Øde ... {Kajina}

S: Bibliotekets fjerneste hjørne.
T: Kort før spisetid.
O: Reoler og bøger.
V: Overskyet, men det påvirker jo ikke biblioteket.

En bleg hånd strøg langsomt hen over et par bogrygge. Et svagt smil bredte sig på de blege læber, da han trak en af de læderindbundne skabninger ud fra sin sædvanlige plads på hylden.
Han pustede lidt støv af den, som fløj rundt i luften og lagde sig på ham og gulvet. Han hostede kort, da han fik lidt støv ind i munden men åbnede så bogen uden at tænke nærmere over det.
Han havde måske ikke været en kæmpe bogorm i Nattens Hus i Frankrig, men han elskede alligevel bøgernes mysterier.
Uden at tænke over, der var borde, stole og så videre inde på biblioteket, satte han sig ned midt på gulvet og slog op på første side i bogen. Indholdsfortegnelsen virkede lovende og hurtigt slog han op på en af de angivne sider.
Efter et par minutter hvor han havde læst i srilhed rettede han sig op og så tid omkring. Ikke en eneste elev gav lyd fra sig derinde. Det var både rart og foruroligende. Han måtte helt klart være alene derinde. Alligevel kaldte han fraværende ud i reol-gangene.
"Er der nogen?" Da der intet svar kom rynkede han brynene, så det sorte hår faldt ned i øjnene på ham. Han rejste sig og satte bogen på plads hvorefter han begyndte at se sig om i biblioteket. Der virkede lidt øde ...

Kajina trådte ind på det gamle og lettere støvet bibliotek. Der var tydeligvis ikke særlig mange der brugte det. Hun trak åndsfraværende på sin skulder og nærmede sig den første reol hun så. Hun kedede sig utrolig meget og havde derfor tænkt at biblioteket måske var noget for hende, da hun plejer at være meget glad for bøger.
Hun lod sine øjne glide over en række bøger i øjenhøjde og sukkede lavmælt, da ingen af bøgerne virkede specielt interessante. Ikke for hende i hvert fald. Hun satte sig ned på sine knæ og besluttede sig for at starte helt fra bunden af og fortsætte opad indtil hun havde gennemgået alle bøgerne på den reol. Ikke mange af dem faldt i hendes interesse, dog var der få af dem der nærmest sprang lige i øjnene på hende. Hun tog de få bøger ud fra deres plads på reolen og bladrede igennem den ene af dem for at se om det var en bog, der kunne fange hendes opmærksomhed med indholdet også. Hun var nødt til at føle sig interesseret lige fra starten, hvis hun nogensinde skulle komme helt igennem bogen.
En stemme rev hendes opmærksomhed væk fra bogen. Hun havde ikke opdaget at der var andre derinde end hende selv. Oven i købet havde vedkommende spurgt: 'er der nogen' og den slags spørgsmål fandt hun altid svære at svare på. Hun kiggede søgende rundt i det øde bibliotek. "Øhmm.. Ja?" Det var ikke meningen det skulle lyde som et spørgsmål, men hendes nervøsitet trængte helt igennem til overfladen nu og ændrede hendes stemme en anelse.

Den mørkklædte skikkelse var allerede nået til næste reol, da han hørte svaret. Så var han alligevel ikke helt den eneste.
Han havde ikke forventet at få et svar og anede ikke om han skulle sige noget tilbage igen. Han så kort ned over dig selv og smilede lidt, da hans blik holdt sig ved 5. trins emblemet på hans bryst. Han lignede enhver anden elev, så hvorfor var han dog så nervøs, bare fordi han var ny? Så skræmmende var det jo heller ikke.
Han tog en kort indånding og gik så mod den anden ende af biblioteket. Det var alligevel snart spisetid og han burde nok komme ned i spisesalen. Men allerførst ville han se, hvem der listede omkring i området. Stemmen havde tilhørt en pige, men han kunne ikke få øje på nogen ...
Da han næsten var ved udgangen faldt hans blik alligevel på den sorthårede pige og han smilede genert. Han havde stadig følelsen af, at han ikke hørte til i Tulsa.
"Nåh, du er en anden mystiske stemme," sagde han med en svag drilsk tone og lænede sig lidt mod reolen. Han så ned på den lille bunke af bøger og rynkede svagt brynene.
4. trins elev, så han hurtigt, at hun var og følte sig ikke længere helt så nervøs. Han var vant til et frygteligt hiraki og regnede ikke med at en 4. trins ville være led mod en ældre yngling.
"Leder du efter noget specielt?"

