En dans på roser - Ciel

Han så undrende på hende, da hun begyndte at stamme. Han havde forventet replikken: "Sikke et dumt lam", men den kom ikke. Han sukkede svagt og kunne godt mærke at skuespillet var ovre. Hun mindede ikke længere om Bella og han kunne ikke længere se hende i Kajis øjne.
"Hvad er der galt, Kaji?" Han lagde hovedet på skrå og så på hende. "Det var det bedste skuespil du har lavet, af hvad jeg har set ... Hvorfor stoppede du?"

At dømme ud fra hvad han sagde - og at han havde en kæreste - så var kysset en ligeså stor del af skuespillet som alt det andet. Hun havde forventet at hendes første kys ville være med en der faktisk havde følelser for hende. Hun regnede selvfølgelig ikke med at det ville være noget stort og specielt, men at det skete mens det var skuespil kom fuldstændig bag hende.
"Det kys.. var mit første.." svarede hun med blikket rettet mod gulvet.

Han sukkede svagt og vidste ikke helt hvad han skulle sige. End første kys var åbenbart sådan en stor sag for alle andre, men han havde aldrig forstået det.
"Og hvad så? ... Betyder det noget?" Han så hende i øjnene og et svagt, beroligende smil bredte sig på hans læber. Hun overreagerede lidt i hans øjne, men han vidste jo ikke hvor meget det betød for hende.

Det bekræftede det. Det betød ikke noget. Hm. "Ikke særlig meget .. men jeg ville have foretrukket at det ikke var i et skuespil."
Et lavmælt suk slap hendes læber. "Ærligt talt, ville jeg have foretrukket, hvis det havde været med en, der faktisk kan lide mig. Ellers gør det ikke så meget."
Hun ville godt indrømme at hun måske havde overdrevet en smule udadtil, men kysset havde bare overrasket hende så meget at hun ikke anede, hvordan hun skulle reagere.

"Undskyld," sagde han så bare kort og rimelig neutralt. Han havde forstået sin fejl og ville gerne gøre det om. Men rollen havde taget over.
"Men dit skuespil er i det mindste blevet bedre ... Er et enkelt kys så virkelig så frygteligt?" Han sukkede svagt og så hende i øjnene. "Vil du fortsætte med at træne med mig eller er du helt slået ud." Det gjorde på en måde ret ondt at spørge om. Han ville ikke bare gå fra hende! Men ... hvis hun var blevet mærket af, hvad han havde gjort, så ...

Hun sukkede og smilede skævt. "Det er det vel ikke."
Hun behøvede ikke rigtig at overveje hans spørgsmål. Hun kunne lide at øve sammen med ham. Desuden havde det kun midlertidigt slået hende ud. Overraskelser var ikke lige hendes stil. "Vi kan sagtens fortsætte. Bare.. advar mig på en eller anden måde næste gang du har tænkt dig at gøre noget uforventet, okay?"

Han så lidt på hende og sukkede så mens han kæmpede for ikke at ryste på hovedet.
"Skuespil er ikke sjovt, hvis man kan regne ud, hvad der sker ... Livet er ikke sjovt, hvis man ved, hvad der sker. Vil du virkelig ødelægge det sjove for dig selv?" Han strøg en tot hår væk fra hendes ansigt og så hende i øjnene. Han smilede svagt. Det var vanskeligt at vide, hvordan han skulle opføre sig omkring hende, men han spillede rolig. Selvom det var svært.

Hun fulgte hans hånds bevægelse med øjnene, men så så på ham igen.
"Og hvis jeg ikke kan lide 'overraskelser'?" spurgte hun med hovedet en anelse på skrå.
Hvis hun havde vidst på forhånd at han ville have kysset hende, havde hun sikkert ikke stoppet skuespillet før scenen faktisk var færdig.

"Hvis du ikke kan lide overraskelser, kan jeg ikke hjælpe dig. Jeg ligger ikke planer for improvisation." Han hævede det ene bryn og håbede at hun forstod, hvad han sagde til hende.
"Så hvad vælger du?" Han gik et skridt tilbage og lænte sig op af endevæggen mens han tænkte et par sekunder over, hvordan han skulle holde styr på sine tanker. Han var splittet. Han ville ikke give op med hende, men han ville heller ikke ændre sine vaner.

Hun sukkede lavmælt. "Okay så. Ingen hints." Det måtte hun jo bare vænne sig til, for hun ville ikke droppe skuespil, nu når han var villig til at hjælpe hende.
"Så.. hvad nu?" spurgte hun med blikket rettet mod ham.

"Nu er øvelsen vist ovre for idag. Lad os smutte." Han rettede sig op fra væggen og gik hen imod døren. Han sukkede svagt og håbede bare at det ville gå bedre fremover. Han havde virkelig ikke troet at et skuespils-kys kunne få nogen til at flippe ud. Men han havde jo tilbragt sådan en stor del af sit liv på en scene, at han havde en meget anderledes forståelse på verden ...

"Hm, okay." Hun fulgte efter ham hen mod døren. "Hvorhen?"
For at være ærlig havde hun ikke rigtig noget imod at fortsætte med at øve. Det var rart på en måde at øve med ham, selvom han havde slået hende midlertidigt ud af kurs. Hun lovede sig selv at det ikke ville ske igen.

"Hvor vil du hen?" Han smilede skævt til hende mens han forlod dramalokalet og begyndte at gå ned af den svagt oplyste gang.
"Tja ... Du fægter jo ikke." Hans smil blev langt mere drilsk. Han ville ikke udfordre hende. Det ville ikke være en fair.

