Stille bøn - Kajina

Sted: Gudindens tempel
Vejr: Overskyet
Tid: Lørdag omkring klokken 3 am.
Omgivelser: De fire lys fra sidste rite, som var for blot en time siden

Ciel havde sat sig på gulvet med bøjet hoved. Hans sorte hår hang ned i ansigtet på ham og tårene randte ned over hans kinder. Hans mobil lå et par meter væk, efter han havde smidt den fra sig med et gisp.
I starten havde han grædt hysterisk men nu var det kun hans skuldre der rystede ...
Han ville ikke tro hans egne øre ... Det kunne ikke være sandt!
"Ma Déesse," hviskede han i en stille bøn til Nyx. "Det må have været din vilje," hans stemme knækkede, men han fortsatte. "Men pas på ham ... Jeg beder dig!" Han snøftede højt og tørrede næsen i ærmet uden at tænke over hvor ulækkert det var ...
Det måtte ikke passe! ... Han kunne ikke være død!

Kajina havde været til riten for en time siden, men hun havde ikke haft lyst til at gå tilbage til pigernes fællesstue. Efter den rolige atmosfære, der havde været til riten orkede hun ikke den spredte larm fra alle pigerne. Selv om hun ganske vist selv var en pige, så betød det ikke at hun kunne lide al det tøsefnider.
Efter at have gået rundt på området i absolut stilhed valgte hun at gå tilbage til Gudindens tempel; Den fred og ro hun følte indeni under en rite var aldrig helt den samme når hun forlod riten.
Hun kom ind i templet og så med det samme Ciel sidde på gulvet med bøjet hoved. Hun undrede sig lidt over hvorfor han stadig var der, inden hun begyndte at gå hen til ham med langsomme skridt. Da hun kun var et par meter væk fra ham faldt hendes blik på noget, der lå på gulvet. Hun samlede mobilen op og tog de sidste par skridt hen til ham. "Ciel? Hvad er der galt?" spurgte hun bekymret og satte sig ned ved siden af ham. Hun kunne nemt se at der var noget galt; for det første: hvorfor sidde på den måde, hvis der ikke var noget galt. For det andet, hvorfor smide med sin mobil?

Ciel begyndte at tørrer sine øjne, før han endelig så op. Hans øjne var røde og hævede og han gjorde intet forsøg på at få sin mobil tilbage.
Hans skuldre rystede mens han hulkede en sidste gang og satte hænderne på gulvet for at trække sig selv op, men opgav.
"Mon petit ami," snøftede han og så op på hende. Han havde mest af alt lyst til at kaste sig i armene på hende og hulke som en sindssyg. Men han var for stolt og følte sig allerede for svag ved at græde.
"Han klarede ikke forvandlingen ... Il est mort ..." Det havde været det sidste år i Nattens Hus! Hvordan det kunne ske var ikke til hverken at forstå eller bære.

Kajina lagde hans mobil foran ham istedet for at presse den i hånden på ham. Han var tydeligvis ikke sig selv i øjeblikket; hun havde aldrig set ham sådan før.
Mon petit ami? Hun var stille i nogle få øjeblikke mens hun overvejede hvad det betød. Det var tydeligvis en person han nævnte.
Så gik det op for hende at det egentlig kun kunne betyde én ting; Det var hans kæreste, der ikke havde klaret forvandlingen. Så snart det gik op for hende lagde hun sine arme om ham. Ingen burde være alene i sådanne øjeblikke.
Hun var ikke den bedste til at trøste andre, men hun ville heller ikke efterlade ham når han havde det sådan. Dog sagde hun ikke noget; hvordan kunne hun sige trøstende ord når hun ikke anede hvordan han havde det; hun havde jo aldrig selv været igennem hvad han oplevede nu. Men hun ville gøre sit bedste; hun brød sig ikke om at se ham sådan. "Du kan være sikker på at Nyx passer på ham. Hvis du holdt af ham gør hun det helt sikkert også." Hun vidste godt at Nyx holdt af alle sine ynglinge men hun kunne ikke lade være med at tænke at hvis han havde været Ciels kæreste måtte han være noget særligt.

Ciel rystede over hele kroppen og hulkede grådkvalt.
"Ma Déesse ... Ma Déesse ... " Han forsøgte at sætte en sætning sammen, men han havde ikke mere luft og hans øjne sved.
Han lagde armene om Kajina og søgte trøst som et lilla barn ville have gjort, hvis det havde haft mareridt. Sådan havde han det nemlig. Han befandt sig i et mareridt og han kunne ikke vågne!
"Nyx vil passe på ham ... Men ... Jeg kan ikke tro, han er væk ... Jeg kunne ikke engang være der for ham!" Han snøftede det sidste med nye tåre.

