Savn og fransk poesi. {Isabelle}

S: Drama-klasselokalet.
T: En halv-times tid efter sidste time sluttede.
V: Det småregner.
O: De tomme borde, bøgerne, manuspripter.

Den mørkhårede skikkelse så ud af vinduet og ud på regnen. Mørket var som altid tæt udenfor, men som en 5. trins elev var hans nattesyn allerede ret godt udviklet. I de blege hænder holdt han et af sine ynglingsmanuskripter, som han havde spillet på det Nattens Hus, han kom fra. Han havde aldrig læst det på engelsk før, men det var ligeså betagende som på Fransk.
Han sad på et af bordene og et svagt smil spredte sig på hans læber. Det var første gang han smilte, siden han kom til Tulsa. Han savnede Frankrig og han savnede sin kæreste i det Franske Nattens Hus. Men de ville nok heller ikke holde sammen længe, efter han tog af sted. De havde begge været meget imod det, men det var en nødvendighed.
Han så ned i manuset - et afsnit, han kunne udenad på Fransk, men kun svagt kunne genkende på Engelsk.
Han citerede det i sit modersmål mens smilet langsomt bredte sig og hans stemme svagt rungede i klasseværelset.
Hans blå blik blev langsomt slørret af tåre og han blinkede det væk.
"Det her skift bliver værre end jeg havde troet." Hviskede han med en svagt rungene accent.

En ung pige bevægede sig ind i klasseværelset, kort efter timen for 5. trin var afsluttet. Emblemet over hendes venstre bryst fortalte at hun var 6. trins elev, Trods hun kun havde været dette i omkring en uge nu. Tanken om nu at være så tæt på enden af sin forvandling gav Izzy kuldegysninger. Hun havde iført sig selv den sædvanlige sorte nederdel, dog med fold på, samt havde hun flosset enderne en smule for at give det et mere 'personligt' look. En sort tynd trøje hvor ærmerne gik hende til albuerne - var trukket udover en grøn top som man netop kunne se kanten af ved den runde udskæring. Alt sad godt på hende. Hvis det på en anden pige havde siddet billigt, ville det ligne noget til en million på Isabelle. Det var næsten umuligt at få hende til at se dum ud - og hun var vidst godt selv klar over det, når man så på den selvsikre holdning hun næsten altid førte frem.
Ryggen var rank, brystet skudt frem så emblemet trådte yderligere frem på den sorte trøje. Hendes brune krøllede hår hang smukt ned over skuldrene på hende og pandehåret gled lidt ned foran hendes farvestrålende øjne, som var rettet mod skabene bagerst i klassen. I favnen havde hun 3 bøger, som med stor sandsynlighed om lidt ville befinde sig i det skab som vel sagtens tilhørte hende.

Izzy løftede straks blikket da hun lagde mærke til en anden persons tilstedelværes. En ung dreng. Som hun før havde set og kort havde hørt om. En yngling som var kommet fra et Nattens hus der befandt sig i Frankrig.. Et lille smil fandt vej over de rosafarvede læber, da hun åbnede skabet og placerede de tre bøger deri. For derefter at lukke skabet igen meget langsomt, før hun drejede hovedet mod drengen hun formodede var ynglingen som kom fra Frankrig.

Jeg suk havde sluppet drengens læber, før han fornæmede en andens tilstedeværelse og straks så op mod pigen i døren. Hans blik gled kort ned over hende, men allerede før han havde set hendes emblem, kunne han se, hvilket trin hun var på.
Meget snart ville hun være vampyr ... Han kunne kun forestille sig den uro en 6. trins elev måtte føle.
"Undskyld, er timerne her ikke ovre?" Spurgte han med sit bedste engelske, selvom den franske accent hang lidt ved. Heldigvis havde han ikke følt sig for fin til at lære engelsk i sit hjemland - heldigvis, for det var jo en fordel for ham nu.
Han lukkede manusset og sprang ned fra bordet i en elegant bevægelse. Han ville bestemt ikke sidde fanget derinde, hvis der pludselig begyndte at strømme med 6. trins elever ... I Frankrig havde der været et tydeligt hiraki, og han regnede bestemt ikke med, at der ville være anderledes i Tulsa.
Han stod lidt foran bordet og så på pigen et tavst sekund før han gik hen for lagde manusskriptet på plads blandt de andre ...

