Nodernes nåde [Privat]

Ciel smilede skævt af hende og vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Han grinede, da hun pludselig begyndte at snakke til Ringo, og som om katten også fandt det morsomt, mildnedes dens blik og helt utroligt nok hvæste den ikke, mens hun var oppe for at skifte.
Derefter hoppede Ringo ned på gulvet og stormede hen til hunkatten, der havde fuldt Alma. Ciel rejste sig fra sofaen og grinede igen. Han fik helt ondt i kinderne af det.
"Min uskyldige Ringo er vist blevet pigeglad." Han lagde hovedet på skrå mens han betraktede katten der alt for hårdt forsøgte at gøre sig til overfor det nuankomne hunvæsen.

Alma så på Ringo og Luna Roja og begyndte St grine. Hun kunne både mærke Ringo's nysgerrighed og L.R. tilbagenholdenhed, men stadig hendes nysgerrighed. "Det ser vist sådan ud" Grinede hun og så stadig på dem og så hvordan L.R. Miavede lavt og forsigtigt gned sig op ad Ringo som hilsen, hun var som Alma, kærlig over for alle. "Din lille frække kat!" Grinede hun kærligt og smilede, mens hun så på dem.

Ringo nussede sig tøvende ind til den anden kat og før Ciel selv tænkte over det, greb ham fat i Ringo og trak ham væk.
"Ringo har lige været igennem en loppekur, og jeg ved altså ikke om han er helt fri for skadedyr endnu ... " Han smilede undskyldende og håbede på at hun ikke ville blive sur over det. Ciel var tydeligvis ikke bange for at få flere loppebid, for han holdt Ringo tæt ind til sig selvom det kære dyr hvæsede af ham for at komme ned og bejle igen.
"Nå, skal vi gå?" Pludselig knurrede Ciel og Ringo's maver på én gang og med det, stoppede Ringo med at hvæse ... Så pev den og lå bare stille i hans arme.
"Ringo er vist også ved at være ret så sulten."

Alma smilede af kattene og lo så af Ciel. "Nejnej, det er helt okay" Sagde hun blidt og med et lille smil og mærkede så en række triste følelser fra hendes egen lille kat og derefter mærkede hun kløør mod sit bukseben, hun bukkede sig ned og samlede blidt Luns Roja op og holdte hende blidt tæt ind til sig.
Hun så på de to og begyndte så St grine. "Det må vi hellere inden vi falder på menuen" Sagde hun drillende g smilede til Ringo og Ciel mens hun ubevist nussede L.R. Bag øret. "Det er vi osse"

Ciel holdt stadig Ringo i armene, da han begyndte at gå mod døren.
"Hvad hedder det kære lille myr?" Han så ned på katten i Alma's arme og smilede skævt. Han mindedes ikke at Alma havde nævnt dens navn, og hvis hun havde, fik Ciel sig vist sat i en lidt akavet situation.
Han kælede fraværende for Ringo, der tydeligvis ikke var tilfreds med -igen- at skulle dele Ciel's opmærksomhed med andre.

//Kreasvigt ...

Alma så på Ciel og Ringo med et lille skævt smil. "Luna Roja, Rød Måne" Sagde hun med en lettere stolt stemme og smilede så kærligt ned til sin kat og kyssede den hoved igen. Hun smilede da hun begyndte at spinde og putte sig ind til Alma. Hun så på Ringo og lo blidt. "Jeg tager ham ikke fra dig, min ven" Sagde hun blidt og smilede. "Han er din og din alene"
Hun fulgte roligt efter Ciel og holdte L.R. ind til sig mens hun kløede hende blidt bag ørret.

//Helt okay ^^ Min krea er heller ikke lige på toppen xD//

"Det er et flot navn," mumlede han kort mens han kunne fornemme Rinogs onde blik. Det var måske ikke verdens bedste navn, han havde fundet til ham, men hans kreativitet lå ikke ligefrem indenfor navne ... Og når man ikke tænkte over den japanske betydning, var navnet vel meget fint.
"Du skal ikke tage dig af ham ... Han er bare lidt opmærksomhedskrævende." Han kælede stadig for katten uden rigtig at tænke på noget specielt ...
"Nåmen ... Jeg tror snart jeg dør af sult." Han smilede skævt og begyndte at gå en smule hurtigere.

