Øde ... {Kajina}

Han rystede bare på hovedet og sukkede tungt. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, men han vidste med sikkerhed, han ikke kunne fortælle hende, hvad der var sket.
"Bare glem det ... " Hvislede han træt og så op på skærmen igen. Stemmerne fra et fjernt minde -et mareridts sceaneri- spillede bagerst i hans tanker, mens han af alle kræfter forsøgte at få det ud af hovedet.
Hans hænder rystede lidt. Han ville være død nu, hvis han ikke havde fortalt Frankrigs Ypperstepræstinde, hvad han havde gjort ... Han bed sig hårdt i tanken mens han tænkte på, hvordan han ville være blevet sendt i fængsel og ville langsomt være blevet syg på grund af tiden væk fra vampyrene og han ville have hostet lungerne i smadder i en tilfældig celle. Han fik det dårligt ved tanken og trak benene op til sig i sækkestolen.
"Det hele er ligemeget nu." Han talte mere til sig selv end til hende, mens hans øjne blev glasagtige af tåre. "Det er ligemeget," gentog han med en hvisken.

Hun bed sig i læben, da hun ikke vidste, hvad hun nu skulle gøre. Det var åbenlyst at han ikke havde lyst til at fortælle hende det og det var egentlig okay. Hun ville gerne trøste ham; problemet var bare at det ikke ligefrem var hendes stærke side, ikke når det gjaldt ord i hvert fald. Så i stedet rykkede hun den sækkestol hun sad i tættere på hans og lagde forsigtigt og langsomt - så han kunne nå at skubbe hende væk, hvis han ikke ville have det - sin ene arm om hans skuldre. Derefter lagde hun - igen forsigtigt - sin anden hånd oven på hans rystende hænder for at berolige ham. Det der var sket var tydeligvis noget der havde taget hårdt på ham.

Han smilede svagt til hende, da hun lagde armene om ham, som hun gjorde. Han så lidt op på hende med tårefyldt blik.
"Jeg ville gerne forklare dig, hvad der er galt, men ... Så ville jeg være nød til at flytte igen," han hviskede kun, da han ikke ville lade nogen andre vide, at rygterne muligvis havde talt sandt.
Han gav hendes hånd et blidt klem, mens han langsomt holdt op med at ryste. Han nød virkelig at mærke nogen tæt på sig og han var faldet fuldstændig til ro. Han så hende lidt i øjnene og rykkede sig så lidt væk fra hende i den store sækkestol.
"Bare sæt dig herover," sagde han lavmælt med et smil på læberne. Han bed sig lidt i læben og vidste ikke, om det virkede forkert, hvad han havde sagt ... Han håbede bare hun forstod. Og efter, hvad hun havde været igennem, regnede han også med, at hun havde et behov for at være i nærheden af nogen igen. "Hvis du vil," tilføjede han genert og så lidt mod fjernsynet igen da der var kommet lidt farve i hans kinder.

"Er det virkelig så slemt?" spurgte hun bekymret. "Men.. hvis du har brug for at snakke om det, så snak endelig løs. Jeg er ikke den sladrende type." Det havde jo hjulpet for hende at tale - eller snarere at få banket sandheden ind i hovedet - om det. Det havde fået hende på andre tanker mht. at fortælle hendes familie om hvad der var sket med hende.
Hun smilede skævt, da han sagde at hun bare kunne sætte over til ham. Uden at tænke meget over det satte hun sig over på sækkestolen han sad på uden at fjerne sin arm fra hans skuldre. Hun kunne godt mærke at han var blevet en smule mere afslappet, men hun ville ikke slippe ham endnu, da de jo stadig var ved et emne, der tydeligvis var svært for ham at tale om. Hun fandt det en smule sødt, da hun så den lettere røde farve i hans kinder.

"Det ved jeg ... Jeg stoler på dig." Det var faktisk et chok for ham, da han forstod, at han mente det. Han plejede normalvis ikke at stole på nogen så hurtigt. "Men jeg vil ikke skræmme dig," han hviskede stadig på samme måde som før og smilet på hans læber voksede svagt, mens hun satte sig hen til ham. Han lagde blidt den ene arm om hende og holdt hende også blidt ind til sig. Han kunne ikke fortælle hende det, selvom han ønskede det så brændende - men på den anden side turde han ikke. Mindet brændte ham op, men han havde det bedst med, at kun de, der allerede vidste det, havde kendskab til den frygtelige handling.
Han ønskede også at tro, Nyx holdte hånden over ham nu, men han forstod ikke, hvorfor hun havde ladet ham slippe grebet på den måde ...
Den største gave gudinden kan give sine børn, er fri vilje.
Han sukkede tungt og lagde blidt sit hoved mod hendes, mens han så på fjernsynet igen.
"Undskyld ... Men jeg kan ikke ... Jeg klare ikke at flytte igen."

