Øde ... {Kajina}

Hun var stille i lang tid, mens hun så ned i jorden. At dømme ud fra hvad han sagde var han sikkert selv stolt af at være blevet valgt. Hun var ikke så sikker på at hun selv følte sig stolt. "Hvordan kan jeg være stolt over noget jeg ikke kan dele med dem jeg elsker?" spurgte hun lavmælt. Ja, det var spændende at blive valgt og sikkert også, som han havde sagt, specielt, men hvordan kunne hun være stolt, når hun, på grund af hvad der var sket, var blevet tvunget væk fra sin familie? Dem hun elskede mest?
Hun satte pris på hans ord, men indtil videre var stolthed ikke en mulighed for hende.

Hans udtryk blev pludseligt koldt og hårdt. Han tog sin tallerken og rejste sig fra springvandets kant. Et par sekunder stod han og så ned på hende i tavshed, før han besluttede sig, at sige, hvad han havde på hjerte.
"Det ved du intet om ... Du gav dem ikke en chance." Han vendte straks rundt og gik mod spisesalen igen. Han var alligevel færdig med at spise og ærligt talt syntes han ikke den pige, der ikke kunne se ud fra sin lille verden af indbildt elendighed, var værd at spilde sin tid på.
Hvis hun virkelig elskede sin familie, burde hun vide, at de ville acceptere hendes forvandling. Selv havde han sagt det og han havde bestemt ikke regnet med, at de ville acceptere ham. Aldrig. Hans forældre var alt for stolte til at kunne se længere end deres karriere og Ciel havde selv taget sig af sin lillebror ...
Det var kujon-agtigt, ikke at turde stille sig op mod sin familie og lade dem se en, som den person, man virkelig var. Mærke eller ej, hun var stadig deres datter ... han forstod stadig ikke til fulde, hvad hans forældre havde sagt til ham. Du er ikke vores søn mere. Men Kajina havde ikke engang taget chancen ...

Hun forstod ikke hvorfor han bare gik på den måde. Hun rejste sig op og trådte frem mod ham. "Undskyld at jeg blev skide bange, da jeg blev mærket. Undskyld at jeg ikke turde fortælle min familie det. Ja, jeg er en kujon, okay?! Er du tilfreds?!" råbte hun af ham. Hun var pænt ligeglad med at andre måske kunne høre hende, men hun kunne ligesom ikke rigtig ændre på, hvordan hun havde reageret og hvad hun gjort, eller snarere ikke gjort. Hun havde ikke lyst til at vide, hvordan hendes forældre ville reagere. Hvordan ville det ikke være, hvis hun var overbevist om at hendes familie ville acceptere hende, men så skrottede hende, så snart de fik øje på mærket i hendes pande? Hun ville fortryde det resten af sit liv, hvis hun gjorde det og det endte sådan.

Han stoppede op og så mod hende med et roligt udtryk. Han tog en kort, dyb indånding og sagde så i et roligt, normalt toneleje.
"Det er din hovedpine, ikke min ... Jeg siger bare, at du ikke burde dele sådan ud af din elendighed, når det er din egen skyld." Han så hende igen i øjnene. Hans blik var fast, selvom han ikke regnede med, at hun havde forstået noget som helst, af det, han havde sagt.
"Ved at stikke af på den måde valgte du at det skulle gå sådan. Du gjorde ved din familie, som du frygtede, de ville gøre mod dig. Sket er sket, men det er aldrig for sent at rette op på noget. Hvis du ikke har lyst til at kontakte din familie og fortælle, hvad der er sket, så lad være med at pive over, at du ikke har gjort det!" Til sidst hævede hans stemme sig svagt og han skar næsten tænder for ikke at råbe.
"Du valgte din familie fra. Det er hverken dit mærke eller gudindens skyld. Kun din." Han så bare på hende, men gav hende ikke nogen mulighed for at svare, før han fortsatte indad igen - selvom han ikke regnede med, at det ville få hende til at jolde mund.