Alma så på ham og lo blidt. Hun så på Ringo og smilede blidt. "Dit navn er da sødt, jeg kender ikke andre der hedder det" Sagde hun blidt og så så på Ciel. "Det ved jeg, hvorfor tror du ellers at jeg giver ham så meget opmærksomhed?" Spurgte hun med et blidt og skævt smil. Luna Roja miavede for at gøre alle andre opmærksomme på hende og Alma lo af hendes kat og nussede hende stadig blidt bag øret. "Vi ved godt du er her, min lille røde øjne" Hviskede hun blidt og med en sådan kærlig tone.
Hun så på Ciel igen og lo lidt da hun mærkede hendes mave knurre igen og fulgte let efter ham. "Så er vi vist to, eller flere?" Sagde hun og så på deres katte med et lille skævt smil.

Ringo mjavede for at give Alma ret i, at der var flere der var sultne, mens Ciel bare grinede og rystede lidt på hovedet.
"Jeg tror desværre kun han er intresseret i min og Luna Roja's opmærksomhed." Han så ned på killingen i hans favn som pludselig gabte og lagde sig til at sove. "Hov, dit dovendyr, jeg troede du var sulten." Katten svarede ikke, mens dens ene forben begyndte at spjætte i søvne.
"Han vågner så snart han lugter tun." Med et kort skuldertræk vendte han opmæksomheden tilbage til Alma.
"Hvornår vaglte din kat dig?"

Alma grinede af Ringo og smilede så. "Jah, det tror jeg gerne" Sagde hun med et lille grin, der hurtigt blev højere da hun så at Ringo lagde sig til at sove. "Han er da en kær lille en" Sagde hun med et lille blidt smil. Luna Roja så over på Ringo fra Alma's favn af og miavede af ham og så på ham med nysgerrige øjne.
Hun lo stille og smilede så blidt til Ciel. "Det er egentlig noget tid siden.. Jeg tror jeg var på 4. trin, jeg er ikke helt sikker.." Sagde hun langsomt. "Nok over et år siden" Hun smilede lidt skævt til Ciel.
"Hun har altid været der når jeg havde brug for hende, hun var der osse da jeg opdagede min affinitet"

// Mit krea sivgt er ret alvorligt lige nu ... Kan vi ikke spole lidt frem? Næste dag måske?
De kunne have Drama sammen! Ciel elsker dramatimerne x3

//Det er helt okay xD Kan vi godt x3 Men du starter så xD

//Fint nok: Dagen efter://

Sted: Drama
Tid: Lige før timen begynder
Omgivelser: De få elever der er kommet - heriblandt Ciel. Manus'erne, selvfølgelig.
Vejr: Regn og kold blæst

Ciel sad på en tilfældig plads og stirrede ned i den dialog de skulle øve alle sammen. Den mandlige rolle havde en del korte replikker, så det var svært at skelne den ene fra den anden, men det gik rimeligt godt for ham. Han havde ret let ved at lærer replikker. Men med hans baggrund på scenen, var det jo også forståeligt.
Han sukkede svagt og forbandede det engelske sprog... Han savnede sit modersmål.
"Mon Dieu!" Sukkede han tungt mens han læste de sidste replikker igennem og forsøgte at huske dem ... Så rettede han sig lidt op og så rundt på de elever, der allerede var kommet.

Alma kom stille ind i dramalokalett og så rundt. Drama var ikke lige hendes stærke side, men hun kunne nu li det alligevel. Hun sukkede lidt og så rundt indtil hun genkendte en sort frisure og et bestemt følelsescentrel. Hun gik over mod Ciel og stod bag ham og var helt lydløs inden hun lagde sk e hænder for hans øjne. "Gæt hvem der kam læse dine følelser.." Sagde hun med et dyb stemme lige i ans øre og kæmpede for at holde latteren tilbage.

