Nodernes nåde [Privat]

S: Musik lokalet
T: Efter sidste time
V: Småregn
O: Instumenter, nodeark/ lyrikker, osv.

En mørk skikkslse sad i et hjørne med en guitar i armene. De blege fingre spillede på strengene, men det der kom ud af det, var ikke ligefrem nogen smuk melodi ... Faktisk lød det forfærdeligt ...
Han sukkede og pustede det sorte hår ud af de blågrønne øjne og så rundt i lokalet, der lå øde. Han ville gerne lære at spille på noget, men havde desværre aldrig haft et musikalsk talent. Men når man så på hans store talenter for fægtning og skuespil var musik måske også bare noget, der ville bryde balancen. Man kunne jo ikke være god til alt, og det vidste Ciel skam også godt.
Men som en hver anden stædig franskmand, skulle der meget til, før han ville give op. Hans fingre faldt strengene igen og hans øjne klistrede sig til noderne, mens han igen forsøgte. Denne gang lød det en smule bedre, men det ville stadig lyde bedre, hvis man trak en kat i halen ...

//Nejda. Hvem end jeg lavede det her til, glemte mig vist xD

//Heldigt for mig ^^'//


Alma kom stille gående gennem skolens gange da hun hørte noget man næsten kun kunne sammenligne med en kat der blev hevet i halen, dog fornemmede hun kun en følelsesmæssig person eller væsen derinde. Hun skyndte sig ind i musiklokalet og over til ham. Hun lagde sine hænder over hans. "Stop det lyder forfærdeligt..!" Grinede hun Undskyldende. Hun så på ham med et blodrødt og et havblåt øje pg smilede lidt. Hun tog sine hænder til sig og rødmede let. "Undskyld, men det lød virkelig som om du hev en kat i halen.." Smilde hun Undskyldende og så på ham med et lettere genert blik og kørte kort en hånd gennem sit sorte korte hår. Hun havde en sort t-shirt på, Hbilket virkelig var sjældent da hun havde en masse små fine ar på sine arme og faktisk osse endes skuldre, ryg og ben, et par sorte rete slidte cowboybukser og sorte conwerse, plus hun havdefået syet 5. Trins emblem over sit venstre bryst.

Det spjættede i Ciel's skuldre, da den fremmede rev fat i ham bagfra. Hans hjerte bankede hurtigere og han var lige ved at kaste guitaren fra sig. Han åndede tungt og lettet op, da han fik øje på pigen bag sig.
Så rødmede han.
Hun havde hørt ham spille! Han vidste udemærket hvor frygteligt hans spil havde været, men han havde ikke regnet med, at nogen ville komme ind for at stoppe ham.
Han flyttede straks blikket mod jorden mens han ubevidst besluttede sig for, om han ville være kold overfor hende eller om han ville se lyst på oplevelsen og tage den med oprejst pande. Han endte med at vælge det sidste, selvom det første faldt ham mest naturligt.
"Ingen øvelse gør ingen mester," citerede han med en tyk fransk accent og et bredt smil på læberne. Han huskede ikke, hvor citatet var fra, men han mindedes at nogen havde brugt det for ikke så længe siden.

Alma smilede af ham. "Jeg siger ikke noget til nogen" Grinede hun blidt da hun mælede hans følelser og slap ham og gik om foran ham. Hun kunne efterhånden mærke alles følelser, hun øvede sig ret ofte på dem, men hun påvirkede ikke andres, det kunne hun slet ikke styre endnu.
Hun så på ham og smilede sødt og genert. "Det er rigtigt. Og, bare for at advare dig, jeg kan mærke hver eneste af de følelser du får" Sagde hun med et uskyldigt smil.
Hun rakte ham sin hånd og tænkte ikke på at man kunne se hendes ar på hendes arme. "Jeg er Alma Sangrienta" sagde hun med et venligt smil.

//Har du fået lov af Clary til at have en affinitet?//

"Non, non, non. Det er skam ikke en hemmelighed, chéri," grinede han og rystede på hovedet af hende. Man skulle jo ikke skamme sig over, at der var noget, man ikke var god til. Men skulle lære at grine af livet og ikke mindst af sig selv!
"Fornemme hvad jeg føler?" Hans stemme lød straks skeptisk og han hævede mistænksomt det ene bryn. "Affinitet." Hans stemme havde sunket sig en smule, og mindede om et spørgsmål, selvom det ikke var det.
"Ciel Moreau," præsenterede han sig selv og greb fat om hendes underarm i den traditionelle hilsen. "Vi mødes i glæde. Alma."

