Øde ... {Kajina}

Hun stirrede på ham med åben mund. "Europa-mester? Virkelig?" Så var han jo ikke bare god, men.. ja.. mester.
"Ja.. Det er jo næsten det eneste andet valg jeg har her på stedet, er det ikke? Jeg mener, ridning er jo ikke så besværligt.. Dog har jeg lidt svært ved at holde mig oppe på hesten." Hun fandt det så irriterende at det var nødvendigt at dyrke motion, men hun var jo nødt til det, for hun havde ikke specielt meget lyst til at dø. Hvis hun ikke trænede sin krop ville der jo være større chance for at hendes krop ikke ville kunne holde til forvandlingen. Så vidt hun havde forstået i hvert fald.

"Oui ... Og jeg er ked af, jeg ikke kan øve med dig imorgen, men ynglingen jeg skal kæmpe mod har virkelig talent. Jeg har aldrig set en pige kæmpe så fantastisk. Min fægtetræner i Frankrig var meget diskriminerende. Det er virkelig rart her hvor drenge og piger kan gøre hvad de har lyst til." Han forsøgte at lade være med at smile men nikkede alligevel imponeret. Han måtte indrømme det. Hvis nogen satte ham op på en hest ville han gå fuldstændig fra hinanden. Han elskede dyr ... men heste ... det var ikke liiiige hvad han foretrak.
"Det er rart at se at en pige kan ride uden at blive heste-psyokotisk." Han kunne ikke fordrage den slags piger - de var nok søde inderst inde, men de var ikke noget for ham.
Han tog hendes hånd, løftede den op til sine læber og kyssede den kort.
"Men efter kampen er jeg Deres, Julie. Moi chéri." Han havde et drillende glimt i øjnene og slap hendes hånd kort efter.

"Det er helt i orden." Hun smilede skævt. Af en eller anden grund følte hun sig på en måde irriteret over hvad han havde sagt. Hun havde haft det på samme måde mange gange før hun blev mærket, men hun forstod ikke hvorfor den dukkede op igen nu. Det gav jo ingen mening. Hvor lang tid havde hun lige kendt ham? En halv nat eller noget? Hun rystede på hovedet af sig selv og skubbede tanken væk.
"Heste-psykotisk? Hvordan nogen kan være det fatter jeg ikke. Jeg mener, har du set hvor store de dyr er? Det er jo sindssygt." Selvfølgelig var de ikke så store, men alligevel.. at falde ned fra en hest kunne sikkert være livstruende.
Hun spærrede sine øjne en anelse op da han kyssede hendes hånd. Endnu engang overraskede han hende med hans handlinger. Og hvis ikke han havde sagt 'Julie' havde hun sikkert rødmet kraftigt.

"Min fægtelære var min mentor så jeg fortalte ham aldrig at jeg synes det var forkert," han havde skyndt sig at sige det, da han regnede med et det udtryk betød, at hun troede han også diskriminerede piger. Enten det, ellre også var hun oprevet over at de ikke kunne øve ... Han havde aldrig været særlig god til at aflæse folk, han lige havde mødt.
"Jeg har heller aldrig forstået det ... Men jeg forstår heller ikke hvordan nogen kan være bange for mus eller edderkopper." Han trak fraværende på skuldrene og så hende kort i øjnene med et svagt smil før hans blik flakkede væk igen. Når han var inde i en rolle, havde han ingen problemer med at se folk i øjnene ... Men når han bare var Ciel ... Så så verden meget anderledes ud.
I det øjeblik han havde været Romeo igen havde den grønne ring lyst op som om månen skinnede igennem dem. Hans smil havde været så kærligt og hjerteligt at den generte mine, der nu var vendt mod gulvet, virkede helt og aldeles upassende på hans ansigt, efter alt der var sket den nat.

