Lidt poesi til os - Avery

Avery så stadig ned på sine negle og bed sig i læben.
"En andens syn på sagen..."
Hendes stemme var stadig en mærkelig tone af fravær, for hun tænkte så det knagede.
Kunne det virkelig passe?
Var hendes elskede mor, og Alaric virkelig forelskede i hinanden?
Og var de taget væk sammen?
Kom hun nogensinde til at se sin mor igen?
Hun savnede hende virkelig, virkelig meget.
"Jeg ville give næsten hvad som helst for at se hende igen." mumlede Avery, og så efter Tanna.

Avery vendte sine mørke øjne imod Zoey, og prøvede at undertrykke sorgen.
"Det er jo det der er problemet. Enten har hun fuldstændig skiftet identitet, eller også så... Jeg kan ikke finde hende på nettet, eller i et register. Jeg kan ikke engang finde noget der ligner i telefonbogen!"
Hendes stemme var næsten skinger af panik.
Hvad nu hvis hendes mor var død?
Ville politiet - eller bedemands-tingen - så ikke ringe og sige at de havde fundet hendes mor død?
Og ville Alaric i det mindste ikke komme og informere hende om det?
"Hvis jeg flygtede fra Nattens Hus, ville jeg max have en uge til at finde hende eller hendes ven. Det ville være umuligt." konkluderede hun trist.

Avery tog sig sammen, og hendes øjne blev mørke og knastørre.
"Ham kan jeg ikke finde nogen steder. Det har jeg aldrig kunnet. Han er ufattelig mystisk."
Alaric var en mærkelig fyr.
Han var mystisk og mørk, men også meget faderlig og kærlig.
Det var svært at blive klog på ham.
Alligevel havde han været som en far for hende, hele hendes barndom.
Hver gang hun tænkte på ordet 'far', fik hun ikke et billede af den lyshårede mand på billederne, men et billede af en grinende Alaric som lå på gulvet og tegnede sammen med hende.
Hendes øjne blev en smule mørkere ved tankerne.
Det var pinligt at have åbnet sig så meget over for Zoey.
Hun gjorde aldrig sådan noget.

"Tak Zoey." sagde hun, og smilede skævt.
Det betød meget for hende, at Zoey stod ved hendes side.
Men lige meget hvad Zoey sagde, så ville Avery ikke tage hende med uden for Nattens Hus.
Hun ville ikke tillade Zoey at tage med ud i den visse død.
Hun holdte for meget af Zoey, til at lade noget ske med hende.

Avery rettede sig pludselig op, og børstede nogle imaginære støvfnug af sin bluse.
"Vi har begge nogle timer at møde op til, ikke?"
Hendes stemme var nøgtern.
"Jeg har ikke lyst, men vi bliver nød til at det, jeg har nogle karakterer at score, inden jeg bliver Forvandlet."
Hun smilede undskyldende til hende, og åbnede døren.

Avery lukkede døren efter sig, og så efter Zoey.
Det svage smil glimtede over hendes ansigt, og gjorde hendes øjne en smule mere brune i det.
Hun forsvandt ud i gården, ud i mørket.
Hun havde overhovedet ikke lyst til at have en ny time, hun sagde det bare ikke.
Hvis nogen spurgte hvad hun havde lavet, ville hun bare sige at hun havde haft nogle problemer.
Nogle problemer med en af eleverne som hun ville have hjulpet.
Mørket lukkede sig bag hende, og hun forsvandt næsten.

( Out and over, don't you think? XD )