Hun kunne ikke lade være med at smile, da han sagde at han stolede på hende. Det overraskede hende dog, men det var stadig rart at høre.
Han ville ikke skræmme hende? Så det var virkelig så slemt? Det var muligvis slemt, hvad han havde gjort, men hun ville stadig gerne vide det. Ikke at hun kunne tvinge ham til at sige det.
"Vi kan gå et andet sted hen, hvis det er?" Foreslog hun lidt efter. "Et sted, hvor der ikke er nogen, så ingen andre høre det." Hun ville acceptere det, hvis han sagde nej. Og hvis han gjorde, ville hun lade emnet ligge.

Han sukkede svagt og han måtte desværre indrømme, at han blev en smule irriteret på hende i det øjeblik. Han trak vejret tungt en gang, for ikke at hæve stemmen af hende. Det havde hun trods alt ikke fortjent. Hun var vel bare lidt langsom eller noget ...
"Jeg sagde jo, jeg ikke vil fortælle dig det." Sagde han med fast stemme, uden at hans udtryk sagde noget om, hvad han følte. Og dog var han sikker på, at hans øjne skød lyn.
"Og jeg ændre ikke mening," sagde han bare kort for hoved og sukkede. Han gav hende et blidt klem og ønskede bare, at han overhoved ikke havde bragt emnet på bane. Nu fortrød han det i hvert fald bitterligt. Han begyndte at få det dårligt og ønskede bare at de frygtelige minder kunne slippe hans sind.
"Jeg stoler på dig, men jeg vil ikke skræmme dig og jeg fortæller dig ikke hvad der skete." Han så på hende et øjeblik før han lænede hovedet tilbage og hviskede en kort bøn til gudinden, på fransk.

Hun veg en smule tilbage, da hun så hans øjne. Hun ville jo bare give ham en chance for at få lettet presset fra hans skuldre eller noget i den retning. Hun rettede sit blik mod fjernsynet i stedet. Hun fik en smule dårlig samvittighed over at have presset ham på den måde. "Okay.. Det er så i orden." Hun kunne ikke lade være med at føle at hun blev ved med at irritere ham. Først ude i gården og nu igen i opholdsrummet.
Hun så på ham igen, da hun hørte ham hviske et eller andet på fransk.

Et kort suk slap ham, men så satte han sig op med et forsigtigt smil og så på hende.
"Det er ligemeget ... Jeg klare mig." Han var hurtigt faldet til ro igen. Han brød sig ikke om at være sur på hende. Han havde det ikke godt med sit temprament. Det var jo det, der havde sat ham i problemer i starten..
Han så lidt mod fjernsynet igen og holdt hende bare blidt ind til sig. Der var ikke rigtig så meget at sige mere, og han var bange for, at de ville ende i endnu et skænderi, hvis han rev op i det igen. Han orkede ikke at skændes med en, der forstod ham så godt og havde været sådan en god ven for ham, da han var ny. Selvfølgelig var det klart, at hun ville det, når hun også selv var ny, men han satte alligevel stor pris på hendes venskab.
Filmen sluttede og han sukkede trist.
"Vi fik ikke engang set slutningen," mumlede han lidt. De havde været så optaget af samtalen, at han ikke engang havde set at filmen var begyndt at dreje mod enden. "Nå .. "

"Godt, men bare sig til hvis du engang har brug for at få det ud." Hun håbede ikke han tog det som om hun pressede ham igen. Hun ville bare have at han vidste at så snart han virkelig havde brug for det, så ville hun være der. Selvom de kun havde kendt hinanden i få timer føltes det for hende som om de havde kendt hinanden længe.
Hun så op på skærmen da han sagde at filmen allerede var slut. "Ej øv, den var ellers god." Hun rakte ud efter fjernebetjeningen og begyndte endnu engang at zappe igennem de mange kanaler.