Kajina strøg ham let over håret. Hun var ikke sikker på der var andet hun kunne gøre end at lade ham komme ud med det hele. Hvis hun selv havde haft det sådan engang ville det måske være nemmere at hjælpe ham.
"Jeg er sikker på han ved du ville have været der for ham hvis du havde muligheden." sagde hun stille.

"Selvfølgelig ville jeg have været der for ham!" Hans stemme var høj og hæs mens han pressede hovedet mod hendes skulder og snøftede. "Men jeg kunne ikke," tilføjede han hviskende.
Han rystede på hænderne, da han langt om længe tog hans mobil op igen. Så så han på baggrundsbilledet i et langt, lammet øjeblik.
"C'est lui," hviskede han, da han holdt mobilen frem så Kaji kunne se billedet af ham selv og en brunhåret, feminin dreng ... Ciel sad bag ham, med armene om ham og hovedet på hans skulder. Billedet var taget blot en uge efter de var blevet kærester ...

"Jeg ved det, men..." Hun stoppede midt i sætningen eftersom hendes næste ord måske ville få ham til at bryde sammen igen. Netop derfor var det ikke meningen at hun burde trøste nogen. Det ente tit med at hun kom til at gøre det værre.
Hun kiggede på skærmen, da han holdt sin mobil op foran hende. Hun gik ud fra at drengen ved siden af Ciel måtte være hans kæreste. Han så varmhjertet og kær ud med det brune hår og strejfet af feminitet. Det kunne hun selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed, men det var sådan hun så ham. Hendes læber formede et lille smil. De så søde ud sammen, selvom det sikkert ikke var noget drenge holdt af at høre; at de så søde ud.
"Han ser sød ud." var alt hun fik over sine læber til sidst.

Ciel smilede bredt, men det forsvandt hurtigt igen mens han så ned og klynkede lavmælt.
"Det var han også." Han forsøgte forgæves at stoppe sine tåre igen. "Kaji ... Vil du følge mig ind i kollegiet igen? Jeg har ikke rigtig lyst til at være alene lige nu." Han snøftede og stak mobilen i lommen.

"Selvfølgelig." svarede hun lavmælt og tog hans hånd i det hun rejste sig op. Hun gav hans hånd et blidt klem og smilede forsigtigt til ham, som for at fortælle ham at hun ville være der for ham. Selv om hun var forfærdelig til at trøste andre ville hun ikke forlade ham når han havde det sådan, medmindre han selvfølgelig bad hende om at gå og lade ham være alene. Hun kunne jo ikke rigtig bebrejde ham.

Ciel havde hovedpine af al den gråd. Hans hoved dunkede og han klemte krampatigt hendes hånd et øjeblik, dog ikke frygteligt hårdt.
"Jeg havde tænkt mig at fri til ham ... Når vi havde klaret forvanlingen." Han så på hende med nye tåre og tænkte at det vel var bedst at få talt med det samme.
"Vi skulle have været lykkelige sammen ... Men nu ... Kaji, har du prøvet at miste nogen?" Han tænkte at det ville være lettere at tale med hende, hvis hun kendte hans smerte.

Kajina mærkede hvordan han klemte hendes hånd, men det gjorde dog ikke ondt.
"Du elskede ham virkelig." Det var ikke et spørgsmål, mere en konstatering. Hun kunne høre det på den måde han talte om ham og at hans tårer blev ved med at falde.
Hun rystede på hovedet som svar på hans spørgsmal. Eller jo, hun havde mistet et kæledyr på et tidspunkt, men det var ikke noget man kunne sammenligne Ciels tab med overhovedet.

Han nikkede knust og mærkede hvor géle-agtige hans ben var begyndt at blive, mens se gik mod drengenes sovesal. Hans værelseskammerat og han var stadig ikke særligt tætte, så det var heller ikke fordi han havde nogen trøst oppe på værelset ... Så da de endelig kom derind, satte han sig tungt i en af sofaerne.
"Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre med alting ... "

Kajina satte sig ned ved siden af ham uden at slippe hans hånd.
"Ciel... Du kan ikke give op på alt... Du må tro på at Nyx havde en grund til at gøre det her..." sagde hun lavmælt og gav igen hans hånd et blidt klem.

Han rystede på hovedet ... Rystede bare på hovedet og sagde ikke noget i lang tid.
"Jeg er forbandet ... Jeg har gjort et eller andet for at gudinden ville kaste sin vrede på mig ... " Ny tåre slørede hans blik, men han nægtede sig selv at græde.
"Jeg har ikke fortjent det her," hviskede han hæst og så på Kaji. Han klemte hendes hånd og havde det som om han var ved at falde fra hinanden.