//Men du har ikke lavet et forum, hvor du beskriver den ... Det skal du have gjort. Og vil du være så venlig at droppe den røde skrift, når vi emner? Det er lidt irriterende at læse. //

Ciel sukkede lidt af hende og rettede sig op fra sin plads på gulvet. Han var lidt højere end hende, så hans blik måtte søge nedad, dog ikke meget. Hans sorte hår hang tungt i øjnene og det grønne skær der trængte ud fra hans øjne, virkede trist og tynget, selvom det var et meget smukt 'lys'.
"Ville du ikke få et chok, hvis nogen sneg sig ind på Dem, chéri?" Den overdrivne høflighed faldt ham naturlig efter årene i det franske Nattens Hus. Han havde ikke boet i Tulsa særligt længe, så han følte sig stadig ikke ligefrem 'amerikansk'.
Gemt bag de sorte hår, studerede hans blik hendes ansigt. Et smil krusede hans læber og skuldrene hang. Det ville være meget svært at forestille sig, at han var en stor fægtemester hjemme i Europa. Men skindet kan bedrage.

//Ved det godt og skal nok xD//


Alma så lidt op på ham da han rejste sig og smilede lidt skævt. "Nej da, ikke når jeg kan mærke dem følelsesmæssigt" Sagde hun blidt og smilede lidt skævt og genert til ham. Hun mødte roligt hans blik med sine forkesllig farvede øjne, et rødt og blåt, hun vidste at hendes blik var ældre end hende selv da hun havde været gennem mere end hvad godt var, hvilket arene på hendes arme tydeligt viste, men dem tænkte hun ikke over længere da hun havde fået dem da hun stadig gik på hendes menneskeskole.
Hun lagde sit hoved let på skrå og betragtede ham roligt mens hun holdte øje med alle hans følelser, en vane hun var ved at få da det kunne hjælpe hende hvis en anden var fjendtlig over for hende.

Ciel tænkte ikke rigtig over de to forskellige øjne. Eller jo, lidt gjorde han. For hans kat, Ringo, havde faktisk det samme blik. Et ravgult og et blodrødt øje, var hvad den havde ...
Den tanke fik smilet på Ciels læber til at brede sig yderligere, men det blev underligt stift, da hans blik til sidst faldt på arene ... Han havde skåret sig selv over en kort årgang og man kunne ikke længere se sårene ... Han havde været igennem en del, men han syntes til sidst ikke at det hjalp at skade sig selv. Men han havde på fornemmelsen at grunden til Almas sår nok også skar ret dybt. Han havde en fornemmelse af hendes modenhed, selvom hun kun var en 5. trins elev som han selv.
Han begyndte med det samme og spekulere over, hvad der var hændt hende. Der var noget i andre mennesker - og ynglinge - han fandt fasinerende! Uden nogen egentlig grund.
"Men der findes jo folk, der ikke har følelser. Som de, der for medicin efter et hash-misbrug. Hvad ville du så fornemme ved en, der ingen følelser har?" Den tomhed Ciel pludselig forestillede sig, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham.

Alma smilede lidt af ham, men mærkede det hurtigt svinde da han fik øje på hendes har. Hun holdte dem så meget bag sig som hun kunne. "Ikke alle er så heldige med hvor de bor og hvem de ser" Sagde hun fuldstændig stille og så ham roligt i øjnene. Hun tog sine arme frem igen og kørte roligt nogle fingre over nogle af arrene, de fine og sirlige, hun mumlede lavt for sig selv. "To farvede øjne.." Var noget af det man kunne høre tydeligt. "Rødt som blod.. Blåt som havet.." Mumlede hun og fik et lettere fjernt blik, men rystede så let på hovedet og blev mere nærværende igen. Hun så lettere mistænktsom på ham da hun ikke helt forstod hans følelser og rynkede let sit bryn. Hun havde langt fra fået fuldstændig styr på sin affinitet.
Hun smilede let. "Alle har følelser, ved dem ville det nok bare være en berusende lykkefølelser.. Det har det med at smitte lidt af på mig" Sagde hun og rødmede let. "Godt nok har jeg aldrig været tæt på en stof eller hash misbruger, men jeg har skam oplevet lykkefølelsen hos en anden.." Hun rødmede endnu mere da hun talte om Dracius og fik et ret glad og lykkeligt blik og så ud ad vinduet med et lille skævt smil.