Kajina lagde den bog hun sad med ned på bunken ved siden af sig og rejste sig op for bedre at kunne se, hvem den anden var. Det her ville være den første elev hun stødte på siden hun var kommet.
Af nervøsitet for at møde en hun ikke kendte, begyndte hun igen at lede efter bøger. Dog kunne hun ikke koncentrere sig om bøgerne foran hende, i stedet prøvede hun at lytte efter fodtrin, så hun måske kunne gætte sig til hvor tæt personene var.
Hendes blik gled hen til enden af den reol hun stod ved, da personen trådte om hjørnet. Hun lagde hovedet en anelse på skrå og så ned på emblemet på hans bryst; 5. trins elev. Dette faktum gjorde hende, om muligt, endnu mere nervøs.
"Ja, åbenbart." Hun slog mentalt sin hånd for panden. Sikke et intelligent svar. Hun rømmede sig lavmælt, da stilheden indtog i et kort øjeblik, før drengen valgte at bryde den med et spørgsmål. "Nej, ikke rigtig. Bare noget der kan interessere mig, tror jeg."

Et svagt smil spillede på hans læber og han lagde mærke til, at hun pludselig så meget nervøs ud. Han forsøgte at se så venlig ud som muligt, da han ikke var ude påa t skabe fjender i sin første uge.
Han satte sig på knæ ved siden af hende og så lidt på de bøger hun allerede havde lagt i en bunke. Han kneb øjnene lidt sammen og ønskede at han var lidt bedre til at læse engelsk. Den her start ville helt klart blive besværlig ...
Han sukkede kort og så op på pigen igen.
"Er du her fra Tulsa?" Han håbede snart at finde nogen, der kendte til det at være ny - og forhåbentligt én, der kunne forstå hans accent. Han rettede sig op igen og stak hænderne i lommerne. Han havde som altid sin uniform på. En normal, sort skjorte og mørke jeans og så et mørkelilla bælte, fordi der manglede lidt farve. Piecingen i øjenbrynet var skjult bag det sorte hår og han lignede i grove træk en hver anden 5. trins dreng. Kun den grønne ring om hans irisser virkede anderledes og bemærkelsesverdigt.
Han så lidt på pigen i tavshed, mens hun svarede. Der var noget over hende, der fik ham til at tro på, hun var lidt som ham. Hun var helt sikkert ikke fra Tulsa, men han kunne jo have taget fejl ... Ikke fordi det skete ret tit, da han havde en meget stræk inituition.

Kajina så ned på hans uniform. Det lilla bælte passede godt sammen med alt det sorte. Hun havde selv overvejet, hvordan hun kunne få sin egen uniform til at se mindre kedelig og ensformig ud. I øjeblikket bestod hendes uniform af sorte leggings, en sort nederdel og en sort skjorte. Hun var fast besluttet på at få et par farver indført, men hun manglede bare at beslutte sig for hvilke farver det skulle være.
Først nu lagde hun mærke til hans accent. Han var helt klart ikke her fra området. Det var hun muligvis heller ikke selv, men hun havde været i landet i et godt stykke tid nu, så sproget faldt hende næsten naturligt.
Hun rystede langsomt på hovedet. "Jeg kom godt nok hertil for et godt stykke tid siden, men jeg er først begyndt her på skolen i dag. Oprindeligt er jeg fra Kina."
Hun tog stakken med bøger i hånden og rejste sig op. "Hvis jeg ikke tager meget fejl, er du heller ikke her fra området... Jeg kan bare ikke lige placere din accent." Hun så på ham med et tænkende udtryk i ansigtet. Hun var sikker på hun havde hørt den slags accent før, hun kunne bare ikke komme i tanke om, hvor den hørte hjemme.

