Øde ... {Kajina}

Hun bed sig i læben og prøvede at undgå at se ham i øjnene.
"Nej. Jeg er fri som fuglen." svarede hun med et let grin i håb om at lette den lidt akavede stemning. Hun undrede sig dog en anelse over, hvorfor han havde spurgt om det. Det kunne næsten kun være af ren og skær nysgerrighed, da han jo selv havde en kæreste hjemme i Frankrig. Dog gjorde det hende en smule forvirret da hun så at han rødmede en anelse.
Selvom hun ikke ville se ham i øjnene havde hun stadig blikket rettet mod ham. Hun ville ikke være uhøflig eller noget. For det var vel uhøfligt ikke at se på den man førte en samtale med, ikke? Ikke at hun altid fulgte den regel, for nogen gange krævede en situation af en at man blev nødt til at se væk. Som for eksempel for få minutter siden. Først nu lagde hun mærke til piercingen i hans bryn. Hans hår måtte have dækket for det før.

Han så op på hende med et skævt smil og hadede inderligt sig selv for den følelse af lettelse der skyllede igennem ham.
Han nikkede kort og så på hende, bed sig i læben og følte sig pludselig fuldstændig åndssvag. Han var ikke typen der forelskede sig hurtigt og han måtte vel bare forsøge at indrømme (eller indbilde) over for sig selv, at han bare var lidt ude af sig selv efter flytningen. Det var ikke spor svært at tro på og det fik ham hurtigt til at tage sig sammen.
"Det er mærkeligt," sagde han med et opmuntrende smil. "Drengene her må da have forsøgt." Han håbede at hun bare så det som venlighed selvom det var faldet ham ind at den franske accent ikke virkede venlig på Amerikanske piger - andre end hende, gættede han da på - de fleste af pigerne så det som charmerende og på flere måder var det irriterende, men der var vel ikke andet at gøre end at finde sig i det. Hvad man etisk var, kunne jo ikke ændres. Hvis det kunne, ville der aldrig have været slaver, fordomme eller noget af den slags ... Hans tanker kørte ud af en tangent.

Hun smilede stadig, men indeni kunne hun mærke skuffelsen brede sig. Han var bare nysgerrig. Selvfølgelig. Hun vidste ikke hvorfor hun havde forventet (eller håbet) andet.
I hendes hjemland havde hun måske nok været vild med en, men han var en af de der typiske populære drenge, som aldrig lagde mærke til en, hvis man ikke var blandt vennekredsen. "Ikke en eneste." svarede hun. "Jeg tror du glemmer at jeg ikke har været her særlig længe."
Selvom hun ikke havde fulgt med i filmen, der kørte på tv, fokuserede hun nu på skærmen. Det virkede nemmere end at fremtvinge et smil. Så hvis hun bare fokuserede på filmen, kunne hun jo bare lade som om hun pludselig var opslugt af den, så hun ikke nødvendigvis behøvede at smile.

Han så lidt på hende og bed sig i læben. Han troede virkelig at der ville være en masse drenge der sværmede om hende. Han så på hende, selvom hun var opslugt af filmen igen.
"Du er ellers køn, chéri ... Det er mærkeligt, at der ikke er nogen, også selvom du er ny." Han hviskede ordene for ikke at forstyrre hende i filmen. Ærligt talt ville han slet ikke have, at hun skulle høre det. Han ville sikkert heller ikke indrømme, at han havde sagt det, hvis hun faktisk havde hørt det. Han bed sig hårdt i læben men sagde ikke mere. Istedet lænede han sig bare tilbage og så på filmen. Omskrivningen af Romeo og Julie ver netop nået til der hvor Julie vågner i hendes families grevkammer med Romeo ved sin side. Han havde allerede drukket giften i den tro at Julie var død. Scenen påvirkede ham mere end han gav udtryk for. Havde Romeo blot ventet et par sekunder kunne de have levet deres liv sammen - ganske vist som flygtninge efter Romeos handling, men de ville være sammen.
"Det er sørgeligt, ikke? ... Shakespeares tragedier er virkelig utrolige."