Hun fulgte efter ham ud af dramalokalet og gik ved siden af ham hen af gangen.
"Du kunne jo lære mig det?" Hun var ikke rigtig god til noget i forvejen, så at lære fægtning ville ikke være så slemt. Om hun så kunne finde ud af det var en hel anden sag.

Han tænkte lidt over det mens han målte hende med øjnene. Der var vel flere sider af den sag, de blev nød til at tage højde for.
"Altså ... Det vil måske hjælpe dig med at klare overraskelser i skuespillet ... Men fægtning er langt hårdere end det ser ud ... Hvis du tror, du kan klare det, så ... Oui." Ved det sidste ord lignede han et øjeblik en fransk fægtehelt fra en gammel film, klar til at drage i kamp for at beskytte en landsby eller måske endda hele sit land.

Kajina kiggede ned i gulvet og overvejede om det nu alligevel var smart at begynde at fægte. Hendes kondi var jo ikke ligefrem på højeste plan.
"Hmm.. nu bliver jeg faktisk lidt i tvivl. Jeg er jo monster dårlig når det kommer til sport." Hvilket muligvis var en underdrivelse. Men måske hun skulle give det et forsøg alligevel?
"Hm, jeg forsøger alligevel.."

"Bare du ved, hvad du bevæger dig ind til." Hun forstod vel, at hun lige havde bedt en teenage fægte-mester om hjælp. Hun ville være udmattet før hun lærte at støde. Han kunne ikke lade være med at grine lidt og skiftede så kurs mod fægtesalen.
"Jeg skal nok være blid mod dig," forsikrede han hende beroligende.

Hun sukkede lydløst. Hvad var det lige hun var gået med til? Og hun kunne garanteret ikke bakke ud når hun først var begyndt. Enten ville han sikkert ikke tillade det eller også var hun alt for stædig.
"Det håber jeg sandelig også..." Hvis hun skulle lære at fægte, så skulle hun garanteret have opbygget sin kondi først. Det var vel noget man gjorde i alle sportsgrene, ikke?
Åh, shit, hun ville være død inden natten var omme..!

Han kunne ikke lade være med at grine af hende. Hun lød så stram at det var komsik. Som om han lige havde udfordret hende til at slås med en løve og garanteret hende at den var blevet fodret.
Han rystede lidt på hovedet mens han gik mod fægtesalen og hurtigt fandt udstyret frem.
"Du kan vel finde ud af at tage beskyttelsen på selv?" Han så på hende som om hun var et lille barn - hjælpeløs og ynkelig. Det var mest af alt for at gøre hende vred før kampen.

Hun fulgte efter ham hen til fægtesalen, hvor hun ærligt talt aldrig havde været før.
Hun hævede sine øjenbryn da han så på hende som var hun et lille ynkeligt barn, hvilket irriterede hende en anelse. Og hvad han sagde - eller mere den måde han sagde det på - hjalp ikke ligefrem.
"Det kan jeg vel.." sagde hun tøvende, mens hun begyndte at tage udstyret på.

Ciel trak hurtigt i udstyret og greb en kårde. Det var rart at have en kårde i hånden igen. Det var en dejlig, kraftfuld følelse. Han smilede svagt og svingede kort kården i luften, der skabte en perfekt, velkendt lyd.
"Nåh, chéri, er du klar til at få klø?" En latter slap hans læber og han følte sig kort som den frygtelige, koldhjertede tyran han havde været i starten af turneringerne.

Han lignede en der var parat til at fægte mod en på hans eget niveau, men hun anede jo ikke noget som helst om at fægte. Han var jo nødt til at lære hende noget, før hun kunne fægte mod ham overhovedet.
"Overhovedet ikke. Jeg aner jo ikke, hvordan man fægter. Udover at man skal fægte rundt med den her mærkelige udgave af et sværd." svarede hun mens hun holdt kården frem.

Ciel trådte et skridt mod hende og rystede svagt på hovedet.
"Det er en kårde." Med et svagt sving med hånden, slog han kården fra hende og smilet blev lidt bredere. "Du holder ikke ordentligt." Han bøjede sig ned og tog den op igen, hvorefter han vidste hende hvordan hun skulle holde den og rakte den så tilbage. Det ville være godt for dem begge at varme op, men hvis hun ikke nævnte det, orkede han ikke gøre det.
"Er du stadig sikker på det her, Kaji?" Han tog en hjelm og satte den over hovedet på hende.

"Aha.. En kårde.." Hun kunne ikke rigtig se pointen med navnet. Det lød også ret så dumt. Hvorfor ikke bare kalde den et mini sværd? Det ville give meget mere mening.
Hun trådte overrasket et skridt tilbage da han slog kården ud af hånden på hende. Det her skulle nok blive.. hmm.. svært..
Hun tog imod kården og fulgte hans instruktioner om, hvordan hun skulle holde den.
"Ja, jeg kan jo ligeså godt prøve, ikke?" Hun trak let på sin ene skulder og smilede skævt, bortset fra at han nu ikke kunne se det pga. hjelmen.

"Ved du noget som helst om fægtning?" Han tog hjelmen på, mens han lyttede. Han regnede ikke med, at hun visdte noget, men hvis hun gjorde, orkede han ikke at gentage det. Det ville være et tidspilde og ærligt talt var han ikke i humør til at spilde tiden.
Ganske vist levede vampyre i århundreder, men som yngling vidste man aldrig hvornår ens åndedrag kunne blive det sidste.