En dans på roser - Ciel

Da de kom ind i lokalet satte han sig på det nærmeste bord og så på hende. Bare så på hende. Et par tavse sekunder gled forbi dem før han sukkede teatralsk og gjorde en håndbevægelse mod den lille reol med monologer.
"Idag må du hellere prøve på egen hånd. Find en monolog og fremfør den for mig." Han smilede skævt til hende og håbede at hun ville klare det bedre uden hans indblanding. Han var måske bare ikke alt for god til at blande sig undenom ting, når det virkelig gjaldt ... Men det var der jo ikke noget at gøre ved.
"Sig til, hvis jeg skal gøre noget, ellers vil jeg bare obsavere." Han lagde benene over kors på bordet og pustede det sorte hår ud af øjnene.

Kajina følte med det samme nervøsiteten komme frem i hende. Han ville bare sidde og observere, mens hun fremførte en monolog? Bare tanken om det gav hende gåsehud. Men hun ville gøre et forsøg alligevel. Så hun begav sig over til reolerne for at finde en passende monolog. Et par lange minutter passerede og hun kunne ikke finde noget der tiltalte hende. Eller måske prøvede hun bare ubevist på at udskyde monologen så længe som muligt.
"Øhh, må jeg tage noget fra en film i stedet?" spurgte hun tøvende.

"Selvfølgelig," sagde han og gjorde en elegant armbevægelse mod den sceneplads, der var forrest i klasselokalet. Han smilede skævt til hende og håbede virkelig hun snart ville begynde at falde til ro. Der var jo kun de to, så hendes sceneskræk burde ikke være noget problem overhoved.
"Hvilken film?" Han smilede svagt og regnede ikke med at han kendte nogen af de film hun så. Han var mere til Shakespeare og gamle, franske klassikere, mens hun nok var til ... Tja ... han kunne ikke sætte fingeren på, hvad hun mon ville være for en.

Hun bed sig i læben og gik op mod den lille scene. "Øhm.. Twilight.." Bare at sige, hvor hun fik monologen fra var pinligt. Altså han kendte jo alle mulige gamle monologer og sådan noget og så valgte hun noget fra en film - eller nok mere fra bogen - som ikke var mere end et ar år gammel.
Da hun stod på scenen prøvede hun at lade være med at fokusere på ham. Hvis hun kunne overbevise sig selv om at han ikke var der ville det måske ikke føles så pinligt.
Hun tog en dyb indånding og begyndte. "I'd never given much thought to how I would die - though I'd had reason enough in the last few months - but even if I had I would not have imagined it like this." Hun lukkede sine øjne mens hun citerede resten. På den måde virkede det nemmere. Nemmere at lade som om det var hende selv der stod i den situation og nemmere at lade som om hun var alene.

"Jeg kan ikke føle det. Du lyder som om du læser op." Han havde hævet det ene bryn og så bare op på hende. Han ville bare have obsaveret, men det gik virkelig ikke godt for hende.
"Du skal ikke bare citere ... Brug kroppen." Han svingede benene ud over kanten på bordet men hoppede ikke op på scenen, som han egentligt var fristet til. Han smilede opmuntrende til hende og håbede virkelig at hun forstod.

Brug kroppen? Hvordan skulle hun gøre det? Der var ikke specielt meget hun kunne gøre med denne monolog.
Hun tog en dyb indånding, prøvede at forestille sig at hun var i en farlig situation, hvor hendes liv var i fare og begyndte forfra.
Hun prøvede så godt hun kunne at se skræmt ud, samtidig med at hun udførte monologen. "Surely it was a good way to die.. in the place of someone else.. someone i loved."

Han smilede svagt, da hun i det mindste begyndte at prøve. Det var rart at hun i det mindste ikke bare gav op, fa han rettede på hende.
"Det går bedre." Han rynkede brynene lidt. "Du skal ikke være bange for at overspille. Det er en god måde at slippe dig selv." Det gav forhåbentligt mening for hende.
"Du er ikke længere Kajina. Vær Bella." Han brød sig ikke om at indrømme det, men han havde nok set Twilight omkring 17 gange!