"Merci," hviskede han bare og smilede svagt. Det var rart at nogen ville høre på ham, men det store problem var nu, at han havde svært ved at stole fuldstændig på nogen og selvom han stolede på hende, var det ikke 100% ... Han kunne sikkert ikke stole så meget på nogen igen nogensinde ... Han sukkede svagt og klistrede bare øjnene til skærmen igen.
"Oui, det er altid nogen ret gode film, når der er vampyre med ... I Frankrig er de bedste skuespillere vampyre," sagde han med et skævt smil. "Vi lærte det i Vampyre og Samfund. Menneskerne ved sjælendt hvem der er vampyre og ej, for de berømte vampyre kan godt finde på at dække deres mærke." Selv ville han nok ikke kunne gøre det, når han blev forvandlet. Han var alt for stolt af sit mærke. "Nogen siger godt nok, at det er nedværdigende at dække mærket, men jeg forstår godt at en skuespiller føler sig lidt tvunget til det." Tanken om alle de paparatzits var ikke rart. Alligevel drømte han om selv at blive skuespiller. Uden at dække mærket, når han var udenfor scenen altså ...
"Hvad synes du om det? At dække mærket?" Han lagde hovedet lidt på skrå og var glad for at have ændret emnet.

Hun lod emnet ligge og fokuserede på skærmen, mens hun prøvede at finde noget, der var værd at se. Selv med de mange kanaler var det svært at finde noget. I stedet for bare at zappe igennem kanalerne gik hun ind i listen med alle kanalerne og kiggede efter én bestemt kanal. Hun blev en smule overrasket over, hvor mange kanaler der faktisk var.
"Det er vel okay. Altså det spare en for en masse pladder fra menneskene, når man går på gaden. Og så især, hvis man er skuespiller. For jeg tvivler på at menneskene ville tillade at have en vampyr med i deres film, hvis de vidste det." Hun forstod ikke, hvorfor menneskene var så fordomsfulde over for vampyrer. Mange af de ting de troede de vidste om vampyrer var jo ikke engang sandt.

"Men for det meste ville vampyre ikke dække deres mærker ... Erebos sønner gør det aldrig," pointerede han kort. Ikke fordi han havde tænkt sig at blive en af Erebos sønner. Han var ikke en kriger. Han var ikke af den rette støbning og han havde større drømme, selvom det ville være en ære at tjene sin ypperstepræstinde.
"Og præstinderne ville aldrig nogensinde så meget som overveje det. Han vidste godt, at det ikke var det samme som skuespillere, men alligevel ... Det var kun ynglinge, der skulle dække deres mærker ... Han forstod det godt. Teenagere ville ikke kunne klare de skæve blikke og bespottelsen.
Han tog fat om hendes hånd, da der kom en kanal, der så rimelig spændende ud. Han kneb svagt øjnene sammen, da det kraftige lys strømmede ud af stærmen. Det så ud til at være endnu en drama, men det var vistnok en gammel kærlighedsfilm istedet for et familiedrama. Efter et par minutter opædt af sine egne tanker rød hans overvejelse ud af ham.
"Virker det ikke som en omskrivning af Romeo og Julie?" Han havde altid nydt William Shakspeares værker og han kunne nok allerede dén udenad.

Hun trak på sin ene skulder af hans svar. "Tja.." Var hendes noget så intelligente svar. Hun vidste godt at vampyrer for det meste ikke dækkede deres mærke, men visse tidspunkter krævede det, hvis man ville have et liv blandt mennesker. Selv ville hun gerne kunne gå blandt dem uden at blive gloet på.
Hun stoppede med at zappe, da han tog fat om hendes håndled. Hun så på skærmen med hovedet en anelse på skrå. Hendes læber trak sig ud i et smil, da hun så det var en kærligheddrama denne gang. Så vidt hun kunne se var den næsten lige begyndt. Der var måske gået et kvarter eller tyve minutter. "Lidt." Hun kendte godt Romeo og Julie, men kun i det store og hele; den forbudte kærlighed, to familier og alt det der.

Han citerede en af Romeos replikker og det passede meget godt med det skuesplleren sagde.
"Jeg er ret sikker," sagde han så bare kort med et skævt smil og grinede lidt mens to katte kom løbende forbi dem, mens de jagtede hinanden. En af kattende hoppede op på dem og for så videre. Han rystede lidt på hovedet og så ned på sin arm, hvor kattens klo havde revet lidt ned over hans hud. Han sukkede tungt og tørrede blodet af før en af 5. eller 6. trins eleverne blev for sultne. Ikke fordi det skadede nogen, når ynglinge drak af hinanden, men han ville virkelig ikke have en ilde til at hænge på armen.
Han skulle lige til at spørge, om hun havde en kat, men han kunne pludselig ikke huske, om han allerede havde stilt hende det spørgsmål.
"Katte er nu nogen smukke væsener," mumlede han istedet mens han forsøgte at få den lille flænge til at holde op med at bløde.