Hun rystede misbilligende på hovedet. Bare fordi fægtning virkede som noget der kun var for drenge og mænd, behøvede det jo ikke at betyde at piger ikke kunne finde ud af det. Det var tydeligvis en meget forskruet og gammeldags fægtelærer han havde haft.
"Det med at være bange for edderkopper forstår jeg så godt. De lange ben og den klamme krop og den måde de kravler på, det er bare.. urgh!" Hun gøs ved tanken om dem. Hun skreg næsten hver gang hun fik øje på en af de ekstra behårede og store.
Hun bed sig svagt i læben og var glad for det var lykkedes for hende ikke at rødme. Det havde været svært at bortforklare.

Han bed sig nervøst i læben og håbede bare hun ikke ville forveksle ham med den slags ... Hvis han var diskriminerende ville han jo heller ikke have valgt at tage den kamp med den kvindelige fægter som ligemænd! Ligemænd. Alt havde åbenbart en diskriminerende baggrund.
Han smilede skævt, da hun fortalte om frygten for edderkopper.
"Alle har deres personlige edderkopper. Skeletter i skabene. Frygter ... " Hans blik var pludselig fæstnet til hans fødder og han blev tavs i samme nu. Det var ikke ligefrem et emne han brød sig om. Overhoved ikke.
En kort latter slap hans læber, da han desperat forsøgte at hæve stemningen han havde fået trykket ned mod gulvet.
"Nåmen ... Skal vi gå ud i sneen?" Han så mod vinduet for sneen dalede fredeligt. "Hvis du ikke kan lide sport kan du måske lide en god sneboldskamp"

Hun undrede sig en anelse over, hvorfor han pludselig blev så stille, men hun ville ikke spørge ind til det. Hvis det havde noget at gøre med, hvorfor han blev overført hertil, så var hun ikke engang sikker på hun turde spørge ind til det. Sidst var han jo blevet vred. Desuden havde hun jo sagt at han bare kunne komme til hende, hvis han på et tidspunkt havde lyst til at snakke om det - så enten ville han ikke snakke om det endnu eller også var det noget helt andet det handlede om.
"Selvfølgelig. Men bare så du ved det: hvis du starter en sneboldkamp med mig, så bliver du nakket." Hun grinede drillende og begyndte allerede at gå mod døren.

Han grinede lidt og rystede på hovedet af hende med et overlegent smil.
"Jeg er sikker på, du ville vinde ... Men jeg vil hellere kæmpe for sjov." Han purrede op i hendes hår, som han vidste mange piger hadede så frygteligt. Så greb han fat om hendes håndled og rev hende med mod døren. Han smilede stort mens han rev hende ud mod den snefyldte gårdsplads.
Han stoppede op, da han havde åbnet døren og så ud på det snedækkede landskab. Der var faldet meget mere sne end han havde troet. Landskabet var smukt og det mindede ham kort om den film Narnia, som hans lillebror havde elsket så højt.
"Det er smukt," hviskede han hen for sig selv og gav hendes hånd et blidt klem, uden at han lagde mærke til det. Pludselig slap han hendes hånd og rødmede svagt.

Hun klappede ham blidt på hovedet med et drillende smil. "Du er bare bange for at tabe til en pige." Hun glattede sit hår efter han havde purret op i det. Det generede hende ikke som sådan, men det kom nu mest an på situationen og om hun brød sig om personen eller ej.
"Hey! Har vi travlt eller hvad?" spurgte hun da han hurtigt rev hende med udenfor.
Hun så op på ham da han pludselig stoppede. "Ja, det er det vel... Du kan godt lide sne eller hvad?" spurgte hun med hovedet let på skrå. Hun lagde mærke til at han blev en smule rød i ansigtet. Frøs han allerede?