Fint! Det var hendes egen skyld. Og hvad så? Uanset om hendes familie havde accepteret hende eller ej, så kunne hun jo ikke være sammen med dem alligevel, når man blev tvunget til at være på en eller anden skole.
Hans rolige stemme gjorde hende endnu mere irriteret. "Så skulle gudinden måske ikke have valgt mig. Hvis jeg ikke kan håndtere det her pis, er jeg nok ikke særlig speciel, vel?!"

Han stoppede i døren og så på hende. Et kort suk slap hans læber og den hårde facade faldt med et brag. Han så nærmere knust ud ...
"Nej, det skulle hun nok ikke ... Men jeg troede nu hellers, der var noget ved dig ... " Han rystede på hovedet, som for at ryste tanken af sig og forsvandt så helt ind i spisesalen. Han så kort på hende gennem de store vinduer, mens han gik hen med sin tallerken.
Hans humør havde ellers været så godt for et par minutter siden. Han følte sig ærligt talt ussel over at det var sket. Der var endelig nogen på den nye skole, der havde accepteret ham og ...
Han ville ikke se ned på sig selv, så han skubbede hurtigt det væk. Han havde jo sine grunde til at være, som han var og han ville herken undskylde for det eller ændre på sig selv.
Han begyndte svagt at overveje, om han skulle gå over i fægtesalen. Den lukkede jo først ved daggry, så ... Han satte kursen mod udgangen til spisesalen, mens han ignorerede de andre ynglinge og kæmpede for ikke at se mod gården.

Hun åbnede munden for at sige noget mere, men udtrykket i hans ansigt fik hende til at lukke sin mund igen. Han udtryk fik hende til at fortryde at hun havde råbt af ham. Det var jo ikke hans fejl overhovedet at hun havde det som hun havde. Faktisk havde han jo ret. Hun sejlede nærmest rundt i en sø af selvmedlidenhed. Hun sukkede lavmælt af sig selv, da han vendte sig om og gik ind i spisesalen igen. Hun havde valgt at skændes med den første hun havde mødt og snakket med, og hvorfor? Fordi hun ikke kunne lide at tænkte på at hun havde valgt forkert. Det var en tåbelig ting at begynde at råbe op om.
Hun stod stille ude i gården, mens hun fulgte Ciel med sit blik. Hun overvejede hvad hun skulle gøre. Følge efter ham og undskylde? Og i så fald hvordan? Eller blive stående og miste kontakten med én hun sagtens kunne forestille sig at være venner med?
Valget var ikke så svært når det kom til stykket. Hun kunne ligeså godt få det bedste ud af de år hun skulle være der, så hun satte den ene fod foran den anden og endte med til sidst at løbe resten af vejen hen til ham.
Da hun stod bag ved ham tog hun blidt fat i hans skjorte. "Ciel.. Undskyld. Jeg burde ikke være flippet sådan ud." Hendes stemme var ikke særlig høj, men dog høj nok til at han ville kunne høre hende. Hun var ikke god til at sige undskyld og havde aldrig været det.

Han så lidt overrasket ned på hende, da hun greb fat i ham. Et smil spredte sig på hans læber og han rystede lidt på hovedet.
"Jeg skulle ikke have blandet mig ... Jeg kan bare ikke holde selvmedlidenhed ud." Han trak kort på skulderne og både kulden og tristheden var forsvundet fra hans udtryk. Han smilede varmt til hende, selvom det ikke helt nåede øjnene - der alligevel var halvt om halvt dækket af hår, så man ikke kunne se dem.
"Skal vi gå?" Han gav et hovedkast mod døren. De havde jo begge spist, så der var ingen grund til, at de skulle blive hængende der. Pludselig slog en tanke ham, at han havde talt helt rent engelsk under deres skænderi, uden at han havde været nød til at koncentrere sig, så accenten ikke var i vejen. Han smilede skævt og følte sig allerede lidt mindre presset over at skulle tale andet end hans modersmål.
Han så lidt på Kajina med hovedet på skrå, og overvejede hvordan hun havde klaret det, da hun pludselig ikke kunne tale kinessisk i hverdagene mere. Og måske overhoved ikke. Han vidste jo ikke, om hun stadig havde kontakt med nogen som helst fra sit fædreland.