Izzy placerede hænderne på hofterne og lod et lille drillende smil glide henover læberne på hende. Smilet nåede dog ikke øjnene helt. Kært. Han havde fransk accent, der var altså ingen tvivl om at han var den yngling som kom fra Nattens Hus i Frankrig.
"Har ingen fortalt dig det ? For sent nu. 6. Trins eleverne stod hen ad gangen sidst jeg så dem. Du må hellere springe ud af vinduet for at undgå, at ramle ind i dem.." Stemmen som fyldte ordene kom som en blid tråd fyldt med nogle mere drillende. Hvis han løftede blikket for at se på hende, ville det blive tydeligt at hun drillede ham, og at timerne sådan set var sluttede. Det var udelukkende Izzy som ville aflevere sine bøger..
Hun trådte nogle skridt væk fra skabene og pjuskede så op i de brune kløkker som indrammede det fine ansigt hun ejede.

Han så kort op på pigen og så så væk med en svag rødmen. Han var faldet for hendes drilleri et øjeblik og nu var det hele bare en pinlig situation.
"Haha," sagde han sarkastisk med blikket vendt mod gulvet. Han sukkede svagt og begyndte tøvende at gå mod døren. Hans skuespil var måske rigtig godt, men når han var så stærkt påvirket af sine følelser som nu, var det svært at holde hovedet koldt nok.
Han følte sig lettere udmyget, men han vidste godt selv, at han bare var overfølsom fordi han ikke var faldet til på skolen endnu. Farven begyndte lige så stille at forlade hans kinder men han så stadig ikke op. Han stoppede ved bordet tættest på døren og så så mod pigen, der var på vej mod skabene.
Hvis hun havde været seriøs havde han selvfølgelig alligevel ikke hoppet ud af vinduet. Så hellere gå igennem den tætte 'menneske'flok ad 6. trins elever ...
Han sukkede og knyttede hænderne svagt. Mens han så på hende overvejede han nøje om hun bare drillede ham venskabeligt eller om hun opførte sig sådan, fordi han var den nye og lettere kunne hakkes på. Han havde aldrig prøvet at flytte skolve før -pånær selvfølgelig flytningen fra menneskeskolen til Nattens Hus- så han vidste ikke, om man kunne se forskel.

Izzy mærkede hvordan synet af drengens lette rødmen fik hende til at trække på smilebåndet - om hun så ville det eller ej. Det drillende smil på hendes læber voksede en anelse, da hans blik rettede sig nedaf og han begyndte at gå mod døren. Han lignede en der godt kunne trænge til at blive muntret op, og han virkede ikke som en der var meget yngre end hende selv. Hun tog en hurtig beslutning og med smidige bevægelser som en kats sneg hun sig ubemærket ind foran ham. Hun lod studerende blikket glide op og ned af ham for at fange hvilken slags person han var udfra uniformen - som mange elever selv gav deres eget præg.
"Du er ham som transferede hertil fra Frankrigs Nattens Hus, er du ikke ?" Drillerierne var forsvundet fra stemmen, der nu i det hele taget virkede mere spørgende og blød. En stemme man kunne finde på at finde tiltro hos - om man så burde gøre dette eller ej.
"Ciel ? Det er det du kalder dig - ikke ?" Hun undslap et lille 'heh' i slutningen af sætningen, som gav hende et mere imødekommende udtryk.