Han smilede svagt og rystede på hovedet.
"Nej, jeg er fra Frankrig ... Men de ikke åbenbart ikke have mig, så jeg kom hertil .. " Han sukkede svagt og trak lidt på skulderne. Han bed sig fraværende i læben og rakte hånden frem for at præsenterer sig.
"Ciel Jared Moreau," præsenterede han sig selv og rullede lidt på R'erne. "Hvad hedder du?" Han så lidt på hende og overvejede om hans engelske var til at forstå. Det ville nok blive en lettere akavet situation ...
Han børstede lidt hår væk med den anden hånd, da hår i ansigtet ikke altid var en god ting - især ikke, hvis man var ny et sted, og folk ikke kunne se ens ansigt ... Det skabte et dårligt udtryk.
Han kom til at sparke lidt til bøgerne, da han lænede sig mod hende og fjernede sig lidt væk fra dem, for ikke at skabe flere pinlige situationer. Hvorfor skulle han dog også være så klodset når han var nervøs?

Kajina så undrende på ham. Ville de ikke have ham der fordi han havde gjort et eller andet eller var det bare i det hele taget? Hun vidste ikke om hun burde spørge om det; hun kendte ham jo ikke som sådan. Hun skubbede tanken til side og rakte i stedet sin egen hånd frem for at trykke hans. "Kajina Lin." præsenterede hun sig. Hendes læber formede sig i et lille forsigtigt, men venligt smil, mens hun så ham i øjnene. Hun lagde da mærke til den grønne ring om begge hans irisser.
Hun lagde svagt mærke til at han kom til at sparke til bøgerne, men lod det passere, da hun ikke rigtig kunne få øjnene væk fra hans. De var så anderledes og.. betagende.

Han smilede venligt og gav hendes hånd et blidt klem før han slap den. Han lagde svagt hovedet på skrå og så mod døren. Det var helt klart på tide at komme hen i spisesalen. Først der gik det op for ham, at han virkelig var sulten.
"Hvad laver du her? Jeg mener ... hvorfor er du ikke nede i spisesalen?" Han smilede genert og vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sit blik - øjenkontakt var ikke hans stærkeste punkt. Langt fra.
Han begyndte at overveje, hvad han selv lavede der ... Han havde vel bildt sig selv ind, at han ikke var sulten. Det var han sikkert heller ikke, da han gik mod biblioteket men gudinde hvor var han sulten nu!

Hun kunne se at det generede ham at hun så ham i øjnene, så i stedet samlede hun bøgerne op fra gulvet og satte dem tilbage på reolen, samtidig med at hun prøvede at huske på titlerne på dem.
Hun trak let på sin ene skulder ved hans spørgsmål. "Jeg er ikke så specielt sulten lige nu." Hvilket var sandheden. Hun var ikke sulten, da hun gik mod biblioteket og hun var ikke sulten nu.

Han så lettere undrende på hende, da hun pludselig begyndte at samle bøgerne sammen. Skulle hun da ikke låne dem, som hun havde givet udtryk for?
Han sukkede svagt, da hun jo ikke var den eneste, der pludselig havde vaglt at gå tomhændet derfra. Han bed sig svagt i læben, som han havde en grim vane med at gøre, da den virkelig endte med at blive tygget til blods.
"Nå, men jeg ville ellers tage ned i spisesalen nu," mumlede han kort. Selvom det bare var en mumlen, var den til at forstå og han regnede med, at hun kunne tyde ordene ligeså let som han selv. Han pillede fraværende ved noget i sin lomme mens han overvejede om han skulle tilbyde at følge hende. Men hvis hun ikke skulle ned i spisesalen, kunne han vel ikke ...
"Så ... ses vi vel?" Han smilede skævt og en anelse trist. Hun var den første, der sådan set havde snakket normalt til ham. Ikke kun, fordi flere af 3. trins ynglingene ikke kunne forstå ham med den accent, men også fordi folk for det meste troede, der var noget galt med en, når man blev overflyttet - og især når det var helt fra Europa til Amerika.

