sunset - Ciel

Han var ret sikker på, det der skete der, var alt, det ville blive til. Han havde aldrig drukket af en anden yngling før, men han ville heller ikke blive helt sentimental over det. Han havde lyst til hende ... Han havde lyst til at gøre det ... Det eneste, der egentlig var i vejen for det, var, at han var ikke sikker på, hvor hendes grænse gik. Og han anede ikke, hvordan hans krop ville reagere ...

'Den tid, den sorg,' tænkte han og smilede. "Oui." Hans tænder gled ned i hendes skulder og han stønnede lavmælt. Han mærkede hvordan såret åbnede sig for ham og lod ham drikke af hende. Hans åndedrag var tungt og stødvist. Hans krop blev varmere og han pressede hende tættere mod sig.

I det han bed igennem, og såret åbnede sig, stønnede hun nydende mod hans hals.
Hendes tænder gled ned gennem hans hud mellem skulder og hals.

Smagen af ham, samt hans bid, gjorde at hun trykkede sig op af ham.
Hun havde aldrig før gjort dette, og alligevel var det som at reagerer på instinkter.
Mens hun drak, og pressede sin krop mod hans, lukkede hun øjnene.

Dette var som at læse en intim scene i en bog.
Hun var et andet sted, en anden tid. Tiden stod stille, mens hans tænder var begravet i hende.

Hånden om hans nakke, kærtegnede hans nakkehvirvler.
Hun trak vejret tungt og dybt.

Mens han drak af hendes blod, mærkede han præcis, hvad han havde forventet - men det var på en måde langt, langt bedre. Den berusende væske var stimulerende og ophidsende. Han stønnede højere, da han mærkede hende bide sig fat.

Hans hænder begyndte at gå på opdagelse på hendes krop. Hun havde gode former. Alle tanker var forsvundet fra hans sind. Ud over den utrolige lyst. Lysten til hende. Hendes blod og hendes krop. Han tænkte ikke længere på, om han gik over grænsen. Desuden. Hvis han gjorde, ville hun jo nok stoppe ham.

Hans hånd gled ind under hendes trøje og op imod hendes bryst.

Hun drak selv lystigt.
Bag hendes lukkede øjne skiftede alt farve hele tiden.
Som at være på stoffer, bare langt bedre.

Hun mærkede ikke rigtigt hans kærtegn før hans hånd strejfede hendes bare ud under trøjen.
Uden tøven slap hun ham, og rev sig fri.
Hun hev efter vejret, og bakkede væk fra ham, mens hun undgik at se på ham.

''undskyld Ciel... Jeg... jeg... jeg skal til time..'' mumlede hun. Det var en løgn. Tydeligvis.
Men hun kunne mærke at hun ikke selv kunne styre hvad der skete, og det skræmte hende en del mere end tanken om at han faktisk kunne få hende til at føle sådan.

Hun rettede sit tøj, stille. Så tog hun sin bog, så lidt hen på ham, dog uden øjenkontakt.
''farvel..'' mumlede hun, næsten lydløst, og begyndte at gå mod bibliotekets udgang.

Han så chorkeret og sørgmodigt på hende, da hun rev sig fri. Han sukkede svagt, men han forstod hende nu egentligt godt.

"Der er ingen grund til at stikke af, Mademoiselle. Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget." Han så efter hende, mens hun gik hastigt mod udgangen. Selvfølgelig vidste han, hun løj. Men han bebrejdede hende intet.

Han tog bogen, der lå på bordet og begav sig mod biblioteksskræken. Han ville tage tilbage til drengenes kollegium. Der var ingen grund til at blive siddende i den atmosfære, der var på biblioteket nu. Han så dog fortsat efter Elizabeth.

'ingen grund til at flygte'... Hun så ned, da hun satte sig på trappen lige udenfor biblioteket.
Hvis man gik ud fra biblioteket ville man straks se hende.

