En dans på roser - Ciel

T: Ved spisetid
S: Spisesal
O: Næsten alle skolen elever
V: Støvregn

Efter at have fyldt sin tallerken op med mad gik Kajina hen til et bord, der stod tomt. Et stort smil pyntede på hendes ansigt. Hun havde lige tjekket sin e-mail på sin computer og resten af natten ville blive som en dans på roser for hende. Der var absolut intet, der kunne få hende i dårligt humør. Ikke nu.
Hun førte sin ske op til munden og pustede på den varme suppe, som var nattens måltid.


//undskyld for manglen på kreativitet >.< //

Hans fodtrin kunne knap høres gennem støjen af ynglinge, mens han så sig om efter et sted at sidde. Han sukkede svagt og så ned på sin tallerken med pasta. Det var stort set det eneste han havde spist siden ahn kom til Tulsa. Han vidste ikke helt hvorfor, men han havde bare ikke rigtig haft lyst til noget andet.
Han så sig omkring og fik rimelig hurtigt øje på nogen han kendte. Eller kendte en smule. Han gik hen imod dem, men inden han nåede frem var den sidste plads taget. Han havde været populær i Frankrig, men han turde ikke trænge sig på her i Tulsa, hvor han ikke rigtig kendte måden at opføre sig korrekt. Han så rundt igen og fik øje på Kajina. Et smil bredte sig på de blege læber og han gik hen imod hende.
"Venter du på nogen?" Han så lidt på de tomme pladser omkring hende.

Kajina førte skefuld efter skefuld ind i munden, men kun bollerne i suppen, aldrig selve suppen. Sådan havde det altid været, når hun havde fået suppe. Smagen af det tiltalte hende bare ikke rigtig.
"Nej." svarede hun uden at kigge op fra sin suppe. Hun spærrede sine øjne en anelse op, da det gik op for hende at hun faktisk genkendte stemmen. Hendes smil bredte sig da hun så op på Ciel. Det var jo helt og aldeles på grund af ham at hun var så glad i øjeblikket. Altså hvis han ikke havde rådet hende til det ville hun aldrig have modtaget den mail, der havde gjort hende så ovenud glad. Eller ligefrem lykkelig.
Hun rejste sig op, gik helt hen til ham og skulle til at lægge sine arme om ham for at sige tak, da hun kom i tanke om tallerkenen med mad han havde med sig. Uden nogen forklaring tog hun hans tallerken og satte den ned på bordet, hvorefter hun kastede sine arme om halsen på ham i et stort knus. "Ciel, du havde ret."

Han så chorkeret på hende, da hun rev bakken ud af hænderne på ham og så faldt ham om halsen. Han kunne ikke lade være med at grine lidt og lagde bare armene om livet på hende. Han var ikke helt sikker på, hvad der foregik, men hun virkede glad og det smittede omgående af på ham. Han knugede hende blidt ind til sig og lyttede til hendes ord.
"Hvad har jeg gjort?" Han rynkede brynene lidt, men det skæve smil blev på de blege læber. Han slap hende, men det så ikke ud til at hun ænsede det.

Hun tog sine arme til sig og smilede stort. "Du rådede mig til at kontakte min familie. Og på grund af dét behøver jeg ikke længere gå rundt og gætte på, hvordan de ville reagere hvis jeg fortalte dem det." Hvor utroligt det end lød, så var hun dybt taknemmelig for at han havde råbt af hende for noget tid siden. Hvis ikke han havde gjort det ville hun aldrig have fået øjnene op for at hendes familie måske ville acceptere hendes nye jeg. "De kommer næste gang man må have familien på besøg."

Han smilede stort og så hende i øjnene, efter hun havde sluppet ham. Han satte sig ned ved bordet og gjorde tegn til at hun bare kunne sætte sig igen.
"Fedt. Hvad sagde de?" Han lagde hovedet på skrå og smilede skævt. At dømme på hendes humør, var det gået fantastisk. Han ville gerne lykønske hende, men ærligt talt syntes han stadig at hun skulle have sagt det fra starten. Men det var selvfølgelig for sent nu. Det var bare skønt at hun havde fået det hele på plads nu og han var glad på hendes vejne.

Hun satte sig ned ved bordet igen. "De troede det værste var sket med mig, da jeg forsvandt dengang, og så havde de endda sat politiet i gang med at lede efter mig, så de var ovenud lykkelige over at høre at jeg er okay. Også selvom jeg ikke er den samme."
Hendes smil blegnede da hun kom i tanke om at Ciel måske ville blive irriteret, hvis hun plaprede løs om, at hendes familie havde accepteret hende som hun var, når hans jo ikke havde. Og hun ville ikke være den, der bragte minderne om det frem i ham.