Han rystede bare på hovedet af hende, da hun sagde, han ikke ville tabe til en pige. Det var engetligt en lettere irriterende kommentar, men han vidste selvfølgelig godt, at hun bare drillede ham, så han lod det passere.
"Jeg har ikke travlt, jeg ... " Han trak på skulderne med et svagt suk. Han havde ingen anelse om hvor for han gjorde som han gjorde.
Hurtigt smuttede han ud i sneen, bøjede sig ned og stak hænderne i de dunbløde snefnug. De kolde kærtegn fra naturen selv kunne ikke forklares med ord. Intet kunne til fulde forklare sådan et sanseindtryk.
Glæden var kort. Hurtigt havde han samlet sneen til en snebold og rejst sig. Han så tilbage mod Kajina, men kastede ikke bolden, som han ellers havde tænkt sig.

"Du har ikke tænkt dig at angribe en, der er ubevæbnet, vel?" Hun så på ham med et uskyldigt lille-pige-udtryk, mens hun langsomt selv bevægede sig ud i den bløde dun-agtige sne.
Hun bøjede sig ned og samlede en lille bunke sne for derefter at forme det til en lille bold, al sammen uden at fjerne blikket fra ham. Der var ikke noget værre end at blive ramt af en snebold, når man ikke var parat på det.

"Jeg har slet ikke tænkt mig at angribe dig ... " Sagde han over skulderen, da han smed snebolden i sneen og satte sig på knæ i det kolde, hvide vandtæppe. Han begyndte fraværende at få mere sne på kuglen og den begyndte langsomt at blive større, mens han rulede den og fik våde bukseben.
"Skal vi ikke lave en snemand og skyde til måls efter ham? Så kan vi øve os, til når de andre kommer." Sagde han sarkastisk og den falske Amerikanske stemme knækkede så han et øjeblik blev nød til at få sig selv til at tænke engelsk igen.
"Vi skulle jo nødigt have at vi begge blev syge af at få sne ned af nakken." Han grinede lidt. Velvidende at ynglinge og vampyre næsten ikke kunne fryse og at lidt vand ned af nakken ikke ville gøre dem syge.

Hun smed snebolden ned i sneen igen og sukkede. "Vil du seriøst have vi bygger en snemand? Nu havde jeg jo lige glædet mig til en god sneboldkamp." Hun var ikke sikker på om han virkelig ville lave en snemand, men uanset hvad så orkede hun det virkelig ikke. Før i tiden havde hun lavet op til flere snemænd sammen med sin lillesøster hver gang det sneede og hun syntes ærligt talt at det tog for lang tid.
Hun ville meget hellere bare have en god gammel omgang sneboldkamp. Det var sjovt og det det behøvede ikke nødvendigvis at tage lang tid.

Han så op på hende med et kort, trist blik og rejste faldt så bagover ned på ryggen i sneen og så op på den klare stjernehimmel. Han havde bare ment det for sjov, men helt ærligt så savnede han virkelig at fjolle rundt i sneen uden at noget skulle være konkurencce. Alt i livet var konkurencce på en eller anden måde.
"Ligemeget," sagde han lavt mens den klare hvide sne lagde sig i det dorte tøj og hår. Han ville med garanti ende med at fryse men i det øjeblik var han virkelig ligeglad. Et øjeblik lukkede han øjnene og mærkede hvor tunge hans øjne var blevet. Det var ikke så sent endnu, men han var virkelig inderligt træt lige pludseligt.
Han satte sig op i sneen og rejste sig så helt med et svagt suk og sparkede lidt til den bunke sne han havde samlet ... Han lignede pludselig en knust lille dreng.

Hun sukkede og satte sig på knæ ved siden af ham. "Hvis du så gerne vil lave en snemand, så lad os da gøre." Hun smilede skævt. Hun havde set hans triste udtryk og ville bare gøre ham i godt humør igen. Det var lidt som om uanset hvad hun sagde så gjorde hun en eller anden trist eller ked af det. Det samme med hendes handlinger. Det var jo hendes egne handlinger, der havde skilt hende fra sin familie.
Hun fulgte ham med sine øjne da han rejste sig op. Hun tænkte lidt over om han også havde leget i sneen med hans lillebror før i tiden, som hun selv havde med sin lillesøster. Måske det var derfor han pludselig var blevet trist.

