Who are you? - Kajina

T: 03:00
S: Gårdspladsen
V: Okay, lidt koldt
O: Træer og bænke, nogle få elever.

Matt havde lige fået fri fra time, de flest elever havde fået fri før ham. Han havde nemlig haft sent fri, men han havde det nu okay med det. Han gik ud af skolen, han var tydligvis må vej over til Drengens opholdstue eller sovesal. Han overvejede kort at tag over til Pigernes, det kunnne jo være nogen han kendte og ville snakke med. Han slog tanken ud af hovedet igen, og gik hen af en af stierne. Han havde nogle sort bukser på, en hvid trøje på. Han havde en taske på skulderne - også sort. Han havde et rolig smil hen over læberne, en hvid, grå og sort kat fulgte efter ham. Den sprang lidt rundt om ham.

Kajina havde sat inde på sit værelse med en bog i hånden siden hun havde fået fri. Efter at have sat derinde i et godt stykke tid fik hun brug for at strække sine ben lidt, så hun besluttede sig for at gå hen til gårdspladsen. Hun håbede en smule på at der ikke var andre. At sidde udenfor i det stille mørke, var noget af det hun nød allermest. Selvfølgelig ville hun ikke have noget imod at møde andre der, men alligevel, stilhed og mørke...
Så heldig var hun bare ikke da hun kom derhen. Få elever sad rundt omkring, men hun kunne vel altid finde et stille hjørne eller noget, ikke?
Hun satte sig op ad en mur lidt væk fra alle andre.

Matt lagde ikke rigtig mærke til hvor han lige pludselig gik hen, hans tanker var et helt andet sted.. End i virkeligheden. Så han glemt at gå den rigtig vej, som var hen mod drengenes sovesal. Han var ikke klar over hvor det var han var på hen. Katten løb bare rundt om ham, så han var lige ved at falde. "Seth, altså!" sagde han rolig og kiggede ned på katten. "Pas på, okay?" mumlede han rolig og gik videre i sine tanker. Han havde ikek opdaget noget endnu, selvom at han lige havde været ved at falde.
Han gik lige ind i muren, han faldt lidt tilbage. Han tog sig til hovedet og kiggede på muren, han lignede et spørgsmåltegn. Han kunne ikke lige komme i tanke om hvordan han var kommet her hen. Han rystede på hovedet af sig selv, og ømme sig lidt.

Kajina havde sat i sine egne tanker med blinket rettet mod den skyfri, mørke himmel.
Hun blev trukket tilbage til virkeligheden da hun hørte nogen nærme sig. Hun fulgte vedkommende med blikket og skulle lige til at råbe op om at personen var ved at gå ind i muren, men det var sket før hun kunne nå at sige noget. En lavmælt latter slap hendes læber, hvorefter hun bed sig i læben. Hun burde ikke grine af noget, der måske påførte andre smerte.
Hun rejste sig op og gik hen til vedkommende. Da hun kom tættere på kunne hun se at det var en dreng, en hun ikke kendte. Hvilket ikke var en overraskelse, siden hun jo ikke kendte ret mange.
"Er du okay?" spurgte hun med et lettere bekymret blik rettet mod ham.

Matt havde tydligvis ikke set at der var andre omkring ham, så han fik et lille chok og bakkede lidt tilbage. Han kiggede på pigen og lagde hovedet en smule på skrå, han havde stadig en hånd i panden. Det gik lidt tid før han fik fat i spørgsmålet. Han rystede stille på hovedet af sig selv. Han vidste ikke helt hvad der gik af ham.
"Ehm... Ja, jeg er helt okay," sagde han så lidt tøvende, men med en venlig undertone. Han sendte pigen et skrævt smil, han følte sig en smule flov. Men han var selv udenom det lige nu, så han måttet bare tag det som en mand.. Som folk sagde. "Matt," sagde han let og rolig, mens han rakte en hånd frem mod pigen.

"Godt." sagde hun med et venligt smil rettet mod ham. Hmm, slut med at være alene. Men så igen, hun kunne jo ikke tilbringe hele sit liv i en eller anden mørk krog uden at lære nogen at kende.
"Kajina." præsenterede hun sig kort, mens hun rakte sin hånd frem og kort trykkede hans.

Han kunne godt finde på at bakke hovedet ind i muren igen. Han følte sig flov over det hele hun havde set. Men sådan kunne det går. Han smilte venlig til hende, han så dog ikek flov ud som han følte sig.
Han nikkede blidt til hende navn, han klemte blidt og hurtigt hendes hånd. "Gået her længe?" spurgte han venlig med et rolig smil. Han havde ikke set set hende.

"Ja, sådan da .." svarede hun med et skuldertræk. "Men det første stykke tid var jeg i Kina." Man kunne ikke længere høre på hendes stemme at hun oprindeligt kom fra Kina. Hun havde været hurtig til at lære sproget - det faktum at hendes mor oprindeligt var englænder hjalp selvfølgelig en del.
"Hvad med dig?" spurgte hun med hovedet en anelse på skrå og et venligt smil.