"Se selv! En god familie holder sammen. Det var jo det jeg sagde." Han smilede skævt til hende og spidede pastaen med sin gaffel.
Han mente det, han sagde. En god familie. Men hans havde ikke været god før han blev mærket og han havde vidst at hans forældre ville være som de var. Han havde været forberedt. Det var vel egentligt klart nok, at Kajina havde været bange. Hun anede jo ikke hvordan det ville gå.
"Jeg glæder mig da til at se dem." Tanken om forældre-aftenen var frygtelig. Han havde jo ingen familie der. Og han havde ingen mentor. Ynglingene ville have travlt med deres familier.
Ciel ville blive ladt alene ... Men han var efterhånden vant til det.

"Præcis. Jeg er glad for jeg lyttede til dig." Eller nærmere at han fik det banket ind i hovedet på hende. Hun smilede skævt og tog endnu en skefuld suppe.
Hun kunne se på ham at forældre-aftenen ikke ligefrem var noget han så frem til. Og hun kunne godt forstå hvorfor. En pludselig tanke slog ned i hende. "Må jeg spørge om noget?" Han havde jo en lillebror ikke? Og så vidt hun kunne huske havde han ikke haft noget imod Ciels forandring. Hun håbede bare han ikke blev vred når hun stillede det egentlige spørgsmål.

"Selvfølgelig. Skyd." Han smilede skævt og skovlede pastaen ind som om han ikke havde spist i dagevis - og det føltes sådan. Han vidste ikke hvorfor han var så sulten, men sådan var det bare af en eller anden grund.
Pastaen forsvandt langsomt fra hans tallerken, mens han spiste. Han tænkte ikke så frygtelig meget over familie-problemet mere. Der var jo ingen grund til at dvæle unødigt ved fortiden.

"Har du nogensinde tænkt over at opsøge din lillebror når han er blevet myndig og ikke længere bor hjemme?" spurgte hun med hovedet en anelse på skrå. "Så kunne du jo få lidt af din familie tilbage igen. Han havde jo ikke noget imod at du ikke længere er helt den samme, vel?"
Hun kørte sin ske langsomt rundt i den dybe tallerken foran hende. Der var nu kun selve suppen tilbage, hvilket hun aldrig gad spise.

Han sukkede svagt og rystede så på hovedet. Han kunne ikke tage tilbage til Frankrig. Og når Ciel var forvandlet, var der allerede gået ret mange år og hans bror ville allerede været hjernevasket af hans forældres meninger, som han selv havde været. Hans pasta virkede pludselig ikke så appetitelig mere, og han lod bare gaflen prikke til det.
"Jeg har overvejet det ... Mange gange ... Men det går ikke." Han så på hende og smilede så svagt. Han var sikker på, han ikke ville kunne forklare hende det. Det virkede umuligt uden han overhoved prøvede.

Hun gengældte hans svage smil, men rettede derefter sit blik mod resterne af sin snart kolde suppe. "Må jeg spørge hvorfor?" Hun vidste godt at ved at spørge sådan, så havde hun allerede spurgt om hvorfor det ikke ville gå. Men ved at spørge sådan gav hun ham jo en fair chance for at sige nej.
Hun skubbede sin tallerken lidt til side i stedet for bare at sidde og røre rundt med skeen i den kolde substans.

"Frankrig er meget anderledes end Amerika," sagde han bare kort for hovedet og forsøgte at spise resten af hans pasta. Han sukkede svagt og tænkte på den behandling ynglinge fik derovre.
"Jeg er sikker på min bror også bliver mobbet på grund af mig og min familie har været nød til at flytte eller noget ... " Han sukkede hjerteskærende og knyttede den ene næve på hans lår.

"Så du ville ikke kunne finde ham selv hvis du havde tænkt dig at lede?" Hun vidste ikke meget om Frankrig, så hun vidste ikke om der var en stor forskel eller ej.
Hun havde taget fejl før. Der var rent faktisk noget, der kunne få hendes humør til at falde. Hun kunne ikke få sig selv til at være i godt humør, når en af hendes venner ikke var det.