"Det er okay. Jeg forstår det godt." Hun smilede skævt. Hun måtte virkelig have været ulidelig at høre på.
Et kort øjeblik overvejede hun at fortælle sin familie, at hun var okay, at hun bare var ved at gennemgå en forvandling. Problemet var at hun ikke vidste, hvordan hun skulle kontakte dem. Hun var jo i et helt andet land og et brev ville være alt for upersonligt når det gjaldt dette.
"Ja." svarede hun kort og gik mod døren.

"Hvor vil du hen a'?" Han smilede skævt mens de forlod den stadig meget højtrystede og larmende spisesal. Han overvejede lidt at spørge, om hun ville med hen i en af opholdsrummene, men han ville helt ikke hen i pigernes, hvor der sikkert allerede sad en masse og gumlede pop corn lige efter aftensmaden. Det ville være typisk for pigerne i Frankrig.
Desuden vidste han, at nogen piger havde en lidt for stor mund og der kunne hurtigt gå endnu flere ubehagelige rygter rundt - for ikke at tale om, at der sikkert ville blive savlet over ham, bare fordi han var ny og fra udlandet ... Og han frygtede at det samme ville ske for Kajina, hvis de gik over i drengenes opholdsrum - selvfølgelig bortset fra den detalje, at fyrene ikke ville dæmpe sig, mens de savlede over hende ...
Hanrullede med øjnene ved den tanke men rev så sig selv tilbage til nuet.
"Jeg er blank," mumlede han undskyldende og håbede bare, hun kunne finde på noget. Ellers ville han bare nævne et random sted, som hun sikkert ikke ville finde interessant.

Hvor hun ville hen af? Hun kendte ikke stedet så godt endnu og kendte ikke til alle rum og steder. "Øhmm.." Var hendes noget så intelligente svar. "Jeg er vel egentlig lige så blank som du er. Hvis ikke mere." De eneste steder hun faktisk kendte til var pigernes opholdsrum og sovesal og så selvfølgelig biblioteket og spisesalen.
"Du kender sikkert stedet bedre end jeg gør." tilføjede hun lavmælt, mens hun bare fulgte efter ham til der de nu end var på vej hen.

Han trak fraværende på skulderne og begyndte at bide sig lidt i læben. De forskellige steder han kendte, gik igennem hans tanker - Klasselokaler, gymnastik-områder, opholdsrum ...
Han sukkede tungt og opgav at finde et sted.
"Tja, vi kunne gå ud i gården ... Eller bare se film i et af opholdsrummene?" Han lagde hovedet lidt på skrå og så på hende med et svagt smil. Det ville være rart at slappe lidt af og se en film i et par dovne timer.
"Du vælger." Han undertrygte et gab og så hen imod et par piger der stod og fniste af dem ... Han rystede bare på hovedet og ønskede at nye elever bare kunne være i fred ...

Hun overvejede i et par korte sekunder, hvad hun havde mest lyst til. Efter den lange skoledag - eller snarere nat - trængte hun virkelig til bare at slappe af. "Helt klart film." sagde hun med et bestemt nik. "Men hvilket et af opholdsrummene?" spurgte hun efterfølgende. Personligt ville hun helst ikke være i pigernes opholdsrum. De var både højrøstende og alt for pigefnidder-agtige. Hvilket ikke var til at holde ud i længden.

