En dans på roser - Ciel

Hun fandt det utrolig svært at improvisere når hun kendte den originale scene så godt.
"Du.. du er.. Og din familie... Hvordan?" Hun så spørgende på ham. Hun var nødt til at sætte sig mere ind i rollen, hvis det overhovedet skulle komme til at gå bare en smule bedre.

"Hvad er der med min familie?" Han sukkede tungt og så opgivende ned i jorden. Hans skuespil var fantastisk og man kunne længere ikke se forskel på Ciel og Edward.

//Sorry det blev meget kort. Jeg har det ikke så godt.

Hun rakte sin hånd frem mod ham og rørte forsigtigt ved hans ene kind, som ifølge skuespillet var iskold. Hun trak hånden en smule væk, som om hun kunne mærke den kolde hud. "Jeg ved det... Jeg ved hvad, I er... Hvad du er..."
Hun så undersøgende på ham, ventede på en reaktion på at 'hun' åbenbart vidste, hvad 'han' var.

Et svagt smil forvred ilussionen om at han var den søde, uskyldige menneskedreng, selvom det alligevel mirakuløst lykkedes ahm at blive hundrede procent i rollen.
"Hvad er jeg så?" Han lagde hovedet på skrå og greb fat om hendes håndled så pludseligt at han ikke selv havde nået at ligge mærke til det.
Han så hende i øjnene og det grønne blik flakkede ikke fra hendes som Ciel's plejede at gøre..

Hendes blik blev revet væk fra hans øjne for at se på sin hånd, fordi han pludselig havde taget fat i den.
Efter få sekunder rettede hun sine øjne mod hans igen. "Vampyr." Igen føltes det sært at sige den slags, når hun var godt klar over at hun selv var ved at blive til en. Hvis hendes krop ikke modstod forvandlingen altså. Men til trods for den underlige følelse, så syntes hun selv at det gik en smule bedre med skuespillet.

Han trak hende roligt hen imod sig, uden at røre ved andet end hendes håndled og uden at fjerne blikket. Han var stadig Edward, men Edward havde på en måde ændret sig. Han lignede mere et vildt dyr end den teenagedreng Bella kendte.
"Er du bange?" Orderne var en lokkende melodi, mens hun blev trukket ind i hans arme. Han håbede virkelig hun snart ville overraske, som han havde bedt hende om tidligere.

Da han trak hende tættere på fik hun den særeste lyst til at gå endnu tættere på ham. Så mens hendes blik var fanget i hans trådte hun et lille skridt nærmere. "Burde jeg være det?" spurgte hun med hovedet en anelse på skrå uden at se væk fra hans øjne.

"Det ville være klogest for dig," hviskede han med en pludselig, lokkende tone. Denne scene var dybt alvorlig, men måden han så på hende og holdt hende, bragte den pludselig til et helt andet niveau. Hans øjne lyste kraftigt grøn mens han trak hende ind i sin favn, mens han så ud til at kæmpe mellem lysten til at bide hende eller kysse hende. Men tvivlen var Edwards. Ciel kendte udemærket sit eget valg.
Et svagt smil bredte dig langsomt på hans læber mens han lænte sig hen imod hende.
"Hvis du selv tror på din påstand, må du vide at jeg kunne slå dig ihjel så let som ingenting."

Hans blik var så fængslende at det var svært for hende at se væk.
"Vi har været alene sammen før. Hvis du virkelig ville slå mig ihjel havde du allerede gjort det."
Hun strøg ham blidt over halsen med sin ene hånd og overvejede, - både som sin rolle og som sig selv - hvordan det ville være at tørste efter smagen af blod.
Hun bed sig svagt i læben, da han kom tættere på hende.

"Hvad hvis jeg bare leger med dig? Jeg kunne angribe hvert øjeblik." I det øjeblik han sagde det, virkede han ikke længere så truende, som han havde gjort før. I stedet virkede han overrasket - ja, nærmest forskrækket - over at hun ikke var bange for ham.
"Bella. Du skal holde dig væk fra mig ... " Det så ud som om noget knustes i ham, da han udtalte ordene. Han slap hende, vendte om og begyndte at gå. Scenen var heldigvis så stor at han kunne gøre det uden besvær. Han vidste at hun enten ville sige noget til ham eller gribe fat i ham. For så snart han havde forladt scenen, ville hun stå alene foran deres ikke-eksistenrende publikum.

"Det tror jeg ikke på.. På restauranten fortalte du mig at du har en trang til at beskytte mig. Så.. Jeg stoler på dig." Hendes ene mundvig bevægede sig opad i et skævt smil.
Hun følte en slags tomhed sprede sig, da han slap hende. Hun var lige blevet vant til at han var så tæt på hende, at det føltes helt forkert at han gav slip.
"Holde mig væk fra dig?" gentog hun med en hovedrysten. "Det kan jeg ikke.. og det vil jeg ikke."

Han kunne ikke lade være med at smile. Restuarant-scenen kom da efter skov-scenen, gjorde den ikke? Han kunne ikke huske det helt præcist, men det virkede rigtigst.
"Vil ikke ... " Gentog han, mens han stoppede op og vendte sig mod hende. "Vil ikke?" Han rynkede brynene lidt og så ud som om ordene ikke gav mening.
"Du ved, hvad jeg er ... Du ved, jeg er et monster ... "

Hun havde et skeptisk udtryk i ansigtet, uenig i hvad han havde sagt om at være et monster. "Ja, jeg ved, hvad du er, men jeg er ligeglad. Det handler jo ikke om hvad, du er, men hvem du er.. Og du er i hvert fald ikke noget monster."
Hun gik endnu engang tættere på ham.