"Det var ikke hvad jeg mente. Jeg snakkede om misbrugere, der stopper det ... De, der får medicin, for at holde følgerne nede, og derfor ikke længere kan føle enkelte ting som glæde eller sorg ... " Han sukkede svagt og længede sig op mod væggen bag sig. Et svagt smil spillede på hans læber og kan priste sig lykkelig for, at han ikke var en af den slags mennesker. Tanken om, aldrig at føle kærlighed igen, var skræmmende ud over al forstand!
Han svarede hende ikke på hendes 'blod og vand'-ævl, men det fortsatte med at ligge i hans tankespind, som om det var en flue der skulle angribes senere. Han var ikke i humør til at spekulere. Han var i humør til at gøre, hvad han bedst kunne lide! Men der var ikke rigtig nogen mulighed for det i det øjeblik.
"Hvem?" Han lagde hovedet på skrå - overrasket over, at der var stoffer i Nattens Hus!

Alma så lidt på ham og nikkede langsomt. "Aha.." Sagde hun stille da han havde talt færdigt. Hun tænkte lidt over hvilke ting hun kunne huske fra en bestemt tid i sit liv og gyste lidt. Smerte, det var det eneste hun kunne huske fra den tid.
Hun så på ham og rødmede dybt og så ned. "Øhm.. Fra min kæreste.. Dracius.." Sagde hun lavt og rødmede endnu mere. "Lykkefølelsen er der.. Samt kærlighed og alle mulige andre smukke følelser" Tilføjede hun og smilede nærmest lalleglad og helt rød i ansigtet og ned ad halsen. "Og han er ikke på stoffer, det ville jeg have kunnet sm.." Hun stoppede sig selv og så ud ad vinduet og sagde ikke mere.

"Ikke kunnet hvad?" Tanken om hans egen kæreste hjemme i frankrig var så frygtelig smertefuld at han koncentrerede al hans energi om hende og kun hende ...
Men det var så fristende at give efter for minderne ... Hans Kasey sad sikkert også og tænkte på ham lige nu ... Smerten i hans bryst voksede, som om en line af pigtråd blev viklet omkring hans hjerte og trukket i. Ud af brystet. Instinktivt løftede han hånden op mod brystet for at holde hans hjerte tilbage.
Desværre havde han vidst lettere ved at sætte sig i hendes sted, end hun troede ... Hans egen kæreste havde et ret seriøst misbrug bag sig, og det var noget af det, der havde lokket Ciel i så store problemer, at han måtte rejse til Tulsa ...

Alma rystede let på horder og ngtede at svare. Det var ret privat at hun drak af Dracius. Hun så på ham og vaklede let tilbage af al den smerte, hun kendte det alt for godt. Hub var med få skridt ovre ved ham, lagde begge hænder mod hans kinder, lukkede sine øjne og koncentrede sig om St lette den smerte han følte. Hub mærkede hvordan det tappede på hendes krafter indtil hun havde lettet den så leget at den var udholdelig. Hun trak sig tilbage igen og sank tungt ned i en stol med et hurtigt og hæst åndedræt. Hun hvilede sit hoved i sine hænder og svedte let ag anstrengelserne. "Smerte er en svær følelser" Hviskede hun hæst. "Den kan være så fysisk" Hun sank forpint bare ed tanken om hendes barndomsven Magnus.

Ciel stivnede fuldstændig, da hun rørte ved hans kinder. Efter han var flyttet til Tulsa havde han gradvist vendt sig fra fysisk kontakt, så det kom som et stort chok at mærke en andens hud mod sin egen.
Han faldt efterhånden til ro, mens hun gjorde hans smerte nemmere at bære. Og dog løsnede han ikke taget om sin hættetrøje, hvor hånden stadig var presset mod brystet.
Da hun satte sig ned og sveden drev af hende, begyndte en ny følelse at fylde ham. En han efterhånden kendte ligeså godt som kærligheden; vrede. Hans lunte var sikekrt alt for kort og han vidste det også godt, men ... Det var jo ikke noget, han gjorde bevidst. Han handlede instinktivt.
"Det gør du ikke igen. Ikke ved mig." Hans stemme var rimelig kold mens fast og bestemt. "Bare fordi du har en affinitet, behøver du ikke bruge den når som helst. Følelser er naturlige og du bør ikke pille ved dem." Han rettede sig op fra væggen og stod med ret ryg og virkede på en måde større end før. Ældre.