Et svagt smil spillede på hans læber og han begyndte at gå mod drengenes kollegium. Selvfølgelig kunne de ikke gå op på sovesalen, men det betød ikke så meget. Ciel havde fundet det ret så kedeligt deroppe, da han ikke havde fået en værelseskammerat. Det var egentligt ret ensom, men han havde selv valgt det ... Han vidste hvor slemt drenge nogengange kunne reagere på seksualiteter og selvom han bare var biseksuel kunne det skræmme nogen drenge ret så forfærdeligt. Han ville ikke skubbe nogen fra sig, før han havde haft chancen for at lære dem at kende.
"Drengenes. Jeg orker altså ikke pige-fnider." Han smilede drilsk til hende mens de gik ned af gangen med faklerne på væggene. "Nå, hvad har du lyst til at se?"
Det svage lys var ikke så hårdt for øjnene som sollys. Han havde ganske vist altid elsket mørket men inretningen i Nattens Hus var smuk uanset hvilket sted i verden man var på et.
Kort efter var de i den store opholdsstue med de mange sofaer, sækkestole og fjernsyn. Et par piger sad også derinde ved deres kærester og venner, men det var jo meget normalt.
"Der er en ledig plads herovre," sagde han og gik mod et hjørne med tre store, bløde sækkestole og et plasma-tv på væggen.

Hun fulgte efter ham til drengenes opholdsrum. "Hørt!" Hun skulle næsten til at spørge om han havde læst hendes tanker eller sådan noget, men det var absurd; ynglinge havde ikke den slags evner. Ikke så vidt hun viste af, i hvert fald.
"Hmm.. Det kommer an på hvilke film, der er?" I Kina havde der været alle mulige slags film. Fra gysere til komedie film, ja endda dokumentar film.
Da de kom ind i opholdsrummet opfattede hun med det samme den meget anderledes stemning i forhold til pigernes opholdsrum. Og den irriterende pigefnidder var heller ikke til stede. Hvilket jo nok havde lidt at gøre med at de få piger der var til stede ville imponere drengene. Eller noget i den retning.
Hun gik mod sækkestolene i hjørnet, som han havde udpeget var ledig.

Han dumpede ned i lænestolen ved siden af hende og tændte fjernsynet. Han sad et stykke tid og skiftede rundt til han fandt et Amerikansk stand-up show. Han så mod hende med et skævt smil.
Han skulle lige til at sige Har du noget imod det?, da hele salen inde i tv'et flækkede af grin. Han skkede svagt og rullede med øjnene.
"Jeg forstår ikke Amerikansk humor," mumlede han istedet og zappede lidt mere rundt. Da der ikke var noget, med han fjernbetjeningen over til Kajina.
"Find noget du gider, okay?" Han lagde hovedet på skrå med et svagt smil og lænede sig så helt tilbage i sækkestolen, så han næsten lå ned i den.
Der var en dejlig ro i rummet og kun de andre fjernsyn og ynglinges lave samtaler summede i baggrunden. Der var i hvert fald mere roligere end pigernes. Det vidste han med sikkerhed ... Selvfølgelig var alle piger ikke højrystede, men der var store dele, der var. Og drenge var bare bedre til at afgøre skænderier fysisk istedet for ved at snakke eller råbe af hinanden ...

Amerikansk humor var heller ikke lige hendes kop te. De fleste komikere hun havde set gjorde altid grin med samfundet og sådan noget og hun kunne ærligt talt ikke se pointen med det. "Så er vi to." svarede hun lavmælt.
Hun tog fjernbetjeningen op i hånden, rettede den mod fjernsynet og begyndte at zappe. Der var virkelig ikke meget der var værd at se, men til sidst fandt hun en kanal der spillede en eller anden drama film, hun ikke havde set før. Den virkede okay, eller i hvert fald bedre end alt det andet bras.
Hun sank længere ned i sækkestolen og så bare på skærmen. Filmen havde et eller andet med familie problemer at gøre, hvilket fik hendes tanker til at glide tilbage til, hvordan hun skulle kontakte sin familie.