Han så lidt på hende, da hun pludselig dukkede op foran ham. Mens han så på hendes ansigt gik noget op for ham.
Det var hende! Lederen af dette Nattens Hus' Mørkets Døtre. Han bed sig lidt i læben, og vidste ikke helt om han turde sige noget. Lederen af Mørkets Døtre i Frankrig havde virkelig været en sæk. Og desværre havde hun stadig sat på tronen, da han tog af sted ... Af en eller anden grund havde det dog kun været ham, hun var så ond overfor.
Han tog en dyb indånding. Han sammenlignede de to Nattens Huse for meget. Det burde han ikke og han vidste det. Han skubbede alle tanker fra sig og nikkede så bare.
"Jo, jeg er fra Frankrig ... " Han så lidt nervøst på hendes udtryk. Det ville være så pinligt hvis han kvajede sig med sit dårlige engelske. "Jeg hed også Ciel før jeg blev mærket," svarede han med et lidt roligere smil. "Jeg ændrede kun mit mellem- og efternavn." Han trak kort på skulderne. Det var ikke usædvanligt at man beholdt sit fornavn, og han følte sig ærligt talt ikke som noget særligt - heller ikke, selvom han var fra et andet land.
Han rakte hånden frem for at præsentere sig rigtigt. Han måtte slippe de nervøse, flossede nerver. Det var hans nye hjem her og han måtte tage det på sig.
"Ciel Jared Moreau," præsenterede han sig selv og rullede med r'erne. "Jeg vaglte at tage navnet Jared, da jeg fik at vide, jeg skulle til Amerika ... Jeg ville gerne have et navn, der passede lidt bedre ind."

Isabelle lagde mærke til hvordan det langsomt gik op for ynglingen Ciel, hvem hun rent faktisk var. Og det lod ikke umiddelbart til at få ham til at slappe mere af - i hvert fald ikke udfra hvad hun kunne se af. Izzy nikkede til hans forklaring om navneskiftet, med et skævt imødekommende, men dog lettere selvsikre smil. holdningen ville fortsat forblive den ranke ryg, dog var det tydeligt at øjnene med de mange farvede nuancer, nysgerrigt iagttog ham.
Hun nikkede kort ved hans forklaring på den sidste del af navne ændringen. Dog forstod hun ikke helt præcis om han overhovedet havde haft brug for at ændre navnet til noget mere amerikansk. Selv var hendes efternavn meget usædvanligt - og udelukkende noget hun fandt passende til sin egen personlighed.
Izzy rakte hånden frem og greb fat i hans underarm da han rakte hånden frem - på den traditionelle hilsen blandt ynglinge og vampyrer. Hun sendte ham et skævt drillende smil. "Velkommen til Nattens Hus i Tulsa - Ciel."

Han greb fat om hendes underarm og bukkede kort og ærbødigt hovedet før han slap. Situationen føltes pludselig ikke så akavet mere og han havde det som om, at det tradintionelle 'håndtryk' var som at skrive fredsærklæring - med hans nerver.
"Vi mødes i glæde," sagde han med et svagt smil. Han skulle måske have sagt det tidligere, men det virkede nu også meget passende der.
Han så hende ikke direkte i øjnene, men han lagde mærke til det nysgerrige blik. Han tog det roligt - for ærligt talt ... Hvad var det vørste, der kunne ske?
Han bed sig raværende i læben, mens han prøvede at komme på noget mere at sige, men hver gang han fik en idé, ville det ikke komme over hans læber. Han var bekymret for at lyde dum - men det var ikke længere fordi han var ny eller ikke var så god til sproget. Faktisk vidste han ikke helt, hvad der gik af ham i det øjeblik.
"Nå, men ... Skal du noget særligt?" Han kunne have slået sig selv for det spørgsmål. Noget sagde ham, at han kvajede sig i det hele. Selvfølgelig havde lederen for Mørkets Døtre vigtige ting at tage sig af ...