"Det kan jeg se." Han kendte åbenbart Romeo og Julie ret så godt siden han kunne citere noget fra den.
Et kort gisp forlod hendes læber, da en kat pludselig hoppede op på dem og for videre. Hun havde ikke lagt mærke til kattene før det. Hun så lidt efter dem mens de jagtede hinanden. Hun elskede katte og havde selv haft en før i tiden, men endnu havde ingen kat valgt hende.
Hun lagde mærke til at katten der havde hoppet op til dem havde revet Ciel på armen, så han blødte en smule. Blod generede hende endnu ikke. Hun havde prøvet blodvinen en gang da hun var på Nattens Hus i Kina, men det havde smagt forfærdeligt og ærligt talt væmmedes hun lidt ved tanken om at hun en dag ville komme til at elske smagen af blod. Dog ville det ikke ske før om et års tid eller to.
"Ja.." svarede hun en smule fraværende, da tankerne om blod stadig kørte rundt i hendes hoved.

Ciel lagde mærke til den pludselige ændring i hendes toneleje og så lidt undrnede mod hende.
"Noget galt?" Han kom i tanke om, at blodet måske generede hende og bed sig lidt i læben. "Oh ... " Han slikkede kort henover såret og det var allerede begyndt at lukke tid og lugten af blod forsvandt også kort efter.
"Det var bare en rift... Klare du dig?" Han rynkede bekymret brynene og havde allerede fuldstændigt glemt sine beundringer af kattenes væsen.
Han gav hende et blidt klem og slap hende så - hvis det var blodet, hun så ud til ikke at bryde sig om, ville han ikke tvinge hende til at sidde så tæt på ham. Det overraskede ham selv, hvor meget han lige pludselig bekymrede sig for hende. Han smilede skævt og forsøgte at finde på noget at sige, men han vidste godt at han allerede plaprede alt for meget. Det var en dårlig vane han havde, når han var genert eller nervøs og det var oven i købet en af den slags vaner, der virkelig var et problem i dagligdagen.

Hun rystede på hovedet og vendte tilbage til virkeligheden. "Ja, selvfølgelig. Jeg kom bare i tanke om smagen af det." Hun skar en grimasse og fokuserede på filmen, der stadig var i gang. At dømme ud fra scenen havde de lige fundet ud af hvilken familie de hver især tilhørte.
"Sååå, har du nogen kat?" spurgte hun for delvist at vende tilbage til emnet om katte og for at dreje samtalen over på noget andet end blod.

Han grinede lidt og gav hendes skulder et klem.
"Jeg kan godt huske hvor frygteligt det var på 4. trin. Det bliver bedre." Forsikrede han hende hurtigt og håbede at det kunne opmuntre hende en smule. Blod var ikke noget mennesker skulle tænke så meget over, så han forstod udemærket at ynglinge havde det så svært ved at skulle se deres nye liv i øjnene. Han havde også selv haft det svært, men det var gået over allerede efter 3. trin. Han vendte sig ellers ikke til ting så hurtigt, men det havde hjulpet meget at have forstående venner om en, der alle kendte og havde været igennem præcis den samme situation.
Han ville gerne skifte emne igen. Samtaler virkede ofte meget sjovere, når man hele tiden fandt et frisk emne, og Kajina stak det lige i hånden på ham.
"Nej, jeg har ingen kat ... Men jeg håber snart, der er en, der vælger mig." Han lagde hovedet lidt på skrå og lignede et øjeblik selv en kat. "Du har ikke en kat vel?" Han var stadig i tvivl om de havde talt om det før eller ej. Men han havde det med at blande personer og samtaler sammen, så det var et problem han ofte havde.

"Det håber jeg.." Hun ville ikke røre noget som helst der kom i nærheden af at være blod før hun var fuldstændig sikker på at hun ville kunne lide det. Tanken var næsten direkte frastødende, men det ville vel ændre sig på et eller andet tidspunkt.
I det øjeblik mindede han skræmmende meget om en kat. Hun kunne ikke lade være med hurtigt at nusse ham blidt på kinden med sin ene hånd, efterfulgt at et grin. "Det er lige før du heller ikke behøver en kat, når du selv ligner en." Efterfølgende rystede hun på hovedet af hans spørgsmål. "Nej."