Hans læbe var ved at blive følelsesløs, mens han bed i den. Han kunne ikke rigtig slappe af, selvom det egenligt var, hvad han havde haft i tankerne.
"Har du kontakt med nogen fra Nattens Hus i Kina?" Han havde stadig kontakt med sine venner og han frygtede hvert sekund, at nogen ville sige til ham, at der havde været endnu et dødsfald ...
Han tog en dyb indånding og så fast på skærmen, mens han langsomt begyndte at falde til ro, lidt efter lidt.
Stemningen i opholdsrummet hjalp på hans nerver, mens han langsomt blev opslugt af filmen og Kajinas stemme, så alt andet forstummede omkring ham. Det var faktisk rart. På trods af, at han ikke rigtig passede ind endnu, begyndte han allerede at se det, som hans hjem ... Mere eller mindre.
Kort skævede han mod Kajina, før hans blik klistrede sig til skærmen igen. Familieproblemerne fik ham kort til at tænke på sin egen familie, men han mindede sig selv om, at de ikke ville være hans familie mere, så han skulle ikke tænke sådan på dem mere.

Kajina var langt inde i sine egne tanker, men blev revet tilbage til virkeligheden da Ciel spurgte hende om noget. Der gik lidt tid før hun havde registreret meningen i hans ord. Så rystede hun på hovedet. "Overhovedet ikke." Selvfølgelig havde hun haft venner der, men ikke tætte venner som sådan. "Hvad med dig?" spurgte hun og fokuserede igen på skærmen foran hende.
Hun overvejede lidt at spørge ham om han vidste, hvordan hun kunne kontakte sin familie uden det ville være alt for upersonligt. Hvilket det jo ville være, hvis hun forklarede det hele i et brev. Hun kunne vel ringe til dem, men hvordan skulle hun kunne nå at forklare det hele, hvis de reagerede, som hun frygtede og bare lagde på.

Han nikkede kort uden at tage øjnene fra skærmen. Han svarede bare, uden at tænke over, hvad han sagde. Han var alt for opslugt af filmen.
"Oui, jeg tog min egen computer med fra Pari. Jeg chatter med dem, når jeg har tid. Ellers er det bare e-mails." Han holdt hele tiden øje med dem. Han havde opført sig som en storebror for dem og de mange tusinde og atter tusinde af kilomter skulle ikke forhindre ham i det.
Det gibbede i ham, da faren i filmen gav datteren en lussing. Han var forsvundet fuldstændigt i filmen og selv Kajinas stemme havde efterhånden svært ved at nå ham. Han mumlede lavt noget uforståeligt på fransk. Hans mave snorede sig sammen, ved børnenes elendighed og da han så lidt nærmere på moren, lagde han mærke til noget.
"Den skuespiller ... Hun er vampyr ... " Han kunne se hvordan lidt af make-uppen skalede på hendes ene kind og afslørede en lille smule af den blå tatovering. Et menneske ville ikke ligge mærke til det, men selv en 4. trins yngling, ville kunne se det.
Han stirrede længe på skuespilleren. Noget havde sagt ham, at hun var for god til at være et mennske og han smilede skævt, da det vidste sig, han havde ret!

"Du holdt virkelig af dem, hva?" Det var mere en konstatering end et spørgsmål. Det var nemt at høre i hans stemme, når han talte om dem, at han holdt af dem.
Hun satte sig lidt tættere på skærmen da han nævnte at en af skuespillerne var en vampyr. Hun undrede sig lidt over, hvordan han kunne se det, men så lagde hun mærke til lidt af den karakteristiske tatovering i panden på skuespilleren. "Woow, du har ret."
Hun lænede sig tilbage i sækkestolen igen og endnu engang overvejede hun at spørge Ciel om han havde et råd med hensyn til hvordan hun skulle kontakte hendes familie. Hun åbnede sin mund for at spørge, men fortrød så og lukkede munden igen. Hun gentog bevægelsen et par gange før hun endelig tog sig sammen. "Hvordan tror du det vil være bedst at fortælle min familie om, hvad der er sket?" spurgte hun lavmælt og tøvende.

