Nodernes nåde [Privat]

Ciel nikkede forstående. Det var mange mennesker der ikke kunne acceptere ynglinge og vampyre. Det var jo præcis også gunden til, at ynglinge ikke måtte vise deres sande identitet udenfor skolen. Folk så skævt til dem.
Han havde selvfølgelig ondt af Alma, at hun havde mistet en ven var frygteligt ... Men han havde kun Diego i hovedet og det optog ham fuldt ud. Det var nok også forståeligt.
Han fik tåre i øjnene, da hun spurgte hvordan han havde det. Hans skuldre begyndte svagt at ryste og han satte sig ved siden af hende.
"Jeg har det af helvedes til ... Jeg har aldrig haft det værre!" Og det var ikke løgn. Det havde ikke været nær så slemt, da han kunne forlade hans familie eller da han skulle forlade Frankrig. Det var endda værre end da hans menneskevenner vendte ham ryggen!

Alma så virkelig trist på ham da hun hvordan han fik tårer i øjnene og hans skuldre begyndte at ryste, hun skubbede straks alle sine egne problemer og tanker væk og fokusere kun på Ciel og hans tab. Da han satte sig ned ved siden af hende lagde hun straks sine arme om ham og krammede ham trøstende. Sådan en sorg var smertefuld, virkelig smertefuld, det kunne hun både se og mærke på Ciel. Hun nussede ham blidt på skulderen og var der bare for ham. Hun aede ham blidt over håret. "Hvis det overhoved hjælper noget.. Så er jeg her for dig hvis du har brug for at snakke eller.. Jah hvad som helst andet.." Sagde hun blidt og trist, hun ville virkelig ønske at hun kunne gøre mere, hun kunne jo lette smerten, men hun tænkte at han nok ikke ville have det, så hun nævnte det ikke, hun fortsatte bare med at holde trøstende om ham.

Han var blevet virkelig vred, hvis hun havde spurgt om hun skulle lette hans smerte. Så det var han glad for, at hun ikke foreslog. Hun vidste jo hvor meget han hadede at hun brugte sin affinitet på ham - og efter det der skete i infirmariet, var det jo med rigtig god grund!
Han lagde armene om hende og rystede mens tårene løb. Han kunne virkelig ikke bære tabet! Han havde allerede planlagt så meget ... Hvordan han ville finde Diego igen, fri til ham og de skulle leve lykkeligt til deres dages ende ... bare de to ...
Han rystede voldsommere og knugede hende ind til sig.
"Merci beaucoup," hviskede han. For det var præcis hvad han havde brug for - en, der var der for ham.

Alma holdte blidt om ham og nussede ham trøstende de steder hendes hænder nu var. "Bare kom ud med det.." Hviskede hun blidt, efter hendes erfaringer var det bedst at få grædt ud hos en, en god ven eller veninde.
Hun begyndte virkelig at blive påvirket af hans følelser og lidt efter græd hun selv lydløst. Hun smilede lidt af ham da han knugede hende ind til sig. "Altid Ciel.. Bar sig til.." Hviskede hun blidt og trøstende igen og krammede ham fortsat blidt og nussede han trøstende. "Bare kom ud med det min ven" Hviskede hun blidt endnu en gang.

Efter blot et halvt minut rettede han sig op og forsøgte at tørre øjnene. Han var alt for stolt til at tude sådan. Han ville ikke ... Ville ikke græde! Han huskede hvordan Diego havde grædt i hans favn ... Det var altid ham der trøstede andre. I hans hoved, var det sådan det skulle være.
Han sukkede tungt og så lidt på Alma.
"Merci ... Mais ... jeg klare mig."

Alma så på ham og smilede lidt med våde kinder, som hun hurtigt tørrede. Hun fuægte ubevist med i hans følelsesmønster og smilede lidt over ham. Hun rakte op og ridsede let op i hans hår. "Skulle det være en anden gang" Sagde hun med et lille sørgmodigt smil. "Du har været der for mig, nu er detin tur" Hun smilede blidt og sørgmodigt.

