Øde ... {Kajina}

Han smilede skævt af hende og trak hende så med mod dramalokalet. Efter de var gået et rimelig godt stykke tid så stoppede han op.
"Mærkede du også det?" Han så op mod himlen hvorfra noget koldt og vådt havde ramt hans ansigt. "Det er da kun november," hviskede han. Da de hvide snefalger pludseligt begyndte at virvle omkring.
Smilet bredte sig på hans læber men alligevel skydte han sig at gå videre og trak hende med sig.
Kort efter stod de i dramalokalet med hvidt hår mens sneen dalede ned udenfor vinduerne. Det så ud som om der var en snestorm på vej.
"Sikke et vidunderligt vejr," hviskede han fraværende og så stadig ikke helt ud som sig selv. Han løsrev sit blik og gik så ned mod den anden del af lokalet, hvor manusskripterne lå. Han rodede lidt mellem dem og fandt så en af dem frem.
"Skal vi improvisere eller bruge replikkerne?" Han så mod hende med et skævt smil.

Da han pludselig stoppede op kiggede hun undrende på ham. Men da hun mærkede noget koldt og vådt ramme sin hud kiggede hun op og så sne falde fra himlen. "Woow, sne allerede?" spurgte hun en anelse fraværende. "Der kan man bare se."
Hun fulgte villigt med da han trak hende med indenfor. Der var faktisk ved at blive en smule koldt.
Hun smilede skævt. Han så ud til at nyde at der var begyndt at falde sne udenfor.
"Jeg synes vi skal improvisere. Det gør det lidt sjovere, ikke?"

"Selvfølgelig ... Improvisation er en vigtig ting at have i baghånden, men," det gik om for ham, at han snakkede som om hun skulle være en professionel. Han rystede det af sig og nikkede så. "Oui, vi kan improvisere, men vi skal have en handling at improvisere ud fra," sagde han kort for hoved og trak lidt på skulderne.
Han overvejede lidt de klassiske Shakespeare stykker Romeo og Julie eller Othello, men hun gav ikke udtryk for at kende meget til den slags, så han ville ikke foreslå det.
"Har du ikke nogen stykker, du holder af?" Han fandt et par monologer, som selvfølgelig ikke kunne bruges til deres formål. Selv vidste han ikke lige, hvad der kunne falde i hendes smag. Han var ikke en ligeså god menneskekender, som han selv troede af og til.

De eneste hun kendte til var Romeo og Julie, men kun filmene, og det hjalp jo ikke meget lige i øjeblikket. Hun rystede på hovedet. "Overhovedet ikke. For at være ærlig, så kender jeg slet ikke nogen. Jeg er lidt mere til film og bøger end gamle stykker. Sorry." Hun smilede undskyldende. Hun kunne godt lide skuespil på trods af hendes sceneskræk, men hun havde aldrig lagt sig ind i sagerne. Ikke særlig meget i hvert fald.
"Har du selv nogen forslag? Jeg kunne jo læse stykket hurtigt igennem hvis det er. Jeg har en god hukommelse, så det er ikke noget problem."

Han så på hende et par sekunder med et voksende smil på læberne. Det brød ud i en latter og han så på hende, mens han ventede på at hun selv begyndte at grine. Så stoppede han brat.
"Shit, du mener det ... Kajina stykker man viser i teatret ER gamle romaner og film, når de en eller anden gang bliver filmatiseret. Film ER skuespil ... Det er basis viden. Du bør da kende dét." Han så på hende med rynkede bryn og forstod ikke helt, hvad hun dog mente.
"Chéri, hvad tror du helt præcist et stykke er?" Han lagde hovedet på skrå og ventede på hendes svar. Det var da mærkeligt at nogen ikke kendte den viden - eller måske syntes han bare det, fordi han var vokset op sådan. Det var jo aldrig til at vide. Men for ham var det i hvert fald mærkeligt.
"Tror du kun stykker er, hvad der bliver fremvist i teatre?" Selv det kunne jo ikke passe ... kunne det?