Forbandet? Hvordan kunne han sige det? I hendes øjne var der ingenting ved ham, ingenting han havde gjort, der kunne bekræfte at Nyx skulle være vred på ham. Men så igen, hun var ikke Nyx, så hun kunne ikke vide det. Og hun var ikke Ciel, så hun kunne ikke vide om han havde gjort noget forkert. Hun var sig selv og hun var overbevist om at han ikke kunne være forbandet.
"Hvordan kan du sige at du er forbandet? Jeg tror ikke på at Nyx er vred på dig. Desuden, hvad kan du have gjort, der er så slemt at gudinden skulle have set sig vred på dig?"

"Husk på, hvad jeg allerede har fortalt dig ... Jeg har allerede gjort så meget, at jeg blev sendt ud af mit eget land." Normalvis ville hans ord være aggressive og han ville have bidt af hende, men han orkede det ikke. Hans stemme var magtesløs og afkræftet. Han lignede et lille barn, som han sad der og stirrede ned på gulvet og så alt for lille ud i den store hættetrøje.
"Jeg stoler på Nyx ... Men det betyder ikke, at jeg ikke har gjort hende vred ... Oh, Ma déesse, hvorfor?!"

"Men det er jo længe siden, er det ikke? Jeg mener, hvis Nyx nu er vred på dig pga. dét, hvorfor skulle hun så først gøre noget ved det nu?" spurgte hun forsigtigt.
Hun lagde sine arme om ham som hun havde gjort i templet. Hun troede på at der var en grund til gudindens handlinger, men hun nægtede at tro på at det var fordi hun var vred på ham.

Ciel lagde sig ind til hende og tvang stadig sig selv til ikke at græde. Han var alt, alt for stolt til at græde i fuld offentlighed.
"Guddomme er nogen komplicerede væsener?" foreslog han halvhjertet. Et eller andet sted ville han nok bare give Diegos død mening. Om det så betød at han skulle give sig selv skylden for det.
"I frankrig," hviskede han tøvende mens hans arme lagde sig om hende og han søgte igen hendes trøst. "vender ynglinge ikke tilbage, som her."

"Måske." hun sukkede let. "Men det nytter ikke noget at du bebrejder dig selv."
Hun kunne se at han havde tåre i øjnene, men han ville åbenbart ikke lade dem falde, hvilket hun ikke forstod. Der var ikke noget som helst i vejen med at græde når man var i hans situation.

"Men jeg bebrejder mig selv!" Han klynkede svagt og knugede sig ind til hende.
Ringo kom løbende hen til ham og sprang op mellem Kaji og ham. Killingen måtte vide at Ciel havde brug for ham, for den begyndte at nusse sig ind til ham og spinde højt.
"Ringo dog ... " Et svagt smil kom frem på hans læber, da der var en smule trøst i at sidde med Kaji og Ringo ... Det var trods alt to, der betød meget for ham.

"Hør nu efter. Det kan ikke være din skyld. Hvor mange gange skal jeg sige det?" Det var ikke hårdt ment, men han kunne ikke gå rundt og tro at han var skyld i at hans kæreste ikke klarede forvandlingen.
Hun smilede skævt da hans kat sprang op mellem dem. "Se, Ringo er sikkert enig." Ikke at hun vidste det, men hun måtte jo prøve at ændre hans mening.

Ringo slikkede Kaji på kinden og Ciel kunne ikke lade være med at smile.
"Måske er han enig med dig ... " Han lænede sig tilbage i sofaen og smilede stadig sorgmodigt, da Ringo lagde sig i hans skød og begyndte at spinde.
"Kaji ... Tak ... Det er rart at have nogen at snakke med."

Et let grin forlod hendes læber da Ringo slikkede hende på kinden. "Præcis og du burde lytte til ham, ikke?" sagde hun med hovedet let på skrå.
Kajina aede Ringo forsigtigt og langsomt ned over ryggen med et lille smil. Hun rettede sit blik mod Ciel. "Det var så lidt. Bare sig til og jeg er der."

"Oui," mumlede han sørgmodigt og gav Kaji endnu et kort knus. Han havde virkelig brug for at være tæt på nogen lige i det øjeblik, men det føltes forkert, når det ikke var Diego ... Når Diego var grunden ...
Han sukkede tungt og ved sig så lidt i læben. Han anede ikke hvad han skulle gøre eller sige mere. En anden person havde taget over. En rolle. Den ro, der faldt over ham, var ikke naturligt. Det var skuespil ... Den eneste måde, han kunne slippe for at bryde sammen igen.