Hun var ikke sikker på hun ville kunne få sig selv til at overspille. At gøre sig til grin foran andre var jo en af de ting hun ikke brød sig om ved at stå på en scene. Selvfølgelig hvis hun blev bedre, så ville hun ikke gøre sig så meget til grin.
Hun lukkede øjnene og gennemgik scenen fra Twilight i sit hoved. Måske det ville hjælpe lidt. Det var egentlig ret så ironisk at hun altid havde været vild med vampyr film og nu selv var ved at blive til en.
Hun startede forfra og forestillede sig denne gang at en vampyr jagtede hende, mens hun udførte monologen.

Ciel hævede det ene bryn lidt mens han undrede sig over hvad der mon foregik i hovedet på hende. Et svagt smil var på de blege læber og han stoppede hende ikke. Det var bedst at give hende lidt snor, så hun ikke begyndte at tro alt hvad hun lavede var forkert. Det ville bare gøre hendes sceneskærk værre.
"Hvordan synes du selv det går?" Hans stemme var helt klart positiv.

Hun sukkede da hun endnu engang havde færdiggjort monologen. Hun satte sig ned på scenen. "Jeg føler mig dybt åndssvag." mumlede hun.
"Du får det til at se så nemt ud når du gør det." Selvfølgelig havde han sikkert også spillet skuespil i mange år, hvorimod hun selv lige var begyndt at finde det interessant. At hun så ikke kunne finde ud af det var så en mindre - og en ret så betydningsfuld - detalje.

"Det ville gå langt bedre for dig, hvis du ikke bildte dig selv ind, hvordan det ser ud fra andres øjne." Han satte sig ved siden af hende på scenekanten og lagde blidt sin hånd over hendes. Han sukkede svagt og gav hendes hånd et kort klem, før han slap den.
"Du ser ikke dum ud. Det vil du ikke gøre i nogens øjne." Han bed sid lidt i læben og ledte efter en måde at forklare det hele for hende.
"Når du står på scenen og spiller en rolle, er det rollen du bruger ... Du gør ikke dig selv til grin, hvis rollen gør.

"Det er nemt for dig at sige. Du er jo god til det." Hun sukkede lavmælt. Hvis hun nogensinde skulle gøre sig håb om at blive ligeså god, måtte hun stoppe med at brokke sig.
"Hvad med en dialog i stedet?" spurgte hun med et skævt smil. Det var nemmere for hende når hun havde noget at reagere på.

"Okay så .. Hvilken?" Han lagde hovedet lidt på skrå og tænkte sig om efter noget de begge kendte. Det var ikke rigtig nemt og han følte sig hurtigt tvunget til at give op.
Han flettede sine fingre og en knasende symfoni af knogler og led hørtes nede fra dem. Det var en rigtig dårlig vane, men det var noget han var ved at vende sig af med, så det var vel ikke så frygteligt slemt igen ... Bortset fra at nogen ynglinge slet ikke kunne klare at høre sådan noget.

"Hvad med bare at fortsætte med Twilight?" sidste gang havde det været Romeo og Julie og det magtede hun ærlig talt ikke igen. Romeo og Julie var jo okay, men hun orkede ikke det gamle sprog og alt det. Og i Twilight var det jo et up-to-date sprog, der blev brugt.
Hun fik kuldegysninger da hun hørte den knasende lyd fra hans fingre. Det var den mest gyselige lyd hun kendte til.

Han overvjede det lidt og nikkede så.
"Hvilken scene?" Han lagde hovedet lidt på skrå og overvejede det. Det var længe siden han havde læst bøgerne, så de var svære at huske og i filmene var der ikke nogen dialoger der lige sprang frem i hans erindringer.
Han rejste sig op på scenen og så ned på hende.

"Hmm.." Der var så mange scener at vælge imellem. Dog ville det måske være bedst at udelukke de romantiske. Der var selvfølgelig også den klassiske scene, hvor Bella finder ud af at Edward er en vampyr. Hun trak let på sin ene skulder. Det var vel en okay scene, og heller ikke videre romantisk. Ikke særlig meget i hvert fald.
"Hvad med den, hvor hun finder ud af at han er en vampyr?" Hun så på ham med hovedet let på skrå.