Hun sukkede dybt. Der burde være en lov imod, hvor mange gange man havde lov til at føle sig dum på en dag - eller i de her tilfælde nat. "Det ved jeg godt. Men der er jo stadig forskel. Når en bog eller et teaterstykke bliver filmatiseret så bliver den jo anderledes end den originale."
Hun blev stille i et par minutter, mens hun tænkte grundigt over hans spørgsmål. Ærligt talt troede hun kun at stykker var sådan noget der blev vist i et teater, men det kunne hun ikke lade ham vide. "Øhm.. Et stykke er vel ligesom de ting Shakespeare skrev, ikke?" Hun slog sig mentalt for panden. Det måtte da sætte rekorden for uintelligente svar. Sikke dog en god måde at lade ham vide at hun ikke kun troede at stykker var dem der blev vist i et teater! Hun vendte sig en smule væk fra ham for at undgå at se på ham.

Han bed sig hårdt i læben, for ikke at grine at grine af hende igen. Han ville ikke såre hende mere.
"Chéri, du sagde selv, at vi skulle improvisere ... Så er det ligemeget om det er den originale eller ej. Vi skal bare bruge det som et handlingsgrundlag." Han sukkede svagt og lagde manusskripterne tilbage i bunken.
"Og stykker er altså heller ikke de originale, at du ved det ... Romaner er de orginale. Stykker er, ligesom film, romaner, der bliver omskrevet en smule, så det bliver skuespil." Han havde næsten ondt af hende. Hun var kommet helt skævt ind på skuespilsverdenen. Han så på hende med et skævt smil, da hun nævnte at Shakespeare skrev stykker ... Han orkede snart ikke at rette mere på hende. Det var jo næsten synd for hende!
"Shakespeares romaner blev omskrevet til stykker og fremført på teatre. Men han skrev oprindeligt sine tragedier som romaner eller noveller. Oftest romaner, går jeg ud fra, men jeg er ikke fuldstændig inde i hans liv."

Damnit. Det her var snart ved at blive rigtig pinligt. Hun kunne se at han prøvede at holde et grin tilbage, hvilket fik hende til at føle sig endnu mere som en idiot.
"Nåh, men så gør vi sådan her: Du vælger.." hun overvejede sine ord nøje for ikke at lyde dummere end hun gjorde i forvejen. "et eller andet og så siger jeg om jeg kender det eller ej, okay?"
Hun begyndte så småt at føle sig som et lille barn igen; uviden og hjælpeløs. Hvis hun havde bare den mindste smule lyst til at virke klog burde hun nok bare holde mund.

Han sukkede svagt og tænkte sig om. Han kunne ikke komme i tanke om noget, hun mon kendte. Han bed sig lidt i læben og lænede sig mod væggen, mens han tænkte.
"Tja ... Vi kan vel ligeså godt tage Romeo og Julie. Den kender du jo." Han smilede skævt til hende og håbede at han ikke ville gøre hende mere pinligt berørt. Det var ikke med vilje, at han havde grint af hende ... Det virkede bare som om hun forsøgte at få ham til det ...
"Hvad med scenen, da de finder ud af hvilke familiebaggrunde de har og at de ikke kan være sammen?" Han ville helst ikke tage en scene, hvor Romeo og Julie skulle kysse. Det ville nok ikke være det allerbedste middel mod hendes sceneskræk. "Eller hvad synes du?" Han lagde hovedet på skrå med et skævt smil.

Hun sukkede lettet. Selvom hun ikke kendte Romeo og Julie lige så godt som han gjorde, så var det nok den eneste han kunne have foreslået som hun faktisk vidste hvad var. "Det er vel okay. Men vi blev godt nok enige om at improvisere, ikke? For altså jeg kan ikke replikkerne i hovedet." For hende var Romeo og Julie en film (eller roman) man burde nyde, så hun havde aldrig givet sig tid til at fokusere på, hvad de sagde. Faktisk lavede hun næsten altid noget andet imens hun så filmen, så den eneste scene hun faktisk så var den allersidste, hvor de begge dræber sig selv.