"Oui ... Jeg tror ikke, jeg kommer til at se dem igen, så ... " Han sukkede tungt og bed sig hårdt i læben. "Min kæreste er også stadig i Frankrig og det er hårdt at holde et langdistance forhold kørende." Han rystede på hovedet af dig selv og skubbede det fra sig. "Ligemeget," hviskede han hæst med dirrende stemme.
Han smilede skævt, da hun gav ham ret. Han kunne ikke genkende skuespillerinden, men hun var selv også en Amerikansk skuespiller, så det kendte han ikke til.
"Først og fremmest burde du skrive en mail eller noget, der siger, du er i live." Han så på hende med et beroligende smil og forsøgte at finde ud af, hvordan han skulle hjælpe hende. Der var jo nlsten gået to år siden hun forsvandt.
"De vil blive lettede over, at du er okay, og så vil de ikke tage det så tungt, at du er anderledes nu." Han rakte blidt ud og lagde trøstende sin hånd over hendes. Hun kunne selvfølgelig trække den væk, hvis hun ville. Han ville ikke tvinge hende, til at tage imod hans hjælp eller noget andet.
"Jeg er sikker på, de tager det pænt, hvis du virkelig beslutter dig for, at sige det." Hun havde jo trods alt ikke sagt at hun virkelig ville gøre det.

"Hvorfor ikke?" spurgte hun med hovedet en anelse på skrå. "Du kan da altid tage tilbage til Frankrig, når du er færdig her, ikke?" Det ville hun selv have gjort, hvis hun var i hans situation.
"Tja, det er vel den eneste mulighed jeg har som det er nu, så.. Ja, det tror jeg jeg vil gøre." Det var måske stadig lidt upersonligt, men hvilke andre valg havde hun? Og hvis hendes familie accepterede hende som hun var nu, så kunne de vel komme og besøge hende, ikke?
Hun smilede skævt, da han lagde sin hånd over hendes egen. Det var beroligende på en måde.

Han sukkede tungt og rystede så på hovedet mens han gav hendes hånd et trist lille klem.
"Nej, jeg kan ikke tage tilbage," hviskede han og så på hende med et knust blik. Han kunne ikke tage tilbage i dette århundrede, og selvom de stadig -fårhåbentligt- alle i live. Men de kunne være spredt ud over hele verden. Han ville måske aldrig kunne finde dem igen.
"Men der er stadig to år ... Venskaber kan ændre sig ... Folk ændre sig - mennesker så vel som ynglinge. De vil ikke være de samme, når jeg ser dem igen." Han trak hånden til sig og så ned på de knyttede næver i hans skød. Det var hans egen skyld, at han ikke kunne tage tilbage. Han havde gjort det - kun ham. Ingen andre kunne påføres skylden, der havde sendt ham ud af sit fædreland.
"Jeg håber, det komme til at gå med din familie," hviskede han, og havde næsten glemt alt om den fantastiske film, han havde været så utroligt optaget af, blot få sekunder forinden.

Hun så en smule forvirret på ham. "Det forstår jeg ikke. Man må vel gøre, hvad man har lyst til når man er færdig på Nattens Hus, ikke?" Hun bed sig svagt i læben, da hun så hans knuste blik. Hvad var der sket i Frankrig, der kunne være så slemt?
"Men to år er da ikke så forfærdelig lang tid. Det er jo ikke sikkert de har ændret sig til den tid. Og de kan vel umuligt ændre sig så meget at de ikke længere holder af dig. Dét ville jo være dumt." Hun prøvede at berolige ham, men hun vidste ikke om det virkede overhovedet. Hun vidste jo ikke hvad der var sket, men hvis han stadig havde kontakt med sine venner og kæreste, så måtte det jo betyde at de savnede ham.
Hun smilede let til ham. "Tak."