"Nejnej, hvis du ikke vil ... " Han havde desværre boet i en sydlig del af Frankrig og havde sjælendt ses sne med mindre han var ude og rejse med sin mor - og der var der aldrig tid til at lege.
Han sukkede svagt men fremtvang så et smil. Han havde ikke ment at ødelægge stemningen eller få hende til at føle, hendes selvskab ikke var værdsat. Hun var jo ikke skyld i det, han gik igennem. Han ville ønske at hans desprimerede væremåde ikke mærkede andre på den måde. Men sådan var det åbenbart bare. Folk blev ofte påvirket af følelser og indtryk omkring en. Han så ned på snedyngen foran ham, der skulle have været en snemand ... Nok den første han ville have lavet længe - der havde været se ved Nattens Hus i Frankrig, men der havde han ofte haft travlt med træningen om vinteren og han havde kun leget sneboldskamp en håndfuld gange ...
"Det er jo bare sne," sagde han. Stik imod hvad han tænkte. Han satte foden hårdt ned i dyngen foran ham og det nedpressede fodaftryk sås tydeligt.

Hun rejste sig op og så en smule irriteret på ham. "Lad nu vær med det der. Vi kan godt gøre det, hvis du så gerne vil, okay? Jeg har ikke noget imod det." Hun syntes muligvis at det tog lang tid at lave en snemand, men hvis han så gerne ville lave en, så var hun villig til at bide det i sig. Og det kunne jo muligvis blive sjovt.
"Og du kan tydeligvis godt lide sne, så lad være med at opføre dig sådan. Så skal vi lave en eller ej?" Hun lagde sine arme over kors, men kunne ikke lade være med at smile, da hendes toneleje var stik modsat af, hvad hun sagde. For at bygge en snemand burde jo være sjovt og hun fik det til at lyde som om det var en nødvendighed.

Han bøjede sig ned, greb en håndfuld sne og kastede den i hovedet på hende. Bevægelsen var så rolig og den kom helt bag på ham selv. Han smilede stort til hende, som hun stod der med hvide klumper i det sorte hår.
"Du stesser vist. Dit hår er ved at blive gråt." Han grinede lidt af hende og rev hende hårdt ned i sneen før hun kunne nå at forsvare sig selv.
"Jeg vil ikke tvinge dig til at bygge en skide snemand, hvis du ikke vil ... Det er ligemeget." Sagde han bestemt og forsøgte at holde hende nede, men i det kolde vejr og på et underlag af sne var det ikke verdens nemmeste opgave at holde hende på plads.
Han slap hende lidt efter og dumlede ned i sneen ved siden af hende. Han var sikker på, hun ville angribe ham med sne også, men det var det værd. Håbede han.

Hun trådte et skridt tilbage da han pludselig kastede en håndfuld sne på hende. "Hey!" Hun skulle til at bøje sig ned for selv at tage lidt sne og kaste det på ham, men så langt nåede hun ikke før han havde revet hende ned i sneen og holdt hende nede. Hun sukkede let og smilede skævt. "Okay okay, ingen snemand."
Hun satte sig hurtigt op i sneen da han slap hende og skubbede i stedet ham ned i sneen for derefter at sætte sig på ham. "Men du burde vide hvad der venter dig når du kaster sne på andre." Hun tog en klump sne op i hånden og smilede drillende.

Han grinede højt, mend hun skubbede ham ned i sneen. Han kæmpede ikke imod, mens hun samlede sneen op i hånden.
"Jeg kendte skam godt konsekvenserne, chéri," grinede han og så bare på hende. Så fik han en idé!
Han greb fat om hende og kildede hende. Han anede ikke om hun var kilden eller ej, men det måtte han jo bare se at finde ud af på en eller anden måde.
Han forsøgte stadig ikke at skubbe hende af. Det ville være nemmere hvis hun bare faldt af, af grin eller noget i den stil ... Men så ville hun sikkert tabe sneen ned i hovedet på ham.
Han havde måske ikke tænkt det helt igennem ...