"Rolig, rolig," sagde han bare med et skævt smil og satte sig på et af borderne. "Vi improvisere," forsikrede han hende kort for hoved.
I et pludseligt spring stod han op på bordet med hånden for hjertet og så dybt ulykkelig ud.
"Julie ... Min elskede Julie ... Hvordan kunne nogen gud være så ond at høre os fra hinanden. Skæbnens veje er uransagelige, men hvorfor nu! Hvorfor, når jeg endelig har fundet kærligheden?" Han sprang ned fra bordet og faldt på knæ foran hende og tog hendes hånd. "Julie, sig De elsker mig ... Sig mig, at De vil dele dette vidunderlige liv med mig og glemme denne strid!" Han så på hende med et fuldstændigt anderledes blik en det hun allerede havde set. Han var Romeo. En Romeo med Fransk accent ... Gudinde det kunne sikkert have fået en hver pige til at dåne.

Hun skulle næsten til at grine, da han pludselig sprang op på bordet, men hans pludselige forandret udtryk gjorde det umuligt for hende ikke at tage ham seriøst.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Han var begyndt så pludseligt at det føltes som om hun var blevet placeret midt i en quiz, som hun ikke havde læst noget som helst om. Hvad skulle hun gør? Spille med- eller ja, selvfølgelig skulle hun spille med, men hvad skulle hun sige?
Hun trak vejret dybt og blev enig med sig selv om at det kunne da være lige meget om hun vidste, hvad den fiktive og originale Julie havde gjort. Da de jo bare improviserede ville hun gøre som hun selv følte for. Hun så ned på ham med et sørgmodigt blik. "Min Romeo, jeg elsker Dem med hele mit hjerte, men dette vil aldrig gå. Denne strid har stået på så længe at vores familier aldrig ville kunne forstå vores kærlighed til hinanden."

Han greb hendes hånd og så virkelig ud som om, han var ved at fri til hende. Romeo og Julie blev jo gift før deres død så at han lod som om han friede virkede helt realistisk for hans rolle.
Han var glad for at se, hun bare kastede sig ud i det. Det kunne kun gå fremad nu! Hun klarede det allerede fint. Men nu var der jo intet publikum.
"Men Julie ... Gift Dem med mig og forkast Deres efternavn! Bånd af blod eller kærlighed, hvorfor er de ikke lige vigtige? Jeg elsker Dem mere end min familie hader Deres." Han lagde deres hænder mod hans hjerte - og ovenpå hans emblem mærke, der virkede helt malplaceret, fordi han tydeligvis var langt inde i rollen.
"Gift Dem med mig ... " Han løftede hended håndog kyssede hendes håndryg som en rigtig gentlemand der hilste goddag.

Hun så ham i øjnene og lagde mærke til at de var helt anderledes. Ikke bare anderledes pga. den grønne ring om hans irisser, men som om han virkelig havde levet sig ind i rollen, som om han virkelig var Romeo.
"Men hvad ville der ikke ske, hvis de fandt ud af det? Jeg ville ikke kunne leve med tanken om et liv uden Dem." Det gik vel godt indtil videre, men hvis der kom nogen ind i lokalet ville hun med sikkerhed stoppe midt i det hele. Tanken om at situationen ville se helt anderledes ud fra vedkommendes synsvinkel fik varmen til at stige en smule op i hendes kinder.
Hun fokuserede igen på skuespillet og med tanken om filmen om Romeo og Julie de næsten lige havde set fik tårerne til at vælde frem i hendes øjne igen. Hvilket egentlig passede fint i øjeblikket.

Han sukkede tungt og slap hendes hånd mens han satte sig helt ned på gulvet, stadig med benene bøjet under sig selv.
"Men, min elskede! Hvis De gifter dem med mig vil striden umuligt kunne fortsætte! To familier ville blive én. Gå bagom Deres faders ryg og lad mig tage eders hånd i ægteskab!" Han foldede hænderne for sit bryst og så på hende med et bedende blik. Han rejste sig op og lagde hænderne på hendes skuldre mens hans blik fandt hendes og han så på hende med et blik, der så ud til, at kunne se helt ind i hendes sjæl.
"Min skønne, milde elskede ... Sig mig blot. Elsker De mig ikke hvor hvem jeg er? Mit navn betyder intet for vores kærlighed!" Han gav hendes skuldre et klem og havde næsten glemt, at de kæmpede imod hendes sceneskræk. Han var inde i sin rolle, ikke det problem de forsøgte at løse.