Alma så op på ham og smilede svagt. "Jeg mistede min bedste ven i et biluheld for nogle uger siden..det var den smerte jeg bar rundt på.. Ingen kunne hjælpe mig så jeg tænkte St jeg ville være sød St lette den for dig.." Sagde hun med en rolig og hæs stemme. Hun havde aldrig påvirket nogens følelser så kraftigt, vrede, had, smerte og kærlighed var nogle af de stærkeste følelser.. Og de krævede flere krafter at påvirke end andre følelser. Hun rejste sig selv op, ost nok var hendes åndedræt stadig hurtigt og hun var mindre end ham, men hun havde set ting ingen på hendes alder bude have set. "Du ved ikke hvor meget smerte man kan påfører et andet væsen, vel?" Spurgte hun roligt og så bare på ham. Sjældent var hun sådan, men det skete, og det var sjældent en god ting..

"Jeg sætter pris på, du ville hjælpe, men du kunne i det mindste have spurgt." Hans stemme var stadig kold, men den begyndte langsomt at tø op. "Jeg vil bare ikke have at nogen begynder at pille ved min psyke!" Han håbede på at det kunne retfærdigøre, hvad han havde sagt ...
"Jeg kender rigeligt til smerte." Det var det eneste svar han gav, hvorefter han bare så væk med et dybt suk. Han lagde armene om sig selv og så ned mod gulvet. Hans atitude fordampede som dug for solen og håret dækkede igen hans øjne. Han følte sig straks langt mere sårbar, mens minderne skyllede igennem ham. Han satte pris på, at hun ikke kunne læse tanker!
Han stod bare stille med armene om sig selv. Hvor han dog savnede at have nogen til at holde om sig ... Han havde fået nogen fantastiske venner i Nattens Hus, men han brød sig stadig ikke om at komme for tæt på dem. Ærligt talt var han vel direkte bange for at komme tæt på nogen ... Ikke bare fysisk, men mest følelsesmæssigt ...

Alma så på ham og sukkede let. "Jeg har sagt undskyld, men jeg kan ikke love at jeg ikk gør det igen.. Det et en refleks.." Dagde hun roligt og trak let på sine skuldre.
Hun så på ham g mærkede godt skiften i hans følelser. Hun gik langsomt over tip ham og lagde en hånd mod hans skulder. Hun kunn godt nok ikke læse tankerne bag hans følelser, men hun kunne fornemme det svagt. Hun hadede at se nogen ked eller trist, hun trøstede altid andre, men kun dem der lod hende. Hun havde få, men tætte, venner og veninder her i nattens hus, men så hun nogen der havde brug for trøst var hun det altid for dem osse. "Hør Ciel" Sagde hun blidt. " Jeg vedgodt vi først lige har mødt hinanden, men hvis du vil snakke om noget så er jeg her" Hun smilede lidt til ham og nussede let hans skulder.

Ciel sukkede tungt og så stadig ikke op på hende. Han brød sig ikke om øjenkontakt. Det havde han aldrig gjort og han ville sikkert heller aldrig komme til det. Han troede på det man sagde om at øjnene var sjælens vinduer og det fik ham til at føle sig ynkelig ... Hvis folk vidste, hvad der var sket med ham i Frankrig, ville de sikkert hade ham ligeså meget som han hadede sig selv.
"Jeg kan ikke fortælle dig det ... Eller nogen andre, for den sags skyld." Hans stemme dirrede lidt til sidst og han måtte indrømme overfor sig selv at han havde brug for at tale ud. Men han ville nok aldrig sige det højt ... Flere af Tulsas ynglinge havde allerede forsøgt at få ham til at sige hvad han havde på hjerte, men han var en stædig rad.
"Hvis jeg siger det til nogen, må jeg bare flytte til et andet Nattens Hus ... Og der var ikke ligefrem mange, der ville tage imod mig." Hans hænder knyttede sig i ren refleks mens hans negle borede sig ind i hans håndflader.
Selv med det store talent han havde for fægtning og skuespil, var der ingen præstinder, der så nogen plads til ham ... Men han vidste smertefuldt nok, at det var velfortjent og at han havde ødelagt alt for sig selv.