Smilet omkring Izzys læber voksede trods der var en hvis imødekommende tone i dette smil var det tydeligt at se hun morede sig en anelsse over hans tidligere usikkerhed. "Vi mødes i glæde." sagde hun kort efter ham, for at vise det aldrig var for sent at bruge disse ord. Hun lod armen falde ned langs siden, og lod nu sit blik studere ham nøje som ledte hun efter et eller andet. Nysgerrigt og søgende gled de multifarvede øjne op og ned af ham, og hun måtte gå en enkelt omgang omkring ham for at få det hele med, og printe ham ind i hukommelsen så hun var sikker på at huske ham.
"Velkommen til Nattens Hus i Tulsa" Stemmen som gled henover hendes læber virkede som en masse små isbelagte sølvklokker der slog mod hinanden. smukt, koldt.. som en sirene havde den en let tiltrækkende effekt. Hun kunne tale for sig, og hun vidste hvordan hun skulle bruge orderne når de var nødvendige. Hun stod endnu engang stille foran ham og lod let hovedet glide på skrå, ved hans spørgsmål fik hun svært ved at holde en let latter inde. "Faktisk er jeg færdig for idag med hvad jeg skulle nå."

Han så undrnede på efter hende, mens hun gik rundt om ham. Han følte sig ikke alt for godt tilpas, med at blive nærstuderet på den måde, når det ikke var på scenen - hans liv havde ofte bestået af skuespil og teater, så han var ikke vant til at folk så ham istedet for de roller han spillede.
"Merci ... Jeg følger mig allerede meget velkommen ... Men jeg savner Frankrig." Han sukkede svagt. Han vidste udemærket at alle ynglinge kendte til det, med at savne deres hjem og familier, men det var jo ikke alle, der skulle helt til et andet land. Og bestemt ikke af samme grund som han var blevet nød til det.
Han nikkede kort, da hun fortalte at hun ikke skulle noget. Han havde ellers regnet med at folk ville stresse ligeså meget rundt i Tulsa, som i Frankrig og han var egentligt blevet overrasket overhvor roligt der var her. Amerika var så afslappet ...
"Er du vokset op her i Tulsa?" Han lænede sig op af bordet bag ham og håbede at hun snart villre holde op med det studerende blik. Han følte sig som et videnskabeligt eksperiment.

"Mmh ?" Izzy stoppede op foran ham og løftede blikket for at møde hans øjne. Et lille smil krusede sig på hendes læber ved hans ord. Så ynglingen - Ciel - savnede virkelig landet så meget ? Men det var trods alt også en lidt anden grund end mange andres. Først og fremmest kom han hertil fra et andet nattens hus, som han havde knyttet sig til. Et sted hvor han sikkert både havde venner og et ry der passede ham godt.
Og nu befandt han sig så her. I tulsas Nattens hus. Og savnede han første hjem som en yngling. Det sted som han originalt skulle være blevet forvandlet til at starte med. Hvilket så til gengæld havde ændret sig. Men hvorfor han havde været tvunget til at flytte havde Izzy ingen anelse om. Hun brød sig ikke om ikke at vide ting. Ting som hun var forholdsvis sikker på hun ville komme til at vide alt om når først hun var forvandlet og blevet til en rigtig vampyr.
"Du savner virkelig Frankrig huh ?" Stemmen havde fået en mere blid klang end den for et øjeblik siden havde haft. Hvad dette betød var ikke helt til at vide.
"Nej jeg kommer ikke lige her fra Tulsa. Men det er det Nattens hus som var tættest på der hvor jeg boede tidligere." Izzy blinkede til ham og sendte ham et skævt smil. "Og nu.. skal vi prøve at få dig til at føle dig lidt mere hjemme." Hun greb fat om hans albue. Når man umiddelbart så på hende ville man ikke tro at en pige som hende ville have ret meget fysisk styrke gemt i kroppen. Så man ville blive overrasket når hun først ville gribe rigtigt fat i en. Grebet var fast. Ikke hårdt. Men fast nok til at fortælle at man ikke skulle prøve at ruske sig fri sådan uden videre.Hun snurrede ham rundt og placerede ham på stolen ved siden af det bord som hun selv placerede på med en overraskende ynde. "Fortæl mig så. Ciel. Det må ikke kun være Frankrig eller Nattens hus generalt som du kun savner.. Hvad er det du virkelig savner ?" Hun så på ham med disse multifarvede øjne. Med et blik der gennemborede ham næsten lige så meget som en fuldvoksens vampyr måske ville have gjort det.