Kajina så en sidste gang på bøgerne for at være sikker på hun kunne huske titlerne. Hun ville vende tilbage senere for at låne dem, for ærligt talt, så gad hun ikke slæbe 4 tykke bøger med ned i spisesalen. Selvom hun ikke var sulten kunne hun vel ikke barrikadere sig på biblioteket resten af sit liv. Det var jo ikke ligefrem sådan man lærte andre at kende.
"Jeg havde da tænkt mig at gå med. Selvom jeg ikke er sulten foretrækker jeg nu at være i selskab med andre frem for bare at sidde og læse." Hun smilede venligt og en smule opmuntrende, da hun så hans lettere triste smil. Desuden ville hun gerne lære ham bedre at kende, for det virkede til at han havde nogenlunde samme baggrund som hende selv. Ikke at hun kunne vide det med sikkerhed; hun havde jo valgt selv at blive overflyttet hertil.

Smilet bredte sig lidt mere på hans læber. Han havde godt nok ikke sat alene de sidste par dage, men ingen havde virkelig talt til ham ... Sådan rigtig ...
Han nikkede kort og bukkede elegant med en gestus mos døren.
"Damerne først," sagde han med nobel stemme, der bare lød endnu bedre med den Franske accent.
Så snart hun begyndte at gå, gik han også mod døren. Han stoppede kort op, mens han overvejede hvilken vej spisesalen lå, men huskede det temmelig hurtigt og begyndte at gå i den retning.
Det var egentligt ret så mærkeligt, at der endelig var en, der ville snakke med ham. De var vel i samme båd. Og selvom han ikke kendte ordret til rygterne, vidste han, de altid var der, når der var nye på en af Nattens Huse. Nu han tænkte over det, var det vist en sjælendhed, at nogen blev forflyttet ... De to havde været meget heldige med tidspunktet. Det var næsten for perfekt.
"Må jeg spørge, hvorfor du egentligt kom til Tulsa?" Accenten hang ved, selvom han prøvede sig frem med sit bedste engelske.

Kajina så på ham med hovedet en anelse på skrå. Hun var ikke vant til at nogen gjorde den slags, men hun tog det med et smil. "Mange tak." Hun begyndte at gå mod døren, og da hun var nået ud på gangen slog det hende at hun ikke vidste, hvor spisesalen egentlig var henne. Så lang tid havde hun jo heller ikke været på stedet. Hun så hen mod Ciel for at se, hvilken retning han ville tage. I et kort øjeblik så det ud til at han heller ikke vidste det, men da han hurtigt valgte retning fulgte hun bare efter ham.
Hun sukkede lavmælt ved hans spørgsmål; hun havde ikke noget imod at snakke om det, det var mere det at hun blev mindet om det, der var problemet.
"Altså, da jeg blev mærket gik jeg på en måde i panik, men så fandt jeg Nattens Hus, som meget irriterende ligger tæt på, hvor min familie bor. Og efter et års tid blev jeg enig med mig selv om at jeg var nødt til at finde et andet sted, fordi jeg blev ved med at overvåge min familie. Du ved, for at se, hvordan de havde det og sådan." Endnu engang sukkede hun lavmælt ved tanken om sin familie i næsten ligeså meget panik som hun selv havde været; deres ældste datter var jo forsvundet sporløst.

