En dans på roser - Ciel

"Ikke det mindste." svarede hun og rystede på hovedet, hvilket føltes mærkeligt med hjelmen over hovedet.
Hun havde aldrig haft brug for at tænke over, hvordan fægtning foregik. Hverken før eller efter hun blev mærket.

"I så fald," sagde han med et svagt suk. "Lad os springe ud i det ... Men husk lige på, at jeg ikke er en lære. Jeg er en god fægter, men jeg er ikke god til at lære fra mig." Han trak svagt på den ene skulder og forsøgte at forklare hende hvordan hun skulle starte.
"Som i enhver anden kampsport, skal du huske at bukke for din modstander. Alt andet er respektløst." Han fik et kort deja-vu, men rev sig selv tilbage til virkeligheden. Fortid var fortid og det var ikke værd at spilde fremtiden på.
"Du kender vel udtrykkene 'En Garde' og 'touché'?" Han smilede svagt og håbede at han ville kunne klare at lære hende lidt. Han havde før været hjælpelære med helt almindelige fag, hvor det var gået frygteligt. Han var ikke god til at være hjælpsom, selvom han prøvede.

"Okay.." svarede hun kort.
Ikke at bukke for sin modstander var muligvis respektløst, men alligevel gav det ikke nogen mening for hende. Hun trak mentalt på skulderen. Det var jo ikke noget hun kunne lave om på.
"Ja. 'En garde' er vel når man udfordre nogen eller går frem mod sin modstander eller noget i den retning." Hun var overhovedet ikke sikker på at det var rigtigt, men det var sådan hun havde forstået det. "Og 'touché' er når man rammer modstanderen med sin kårde, ikke?"

Han smilede svagt og undgik knap og nap at sukke af hende.
"Ja, mere eller mindre. Men det betyder ikke så meget, så det behøver du ikke bekymre dig om."
Efter et par minutter havde han lært hende så meget at hun i det mindste ville kunne holde sin modstander i skak, hvis hun var hurtig nok. En gang eller to stødede han hende og fik hende væltet ved et uheld. Han rakte noncelant hånden ned for at hjælpe hende op.
"Er du ved at være træt?" Selv var han begydt at få et lidt tungere åndedrag, men han virkede ikke den midste smule træt - nu havde han jo også et par års træning og en bedre kondi.

Hun havde på fornemmelsen at det ikke var rigtigt, hvad hun havde sagt. Men pyt, det var jo ikke hendes liv der afhang af det, så at hun ikke vidste så meget om det gjorde ikke så meget.
Hun rystede fortumlet på hovedet da hun faldt ned på gulvet. Han var jo sindssygt god. Ikke at det overraskede hende. Han var jo europa mester eller noget i den retning.
Hun tog hans hånd og rejste sig op. Hun åndede tungt. "Meget." Hun havde i den grad underdrevet sporten.

"Klar til at give op, mon chéri?" Der var noget pludseligt intimt i hans stemme, da han kaldte hende sin kæreste. Han så hende i øjnene og smilede svagt mens hans tanker et øjeblik fløj fra fægtningen, for at ligge sig om noget, han aldrig ville indrømme, havde passeret hans sind.
"Vi skal jo heller ikke have dig dræbt af udmattelse." Han gav hendes arm et blidt klem og slap hende så.

Hun var parat til at tage hans ord som en udfordring, men hun orkede ærligt talt ikke mere fægtning. "Helt klart." svarede hun, mens hun tog alt udstyret af. Nåh, men hun havde i det mindste fundet ud af at det med at fægte ikke liiige var hende.
Hun lagde mærke til at han for en gangs skyld ikke rettede sit blik væk fra hendes, som han plejede at gøre. Hun lagde undrende hovedet på skrå og overvejede, hvad der fik ham til at bryde sin vane.

Ciel grinede en smule af hende og begyndte så at tage sit eget udstyr af også ...
"Tak for kampen." Den intime tone var væk og han virkede meget optaget af at få tingene på plads. Kort tog han sig selv i at sende et stjålent blik mod hende.
Han fugtede læberne med tungen og slog så blikket ned med en tung udånding.
"Så ... Hvad har du lyst til nu?" Han satte sig ned på en bænk og så op på hende.