"Jeg ... Jeg havde tænkt mig at fri til ham ... " Tårene randte igen. Det gjorde så ondt at sige højt! Men det skulle vel ud i verdenen. "Jeg havde købt en ring og det hele ... " Han tørrede sig hidsigt om øjnene.
HVORFOR?! Hvorfor havde gudinden gjort det mod ham? Mod dem?
Ciel havde aldrig været så ulykkelig i hans liv ... Diego havde været alt for ham ... Været hans liv ... Han kunne ikke leve videre uden ham ... Ville ikke.

Alma så på ham og smilede svagt og sørgmodigt. Det han sagde var noget af det mest sødeste og mest sørglige hun nogensinde havde hørt. Hun krammede ham blidt og trøstende og nussede let hans skulder. "Drt er jeg ked af Ciel.." Sagde hun lavt og trist.
Hun så på ham da hun mærkede hvad han følte, hvordan han ikke ville leve videre uden ham. "Ciel, please lov mig at du ikke gør noget dumt i din sorg.." Sagde hun bedende oh tog begge hans hænder og klemte dem blidt mens hun stadig havde en arm om ham.

"Ingen var hinanden så smerteligt tro, som Julie og hendes Romeo, En større sorg i verden ingen ved, end Romeo og Julie's kærlighed." Citatet fløs over hans læber, som om hans hjerne ikke længere kunne kontrollere mundens bevægelser. Han havde læst så meget af Shakespeare og kunne så mange af de tragiske citater ... Så mange af dem passede så godt til det øjeblik.
"Hvad fluer er for kåde dreng, er vi for guderne; de dræber os for morskab," hviskede han med nye tåre i øjnene. Og en pludselig vrede. "Jeg håber skam Nyx havde det sjovt. Hun har allerede taget så meget fra mig ... " Hans skuldre begyndte at ryste på ny og han begravede hulkende hovedet ind mod hendes skulder.
"Det lover jeg," hulkede han til hende og krammede hende hårdt. "Nyx får ikke også lov at tage mig ... "

Alma så blidt og sørgmodigt på ham mens han sagde de forskellige tragiske citater, hun blev bare ved med at holde om ham og nusse ham trøstende.
Hun rystede let på hovedet. "Nyx har en mening med alt hvad hun gør.." Sagde hun stille selvom hun selv havde svært ved at tro det somme tider. Hun lagde igen begge hans arme om ham krammede ham blidt og trøstende. Hun nussede trøstende hans ryg. Hun lukkede sine øjne for selv ikke at græde. "Tak Ciel.." Sagde hun og lrs mede ham lige så hårdt igen. Hun nussede ham blidt og trøstende mens jun fraværende begyndte at nynne en vuggevise hun ikke kunne huske hvor hun havde fra.

"Så har Nyx' grund kraftederme bare at være god." Han hulkede stadig svagt men begyndte at slappe en smule mere af. Vuggevisen hun nynnede, irriterede ham en smule, men han ignorerede den bare.
Han så lidt op på hende, stadig med hovedet på hendes skulder. Han sukkede tungt og vidste ikke hvordan han kunne få styr på sig selv igen.
"Jeg ... må vel bare acceptere, at han ikke er her mere ... Det er jo ude af mine hænder." Han snøftede kort.

Alma kom med en lille halvkvalt latter der stoppede hendes nynnen. "Lad os nu bare håbe på det bedste.. Hvad det så end bliver" Sagde hun trist.
Hun så ned på ham og nussede ham blidt og trøstende op og ned ad ryggen, hun kunne godt mærke hvordan han havde det og ville ønske at hun kunne sige at det hele nok skulle blive bedre, men hun vidste det jo ikke noget om, og hun ville aldrig kunne finde på at love ham noget der måske ikke skete.
Hun nikkede lidt. "Det ville nok være bedst.." Sagde hun blidt og trist. "Og jeg er her hvis du har brug for en ikke?" Hun nussede ham blidt og trøstende på ryggen og gav ham blidt et klem.