Hun hev efter vejret, gned sit ansigt. Hun var stadig halvt 'høj' på hans blod.
Hun rystede, gned igen ansigtet. Hun lignede en der var ved at blive sindssyg.
*Hvorfor stoppede du?*
*du ville jo gerne*
*så du ikke hans blik?*
*du er en værre tøjte!*
''ti stille...'' bad hun, tæt på hulkende.
*intet under at du stikker af hver gang. Kujon!*

Hun krøb sammen, og stirrede på poesibogen. Egentlig læste hun sjældent den slags.
Men hun havde haft så travlt med at komme væk, at hun ikke havde lagt mærke til det.
Gad vide hvad Ciel lavede nu?...
Hun sukkede og gned igen sit ansigt

Hans blik faldt på hende, da han forlod biblioteket. Med bogen presset mod brystet, satte han sig ved siden af hende. Et lille stykke væk, så de ikke rørte hinanden.
"Undskyld ... Det var ikke min mening at gøre dig så oprevet." Han så på hende. Han kunne tydeligt se, at der var noget fuldstændig galt. "Skulle vi starte på en frisk?" Han smilede tøvende. Hun var en interessant person. Han ville ikke lade hende smutte. Og han havde det sådan set fint nok med, at det hele var en engangsforestilling. Den rædsel, han så i hendes ansigt, havde han ikke lyst til at opleve igen.

Hun så lidt på ham, undgik direkte øjenkontakt igen.
Hun så ned, på blodet på hendes hånd. Små bloddråber fra det sår han havde lavet.

''Jeg er bare ikke vant til det... Jeg drikker ikke fra andre ynglinge normalt..'' mumlede hun, og gned sit ansigt igen. Hendes blik var sløret, på grund hans blod hun havde indtaget.

Hun stirrede nu på ham igen.

"Det var første gang, jeg prøvede det," indrømmede han. Han håbede, det ville få hende til at forstå, han ikke havde haft forkerte hensigter.

"Sid stille ... Jeg lukker såret." Han lænede sig blidt ind over hendes skulder og slikkede en enkelt gang på såret. Det lukkede sig med det samme. Det blødte stadig en smule fra hans skulder, men han ville ikke bede hende lukke det. Det måtte lukke sig selv. Pigebarnet havde vist været igennem nok.

"Er du ... okay?" Han så bekymret på hende. Han rynkede let brynene.

''tak...'' mumlede hun, en smule lettet over at hun ikke længere blødte.

''og jeg er okay... Jeg er bare ret sikker på at jeg får mega tømmermænd imorgen..'' sagde hun, og prøvede at smile lidt. Lidt morskab måtte der vel være over at se hende så groggy.

''lad mig gengælde tjenesten.. det er vist kun fair.'' sagde hun roligt, inden hun fugtede sine læber, og lod tungen glide over såret hun selv før havde lavet.
Hun så på ham, da hun satte sig tilbage igen.

''Din første gang? Har du aldrig...?'' hun rystede kort på hovedet.
''nu føler jeg mig da først tarvelig..'' mumlede hun med et lille skævt smil

Han smilede skævt og lod hende lukke såret. Så lo han kort og hjerteligt.
"Man får ikke tømmermænd af det," forsikrede han hende. Det lettede, at se hende smile igen.

"Jeg har aldrig drukket direkte af en anden yngling, nej ... Jeg kom hertil på 5. trin, lige som jeg var begyndt at få lyst til blod. Og jeg havde ikke lyst til at drikke af nogen herfra, fordi ... " Hans stemme døde hen. Hun havde nok ikke lyst til at høre på det alligevel. Han sukkede kort og så ned på sine hænder. "Lige meget."

Han satte en maske op. Han var god til det med at skjule sine følelser fra sine omgivelser. Han så op på hende og smilede igen. "Skal vi ligge det her bag os?" Han rakte hånden imod hende. Som for igen at tilbyde, de startede på en frisk. Eftersom hun ikke svarede før.

''fordi hvad! Stop ikke nu!'' smilede hun, og satte sig til rette.
''og ærligt talt, synes jeg ikke at vi skal glemme det. Jeg synes at vi skal lære af det.'' smilede hun.
Hun så roligt på ham.