"Så du udspionerede dem, fra Nattens Hus i ... øh, Kina ..?" Hans forældre havde omgående vendt ham ryggen, da han kom rystende hjem med halvmånen i panden. Han smilede svagt. Hans forældre var flippet, mens hans lillebror var blevet ellvild og råbt op om, at det var supersejt. Desværre havde deres forældre hurtigt skildt dem og nægtet Ciel at have kontakt med hans familie igen nogensinde ... Men han ville se sin bror igen en dag. Hvad der så end skulle til.
Han forstod ikke helt, hvorfor hun var stukket af på den måde - det kunne jo være, hendes forældre havde accepteret det - men hun havde vel sine grunde. Det var nok bedst at lade hende have sit privatliv i fred. Han ville heller ikke svare, hvis nogen spurte ham, hvorfor han var taget fra Frankrig. Han savnede hans hjem blandt de ynglinge, han savnede hans venner og hans kæreste, som han sikkert ikke ville få at se igen ... Den tanke gjorde ondt, men han vidste, han måtte komme videre ... Der var også kun halvandet års tid til, at hans forvandling ville være ovre og han ville være vampyr ... Hans liv som menneske og yngling ville være ovre.
"Hvordan tog de det?" Spurgte han tøvende, mens de gik mod spisesalen. Han smilede skævt og holdt døren for hende, mens han skævede ind i salen, for at se, om der ikke var nogen ledige borde.

"Jep." svarede hun kort, efterfulgt af et suk. Hun kunne høre på ham at han ikke forstod hende. Det var der heller ikke mange der gjorde, hvor hun var før. Men for hende selv gav det mening. Hendes forældre havde altid været meget fordomsfulde over for ting, som de ikke selv fandt normale. Men det havde aldrig været et problem for hende før hun blev mærket. Hun elskede sin familie og venner, men hun vidste at de ikke ville acceptere hende, som hun var nu. Og det faktum var hun nu nødt til at acceptere selv. Selvfølgelig kunne hun jo gå rundt resten af sit liv og spekulere på om de ville have accepteret hende, men det nyttede ikke noget alligevel. Sket var sket.
"De var gået fuldstændig i panik fordi jeg forsvandt." Hun holdt en kort pause før hun tøvende fortsatte. "Det fik mig til at overveje om jeg skulle kontakte dem på en måde, men jeg ville ikke risikere at de ikke længere ville genkende mig som en del af familien."
Hun gik ind gennem døren til spisesalen og fik hurtigt øje på et ledigt bord helt henne ved den ene væg.

Han gik ind i salen og op mod borderne med mad.
"Jeg ville ønske, jeg havde gjort som dig ... Mine forældre ville ikke kendes ved mig ... " Han sukkede tungt og tog en tallerken, og begyndte at hælde mad op. "Du bør tage lidt, selvom du ikke er sulten," råedede han hende til, da han vente sig og kiggede efter et ledigt bord.
Der var et ledigt bord tættest ved vinduet, hvor de tunge gardiner var trukket fra, så man kunne se den smukke gård udenfor. Han overvejede lidt om han skulle sætte sig ved bordet eller ude i gården ved springvandet.
Han så mod Kajina igen og overvejede om hun tog imod hans råd. Han regnede ikke med det, men ...
"Hvor vil du sidde?" Han lagde hovedet lidt på skrå og overvejede for første gang, om hun havde accent som han selv. Men det havde ikke helt lydt sådan før - på den anden side havde han heller ingen anelse om, hvordan en kinessisk accent lød.

Hun fulgte efter ham op mod bordene med mad. "Det.. Det er jeg ked af at høre." Det lød måske som en betydningsløs ting at sige, sådan havde hun i hvert fald altid selv følt det når nogen sagde det til hende, men det betød ikke at hun ikke mente det. At hendes egen frygt var blevet udlevet af en var næsten ubærligt for hende.
"Tja, jeg burde vel spise lidt." Hun trak let på sin ene skulder og tog selv en tallerken; dog fyldte hun kun en lille smule på sin tallerken. Som sagt var hun jo ikke særlig sulten.
"Hmm.." Hun kiggede lidt rundt. "Udenfor?" Hendes stemme var en smule spørgende, da hun ikke vidste om det var tilladt at sidde andre steder at spise end spisesalen.