Efter de år han havde fægtet havde han forstået at man ikke kunne forsikre sig på folks styrke ud fra deres udseende. Alligevel fik han lidt af et chok, da hun greb fat i ham og skubbede ham ned i stolen. Han så hende i øjnene men følte sig hurtigt tvunget til at fjerne blikket igen. Den lysegrønne ring om hans pupiller havde kort lyst op og hans blik havde været kampberedt på refleks.
Han smilede svagt af hende og vred sig roligt ud af hendes greb.
"Nysgerrighed slog katten ihjel ... " Det var vel egentligt et dumt ordsprog i et hus fuld af katte, men hun forstod sikkert meningen bag.
Han rejste sig op med en kraft der nær havde revet hende ned fra bordet - sikke et fast greb!
"Og du har en bizar måde at få folk til at føle sig hjemme på." En kort latter slap hans læber og han lænede sig lidt op af bordet bag ham. "Men hvis jeg virkelig skal være i et 3. grads forhør, så lad mig først spørge: Er det ikke normalt at savne sit hjemland?" Han så hende kort i øjnene men endnu engang holdt han det ikke særligt længe.

Isabelle sukkede dybt, og man kunne tydeligt se skuffelsen stråle ud fra hende da han vred sig fri og rejste sig op. Hun havde frivlligt sluppet og placerede nu en fod på den stol han før havde siddet på et meget kort øjeblik, og hvilede nu kinden mod sin hånd. Hendes blik fulgte ham dovent og lettere køligt. Hvis han ikke gad holde blot en smule på venlighederne ville hun heller ikke tvinge ham. Isabelle var stærk, men hun havde udelukket presset ham bestemt ned på stolen for at fortælle at han skulle blive siddende. Havde han gjort dette ? Nej.
Det dovne katteagtige blik hun sendte ham ændrede sig ikke det mindste da hun fortsatte: "Latterlige ordsprog.. Så nemt bliver jeg heller ikke slået ihjel." Hendes stemme havde fortsat den sølvklokke agtige lyd, men tonen var blevet lettere faretruende.
Izzy bebrejdede ham ikke for at have reageret sådan. Han havde sikkert været oprevet da han var blevet tvunget til at flytte sådan.. Hvilket blot gjorde hende endnu mere nysgerrig.
"Sandt. Men nogen bliver jo nød til at stramme grebet, hvis ikke lederen af mørkets døtre gør - hvem gør så ?" Om han ville forstå meningen med hvad hun sagde var ikke sikkert. Men det var tydeligt at hun tog sit job som lederen seriøst. Alle kunne ikke rende rundt og være små lalleglade og blide ynglinge. Ikke alle kunne tillade sig at bakke ud når der var noget en person ikke havde lyst til at snakke om. Izzy kløede sig let i hovedbunden uden at fjerne blikket fra ham.

"Det er ganske normalt at savne sit hjemland, jeg siger bare at jeg kan mærke på dig at der ligger mere til det end det. Ren intuition." En vampyrs intuition. Det ville måske ikke vare længe før Isabelle gennemgik forvandlingen, og derfor var hun efterhånden blevet så udviklet man kunne blive, indtil videre. Hun havde ikke forsøgt at virke ubehagelig, hun kunne blot mærke på ham at der lå noget mere til det, end hvad han gav det ud for.
"Ciel.. Hvorfor flyttede du ?" Hun havde en alvorlig næsten myndig tone. Ryggen var blevet rettet op og hun så nu direkte på ham, uden at vige med blikket.