Hendes øjne var igen tilbage til den rødgyldne farve, smuk og klar. Som whisky næsten.

"Fordi, jeg ikke ønskede, at drikke af andre end min kæreste ... Som stadig var i Frankrig ... Men han klarede ikke forvandlingen, så det skal jeg ikke regne med sker." Han så sørgmodig ud, men smilte svagt af hende.
"Jeg kan lide din tankegang." Han lod armen falde igen. Hun havde tydeligvis ikke tænkt sig at tage den alligevel.

hun smilede lidt.
''det er jeg ked af at høre... Hvorfor kom du egentlig hertil?'' spurgte hun stille.
''jeg ved at du langtfra er født her... Din accent siger noget nær Paris. Eller Grenoble..'' mumlede hun.
''gav du for mange tæv, eller kunne de bare ikke lide dig?'' spurgte hun roligt

''og tak. Din tankegang er heller ikke værst.'' smilede hun og blinkede let til ham

"Faktisk er jeg født i sydfrankrig. Men jeg flyttede ret meget rundt med ... min mor." Han havde ikke tænkt på sin familie i evigheder. De havde udstødt ham, da han blev mærket. Bortset fra hans lillebror, som havde været for ung til at fatte alvoren.
"Jeg har ikke lyst til at snakke om, hvorfor jeg flyttede," sagde han roligt. Han forsøgte at slippe udenom spørgsmålet.

"Er du selv født her i Tulsa?"

''det ved jeg faktisk ikke helt... Jeg er vokset op på et børnehjem i Iowa...'' sagde hun bare, og så lidt tomt ud for sig.
Minderne om Iowa fik hårene til at rejse sig i nakken.

Når hun lå spændt fast i sengen... Holdt nede...
Hun rystede på hovedet hurtigt.

"Oh ... Ved du, hvad der skete med dine forældre?" Han rynkede brynene. Det var tydeligt, at hun havde nogen grimme minder. Og han ønskede ikke at spørge ind til det.

Han ville gerne ligge en arm om hende eller gøre et eller andet, der kunne muntre hende op. Men han var stadig ikke helt tryg ved, at røre ved hende. Han var bange for, at stemningen måske stadig var anspændt imellem dem.

''min mor døde kort efter fødslen... Min far var bestyreren på børnehjemmet...'' hviskede hun bare.
Hun så lidt ned.
''han vidste ikke at jeg var hans. Ingen vidste det. Jeg stak af derfra som tolvårig... Siden da har jeg levet på gaden eller hos gæstfrie mennesker... Sommetider boede jeg på skolen. Og nu er jeg så her, uden at vide hvad mit næste skridt er. Jeg har ingen talenter - som andre vampyrer..'' mumlede hun.
Hun gned noget væk fra sit ene øje. Antydningen af små tårer. Dog var hendes stemme klar og kold som is når hun fortalte. Kynisk. Som om hun analyserede hver sætning.

''jeg ved ikke hvor meget du skjuler, men jeg er ret sikker på at den Ciel jeg ser på nu, ikke er den Ciel der levede i Frankrig. Du skjuler meget, specielt hemmeligheder...'' hun så på ham.
''en facade, for at skjule de følelser man inderst inde bare vil ud med... En maske, for at lade folk tro at man ikke lider under det pres at være bare en kenne normal..'' sagde hun bare.

''Jeg er ikke tankelæser, og jeg kan ikke analyserer folk. Men jeg kan se i dine øjne at du inderst inde ved jeg har nogenlunde ret.'' sagde hun stille.
Hun så ned igen.

Så trak hun vejret dybt.
''jeg stoler på dig Ciel. Ikke fordi du sidder her nu, men fordi du virker som mig på nogle punkter.'' sagde hun stille.
''jeg vil betro dig en hemmelighed kun en udover dig kender til...'' sagde hun stille.
''Der var mange medlemmer af bestyrelsen... En af dem var min far. Den anden var min halvstorebror. Resten var mænd som er døde nu. Navnene på dem er ligemeget.'' hun så lidt ned.
''De medlemmer voldtog mig, i grupper, mindst to gange om dagen fra jeg var seks til min tolvårsfødselsdag... De bandt mig, proppede sokker i munden på mig, i mangel af bedre. Ingen gjorde noget ved det - det var jo bestyrelsen selv. Magtfulde mænd..''