// Det er lidt dødt ...

//Heh.. Kattene kunne komme? Eller nyt sted igen? xD

// Vi har også allerede emnet ni sider >.<
Øh, ja nyt sted ville nok være godt xD Men jeg er en smule blank >.<
Kunne du måske svare i Miribelle's emne? Så kan vi emne videre der x3

//Haha xD Har prøvet mange flere sider, og det var på samme sted x3

// OMG >.< Æh ... Kunne du så fortsætte? xD Jeg er virkelig ... blank >.<

//Haha xD

Sted: Fægtning
Omgivelser: Ikke rigtig nogen
Tid: Efter aftensmad
Vejr: mørkt, månen er på vej op, og en stille kølig brise

Alma kom noget forpustet ind i fægtesalen, hun havde et par løse sorte shorts på og en sort tanktop, samt et par løbesko. Man kunne se hendes ar på hendes ben, arme hals og lidt på hendes hænder. Hun havde næsten lige løbet langs indermuren, to gange. Hun lænede sig forover mens hun støttede sine hænder mod sine knæ og prøvede at få styr på hendes åndedræt. "Mand..! Jeg er ude af form" Gispede hun lidt og kom så med et lille grin. Mand det var godt at få gang i pulsen igen ved en lang løbetur. Hun løftede sit blik da en fin lille velkendt miaven krævede hendes opmærksomhed. "Luna Roja!" Lo hun. "Nåh, så nu vil du godt være sammen med mig?" Hun smilede skævt til sin kat og stadig lettere forpustet. Hun så rundt, regnede halvt med et Ringo var et sted i nærheden. "Hvor er din lille ven så?" Hun så på hendes kat hvor det ligende at hun vendte øjne af Alma, hvilket fremkaldte et grineflip hos hende og hun faldt ned på rumpetten.

Ciel havde netop trukket hjemlen af og tog sig en tår vand, efter hans fægtetræner havde forladt rummet.
Han var begyndt at øve sig mere på kården, selvom fleuretten var det sværd, han foretrak. Om et par dage skulle han også prøve at fægte med en épée, men han regnede ikke med, at det ville gå godt, da det var en helt anden sværd-type.
Han trak været tungt, men hurtigt. Forpustet efter en intens time.
Efter at have tørret sveden af panden, fik han øje på Alma, og han kunne ikke lade være med at smile - fægtning havde altid været hans måde at fortrænge alt andet, så i det øjeblik tænkt han ikke på Diego overhoved. Selvom det nok ville komme tilbage til ham snart.
"Salut, Alma ... Leder I efter Ringo?" Han smilede drillende ned mod katten, der sad ved Almas side. Han kunne ikke lade være med selv at le af Almas grineflip.

Alma så op og fik først nu øje på Ciel. Hun smilede skævt og fjollet og lo lidt. "Hey Ciel" Sagde hun med et lille grin og sad bare på gulvet og så over mod ham. "Ikke her, men hun gør" Sagde hun og nikkede mod Luna Roja, som bare så frem og tilbage på dem inden hun miavede uskyldigt. Hun luntede stille over mod Ciel og gned sig op ad hans ben og så bedende op på ham, oversat; Jeg vil have min Ringo.
Alma grinede nu endnu mere af sin kat og rejste sig op. Hun tænkte ikke rigtig på at Ciel kunne se arrene på hendes ben nu hvor hun jo havde shorts på, han kendte jo godt til hvorfor hun havde dem. "Jeg derimod har lige løbet langs indermuren.. To gange" Sagde hun og lød lettere stolt, det var langt tid at hun havde løbet. "Og Gudinde hvor føltes det skønt!" Hun grinede, lidt over sig selv, og så osse fordi at det var dejligt at mærke pulsen pumpe blodet rundt i hendes krop.