Hun løftede sine hænder for at tørre de pludselige tårer væk. "Min elskede Romeo, jeg.." Hun tøvede lidt. Skulle hun sige ja til 'ægteskabet' eller ej? Hun tænkte kort på om skuespillet ville stoppe, hvis hun gjorde det.
Hun lagde sin ene hånd mod hans kind. "Lad to familier blive én." hviskede hun med et svagt smil. "Jeg vil gå bag min faders ryg og blive forenet med Dem gennem ægteskabets bånd." I hendes øre lød det mærkeligt at lade ord som dem forlade hendes mund, men den måde som han lod ordene flyde på gav hende ikke lyst til at stoppe skuespillet.

Smilet bredte sig langsomt på hans læber og han rejste sig op før han trak hende ind til sig i en kærlig omfarvnelse og hviskede blidt.
"Tårene passer fint, men du må overgive dig til rollen." Hans hænder gled langsomt ned over hendes arme og hans stemme hævede sig en smule. "Min elskede Julie ... Jeg vil stå ved Deres side til Døden kalder mit sidste åndedrag. Jeg vil ære den jord De betræder, til min krop selv bliver en del af den. Og jeg vil elske Dem at hele mit hjerte til den dag, det stopper med at slå." Hans stemme var teatralsk og det var tydeligt at han havde stået på teater-scener og ikke på det hvide lærred. Han kunne nemt klare begge dele, men det var jo altid svært at ligge vaner bag sig.
Han så hende dybt i øjnene med et så intenst blik at det ville have kunnet tage luften fra en stor del af de piger han allerede kendte.
Langsomt lyste den grønne ring op og hans blik begyndte at blive normalt igen før han slap hende og satte sig på bordet mens hendes sidste replik slap læberne.
"Du klare det fantastisk uden publikum. Måske lidt tilbageholdende, men jeg kan ikke se, hvorfor du er nervøs."

"Det er svært." hviskede hun tilbage. Hun fik kuldegysninger, da han strøg sine hænder ned af hendes arme.
Hun prøvede ihærdigt at finde et svar til hans replik, men intet af det hun kunne komme i tanke om passede ind i skuespillets situation. "J-jeg ved ikke hvad jeg skal sige." var de eneste ord der slap hendes læber, mere som sig selv end som sin rolle. Hun følte sig så uduelig i forhold til ham. Hans replikker virkede til at komme flydende, mens hun var nødt til at tænke over det.
Hun sukkede og satte sig ned på et bord overfor ham. "Jeg stinker til det her." mumlede hun irriteret. At vælge drama var muligvis en fejl. "Nej, det kan jeg heller ikke selv. Her er jo ikke nogen, så det burde vel være nemt."

"Problemet er bare, at du tænker for meget over det," sagde han med et svagt smil og trak benene op til sig på bordet. "Jeg vil gerne øve med dig noget mere, hvis du vil have det." Han smilede forsigtigt og opmuntrende mens han foldede fingrene. En lille række knæk hørtes fra hans fingre og de blrv bøjet unaturligt langt tilbage.
"Det er virkelig ikke så svært som du bilder dig ind," forklarede han og rejste sig fra bordet med et svagt gab.
"Lad mig nu se," mumlede han tænksomt. "Er du god til at lyve?" Han lagde hovedet på skrå og så på hende med et blik der nærmest så igennem hende. Som om hun var blevet luft eller at han var blind. Hvis man kunne lyve uden at blive opdaget, havde man jo allerede et talent for skuespil.
Efter et par sekunder, hvor han stirrede som en zomebie, genvandt han fokus og så hende i øjnene.