Han smilede skævt og rullede med øjnene. Han var ikke sikker på om hun forstod ordsproget, men det virkede ikke sådan. Han knyttede svagt næverne og tog en dyb indånding. Hvor var tøsen dog stædig!
Han åbnede munden for at fortælle hvorfor han savnede Frankrig, da hun pludselig spurgte hvorfor han var flyttet.
*Ikke igen,* tænkte han med et svagt suk. Han var virkelig træt af de, der spurgte hvorfor han var flyttet. Og pigen foran ham syntes ikke at ville give op ligeså nemt som de andre gjorde. *Hvordan fanden skal jeg slippe ud af det her?!* Han bed sig fraværende i læben og så ikke op på hende. Alligevel kunne han mærke det kolde blik bore sig ind i ham.
"Hvad der skete i Frankrig, kommer overhoved ikke dig ved. Mørkets Datter eller ej." Den kolde klang i hans stemme virkede malplaceret med den bløde accent. Han så stadig ikke op, og det sorte hår dækkede hans øjne.

Izzy rejste sig fra bordet med et højlydt suk. hun løftede blikket, hvor de multifarvede øjne nu nærmest glødede som var der to flammer tænd inde i dem. Skræmmende. Forvirrende. Men hun så ikke ligefrem glad ud. Ryggen var ranket og brystet skudt frem i en stolt posering.
I en hurtig og glidende bevægelse stod hun helt foran ham og låste sine øjne fast til hans. "Jeg ville være ligeglad om du så havde været prinsen af Frankrig.." stemmen havde fået en overraskende truende og brændende klang.
"Men ingen, og jeg siger ingen.." Nu blev truslen ikke blot psykisk, hun greb simpelthen fast i hans krave, og hage med den anden hånd og tvang hans hage lidt op, og stirrede ham gennemborende i øjnene som kunne hun se lige igennem ham. ".. Skal tale sådan til mig. Jeg advarer dig.." Et kort øjeblik kunne man have svoret at der havde været mord i blikket på hende. Men kun et kort øjeblik før hun slap ham helt. Knejsede nakken forover så det brune pande hår skjulte øjnene, trådte et lille skridt bagud hvorefter hun så op på ham med det største og mest strålende smil man ville kunnet have set på en levende person. Som en sol, stod hun her blandt ynglinge på nattens hus. Malplaceret og storsmilende. Der var et drillende glimt i hendes øje da hun strakte armen og lavede 'Peace-tegnet' mod ham.

"Bare for sjov! ~pyon~" Izzy blinkede og sendte ham et skævt smil.
"Jeg vil jo ikke tvinge dig til at sige det, alle ynglinge har hver deres hemmelighed og det er ikke noget som andre bare kan tillade sig at blande sig i. Derimod er jeg stadig interesseret i.. hvad det var du savnede du meget.." Hendes stemme havde forvandlet sig til nogoet nær flydende guld i form af en overraskende munterhed.
Isabelle havde altid været en stor fan af drama, og det var derfor tit hun bragte dramaen ind i det virkelige liv også. For egentlig var hun ikke så hård som hun for et øjeblik siden havde udgivet sig for. Nu var spørgsmålet så kun om Ciel kunne gennemskue dette eller ej. Ændringen havde været som at blinke med øjnene.

Da hun tvang ham til at få øjenkontakt kunne han ikke lade være med at tænke, at hun var en ligeså stor kælling som lederen af Nattens Døtre i Frankrig havde været. Han gjorde intet forsøg på at trække sig væk. Han vidste at Izzy var længere i forvandlingen og havde en affinitet. Det ville være dumt at komme skidt ind på hende. Hun var for magtfuld.
Hans muskler spændtes og han havde mest af alt lyst til at slå hende i gulvet, men ... Uden en kårde i hånden følte han sig ret så hjælpeløst.
Chokket var malet i hans ansigt, da hun slap ham og trådte tilbage. Det gik op for ham at det var skuespil, og det var som at få en hammer i ansigtet. Han var pludselig i tvivl om, hvilken del af hende der var skuespil. Han så på hende et par sekunder og den grønne ring om hans pupiller lyste op i noget der mest af alt mindede om et rovdyrs blik.
Han sukkede tungt og rettede sig op fra bordet. Hans blik var virkelig koldt og han havde det igen som den tyranniske dreng der havde hånet folk omkring ham. Hans næver knyttede og åbnede langsomt sine næver, mens han prøvede at få styr på sig selv.
"Du ved sandelig hvordan man skal tage sig af de nye." Hans stemme var lav og hvæsende. Flytningen til Tulsa havde været slem nok uden at folk skulle spørge til hvad der var sket ...
"Jeg savner mine venner og min kæreste i Frankrig. Men intet af det rager dig. Uanset hvilken status du har."