Alma så blidt på ham og sukkede lidt. "Hey jeg dømmer ikke, der skal meget til før jeg hader en" Sagse hun blidt og mærkede godt St han ikke ville se på hende, men hun tog det ikke tungt, lagde bare sine arme ind under hans og så om ham og kram ede ham blidt. Hun så op på ham, stadig med sine arme om ham, o smilede let. "Det er svært at holde på noget i lægede tid.. Det ender bare med St æde dig op indefra" Sagde hun stille, Hub kendte det alt for godt. Ingen vidste hvorfor hun hver alle de ar over alt på hendes krop, lette, fine og sirlige ar. Hun slap ham roligt og så på ham. "Pg det lyder som om vi begge har noget vi tier for andre" Sagde hun med et lille smil. "Hvad med at jeg starter oh så dig?" Spurgte hun lettere og prøvede at fange hans blik.

Han stod stille og sagde ikke noget, da hun lagde armene om ham. Hvad skulle han alligevel sige? Der var ikke noget at gøre, og nu kunne han se at hun var præcis ligeså stædig som alle de andre.
Han slap sig selv og lod hans arme hænge slapt, som to døde slanger. Så rystede han opgivende på hovedet og mødte kort hendes blik før han så væk igen. Den grønne ring i hans iris lyste klart inde i alt det blå.
"Du fatter det ikke ... Det er der åbenbart ingen der gør ... Tulsa var min sidste mulighed ... Hvis jeg bare siger hvad der er sket til alle og en hver kunne jeg ligeså godt skride herfra og hoste mine lunger til blods med det samme." Da hans tanker gik til alle de døde ynglinge fik det hans talestrøm til at stoppe for et øjeblik, og da han genvandt sin taleevne, vidste han ikke hvad han mere skulle sige.
" ... Jeg må ikke og jeg kan ikke sige det." Hviskede han som afslutning og håbede på, at hun forstod det ... Han var ikke sikker på om Amerikanere bare var stædige af natur eller om det var hans irriterende franske accent, der gjorde at de ikke kunne tage ham seriøst ...

Alma så på ham og sukkede. "Ikke til alle, bare til lille mig, jeg siger intet til andre" Sagde hun roligt og ærligt. Hun fik et nærmest skræmt blik da han nævnte at han bare kunne give sig til at dø. "Har du nogensinde set en dø?" Spurgte hun med en lav skinger stemme. "Og lige den måde er skrækkelig.." Hun rystede let og lagde selv sine arme om sig.
Hun så på ham og forstod godt, hun gemte selv på en stor hemmelighed der forklarede hendes ar. Hele tre år i hendes lov var en hemmelighed, selv for hende selv.
Hun så ned og rystede lidt. "Men må jeg ikke fortælle? Jeg skal snart sige det til min kæreste og jeg er virkelig bange for hans reaktion.." Sagde hun lavt, satte sig ned på en stol og trak sine ben op til sig hvorefter hun krammede dem ind til sig. Hun så virkelig sårbar ud lige der, hun var syv igen, midt i al smerten og kaoset.

"Vi kender ikke hinanden så godt ... Hvis jeg en dag synes jeg kan stole fuldstændig på dig, skal jeg nok fortælle dig det hele." Han havde det allerede, som om han kunne stole rimelig godt på hende. Men tillid var ikke en af hans stærke sider og især ikke efter hvad der skete for blot et par måneder siden ... Det var som om en del af hans følelser var lukket fuldstændig af. Tillid, kærlighed ... den slags positive ting, der krævede noget af andre. De negative følelser havde overtaget hans liv.
"Jeg har set mange dø efterhånden ... Der var engang i Frankrig, hvor der næsten døde en hver uge ... De fandt aldrig ud af hvorfor det var begyndt at ske ... En af de, der døde, var min værelseskammerat." Han sank en klump ved tanken og rystede det så af sig. Det var ikke godt at sørge over de døde, når man havde en evighed foran sig, som vampyr.
"Jo, du kan bare fortælle det ... Hvis du da virkelig stoler på mig." Han satte sig på en stol to-tre meter væk, for at skabe lidt afstand imellem dem. Han så på hende og lagde hovedet lidt på skrå. Hun så så skrøbelig og lille ud at han begyndte at tænke på sin lillebror.
Også den tanke smertede. For hans lillebror var jo i Frankrig og ville sikkert allerede have levet sit liv ud når Ciel igen havde tilladelse til at komme tilbage.