Hun bed sig lidt i læben. Skulle hun ignorere, hvad han havde sagt og lade som om hun var opslugt af filmen eller svare? Før hun egentlig havde tænkt tanken helt til ende svarede hun, stadig med blikket rettet mod tv-skærmen. "Jeg ved godt det er en kompliment, men alle ynglinge og vampyrer er jo kønne. På den ene eller anden måde, så.. ja.." Og hun kunne ikke bare have holdt sin mund lukket?
Først nu lagde hun mærke til, hvad der faktisk skete i filmen, til trods for at hun praktisk talt havde stirret på skærmen de sidste par minutter. Hun bandede næsten over sig selv for faktisk at have fokuseret på skærmen i netop det øjeblik. Hun hadede den scene. Hver gang hun så den (Hvilket ikke var særlig tit netop på grund af dette) fik hun tårer i øjnene. Og denne gang var ingen undtagelse. Det var så sørgeligt og på samme tid så utrolig irriterende. Hvorfor kunne han ikke bare have ventet bare en lille smule før han havde dræbt sig selv? Hun håbede altid brændende (og til ingen nytte) at den scene havde ændret sig fra hver gang hun så den, men selvfølgelig endte det altid på samme måde. "Mhm.." svarede hun som et ja. Nu var hun rent faktisk opslugt af filmen.

Han så væk da hendes ord slog mod ham som en hammer. Han så ikke mere på filmen i de øjeblikke, mens han bare knyttede næverne og forsøgte at lade være med at tænke for meget over det hun havde sagt ... For helt ærligt, hvad kunne han svare? Det var ikke sådan jeg mente det!? Du er kønnere end de andre!? Nej, det kunne han ikke. Han så på hende igen og hviskede så bare med lavmæt hæs stemme.
"Det var ikke sådan jeg mente det, chéri." Han så på hende mens hun fik tåre i øjnene og rakte ud for at ligge armene om hende, men lod dem så falde igen. Han kunne ikke gøre noget for at hjælpe og alt føltes akavet i det øjeblik. Han rømmede sig svagt og så bare væk fra hende igen. Rulleteksterne begyndte på skærmen lige efter at Julie havde taget sit eget liv for at dø ved Romeos side.
"Det er tragisk," hviskede han og det var ikke hundrede procent henvendt til filmen.

"Hm?" spurgte hun og vendte sit hoved en anelse mod ham, men stadig med øjnene rettet mod tv'et. Hun var ikke sikker på, hvad han havde sagt. Sikkert et svar på hvad hun havde sagt. Det måtte det jo næsten være.
Da rulleteksterne rullede ned over skærmen på sort baggrund så hun endelig på ham. "Det er meget tragisk." Hun smilede skævt og tørrede hurtigt tårerne væk. Hun brød sig ikke om at græde når der var andre til stede, men hun havde ikke tænkt over det da filmen stadig havde været igang.

Han bed sig svagt i læben og så ned på sine hænder. Hvis bare Romeo ikke havde dræbt Julies fætter havde så meget af det ikke været nødvendigt ... Et suk slap hans læber. Det var tragisk, men samtidig måtte man jo indrømme, at Shakespeare var et geni.
Han så lidt på Kajina igen og rynkede bekymret benene. Hun blev tydeligvis også berørt meget hårdt af Romeo og Julie.
"Er du okay?" Han smilede bekymretog gav hendes skulder et blidt klem. Hun så ud til at være lidt ved siden af sig selv og det var ikke rart at se. Overhoved ikke ...
Han greb fjernbetjeningen med den anden hånd og begyndte at zappe fraværende, selvom hans blik var vendt mod hende.

//Det blev lidt kort ... Sorry.

Det var den bedste Romeo og Julie version hun havde set. I hvert fald den del hun havde set af den. Så vidt hun vidste var der i hvert fald et par stykker. Nu hun tænkte efter havde hun aldrig set eller læst den originale. Det var hun heller ikke sikker på hun ville. Hvis en nyere version kunne få hende til at græde, ville den originale med sikkerhed også.
Deres kærlighed var bare så intens at det næsten ikke var til at bære.
"Ja, selvfølgelig. Det er jo bare en film." Hun smilede skævt. Det sidste var mere ment til hende selv; det måtte hun huske sig selv på næste gang hun så den.