Hun kunne se hvordan chokket lyste ud af sig, og at han rent faktisk til at starte med havde været sikker på at hun egentlig VAR sådan. Hun kunne se hvordan han havde haft lysten til at slå hende. Hvordan han højst sandsynligt havde haft den største lyst til at råbe ad hende og få hende ned på knæ. En ægte følelse som Izzy ikke kunne benægte at hun beundrede ham. Hun var nød til at indrømme overfor sig selv at han fascinerede hende.
Men at han virkelig havde reageret så kraftigt på dette skuespil var ikke ligefrem noget hun havde regnet ud lige med det samme. Hun så roligt op på ham med et blik så afslappet, og dog alligevel var blikket så opmærksomt.Folk havde altid haft svært ved at finde ud af hvem der egentlig var den rigtige side af hende, altså dem som hun havde lavet et af disse små dramatiske tricks på. Men Izzy havde en personlighed lige så stærk som alle andres. Hun skjulte sig ikke bag sit skuespil selvom hun nød at frembringe dette i det virkelige liv når folk egentlig mindst ventede det.

Det første hvæsende ord han udstødte besvarede hun ikke, hun ventede udelukkende på at han blev færdig med at tale før hun endnu engang åbnede munden.
"Se det var det jeg vil høre." Hvis man fik et glimt af hendes ansigt på nuværende tidspunkt ville man kunne spotte en hvis stolthed.
"Lad aldrig nogen hundse rundt med dig. Sig aldrig tingene medmindre du selv virkelig ønsker at fortælle vedkommende det. Husk, det er kun op til dig hvad du vil sige eller ej." Hendes stemme havde fået en overraskende styrke. Men den var ikke hård, og hendes øjne brændte denne gang ikke af vrede men fordi hendes indre glød var tændt.
"Ligegyldigt om personen var dronningen af England, om personen var præsidenten af USA.. Så skal du kunne holde på det du vil holde på. Hvis du ikke ønsker at fortælle nogen om hvorfor du er flyttet, så lad være. Jeg vil ikke tvinge dig, og det har aldrig været min hensigt." Stemmen havde været som om den var omgivet af flammer. Flammer som snoede sig om ordene for at give dem det ekstra tryk som de ville have brug for.
Denne gang var smilet på de rosafarvede læber ægte. Lettere undskyldende hvis man skulle sige det sådan.
"Du er en af Nyx børn. Det er noget man ikke skal tage for givet.."

Vreden bredte sig voldsomt i ham og hans øjne ville få enhver til at tænke 'Hvis blikke kunne dræbe ... '
Han sukkede tungt og genvandt -med stort besvær- kontrollen over sig selv. Hans knyttede næver åbnede sig og hans blik blev slået ned.
Hvem fanden troede hun dog hun var?
Hans stemme havde også genvundet den neutrale klang, da han igen åbnede munden og lod en lavmælt strøm af ord glide over de blege læber.
"Og jeg der troede det her ville være en god start ... Nu vil jeg tilbage til Frankrig mere end nogensinde." Han bed kort tænderne sammen for ikke at miste kontrollen igen. Det havde før været farligt for ham at miste kontrollen.
"Jeg har ikke sagt noget, jeg ikke ville. Du behøver ikke stå og belære mig." Hjertet slog hårdt og tungt i hans bryst, som om det ville slå hende ligeså meget som hans næver ville.
"Og du skal fandme ikke blande gudinden ind i dit nummer ... " Han forstod allerede at han nok ikke ville lære pigen at kende. Ikke fordi han ikke selv spillede skuespil overfor folk, men han havde svært ved at håndtere det, når andre var sådan overfor ham. Han ville gerne indrømme at hun havde givet ham et chok!