Han smilede skævt og sørgmodigt før han rystede på hovedet.
"Desværre ikke. Jeg kan ikke spise mere." Han rejste sig med bakken og begyndte at gå. Hun var tydeligvis også færdig med at spise, så han regnede med at hun ville gå med.
"Og Frankrig er jo et ret stort land ... Måske ikke så stort som Amerika, men stadig ... " Han sukkede tungt og trak på den ene skulder. Det ville være umuligt at finde hans bror.

Kajina rejste sig op da han gjorde. Det var egentlig lidt af en lettelse for hun var ved at blive træt af den konstante larm der var i spisesalen.
Hun tog sin tallerken med sig og satte den fra sig, der hvor alt det brugte service blev sat.
"Tja, det ville nok tage lidt tid, hvis det var.." Hun ville ønske hun kunne hjælpe ham, men hun vidste jo mindre end han gjorde.

Han sukkede svagt og satte også sin bakke fra sig, før han gik hen imodudgangen med hende ved sin side.
Han smilede skævt til hende of forsøgte at lette stemningen, da det egentligt var meget ubehageligt at de altid ret hinanden så langt ned. Han ville ønske de kunne tale om de normale teenage-problemer ... Men de her problemer var vel normale for ynglinge.
"Men måske ser jeg ham en dag ... Hvor vil du henad?"

Hun var stille lidt, mens hun gik mod udgangen til spisesalen. "Hvad med dramalokalet? Vi kunne øve os på et skuespil. Eller ja, jeg kan øve mig, siden du jo allerede er pænt god til det." Hun kunne ikke lade være med at tilføje det sidste, da det ville føles som at rakke ned på ham, hvis hun ikke havde tilføjet det. Han var jo godt 10 gange bedre end hende.

Han smilede stort og greb hendes hånd før han begyndte at løbe mod drama.
"Selvfølgelig," grinede han lidt tilbage mod hende, mens hun blev revet gennem gangene, næsten vandret flyvende i luften. Et par katte hvæsede og sprang til side, men han så ikke ud til at ænse dem.
Som skuespiller måtte man overaske, og han var sikker på, han havde givet hende noget af et chok.

"Jeg ved godt du elsker skuespil, men hvis du trækker mig meget hurtigere afsted, så river du min arm af." Selvfølgelig var det ikke rigtigt, men det ville være pænt klamt hvis det skete. Selvom han havde givet hende et stort chok ved pludselig at rive hende med sig hen ad gangene, så kunne hun ikke lade være med at grine lidt af hans ivrighed efter at spille skuespil.

Han grinede lidt mens han sænkede farten og stoppede helt op. Før hun ville kunne nå at se sig omkring stod hun skubbet op af væggen, mens hans øjne borede sig ind i hendes.
"En skuespiller skal overraske, for at det bliver spændende," hans stemme var nærmest hviskende og skræmmende intim. "Vær lidt vild og slip dig selv." Han smilede skævt og slap hende pludselig, hvorefter han begyndte at gå roligt ned af gangen igen, mod klasseværelset. Det var ret sjovt at drille hende. Han kunne simpelt hen ikke lade være!

Hun blinkede kort et par gange da han pludselig stoppede op. Og før hun vidste af det stod hun med ryggen mod væggen. Hun bed sig svagt i læben da hun hørte hans forandrede stemme.
Da han trådte væk fra hende igen lagde hun mærke til at hun havde holdt vejret, mens han havde stået tæt på hende. Hun rømmede sig svagt, hvorefter hun fulgte efter ham mod dramalokalet.

Et svagt smil spredte sig på de blege læber, mens han så tilbage mod hende. Han rystede lidt på hovedet og så ned i gulvet. Hvor kært at hun reagerede så kraftigt. Hans skuespil hjalp vist ikke på hendes. Det gik op for ham at han måske var for frembrusende til at hjælpe hende af med hendes sceneskræk.
"Du må lære at give slip, hvis jeg nogensinde skal kunne hjælpe dig." Hans hænder gled ned i bukselommerne og et svagt suk slap ham. Den blå farve var dominerende i hans øjne, hvilket gav ham et meget barnligt udtryk. Håbløst og forladt.


//Smutter i seng. Snakkes i morgen.

Hun fandt det ikke specielt nemt at give slip og være en anden, når han kom så tæt på hende. Skuespil eller ej, hun var stadig en pige. Og en genert en af slagsen.
Hun sukkede svagt. "Jeg skal prøve.."
Hun fortsatte mod dramalokalet, som ikke længere var særlig langt væk. Efter få minutter i stilhed, nåede de frem til lokalet, som i øjeblikket stod tomt, da nattens lektioner var forbi.