Han nikkede kort og bed sig en smule i læben. Så trak han hånden til sig og fortsatte bare med fraværende at skifte kanal, mens han ikke rigtig kunne få den rigtige grimasse frem.
"Begynder du ofte at græde sådan over film?" Selv huskede han hvordan han næsten var begyndt at stortude i slutningen af Remember Me og det var bare pinligt ... Men helt ærligt! Den gav udtryk for at ende helt lykkeligt og så ...
Han skubbede det fra sig og stoppede bare op på et halv-kedeligt dyreprogram mens han vente blikket mod Kajina igen og smilede skævt.
En eller anden kat miavede skingert, da en eller anden kom til at træde den over halsen og Ciel krympede sig kort ved den skrækkelige lyd. Stakkels pelsklump. Drengen, der havde gjort det, var blevet helt hvis i ansigtet og kattens yngling stod og forsøgte at dæmpe stemmen mens han skældte ud.
Ciel så ud som om det var ham der lige var blevet trådt på.

Hm, så han havde altså lagt mærke til det. Men så igen, hvordan kunne han undgå det, når hun havde tørret dem væk lige for øjnene af ham. Hun lavede en mental note til sig selv om at det ikke måtte gentage sig.
Hun masede sig lidt længere ned i sækkestolen, så hen nu lå ned. Det var den mest behagelige position i en så stor sækkestol.
"Hvis de er sørgelige nok, så ja." Hun smilede skævt. "Det er faktisk ekstremt pinligt." mumlede hun bagefter.
Hun hørte katten, der miavede i baggrunden og så kort hen på den for at se, hvad der var sket. En eller anden havde vist trådt den over halen. Hun så på Ciel igen og så hvordan han reagerede på det. "Man skulle tro du kunne mærke smerten fra katten." konstaterede hun undrende ud fra hans udtryk i ansigtet.

Han nikkede forstående til hende og kæmpede endnu engang mode trangen til at trække hende ind til sig og forsøge at trøste hende. Det var tydeligvis noget der tog rimeligt hårdt på hende og han ville så inderligt ønske, at der var noget han kunne gøre, men det var der selvfølgelig ikke. Han sukkede svagt og lod emnet ligge. Hun var tydeligvis heller ikke for glad over, at han rev op i det. Han skulle nok bare have holdt sin kæft i første omgang.
"Nej, jeg kan ikke føle det ... Men prøv lige of forestille dig hvilke smerter det må være ... " Han vidste at en kats hale var ligeså vigtig -hvis ikke, så mere vigtig- som alle andre dyrs. Uden den kunne den jo ikke holde balancen og gå så ubesværet og elegant.
"Okay, det er måske svært at forestille sig, når vi ikke har haler. Men stadig." Han sukkede igen, da det ikke lod til at han gav den mindste smule mening. Han havde ellers håbeet at han for en gangs skyld ikke vrøvlede helt åndsforladt.

Hun satte pris på at han lagde emnet ligge. For hende selv var det at hun græd over film en af de mest pinlige ting ved hende. Hun vidste jo udmærket godt at, hvad der skete i film ikke var virkeligt. Alligevel levede hun sig så ekstremt meget ind i handlingen.
"Tja, jeg kan forestille mig at det er værre end at blive trådt over tæerne." Det var den eneste sammenligning hun kunne komme på. For som sagt havde vi jo ikke haler, så at finde en passende sammenligning var svært.
Det var så nemt for hende at se, hvor meget han holdt af katte, eller måske var det bare dyr i det hele taget - hun var ikke sikker.

Han nikkede lidt og bed sig i læben. Han kunne tydeligt forestille sig, at det måtte være meget værre. Måske som at få en finger i klemme i døren. Eller en høj hæl over skinnebennet. Han skubbede det hele fra sig. De ville jo nok aldrig få at vide, hvordan det var - medmindre altså at hinduerne havde ret og man blev genfødt. Det ville sikkert være mærkeligt at blive genfødt som en kat ...
"Det må være frygteligt," hviskede han bare kort og ledte allerede efter et nyt emne.
"Øh ... Hvad har du vaglt i valgfag?" Han lagde hovedet på skrå og smilede skævt til hende. Selv havde han vaglt drama. Og til fysisk træning havde han valgt fætning - for helt ærligt, ville det se åndssvagt ud, hvis han var flyttet til ridning ... Ham på en hest ville ikke være et kønt syn. Og han havde nydt fægtning i Frankrig, så det havde været en selvfølgelighed at tage det i Tulsa også.
Han tænkte kort, at Kajina sikkert var typen der havde valgt poesi, men han kunne selvfølgelig ikke dømme hende, når han næsten ikke kendte hende endnu.