Han smilede bare skævt og forsøgte at lade være med at vise, hvor trist han var. Han trak lidt på skuldern som om det ikke betød noget som helst.
"Tja ... De var jo ikke meget værd, når de bare droppede mig ... Men jeg savner min lillebror." Han så lidt mod vinduet og nikkede så.
"Så lad os sætte os ud i gården," han forsøgte at få sit humør op igen men det gik ikke så frygteligt godt. Han begyndte roligt at gå ud mod gården, men gik ikke så hurtigt, at hun ikke kunne gå ved siden af ham, mens de møvede sig gennem borde og ynglinge, der sad med brød og pasta ud af munden overalt.

Han satte sig på springvandets kant, da de var kommet ud i den lille gård. Planterne omkring dem var smukke og i det hele taget, var det en fortyllende nat. Han lod samtalen om hans familie dø, da han ikke ville side og pive over det. Det var to år siden, de havde skubbet ham fra dem og han vidste, han ikke var den eneste yngling, der havde det sådan ... Mindst en tienedel blev udstødte, men han ver ikke sikker på, præcis hvor mange. Han vidste bare, at der var nogen, der blev accepteret, mens andre ikke gjorde. Så var den ikke længere ...
Han skubbede tankerne fra sig og tog en mundfuld pasta.
"Hvad synes du om Tulsa?" Med mad i munden og accent var det næsten umuligt at forstå,

"Han har måske ikke noget imod hvad du er ved at blive?" Hun fulgte efter ham gennem mylderet af elever ud til gården og satte sig ved siden af ham på springvandets kant. Hun så sig lidt omkring i den lille gård. Blandingen af planterne, mørket og springvandet var utrolig smukt. Hun ærgrede sig over, at der ikke havde været sådan et sted Nattens Hus i Kina. Pludselig følte hun sig en smule mere tilfreds med beslutningen om at lade sig overflytte hertil.
Hun så på ham med et undrende blik, da han spurgte hende om et eller andet mens han havde mad i munden. Det eneste hun forstod af det var 'Tulsa'. "Vil du have jeg skal tage lidt mad i munden, så vi måske kan forstå hinanden?" spurgte hun lidt drillende med sit hoved en anelse på skrå.

Han smilede skæt og nikkede. "Min lillebror flippede også, men han synes det var sejt ... Han elskede at hans bror skulle til at være vampyr." Han tænkte lidt på det lille 11-årrige ansigt med de store skinnende øjne. Han havde ikke forstået, at Ciel kunne dø hvert øjeblik. Han havde bare tænkt på sine tegneserier og at hans storebror snart ville drikke blod og forvandle sig til flagermus ... Ganske vist var vampyre jo ikke sådan, men det var svært for hans bror at forstå. "Har du nogen søskende?"
Han satte en hånd op foran munden, for at han ikke skulle komme til at spytte maden ud, da han grinede ...
"Jeg spurgte, om du syntes godt om Tulsa?" Sagde han, da han endelig havde fået styr på sig selv og tygget af munden. "Undskyld, jeg må have glemt mine manere derhjemme." Han havde virkerlig været træt af sine forældres retningslinier, men ved sine jævnaldrene følte han, han kunne være sig selv.
"Og jeg har altså ikke tænkt mig at hente dem." Han tog en mundfuld pasta mere og overvejede lidt at hente en smule blodvin inde i spisesalen. Han skulle lige til at tilbyde at hente noget til hende også, men blodet ville ikke smage hende endnu, så han skubbede tanken væk.