// By the way .. Nej .. restaurant-scenen kommer først .. I filmen i hvert fald .. Jeg kan Twilight udenad i hovedet så.. ja xD //

Ciel, eller rettere sagt, Edward, så hende i øjnene og kunne ikke lade være med at smile lidt. Han kunne ikke forestille sig andet end at Edward ville være forbløffet og måske endda finde hende dumdristig. Han sukkede svagt men samtidig slap et grin ham.
"Hvad jeg er, er en del af mig ... "

//Ja, men jeg har set den 17 gange og kan den stadig ikke slavisk >.< Det virkede bare lidt absurd at han fortalte hende om tankelæsningen før hun havde gættet, han var vampyr ... Men hvis du siger det, så tror jeg da på dig ;3//

"Men det betyder ikke noget. Du er stadig.. dig.." Hun vidste ikke om han ville kunne forstå, hvad hun mente, men det måtte vel komme an på en prøve.
Hvis hun stadig selv var menneske, ville hun sikkert også være så dum at falde for en vampyr.

Han stoppede og så hende i øjnene. Så strøg han hende over kinden med et svagt suk og sagde ikke noget et stykke tid. Han havde allerede den næste replik klar, men Edward var jo ikke en, der snakkede konstant.
"Betyder jeg virkelig så meget for dig, Bella?"

Hun nikkede som svar på hans spørgsmål.
Faktisk var hun også næsten sikker på at Ciel allerede var begyndt at betyde meget for hende. Hvordan hun allerede kunne have følelser for ham vidste hun ikke. Dog var de følelser ikke så stærke som dem Bella havde for Edward.

Han sukkede tungt og fortsatte med at kærtegne hendes kind. Hans øjne sagde helt selv den næste replik.
*And so the lion fell in love with the lamb.* Et svagt smil bredte sig på hans læber og han lænede sig frem mod hende, som for at kysse hende.
"Bella," hviskede han. "Selv hvis jeg følte noget for dig, ville det ikke kunne være os. Jeg er et rovdyr og du er et offer."

Hun lukkede sine øjne og lænede sig ind mod hans hånd, som kærtegnede hendes kind. "Og hvis jeg er ligeglad?" spurgte hun lavmælt, hvorefter hun åbnede sine øjne igen for at se ham i øjnene.
Hun vidste hvilken scene de ville være kommet til nu, hvis de fulgte filmens scene nøjagtigt, men at sige de ord ville bare føles.. mærkeligt på en måde.

"Så må jeg holde mig fra dig," hviskede han knust mens hans hånd langsomt faldt fra hendes kind og hans blik langsomt løsrev sig fra hendes.
"Du er et meget specielt menneske, Bella." Han gik et enkelt skridt bagud, for at ligge lidt afstand mellem dem, men smilet falmede. "Dit blod lugter så meget bedre end noget andet ... Jeg vil ikke skade dig." Han så væk og virkede pludselig som en fortabt sjæl, der havde mistet alt.

"Men.." Hans ansigtsudtryk fik hende til at tro mere på at, deres skuespil var virkelighed, som om han i virkeligheden var ved at afvise hende og ikke Bella. Hun rystede på hovedet for at få sine tanker på gled igen. "Jeg vil ikke have at du holder dig væk fra mig." Hendes øjne viste sorg, som om hun havde mistet, hvad der betød allermest for hende.
Hun gik helt hel til ham igen og lagde sine hænder på hans kinder for at få ham til at se på hende. "Forstår du det ikke? .. Jeg stoler på dig.."

Et sarkastisk smil bredte sig på hans læber og han trådte truende tættere på hende mens hans hænder lagde sig på hans skuldre.
"Bella. Jeg er et rovdyr. Du føler kun sådan, fordi det er meningen. Alt ved mig, trækker dig mod mig. Det du føler, er ikke ægte." Han kunne ikke den præcise replik, men det han sagde var vel godt nok, når det bare var improvisiation.

"Hvis hvad jeg føler ikke er ægte, hvorfor løber jeg så ikke skrigende væk nu, hvor jeg ved, hvad du er?" Hun så ham undersøgende i øjnene for at se, hvordan han ville reagere. "Faktisk har jeg vidst det siden i går aftes, så jeg kunne have valgt at undgå det her.. Jeg kunne have valgt at undgå dig helt.. Jeg burde være bange, men det er jeg ikke."

Han så hende i øjnene et par lange, tavse sekunder.
"Og sådan forelskede løven sig i lammet." Replikken fløj ud på en anden måde end Robert Pattinson, men det lød helt klart stadig som Edward.
Så rev han hende pludseligt ind i sine arme og pressede sine læber mod hendes. Som det rovdyr, han skulle forestille, var hans bevægelser ret baske, men stadig ligeså kærlige som Edwards ville være mod Bella.
Han stoppede det ligeså hurtigt som det var begyndt.

Hendes læber bredte sig i et skævt smil, da han sagde den klassiske replik fra filmen.
Hun spærrede øjnene op, da han pludselige havde hevet hende ind til sig og pressede sine læber mod hendes, som så resulterede i hendes første kys.
Da han slap hende igen stod hun som sømmet til gulvet. "Du.. Det var.. Hvad?" Hun var forvirret som bare fanden. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle tage det. Det var ikke meningen hun ville have sit første kys i et skuespil.