Hun tænkte sig om. Hvad havde hun egentlig valgt? Musik var udelukket - hun elskede ganske vist at lytte til musik, men at spille eller synge selv var ikke lige hende. Poesi var det samme - hun havde ikke en eneste poetisk celle i sin krop. Det fandt hun hurtigt ud af da hun havde valgt det i Kina. Det var noget værre rod og hun havde egentlig kun gjort sig selv til grin. "Hmm. Drama tror jeg nok. Jeg er godt nok ikke særlig god til det, men det er bedre end alt det andet." Hun smilede skævt og trak på sin ene skulder. "Hvad med dig? Hvad har du valgt?"

Han smilede skævt og tænkte kort, at så havde han åbenbart taget fejl alligevel. Det var bare typisk.
"Jeg har også drama ... Det havde jeg også i Frankrig." Han smilede skævt og lænede sig stadig tungt tilbage i sækkestolen. Han vidste ikke helt om det var noget specielt godt valg af emne. Der var jo ikke mange, der kunne lide skolen. Selv blandt ynglinge. Han sukkede tungt og kom i tanke om hans lektier i Vampyre og Samfund.
"Har du lavet lektier?" Han lagde hovedet lidt på skrå og det slog ham pludselig at de nok ikke ville få drama sammen, på grund af de forskellige trin. Det var ærgeligt for han ville ellers gerne se, hvad hun kunne.

"Er du god til det?" spurgte hun nysgerrigt og så på ham med et bredt smil. Som sagt var hun ikke selv god til det; hun havde en mild form for sceneskræk, så hun håbede ved at vælge drama at hun kunne komme over det.
Hun sukkede dybt da han nævnte lektierne. Ikke fordi hun havde mange lektier for, mere fordi hun i øjeblikket ikke orkede at lave dem. "Ikke en eneste."

Han smilede svagt og nikkede så. Han synes selv han var rimelig god til det. Men hans mor var også skuespiller så han var rimelig meget vokset op indenfor teatrets verden.
"Oui, det synes jeg da selv ... Jeg har altid nydt skuespil." Han trak beskedent på den ene skulder selvom det ikke virkede helt sådan. Han var rimelig selvsikker men han ville ikke virke arrogant - det var der desværre nogen der synes, og det blev hans selvværd desværre kun dårligere af. Men han forsøgte af alle kræfter at holde hovedet op og se positivt på verden omkring ham ... Selvom det ikke altid virkede særligt godt. Men hans skuespil var godt nok til at han kunne lade som om alt ver helt perfekt ... Derfor havde kun hans bedste venner den mindste idé om, hvem han var ... Og kun hans kæreste havde for alvor kendt ham helt og igennem. Det var hårdt at åbne sig men af en eller anden grund gik det altid meget hurtigt for andre at åbne sig, når det var ham de var i nærheden af. Han havde en udståling der virkede så beroligende og loyal at folk for det meste stolede på ham med det samme ...
"Hvad med dig? Har du spillet før?"

Hun rystede på hovedet. "Jeg har sceneskræk, så.. ja.. Jeg håber lidt at komme over det ved at have Drama." Hun smilede skævt. Det gav vel mere mening, hvis hun havde valgt musik. Man kunne jo lære at spille på et instrument. Som sagt, så gør øvelse mester.
"Må man få en smagsprøve på dit skuespil?" spurgte hun og hendes skæve smil blev igen til det brede smil fra før. Han kunne jo muligvis give hende lidt inspiration til at øve sig mere på skuespil.

"Sceneskræk er jo sådan set frygten for, hvad andre tænker om dig ... Hvis du står på scenen med en ven, som du stoler på, og lysene blænder dig, så du ikke kan se publikum, er der ikke længere noget sceneskræk." Han havde stået på scener siden han var tre år gammel og tog med sin mor rundt på turné. Han havde set hvordan hun kunne kurere folks sceneskræk på få minutter og han håbede at han havde evnerne til at gøre det samme.
"Vi kan øve sammen en dag, hvis du vil." Han lagde hovedet på skrå med et skævt smil. "Du vil sikkert glemme din sceneskræk og jeg glemmer sikkert hvor dårligt mit engelske er." Han smilede opmuntrende men rettede sig så lidt op, da hun bad om en smagsprøve. Han grinte kort, men rystede så på hovedet.
"Nej, så vil jeg tiltrække for mange blikke. Og lige nu har vi to vist ikke brug for mere opmærksomhed." De nye skulle jo helst ikke stikke for meget ud allerede fra starten - det ville være bedre for dem begge, hvis han lod vær. I hvert fald, til de var alene.

