sjove" Sagde hun og smilede sødt og skævt til ham.
"Aha.." Sagde hun stille og så mere granskende på ham. Hun kunne let se at han gemte på muskler da hun selv gjorde det, dog var hun ude af form.
Hun rødmede og grinede lidt. "Rigtigt, kattene først" Sagde hun med et skævt og smil blidt, som bare blev større da hun så hvordan han smilede. "Han er altså en kær lille en" Sagde hun blidt og smilede til katten inden hun begyndte at føre vej mod pigernes opholdsstue.

"Men for at gøre alt det ved mig, skulle du kunne røre mig. Hvis jeg havde min kårde i hånden, ville du ikke kunne røre mig overhoved." Hvis hun kunne gøre ham noget, uden at røre ham, ville hun være nød til at bruge sin affinitet. Men når de to jo var venner allerede, så det ville ikke være et fair træk. Og han var ret så sikker på, at hun var en retfærdig person.
"Lad os komme ned at spise." Han vendte rundt og gik mod spisesalen mens Ringo kravlede op på hans skulder og holdt øjnene rettet mod Alma. Den blottede tænderne og hvæste af alle krafter, men Ciel så slet ikke ud til at bemærke det. Han havde vendet sig til at Ringo opførte sig mærkeligt.

Alma så på ham og lo stille. "Hvis du havde" Sagde hun med et drillende smil. Hun ville aldrig kunne finde på at bruge sin affinitet mod ham, medmindre det var nødvendigt eller han bedte hende om det, hun havde jo lovet ham at lade være.
Hun så på ham og smilede lidt. "Bluse først" Sagde hun med et lille grin. "jeg har det ikke så godt med at vise alle mine ar og det.." Hun sagde det sidste noget lavt og så lidt ned, men rettede blikket op igen da Ringo hvæste og blottede tænder af hende. Hun bakkede let tilbage og så overrasket på katten. "Er det normalt at han gør sådan?" Spurgte hun lettere forsigtigt.

"Nåhja, din bluse," mumlede han kort og skiftede retning. "Hvorfor tog du dog en t-shirt på, hvis du ikke vil have nogen skal se dine ar?" Ringo sad næsten helt oppe på hans skulder og gjorde det besværligt at gå ordentligt.
"Det er ikke så langt tid siden han valgte mig ... Jeg har ikke rigtig vænnet mig til ham endnu, men han hvæser af ret mange folk, så ... Oui ... Tror jeg da." Han trak kort på den ene skulder. "Du skal ikke tage dig af ham."
Da de kom til pigernes sovesal satte han sig i en af de store sofaer med Ringo i armene. Den spandt højlydt men holdt stadig skarpt øje med Alma.
"Jeg venter bare her."

Alma smilede lidt og fortsatte mod pigernes opholdsstue. "Fordi jeg godt kan li det, men bare føler mg utilpas når folk stirre på mine mange ar.." Forklarede hun roligt og sukkede lidt.
Hun nikkede lidt og så på Ringo igen. "Jeg tager ham ikke fra dig, jeg har både en kæreste og en kat" Sagde hun med et lille smil og så roligt ind i kattens forskellig farvede øjne.
Hun så på ham og lo blidt" Jaja, jeg er hittet tilbage" Sagde hun med et lille grin og småløb så op ad trapperne, som hun altid gjorde, og gik ind på hendes og Wodt's værelse. Hun tog t-shirten af og smed den bare på sengen og fandt så en anden sort bluse frem med lettere v-udskæring og som dækkede endes arme. Kort efter blev hendes ben overfaldt og hun hørte en fin lille miaven. Hun grinede blidt og så ned på hendes egen kat, bukkede sig ned og kyssede den på toppen af dens hoved. "Hey min lille tøs" Hviskede hun kærligt og nussede den blidt bag øret og gik så ud og ned til ham igen. Hun så på Ciel med et lille grin. I sin favn holdte hun en sort kat med en hvid stribe ned langs ryggen og blodrøde øjne. "Mit ben ben blev overfaldet.. Igen" Lo hun blidt.