Hun turde ikke se på ham. Ikke endnu.

''på min tolvårs fødselsdag havde de en overraskelse til mig... en pisk. De piskede mig i fem timer. Jeg havde dagen før taget en pistol fra 'min fars' pengeskab...''
Hun stirrede kort på sine hænder.

''jeg skød dem alle sammen... undtagen min far og hans søn..'' hendes stemme var endnu koldere end før.
''så stak jeg af. Blødende fra hele kroppen, rystende af smerte..'' hviskede hun bare.
''lige siden den dag har jeg været på flugt fra den pige jeg var. Nemesis McBride. Forældreløs... Nu er jeg Elizabet Nowren. Og jeg vender aldrig tilbage til Iowa.'' hun så nu på ham.
hun forventede at se foragten, måske endda frygten i hans ansigt, men hun ventede ikke på hans reaktion.

''nu ved du hvem jeg er. Jeg ønsker ikke at du skal fortælle mig om digselv. Du, og Percie er de eneste der kender til mit liv.. Og de eneste der kommer til det.''
med den sidste sætning rejste hun sig, og efterlod poesibogen ved hans side.

Hun begyndte at gå, stille

Han måbede, da hun begyndte at snakke om, hvordan hun troede, han havde det. Hun ramte så voldsomt plet, at han var for overrasket til at kunne sige det meste ... Hvordan kunne hun ... vide det? Det var ikke ... Der var ingen, der forstod. Ingen ... Bortset fra Alma, men hun havde jo også affinitet for at læse følelser, så det var noget andet. Han stirrede på hende et øjeblik. Vendte så hovedet væk og blinkede et par gange mens han samlede tankerne. Han ville ikke fortælle hende, at hun havde ret. Så ville hans maskarade ikke være noget værd mere.

Han lyttede til hende og afbrød ikke en eneste gang. Da hun var færdig sad han tilbage med en underlig smerte i brystet og en underlig skyldfølelse, han ikke kunne forstå selv. Han havde aldrig selv voldtaget nogen. Men den smerte, hun havde følt ... Der var ingen grund til, at han skulle have det dårligt over det, men det havde han. Utroligt meget.

Han forstod ikke, hvorfor hun rejste sig og gik. Det var som om hun konstant flygtede. Ikke kun fra sit tidligere liv, men fra situationer, hvor hun følte sig sårbar. Det var i hvert fald, hvad Ciel havde analyseret det til. Han reste sig og fuglte efter hende. Han greb blidt hendes håndled. Han ønskede ikke at gøre hende bange eller få hende til at trække sig væk fra ham igen, men han holdt alligevel meget løst, så hun havde muligheden for at gå.
"Du havde ikke behøvet fortælle mig det ... Men ... Elizabeth." Han ville gerne give hende et kram, men han havde på fornemmelsen, det ville få hende til at føle sig udsat og ubehageligt tilpas.
"Gudinden velsignede dig. Du har fået et nyt liv." Han smilede skævt. De stærke kvinder, han havde nævnt før ... hun var en af dem. Han var imponeret over, hun overhoved havde klaret sig. "Du har sikkert reddet en masse børn fra at lide på samme måde ... Du burde være stolt af dig selv."

Hun hadede at fremstå svag. At fremstå som den der flygtede.
Men det var det hun gjorde. Hun stak af hver gang noget havde den mindste mulighed for at skade hende. Ciel havde hun givet den størst mulige mulighed for at skade hende. Hun havde givet ham sandheden.
Men allerede var det som om hun kendte ham.
Som om hun så bag piercinger, mærke og hud.
Selvfølgelig var det kun en følelse.