"I lige måde." svarede hun med et skævt smil. Selvom man nok ikke ville kunne kalde det for en kamp. Hun var jo ikke engang nær hans niveau overhovedet, så det var ikke rigtig nogen udfordring for ham. Hun fulgte ham med sit blik, mens han lagde tingene på plads.
"At slappe af." svarede hun, mens hun udmattet satte sig ned på bænken ved siden af ham.

"God ídé ... Vi kunne se en film mere ovre i kollegierne?" Han lænede sig tilbage mod muren bag dem og så ned på sine hænder, for ikke at skulle se hende i øjnene.
Hans humør svingede meget og nu var han tydeligvis tilbage i det generte hjørne. Han var somme tider, som flere personer, og i øjeblikket ville hans person ikke have øjenkontakt. Han var simpelt hen for forvirret over, hvad der foregik i hans hoved. Hans tanker havde længe været i oprør og han kunne ikke få styr på dem ...

"Det kan vi godt." svarede hun og rejste sig op. Underligt nok kunne hun allerede mærke at hun var øm efter at være faldet før. Dog ikke særlig meget, men hun kunne mærke at det helt klart var på vej, så dagen efter - eller snarere natten efter - ville hun sikkert være ekstremt øm. Fægtning var en sport hun ikke ville prøve igen, om så hendes liv afhang af det.

Ciel kunne godt se, hun ikke var helt på toppen. Han ville sikkert have det ligeså slemt hvis nogen satte ham op på en hest, så han kunne godt tænke sig til, hvordan hun havde det ...
Han rejste sig med hende og begyndte at gå mod udgangen. Den følelse han havde, var så genkendelig. Den lette udmattelse og den varme, tunge følelse i kroppen - selvom han ikke ligefrem havde brugt mange krafter. Det føltes godt. Næsten hjemligt.
"Hvad med at se Twilight?" Han skubbede drillende till hende og smilede skævt.

Hun besluttede at skubbe alle tanker om fægtning til side og dermed også tanken om at hun var en smule øm.
"Så du driller mig fordi scenen med Twilight før ikke gik særlig godt for mig eller hvad?" spurgte hun falsk-fornærmet-agtigt, mens hun lagde sine arme over kors.

"Næh, jeg er bare for doven til at zappe hele aftenen." Han trak på skulderne og stak hænderne i lommerne på hans jeans. Det mørke hår faldt ned i øjnene på ham, men det generede ham ikke. Hans blik var alligevel fokuseret på hans fødder ...
"Men hvis du vil have mig til at minde dig om det, så kan vi da godt tale videre?" Han lagde hovedet lidt på skrå og så op på hende.
"Forresten så får du lektier for nu ... Du skal fremføre en monolog imorgen eller finde en dialog, du ville kunne lære udenad. Skuespil er jo ikke kun improvisation."

"Hm. Der kan man bare se.." Dovenskab var en herlig ting. Til tider i hvert fald.
"Lektier? Virkelig?" Det kunne han da ikke mene?! "Jeg troede du sagde at du ikke var min lærer. Hvilket også betyder ingen lektier, at du ved det." Suk. Og så til dagen efter. Hvordan skulle hun kunne nå det?

"Jeg sagde, jeg ikke var uddannet lærer," rettede han på hende. "Jeg sagde, jeg ikke ville kunne lære dig noget, som en rigtig lærer ville gøre det." Han trak svagt på skulderne.
Han skubbede hende pludseligt op af væggen og bøjede sig tæt ind mod hende.
"Hvis du ikke vil have lektier for, så må du imponere mig nu ... Overrask mig." Han smilede skævt - velvidende at chok-improvisisation ville være meget hårdt for hende.

Hun sukkede lavmælt. "Så jeg ska--" Hun stoppede midt i sætningen, da han pludselig skubbede hende op mod væggen. Hun kunne mærke, hvordan varmen steg op i hendes kinder fordi han pludselig var så tæt på hende.
Imponere ham? Og hvordan skulle hun lige gøre dét? Skuespil vel? Normalt havde hun nemt ved at arbejde under pres - hvis situationen var rimelig i hvert fald - men det her var irriterende svært.
Hun fortsatte med bare at se på ham, uden at vide, hvad hun skulle gøre eller sige.