"Godt forsøgt, men jeg er ikke kilden." Det var i hvert fald en del af sandheden. Hun var kilden, bare ikke lige der. Hun blev enig med sig selv om at det ikke ville være smart at nævne de steder, hvor hun faktisk var kilden.
Hun holdt den hånd hun havde sneen i over hans ansigt og lod det lige så stille drysse ned over ham.
Hun kunne se så mange muligheder fra hvor hun sad. Hun kunne give ham en vasker - selvom hun godt vidste at det kunne være farligt i visse situationer - hun kunne proppe sne ind under hans trøje eller simpelthen bare dække ham med sne. Der var mange flere muligheder, men hun gjorde ingen af delene. Hun ville vente og se, hvad situationen ellers kunne give hende af idéer.

Han viftede sig fraværende omkring hovedet, får ikke at få sne i øjnene eller andre ubehagelige steder i ansigtet.
"Fint ... Godt for dig, chéri." Han samlede besværligt en stor klat sne op og kylede den i hovedet på hende, selvom bevægelsen var ret så akavet, fordi han lå ned.
"Du burde vide bedre end at kæmpe med en fægeter, moi chéri," grinede han og vente dem om i sneen. Han rejste sig uforstyrret fra hende og sneen og rakte en hånd ned for at hjælpe hende op.
"Vi kan godt tage en ordentlig kamp. Men vi starter fair. Ingen af os skal ligge klemt ned i sneen." Han lagde hovedet lidt på skrå og håbede på, hun ikke ville forsøge at tage hævn lige med det samme ...

Hun grinede, men blev stille da sneen ramte hendes ansigt. "Hmm.. Det gør jeg åbenbart ikke."
Hun tog hans hånd og fik rejst sig op. Hun begyndte automatisk at børste sneen af sig, selvom det godt kunne være lidt svært at få det væk fra ryggen. Men så igen, det ville jo smelte på et tidspunkt, så det gjorde nu ikke så meget.
"Hm.. det var da dig der startede med at vælte mig ned i sneen. Men okay, fair start." Hun trådte et par skridt tilbage for at lægge lidt afstand imellem dem. Man kunne jo aldrig vide om han ville smide hende ned i sneen igen.

Han bakkede lidt væk fra hende og kunne ikke lade være med at grine over, at hun pludselig var blevet for sigtig og virkede så meget mere på bagt.
"Jeg har altså ikke tænkt mig at springe på dig ... Endnu." Da han havde lagt lidt afstand til hende kastede han endnu en snebold, men denne gang ramte den ikke ... overhoved ikke, faktisk. Den fløj en meter ved siden af hendes hoved. Han var fantastisk, når det gjaldt fægtning og skuespil ... Men alt andet - og især at skyde til måls - var ikke liiige ham. Slet ikke.
Han rømmede sig lidt, som om det kunne dække over fejlen.
"Det ... var med vilje ... Jeg ... giver dig en chance." Han rødmede svagt, men det kunne ikke ses, fordi hans kinder allerede var røde af kulden.

"Og netop derfor bakker jeg væk. For at være på den sikre side. Det kan jo aldrig skade, vel?" Hun bukkede sig ned - uden at se væk fra ham - og samlede lidt sne op og formede den til en bold.
Hun fulgte snebolden, der fløj forbi hendes hoved, med øjnene. Et grin forlod hendes læber. "Selvfølgelig."
Hun kastede den snebold hun nu havde i hånden efter ham, men ramte ham kun yderst på hans ene skulder. Hm, så god var hun vist heller ikke selv ..
Hun samlede endnu en snebold op og gik tættere på ham, så hun kunne ramme ordentligt.