Da han greb fat i hende skulle hun lige til at hive sig væk, indtil hun så hans ansigt.
Så gled hun langsomt ind i hans arme. Ikke rystende, men alligevel skælvende over hans ord.
''Gudinden har givet mig en chance for et nyt liv. Men i den grad også risikoen for en hurtig og smertefuld død.'' mumlede hun mens hun lagde armene om ham i et kram.

Han lagde armene tæt om hende, da hun kom tættere på. Som for at beskytte hende fra omverdenen, selvom det var umuligt at gøre. Han sukkede svagt. Hun havde ret.
Men det hjalp hende ikke, at være så negativ.
"Du er allerede på 5. trin. Chancen for, at du klare dig, ser utroligt godt ud. Og selv, hvis du ikke klare den, så venter Nyx i Den Anden Verden." Han smilede skævt. Det havde tit hjulpet ham at tænke på. Især, når han savnede sin kæreste. Han ville vente i Gudindens verden. Og de kunne være sammen igen.

"Desuden ... Mange af de ynglinge, der dør her i Tulsa, genopstår ... Dine chancer er bedre end gode." Han smilede opmuntrende og gav hende et blidt klem.

Hun nikkede stille til hans ord.
Hun kunne ikke modsige ham.

''Jeg tænker bare på hvad der er for mig efter det her? Efter forvandlingen? Jeg hører ikke til her, som vampyr... Jeg er ikke som jer andre. Jeg elsker at være her, men jeg kan ikke undervise... Jeg har ingen steder at tage hen efter forvandlingen.'' mumlede hun.

''Dine næste timer begynder om lidt..'' Hun kyssede ham kort hvor hun havde drukket fra ham tidligere.
''Så jeg må nok hellere komme videre..'' hun gjorde an til at trække sig ud af krammet

"Du vil blive overrasket over, hvor meget arbejde der er, for vampyre." Han smilede varmt til hende. Han mærkede en underlig tomhed, efter hun havde kysset hans hals/ skulder. Da de havde sat i biblioteket og drukket af hinanden, havde han egentlig mere eller mindre brugt hende. Fordi han havde sådan brug for, at have nogen tæt på. Han havde haft sådan et ustyrligt behov for, ikke at være alene mere ... Og selvom han var glad for, han var begyndt at lære hende at kende, så følte han sig alene igen.

Han rettede lidt på sit slips og stak så hænderne i bukselommerne. "Du har ret ... Du burde også smutte til time." Han smilede stadig og man kunne ikke se på ham, hvor trist han egentlig var. Han var virkelig en utrolig skuespiller.

Hun tog hans hånd op af lommen, og flettede sine fingre ind i hans. Så tog hun den anden hånd op, og satte hænderne fladt op mod hinanden.
''barrikader gør os svære at ramme som individer, men lette at splitte fra hinanden...'' Hun så ham i øjnene mens hun lod hænderne der var fladt op af hinanden glide fra hinanden.

''sammenhold gør os stærke, og næsten umulige at skade. Intet kan ødelægge sammenholdet.'' Hun lod langsomt deres fingre vikle sig fri fra hinanden.

Hun smilede lidt til ham. Hun bakkede derefter væk fra ham igen.
''Ciel, lige meget hvad, så glem ikke sammenhold er bedre end barrikaderne.'' hun smilede kort, og varmt.

''vi ses senere..'' hun vendte om på hælen, og begyndte at gå mod sovesalene.

Han så bare på hende. Der var intet udtryk i hans ansigt, men hans øjne fortalte en hel del.
"Det er bare ... så svært ... Du, af alle, må vide, hvor hårdt det er, at bære på hemmeligheder," hviskede han hæst og så ned på deres hænder. "Man bliver alt for bange for, at komme tæt på folk."

Han så efter hende. Hans hånd føltes underligt varm og han havde en klump i halsen. Hvordan kunne hun forstå alt det, bare ved at kigge på ham? Kunne det være, at fordi, hun var som ham, kunne hun se igennem hans facade? Knyttede næverne. Han havde ikke lyst til at tage til time.