"Det er vel rigtigt nok." Hun havde aldrig tænkt på det på den måde. Men hun håbede inderligt at hun kunne få kureret den sceneskræk. Det var forfærdeligt hele tiden at spekulere over, om andre så hende gøre et eller andet dumt. Både på scenen og væk fra scenen.
"Det kan vi da godt og det er vel en god måde at slippe af med min sceneskræk." Hun var glad for at han faktisk var villig til at hjælpe hende. Det var egentlig utroligt så mange ting han var i stand til at hjælpe hende med; først det med hendes familie og nu hendes sceneskræk. Okay, det var måske ikke så forfærdeligt mange ting, men på én dag føltes det nu som mange.
"Vi kan gå et andet sted hen?" Foreslog hun ivrigt.

"Det plejer at hjælpe ... Sceneskræk skal trænes væk." Han smilede skævt
Han så lidt rundt i rummet, så greb han fjernbetjeningen og slukkede fjernsynet. Han smilede skævt og rejste sig fra sækkestolen.
"Selvfølgelig, vi kan godt gå et andet sted hen ... Men hvor?" Han smilede skævt og rakte hånden ned for at hjælpe hende op. Han overvejede kort, hvad de kunne gøre ... Der var vist ikke så mange steder, hvor de vidste, de kunne være alene ... Men det mest oplagte ville jo være ...
"Hvad med Drama-lokalet? Der er alle manusskripterne jo også, og så har vi en scene at øve på." Han havde altid nydt at stå på scenerne og han havde før fået at vide, han havde talent, men han var ikke 100% sikker på, at de ikke bare havde forsøgt at opmuntre ham. Han håbede i hvert fald ikke, at det var sådan, det var ...
Han bed sig lidt i læben uden helt at vide hvorfor. Noget sagde han bare, at der snart ville være et værre problem end lidt sceneskræk.

Hun tog fat i hans hånd og rejste sig op. "Det er vel fint nok." Det var vel egentlig oplagt at bruge dramalokalet. Og der var heller ikke nogen der havde time derinde nu.
"Hvad er du bedst til? Altså nogen bestemte roller eller noget?" spurgte hun nysgerrigt mens hun bevægede sig mod døren ud til gangen. Da hun ikke selv spillede skuespil vidste hun ikke om der var nogen bestemte roller hun var god til. At spille en genert lille pige gjaldt vel ikke når det var det hun var lidt af i forvejen. Og hun kendte heller ikke nogen skuespil der ellers ville være populære blandt dem der virkelig gik op i det.

Han trak svagt på skulderne mens de gik og han tænkte det igennem. Han overvejede nøje, hvad han skulle svare, men nikkede så, da de var på vej ud af fællesrummet og pludselig stod ude i gården.
"Oui ... " svarede han lettere langtrukket mens hans tanker fløj tilbage mod Frankrig. "Jeg har en kærlighed for Shakespeare og jeg nyder at spille den slags gammeldags roller." Han lagde let hovedet på skrå og så op imod halvmånen der hang højt på himlen. Han smilede svagt og begyndte mere og mere at savne sit skuespil.
"Vi kunne tage en af de stykker, hvis du er trykke ved det?" Han så ned på hende igen og smilede svagt mens de gik tilbage mod skolebygningen.
"Ville De have noget imod det, Chéri?" Hans tone var pludselig gammeldags og nobel. Kort bøjede han hovedet som en ærbødig gestus og smilede til hende med øjne der lyste af selvsikkerhed, men som ikke længere lignede Ciel's. Hvis det ikke var for de grønne ringe i hans irisser ville man tro det var en hel anden person.

Hun så op mod himlen da de trådte udenfor. Månen skinnede stadig smukt på den mørke himmel. Og før hun vidste af det var han allerede begyndt at spille skuespil. Hun kunne nemt høre det på hans stemme, at han ikke var 'sig selv' mere. Både hans stemme og selve sproget havde ændret sig. Det var mere gammeldags nu.
"Slet ikke." svarede hun med så fornem en stemme hun kunne mønstre. Hun var ikke helt inde i hvordan man snakkede dengang, så hun måtte vel bare se om hun kunne huske noget fra de film hun havde set, hvor handlingen foregik i gamle dage.