Han overvejede det et øjeblik. Den scene havde været i traileren og var nok den mest kendte i hele filmen. Han sukkede svagt og trak lidt på skulderne. Det kunne være en udfordring at prøve sig frem med en scene, der var så kendt.
"Fra filmen eller bogen? De er jo overhoved ikke de samme." Han lænede sig lidt mod klassens endevæg og overvejede hvad der ville være lettest. Bogens ville være mest udfordrende, men han kunne ikke helt huske hvordan den gik.

Hun overvejede det lidt. I filmen var det i skoven det foregik, men hun kunne ikke huske, hvordan scenen var i bogen. Det var vist nok i den dersens restaurant.
"Filmen. Jeg kan ikke huske, hvordan den er i bogen." Hun rejste sig op fra scenekanten og gik op midt på scenen igen. "Men skal vi følge scenen til punkt og prikke eller improvisere som sidste gang?" spurgte hun med hovedet på skrå.

"I bogen foregår den i hans bil," mindede han hende op med et svagt smil og rettede sig op fra væggen. Han så lidt på hende og hævede det ene bryn ... Så grinede han lidt og rystede på hovedet af hende.
" Jeg hjælper dig, men jeg er ikke din lære. Hvad har du selv lyst til?" Han så lidt hen mod vinduet ... Denne gang snede det i det mindste ikke. En smule synd, faktisk.

"Hmm.. Improvisation." Hun kunne allerede scenen fra filmen udenad, så det ville være sjovere at lave scenen en smule om, men selvfølgelig alligevel følge pointen med selve scenen.
"Så, øhmm.. hvordan starter vi?" spurgte hun en smule nervøs, dog ikke så meget som før, hvor han bare sad og observerede hende.

"Du skal starte ... Scenen er din." Han gorde en elegant armbevægelse ud over scenen, som gav han hende hele verden i gave.
"Bella ... " Han smilede svagt til hende og på bare et øjeblik lyste den grønne ring op og han lignede med det samme en der stod ansigt til ansigt med sin store kærlighed, den pige han længtes efter ... Alligevel var hans skuespil så langt fra Robert Pattinsons, da han havde spillet rollen.
En persons skuespil var som et fingeraftryk. Selv med perfekte parodier var der ikke to, der spillede på samme måde.

Hvorfor havde hun dog valgt improvisation? Nu vidste hun jo ikke hvordan hun skulle lave om på scenen. Hmm .. der var vel ikke andet for end at starte som scenen egentlig var. Eller replikkerne i hvert fald.
Hun så på ham som ledte hun efter svar på dybe spørgsmål. "Du er utrolig hurtig.. og stærk.. Din hud er.. kridhvid og iskold.. Dine øjne skifter farve.." Det gik måske ikke helt så godt endnu, men den her scene var alligevel nemmere for hende. Før i tiden havde hun drømt om den slags kærlighed. Ikke at hun nogensinde ville indrømme det. "Og nogen gange taler du, som.. som om du er fra en anden tid.. Du spiser eller drikker aldrig noget.. Du går ikke ud, når solen skinner.." Det var mærkeligt at sige de ting. At gå ud i solen gjorde hun jo heller ikke selv.. ikke længere i hvert fald.
Hun trådte tøvende et skridt frem mod ham. "Hvor gammel er du?"

//My god, det lyder åndssvagt på dansk >.< //

"17," sagde han både sandfærdigt for sig selv og sin rolle. Han gik et skridt hen imod hende og hans øjne, der lyste grønt, holdt hendes blik. Han rakte ud for at røre hendes kind, men trak hånden til sig og så væk, som om den kolde hud ville brænde hende op.
Et svagt suk slap hans læber og han så hende i øjnene.
"Bella ... Slap nu af." Han knyttede den hånd han havde rakt ud efter hende.

"Du er 17? Og hvor længe har du været det?" Hun flyttede sig ikke fra stedet, selvom han rakte ud efter hende. Hun vidste jo at hendes rolle ikke var bange, så det var hun nødt til at holde fast i.
Hun ignorerede at han bad hende om at slappe af. Både fordi hun vidste hun var nødt til at få svar ud af ham og fordi hun ikke vidste hvordan hun egentlig skulle reagere på det.

"Et stykke tid." Han sukkede tungt og blev stående mens han så på hende. Han ventede stadig på at improvisationen ville komme fra hendes side, men det så ud til at hun stadig var meget usikker om det. Han lod ikke sit ansigt afsløre Ciels følelser. Kun Edwards.