Han grinede kærligt og førte sine hænder op til øjnene for at tage fat i hendes, mens han sagde: "Hej Alma. Jeg vidste ikke, du havde valgt drama." Han vendte hovedet og så op imod hende. Selv havde han kort følt sig fristet til at vælge poesi, men skuespil var og blev hans største pasion.
Han satte dig op på bordet, så han lettere kunne se på hende - selvom han så på det halvmåne-formede mærke i hendes pande, istedet for hendes øjne. Han smilede skævt til hende og havde sluppet hendes hænder igen.
Han forsvandt næsten i den store sorte hættetrøje, hvor kun hans 5. trins emblem gjorde den til noget specielt. Faktisk var han utroligt kedeligt og middelmådigt klædt. Men hans øjne gjorde op for det hele. De var så fulde af følelse og de lyste så klart grønt at det overskyggede alt det sorte og selv sølvtrådene på hans bryst.

Alma lod latteren komme og grinede blidt. "Hvsd afslørede moi?" Spurgte hun drillende. "Hvorfor ikke? Jeg havde tænkt St set kunne hjælpe mg med at få mere kontrol over mine følelser" Hun smilede skævt til ham
Hun så på ham og lo stille, inden hun rakte sin hånd mod ham og rodede blidt g søsterligt op i hans hår. "Det er uhøfligt ikke St møde dens andens blik mens man snakker, fjolle" Sagde hun blidt og tog din hånd til sig igen og lo blidt.
Hun kunne virkelig godt li hans øjne, men sagde det ikke igen.

"Det der afslørede dig, var faktisk dine hænder før de dækkede mine øjne ... Du er virkelig bleg, mon chéri. Og så kunne jeg se ar på dine håndled." Det sidste blev tilføjet i et lavere toneleje. Men uanset hvad, så ville hun nok ikke tro på, at han havde set alt det før mørket havde lagt sig over hans blik.
"Skuespil vil nok ikke hjælpe med at styre dem ... Men du vil da kunne lade som om." Han smilede skævt til hende. Han havde spillet skuespil hele livet og havde stadig ikke den mindste kontrol over sine følelser.
"Jeg er franskmand. Hvad skal jeg med høflighed?" Hans accent fik ham bare til at lyde flabet og hans smil støttede op om det.

Alma smilede anerkendende, hun troede på ham. "Du er god" Sagde hun og smilede lidt skævt og sødt til ham og trak ærmerne længere ned over hendes hænder imens. Hun kløede ubevist sin arm og så lidt rundt bare for at sikre sig at ingen havde hørt det sidste han sagde, det var der ikke.
Hun så på ham igen med et lille smil. "Det er rigtigt, men det ville stadig hjælpe mig når jeg nu skal bære rundt på alles følelser hele tiden" Sagde hun og sukkede lidt og kørte en hånd gennem hendes hår. Hun havde en lettere hovedpine der var begyndt at følge hende overalt da hun ikke helt havde styr på at holde andres følelser ude, og det hjalp slet ikke at være i nærheden af så mange på en gang så hun prøvede at koncentrere sig om Ciel's følelsesmønster, hvilket hjalp en smule.
Hun lo blidt af ham og gav ham et dask på skulderen. "Du er bare et stort fjollehoved" Sagde hun blidt. "Måske skulle jeg lære dig nogle gode manere?" Hun smilede drillende til ham og havde et muntert glimt i sine forskelligfarvede øjne.

Da hun snakkede om at lærer ham mannere, kunne han ikke lade være med at smile. Han rejste sig fra bordet og så hende direkte i øjnene med et blik der synes meget anderledes end det hun havde set af ham allerede. Nu var han også i sine vante omgivelser! Scenen var lige bag ham og hans replikker var stadig i hånden på ham.
"Mon chéri!" Han tog blidt hendes hånd og med et elegant buk kyssede han den på håndryggen. På få sekunder havde han forvandlet sig til en adelsmand fra det sidste årtunsinde. "Tror De ikke et gentlemand kender til etik? En så karismatisk som De selv må da kunne se at jeg ikke et øjeblik ville sårer Dem." Han satte sig på knæ foran hende, som om han skulle til at fri. Stadig med hendes hånd i sin. "Jeg beder om Deres tilgivelse."
Masken af alvor knækkede og et svagt smil sås på hans læber, mens et drillende glimt trådte frem i hans øjne.