Kajina smilede let og fantaserede sig til at hendes egen søster ville have reageret sådan, hvis hun havde valgt at fortælle hendes familie det. Det ville have været rart med en smule støtte fra familien. Hun sukkede svagt af sig selv. Hun havde jo selv valgt ikke at fortælle hendes familie det, så det var hendes egen skyld at hun ingen støtte fik fra sin familie, om de så ville have givet hende det eller ej.
Hun nikkede svagt. "Jeg har en lillesøster på 9 år." Og hun savnede hende så utrolig meget. Det var lige før hun ville ønske at hendes søster selv blev mærket. Men, så igen, hun ville ikke dømme hendes søster til et liv væk fra alt, hvad hun kendte til.
Hun var stille lidt mens hun overvejede, hvad hun indtil videre syntes om Tulsa. "Hmm.. Her er rart, vel." sagde hun med et skuldertræk. Hun kunne stadig ikke vænne sig til Nattens Hus i Tulsa i stedet for i Kina. Her var så anderledes, taget i betragtning af at formålet var det samme. "Men her er utrolig smukt." tilføjede hun lidt efter. Hun følte det lidt nødvendigt at nævne hendes nyopdagede indtryk af stedet.
Et let grin forlod hendes læber ved hans følgende kommentar. "Bare rolig. Jeg er lidt ligeglad med manere siden jeg blev mærket. Så længe det ikke tager overhånd, i hvert fald."

Han så lidt på hende med et skævt smil og forsøgte at slå en stor bøvs for at drille hende, men han kunne ikke rigtig få det til at ske.
Han fortsatte med at spise lidt i tavshed. Samtalen var jo sådan set ikke død, men det føltes lidt uddebatteret.
Han blev rimelig hurtigt færdig med at spise, da han virkelig var sulten - hans mave var som et bundløst hul om aftenen. Han sugede pastaen i sig, så han endte med at få sovs på næsen. Han grinede lidt og tørrede det af i sit trøje-ærme.
"Hvad tænker du på?" Det var egentligt ikke noget specielt dybt, han regnede med at høre, men det spøgsmål var bare så normalt for ham efterhånden. Han nød at høre, hvad der foregik i andres hoveder. Det var et spændende teritorium, han desværre ikke kunne betræde. Men han var nu alligevel glad for det ... Hvor sjov ville verden være, hvis man kunne læse hinandens tanker? Alt den jalousi, vrede, afsky ...
Han sukkede tungt. Forhåbenligt var verden meget anderledes, når man blev forvandlet.

Hun så ned på sin tallerken med den lille klump pasta med sovs på. Hun prikkede lidt til det med sin gaffel. Hun var virkelig ikke sulten, men det ville også vær irriterende hvis hun om få timer følte sig helt udsultet, fordi hun valgte ikke at spise nu, hvor hun faktisk havde chancen. Så hun spiddede pastaen med sin gaffel, så lidt på det og stoppede det så i munden. Det smagte nu okay. Ikke fordi hun havde forventet at det smagte forfærdeligt eller noget.
Hun tykkede af munden før hun svarede ham. "Jeg tænker på, hvorfor det her lige nøjagtig skulle ske for mig." Hun sukkede lavmælt. "Jeg mener, det er vel spændende nok og sådan, men jeg var tilfreds med mit liv som det var." Hun vidste ikke helt, hvorfor hun fortalte ham det. Hun havde mødt ham for første gang for, hvad? En halv time siden?
Derefter fortsatte hun bare med at fokusere på at spise, hvad der var på hendes tallerken.

Ciel var lige ved at få sin pasta galt i halsen. Selvfølgelig vidste han ikke, hvordan hun havde haft det som menneske, men han var virkelig stolt over, at være blevet udvaglt af gudinden, og han forstod ikke, at nogen kunne se det på en anden måde ...
"Du er her, fordi Gudinden synes, du er speciel ... Fordi hun ønsker, du ved, du er hendes datter ... " Han forsøgte at holde sig selv fra at fortsætte sin prædiken. Hun havde sikkert hørt det en masse gange, og han følte med det samme, at han bare var til besvær.
Han rettede sig lidt op og så hende i øjnene. Det var sjælendt, at han så folk i øjnene, men han følte, at han måtte fange hendes blik til d... Han blev betaget, da han så hendes øjne. Et svagt smil spredte sig på hans læber.
"Gudinden har vaglt dig mellem tusinde af andre piger ... Du burde være stolt," Hans stemme var blevet lidt lavere, som for at være fortrolig omkring det. Hans tanker løb af med ham et øjeblik og han rev omgående blikket væk med et kort, genert smil.
Han satte tallerknen ned i græsset, men blev siddende på springvandets kant.