"Det vil jeg gerne." Skuespil var ikke hendes største talent, men det kunne det jo blive med hans hjælp. Hun gøs, da hun hørte de små knæk fra hans fingre. Hun havde altid hadet den lyd. Det var bare ikke en naturlig lyd.
Hun trak let på sin ene skulder. "Jeg er sådan okay til at lyve." Hun havde løjet mange gange for sine forældre for at være sammen med sine venner på steder som hendes forældre ikke syntes specielt godt om.

Han nikkede tænksomt mens han stod og så på hende, lænet op af det høje skolebord.
"Hvor ofte synes du? For du gider sikkert ikke sådan noget hver aften. Desuden har du jo også den almindelige undervisning." Han synes virkelig det var ærgeligt, de ikke havde drama sammen. De ville sikkert have været et rimelig godt team. Han smilede skævt til hende og strøg hende fraværende over kinden, for at fjerne lidt hår fra hendes ansigt.
Hans hånd fald hurtigt ned langs hans side igen og han rømmede sig svagt, mens han hurtigt lagde en liggyldig mine, så hun ikke kunne se, at han pludselig var blevet så brutalt revet tilbage til virkeligheden.

//Det blev kort >.< Sorry.

Hun var stille i et par minutter for at overveje, hvor tit hun egentlig ville øve. Hun havde egentlig ikke noget imod, hvis det var hver aften, men hun vidste jo ikke om han faktisk havde tid. "Jeg har ikke noget imod, hvis det er hver aften. Øvelse gør mester, som man siger." Hun smilede skævt. "Medmindre du selvfølgelig ikke selv har lyst eller tid til at det er hver aften?"
Hun fulgte hans hånds bevægelse med sine øjne mens hun holdt vejret. Han havde strøget hende over kinden så pludseligt, måske for at fjerne en tot hår fra hendes ansigt, men det overraskede hende alligevel.

"Det er fint for mig," sagde han med et skævt smil og fik revet sit blik op til hendes igen. "Øh ... Men ikke imorgen. Jeg har en fægtedyst med en anden 5. trins elev. Jeg vil have mit ry tilbage." Han grinede lidt og lagde hovedet på skrå. Fægtning havde været en stor del af hans liv efter han blev mærket. Han var hurtigt blevet så god, at han kunne deltage i turnéringer og han var blevet Europa-mester. Det havde nu alligevel ikke fået ham til at droppe skuespil! Theater var en pasion han havde før og han så ingen grund til, at han ikke kunne gøre begge dele.
"Fægter du?" Han forsøgte at lyde henkastet, men ærligt talt var han virkelig nysgerrig. Fritidsinterresser sagde meget om folk og theater var tydeligvis bare en måde, hun ville slippe for scenekræk. Han var usikker på, om det virkelig var noget, nogen gik op i.

"Du vil have dit ry tilbage? Plejer du at være den bedste da?" Hun så undrende på ham med hovedet let på skrå. Hvorfor var han god til så meget? Der var kun én eneste ting hun selv var god til og det kunne hun ikke bruge til så meget.
Hun rystede på hovedet. "Overhovedet ikke. Sport er ikke lige min stil." Hun tænkte kort over om han ville blive skuffet over hendes svar. Han virkede selv til at være ret så betaget af fægtning, nu når han ville have sit ry tilbage. Han var åbenbart ret så god til det. Sport havde aldrig været noget hun interesserede sig for, hverken før eller nu.

Han grinede kort. Det var egentligt sjovt hvor lidt folk vidste om resten af verdenen - han vidste det fra begge vinkler. Han havde også tænkt fuldstændig anderledes på Amerika inden han flyttede dertil.
"Jeg er Europa-mester i fægtning ... Jeg begyndte så snart jeg blev mærket." Han rynkede brynene lidt og smilede skævt og lettere forvirret, da hun ikke kunne lide sport. Ikke fordi, hun ikke kunne lide det. Det var der mange, der ikke kunne, men fordi man blev nød til at være med til en eller anden sport i Nattens Hus, fordi man skulle træne kroppen.
"Øhm ... Rider du så eller hvad gør du? Du må dyrke en eller anden slags motion." Han vidste ikke om spørgsmålet om sport gjorde hende ubehaeligt til mode, men det virkede sådan ...