//Skal lige hjælpe med maden, så kommer jeg igen ^^

"Det er da også skønt at få pulsen lidt op," sagde han til Alma, mens hans blik var på L.R. Han satte sig ned på knæ og strøg hende blidt over pelsen. Han havde stadig hjelmen i hånden - han havde ikke tænkt over at få udstyret af.
"Frisk på en kamp? Eller er du ved at være træt?" Han grinede til Alma. "Jeg vil gerne nå at kæmpe lidt mere med kården. Jeg skal prøve at fægte med épée imorgen, og jeg orker ikke rigtig ... " Han lagde hovedet lidt på skrå og sukkede tungt. Hans krop var ved at genvinde den naturlige balance, hvilket også betød at han var ved at være klar i hovedet igen. Ikke ligefrem rart i hans situation. Men i det mindste tænkte han ikke på Diego endnu.

Alma lo lidt. "Præcis, og jeg har ikke løbet længe, så det her føles skønt!" Sagde hun leende og så på ham og hendes kat. Luna Roja begyndte at spinde lidt og pressede sig let op mod hans hånd.
Alma smilede. "Mig, træt?" Lo hun. "Nej, jeg er ret hyper lige nu" Hun smilede skævt og fjollet. "Men jeg ville elske at se hvad du kan, men du må nok regne med at jeg er lidt rusten.. Det er længe siden jeg sidst har fægtet.." Hun trak let på skuldrene og så på ham. "Men hvis du lige venter lidt, så får jeg lige udstyret på" Sagde hun og smilede fjollet inden hun forsvandt ind i et andet rum. Lidt tid efter kom hun ud igen med udstyr på og en kårde i hånden. Hjelmen dækkede ikke hendes ansigt, men sad på toppen af hendes hoved. Hun smilede fjollet til Ciel og havde sørget for at skynde sig lidt, hun kunne jo mærke hvordan det stod til med ham og kunne let mærke at han inden længe ville begynde at tænke på Diego. "Luna" Sagde hun blidt og katten luntede over til hende. Hun satte sig ned på hug og hviskede noget i kattens øret, kort efter begyndte L.R. at løbe mod udgangen og så var hun væk. Alma lo og smilede til Ciel idet hun rejste sig op og svang kården lidt. Det var godt nok længe siden hun havde fægtet.

Ciel smilede skævt mens hun trak i udstyret. Han var ikke helt sikker på, hvor Ringo var hende i verdenen, men han var dog fuldstændig sikker på, at L.R. vare sad og ventede på ham.
"Har du fægtet med kårde før? Eller er du vant til fleuret?" Han trak hjelmen på plads og så på hende igennem hjelmens sorte net. Det var en fordel at hans modstander ikke kunne se hans øjne. Det ville bare have gjort kampene meget sværere for ham, når han var så meget imod øjenkontakt. Og dog ... Han huskede et citat et eller andet sted fra ...
Se altid din modstander i øjnene ... Sværdet kan lyve, men det kan øjnene ikke.
Men i kamp, måtte man lærer at se gennem sværdets løgne.

Alma så på ham og blidt. "Jeg har prøvet begge, men det var før jeg blev mærket" Sagde hun med en fin lille latter idet hun trak hjelmen på plads. Hun havde elsket al slags kampsport før hun var blevet mærket, det havde osse været en fordel med al den mobning der ofte blev rettet mod hende, det og det at hun var en hurtig løber havde hjulpet hende meget. Hun rystede let på hovedet for at ryste minderne væk, de hvor hun faktisk løb fra livet, side om side med sin søster.
Hun vidste ikke helt om hun kunne bruge sin affinitet til at fornemme hvad han gjorde, men tænkte osse at det ville være lidt mere fair da hun virkelig var rusten og han, efter de rygter hun havde hørt, var europamester.
Hun stillede sig i position og så på ham gennem masken og smilede fjollet, hvilket han jo ikke kunne se, og fokusere på hans følelsesmønster og kun hans.