Han hævede det ene bryn, mens han ventede på at hun skulle gøre noget. Efter et par tavse sekunder trak han på skulderne og fjernede hænderne fra muren, så hun ikke stod klemt fast.
"Find en monolog eller dialog til imorgen." Han fortsatte ned mod drengenes sovesal mens han smilede selvtilfreds. Det var sjovt at kunne drille hende sådan, selvom han vidste, at han nok pressede hende for hårdt.
Men hey, hun havde selv bedt ham om hjælp!

Der var én ting hun kunne gøre. Men uanset hvad, så ville det være for pinligt.
Hun sukkede lavmælt. Lektier.. Hun havde allerede mange lektier for i forvejen. "Hvad nu hvis jeg ikke kan finde en?" spurgte hun og fulgte efter ham mod drengenes opholdsrum.

"Så må jeg forsøge at lære dig at fægte igen." Han smilede lusmk, da han allerede havde fået et indtryk af, hvor meget hun hadede sport og ikke mindst hvor hårdt fægtningen havde været for hende.
"Så må du tage valget. Jeg har allerede givet dig en chance for at slippe." Han trak lidt på den ene skulder og åbnede døren ind til drengenes sovesal.
"Øh, har du filmen over på pigernes sovesal? Jeg har den ikke." Han sukkede svagt. Desværre havde han ikke fået så mange film med sig. Han havde koncentreret sig om at få sine bøger med. Det havde været det vigtigeste for ham.

"Åh, gud, alt andet end det." Hun sukkede lavmælt. "Så må jeg jo i gang med at lede." Fægtning var for hårdt til at hun overhovedet gad at forsøge med det igen.
"Du er virkelig streng. Det er vel ikke min skyld at jeg ikke kan finde på noget på et sekund." mumlede hun med blikket vendt mod gulvet.
"Ja. Jeg er tilbage om et par minutter." sagde hun mens hun vendte sig om for at gå til pigernes sovesal. På vej derhen kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvad hun kunne have gjort, da han havde bedt hende om at overraske ham, men som hun ikke havde turde gennemføre alligevel. Bare at tænke på det, fik hende til at overveje, hvad der var galt med hende. Faktisk følte hun sig en smule åndssvag.
Nogen minutter senere var hun igen ved drengenes sovesale med filmen i hånden.

Selv efter hun havde givet op, forventede han at hun ville overraske ham. Men som tiden gik begyndte han at opgive.
Han fik fundet et sted, de kunne se filmen og den var hurtigt i gang. Han fuglte dog ikke ligeså meget med, som han havde gjort de første 17 gange, han havde set den ...
Han sukkede svagt og lænte sig tilbage i lænestolen. Det så ud til, hun havde givet op. Og han måtte indse, at han pressede hende for meget.

Hun satte sig i den lænestol, der stod ved siden af den han sad i, efter hun havde sat filmen igang.
Tanken om, hvordan hun kunne overraske ham kørte stadig rundt i hendes hoved, så hun fulgte ikke rigtig med i filmen. Damnit, han havde overrasket hende så mange gange, og sikkert uden rigtig at tænke over det, så hvorfor kunne hun ikke finde på noget selvom hun havde tænkt over det i godt en halv time.
Hun sukkede og prøvede at følge med i filmen i stedet.

Ciel sad og så på hende, da filmen efterhånden falmede i udkanten af hans synsfelt. Han kunne se en smal rynke i hendes pande, der hentydede til at hun var helt væk i sine tanker.
"Du tænker for meget." Det røg ud af ham. Han begyndte at overveje, om det mon var ham der ikke tænkte nok over tingene. Han tog altid tingene som de kom og han tænkte næsten aldrig over konsekvenserne. Hvis han havde tænkt over konsekvenser, ville han aldrig være blevet sendt væk fra Frankrig og han ville aldrig have mødt Kaji ... Så måske var det slet ikke så slemt endda.

Hun kom i tanke om en ting hun kunne sige til ham, som sikkert ville overraske ham en del. Men bare tanken om, hvordan han sikkert ville reagere fik hende til at bakke ud af det.
"Det gør jeg vel.." Hvis bare det var muligt at slå sine tanker fra i et stykke tid og bare gøre, hvad der faldt en ind, så ville verden være meget nemmere at leve i, men sikkert også meget mere kaotisk når det kom til stykket.