"Så jeg ligner en kat, chéri?" Han kunne ikke lade være med at grine af hendes kommentar, men rystede det så bare af sig, da han ikke tog det så frygteligt seriøst. Han var en god skuespiller, men skuespil ville aldrig blive ligeså godt som at have sin egen bløde pelsklump ved sin side.
"Jeg vil gerne have en rigtig kat," sukkede han teatralsk, men smilede svagt, da hun strøg ham over kinden. Han tøvede kun et øjeblik før han lagde sin hånd over hendes med et skævt smil og så hende i øjnene et par tavse sekunder. Så slap han hurtigt igen, da han tænkte på sin kæreste i Frankrig. Så mange kilometer mellem dem, men et forhold var et forhold ...
Et suk slap ham og han så genert ned.
"Hvad har du lyst til at lave?" Han så op på hende igen med et skævt smil og forsøgte at glemme alt hvad han lige havde tænkt. Han havde kort tænkt at hun virkelig var smuk, men han kunne vel ikke tillade sig at tænke sådan.

Hun nikkede bekræftende med et drillende smil. "Jep. En man har lyst til at kramme og nusse med." Det var først bagefter det gik op for hende at det lød forkert. Mentalt krydsede hun fingre for at han ikke ville forstå det på samme måde.
Da han så hende i øjnene lagde hun igen mærke til den grønne ring om hans irisser. Det så virkelig så anderledes ud, men samtidig klædte det ham. Endnu engang blev hun så betaget af hans øjne at hun glemte alt andet, så da han så væk blinkede hun et par gange for at komme til sig selv igen. Hun rømmede sig lavmælt, en smule genert og trak på sin ene skulder ved hans spørgsmål. "Jeg aner det ikke."

En latter slap hans læber og han rystede bare lidt på hovedet af dem begge to. Hvor var deres samtale dog latterlig. Han smilede skævt til hende og lukkede øjnene et kort øjeblik mens han fik sine tanker samlet så de ikke berørte emner, han ikke ville i nærheden af - selvom det ikke virkede alt for godt.
"Øhm ... Vi kunne ... Vi kunne ... " Han kunne pludselig ikke fjerne sit blik fra hendes øjne óg hans stemme begyndte langsomt at tone ud, selvom han blev ved at gentage de to ord i tankerne. Han havde svagt lænt sig mod hende, men så hurtigt væk igen. Det var ikke kun på grund af hans kæreste - bildte han sig selv ind. Han forsøgte at tro, det var fordi han ikke ville blande hende ind i det, han havde været igennem. Men en stemme bagerst i hans hoved råbte det er fortid, det er fortid! Og det ønskede han også at tro.
Han sukkede af dig selv og bed sig i læben.
"Hvad tænker du på?"

Hun havde rettet sit blik mod skærmen foran dem, stadig flov over hvad hun havde sagt, som hun selv havde misforstået en anelse. Heldigvis lod det ikke til at han havde forstået det på samme måde som hende.
Filmen var nu halvvejs og hun forstod ikke rigtig sammenhængen i den længere. Det hun sidst havde set af filmen gav ikke den mindste mening med hvad der skete nu. Hun trak på sin ene skulder og ignorerede filmen. Når hun ikke havde fulgt med i den kunne hun lige så godt ignorere slutningen.
Hun så på ham da han skulle til at foreslå, hvad de kunne lave. Han så hende pludselig i øjnene og var tættere på end hun havde forventet. Hun kunne mærke varmen stige op i sine kinder og kiggede igen væk. "Ikke noget specielt." svarede hun hurtigt. "Og du?"

Hans mave slog saltomontaler og hans åndedrag var ubehageligt tungt efter det, han lige havde været ved ... Hvor ville det havde været pinligt. De havde kendt hinanden så kort. Han bed sig hårdere i læben mens hans hænder svagt rystede af nervøsitet.
"Jeg tænkte ikke på noget særligt ... Bare på alle dem hjemme i Frankrig." Han sank en klump. "Har du en kæreste hjemme i Kina? Eller her?" Han mærkede varmen i sine kinder og vendte blikket ned mod sine hænder mens hans tanker hurtigt for af sted og ud i de mærkeligste retninger. Han ville ikke tænke på, om hun var sammen med nogen og selvom han havde en kæreste, håbede han, hun ville sige nej.
Han rakte op og pillede ldit ved piecingen i hans bryn, mens hanforsøgte at samle tankerne om, hvor han skulle få den næste piecing, når 5. trin var overstået. Han havde en piecing for hvert trin i hans forvandling.
Efter 3. trin havde han fået den i brynet, efter 4. havde han fået en i tungen og nu skred 5. trins slutning mod sin ende ... Ja, det hjalp ham med at aflede tankerne og han faldt straks lidt mere til ro.