Alma så på ham og lo, men rødmede dog da han kyssede hendes hånd og tog den til sig som havde hun fået stød. Hun vidste godt han spillede, men hun ville ikke modtage nogen slags inden for kys hvis det ikke var fra Dracius.
Hun smilede af ham og lo da han gik ned på knæ og rodede op i hans hår med den hånd han havde kysset. "Tilgivet" Lo hun blidt og smilede skævt og sødt til ham. "Og husk nu hvem der er en af de eneste der kan se gennem din maske, Ciel" Huskede hun ham blidt på og tog sin hånd til sig inden hun satte sig på pladsen ved siden af ham, med front mod ham og betragtede ham roligt med hovedet lettere på skrå og et lille smil på sine læber.

Ciel mærkede et vist chok, da hun trak hånden til sig, men han gjorde intet forsøg på at stoppe hende. Chokket ødelagde dog ikke hans maske. Som sagt var skuespil en god måde at skjule den slags. Han smilede bare af hende, da hun pjuskede op i hans hår. Det var vist noget af en vane, hun havde fået sig. Sådan at ødelægge hans frisure! Ikke at han tog sig af det ... Hår var hår og han satte alligevel aldrig hans. Det faldt bare helt naturligt på plads og det var noget han altid havde sat pris på ved det.
"Det glemme jeg skam ikke ... " Hans øjne fik et helt andet udtryk i det øjeblik og hans stemme sank til en svag hvisken.

Alma rødmede lidt igen og smilede undskyldende til ham. "Jeg vil bare ikke have at nogen andre end Dracius kysser mig, det er bare det.. Det her føltes forkert.." Forklarede hun med en lav og rolig stemme og et lille undskyldende smil på hendes lettere fyldige læber.
Hun smilede af hans følelser og fik et blidt og undskyldende blik da hun hørte ham. "Hey.." Sagde hun blidt, lagde en hånd mod hans kind og fik ham til at se hende i øjnene. "Det jeg mærker andre føle, bliver hos mig. Jeg kunne aldrig finde på at svigte din tillid til mig på den måde min søde ven" Sagde hun et lille smil og holdte roligt hans blik fast selvom hun vidste at han hadede at se nogen i øjnene. "Okay, Ciel..? Det kunne jeg ikke finde på.." Hun nussede ham let på kinden med sin tommelfinger.

"Undskyld. Jeg tænkte ikke over det ... " Han havde spillets å meget skuespil i sit liv at hans liv virkelig var blevet en scene. Han vidste ikke altid hvad han kunne tillade sig at gøre overfor andre, men når han så virkelig stod på en scene, kom hans ægte jeg frem, gennem hans pasion.
Han mødte hendes blik så fast at han ikke virkede som den generte dreng, hun kendte. Han havde indset at hun mere eller mindre kunne se ind i hans sjæl. Der var ingen grund til at undgå hendes blik, når hun uanset hvad, kunne vide, hvad han følte.
"Jeg har ikke sagt noget om svigt ... " Et svagt smil spillede på hans læber og et øjeblik følte han så meget at det ikke var til at skælne det ene fra det andet. "Det er bare lidt mærkeligt at jeg for en gangs skyld ikke kan spille mig ud af noget... "

"Det er helt okay, Ciel" Sagde hun blidt og nussede ham let på kinden.
Hun blev lettere overrasket over hans faste blik og smilede så et lille skævt smil.
"Jeg synes stadig at du skulle vide at jeg ikke ville svigte dig, Ciel" Sagde hun og smilede blidt og skævt til ham. Hun lo lidt. "Kun lidt?" Spurgte hun drillende og smilede til ham. Hun forstod det godt. "Men lidt godt er det da.. Ikke?" Spørger lidt forsigtigt og smiler lidt skævt til ham.

//Ingen krea x.x

"Jeg tror da, det er godt ... " Han bed sig hårdt i læben og vidste ikke helt hvad han skulle sige. Det var rart, at han ikke skulle skjule noget mere, men den usikkerhed han følte ved ændringen var ikke betrykkende. Overhoved.
"Jeg ved bare ikke selv, hvem jeg er ... Så det er lidt skræmmende at du gør." Det var måske en overdrivelse, men han havde det som om hun kendte ham bedre end han selv gjorde.

// Samme ...