Lidt poesi til os - Avery

// Emnet er ganske okay, nu skal jeg bare finde på en grund til at lade Avery komme ind i en 3. trins time ^^

"Mr. Lukas."
Avery var trådt ind af døren, og hendes mørke honningstemme fyldte lokalet da hun tiltalte læreren.
Max vendte sit ansigt imod ham, og sendte et venligt smil til hende.
"Ja, Avery?"
"Clary vil gerne tale med dig om det næste Rite."
Hendes ansigt var helt følelsesløst, men med en lille smule af det som en elev skulle se på en lærer med.
Altså underdanighed.
Men ikke så meget som 3. trins elever brugte, for hun var ældre og havde ikke den samme respekt for denne lærer.
Hun kunne godt lide faget, men var ikke særlig vild med læreren.
"Mange tak."
Han rejste sig og så ud over lokalet.
"Miss de Berry vil holde øje med jer i et par minutter, imens jeg lytter til jeres Ypperstepræstinde. Hvis det tager hele timen, så vil Avery sende jer videre."
Avery begyndte straks at sige ham imod, men det blik han sendte hende, var ikke til at modsige.
"Jeg skal nok sige til din lærer at du blev tilbageholdt."
Han forsvandt ud af døren bag hende, og hun dumpede ned på stolen med en vis portion fortvivlelse.

Avery sad stille og så ud på eleverne.
Hun sad og fandt på noget læreragtigt som hun kunne give sig i kast med.
"Du der,"
En af pigerne så op, og opdagede til sin skræk at det var hende som blev tiltalt.
"J.. Ja?"
"Hvad er dit navn?"
Averys stemme blev en smule venligere da hun så hendes skrækslagne ansigt.
"Alice."
Hvis man så godt efter, kunne man ane et smil på Averys læber, og det var ikke særlig tit det skete.
"Alice, vil du godt læse dit digt op?"
Pigen sank en gang, og læste så langsomt sit digt op.
"Lys over hav
Som kvinden der tav
Mørke som natten
Hvor dronningen er katten."
Avery så anerkendende på hende, selvom det ikke var noget specielt i hendes øre.
"Meget fint. Hvad med dig?" spurgte hun og så på Zoey.

// Undskyld tiden igen. Nu har jeg spist færdig.

"Ingen vil grine af dig," lovede Avery højtideligt.
"Og hvis de gør, så skal jeg nok sætte dem på plads, lige meget hvad Mr. Lukas siger."
Hun sagde nok kun sådan fordi hende her mindede om hendes selv.
Utilpas ved at dele sine informationer og personlige ting med andre.
Hun lænede sig lidt tilbage i stolen.
"Bare fortæl min ven. Det er sikkert bedre end du tror. Så vil jeg måske læse et af mine for dig en gang."

Avery løftede den ene hånd op til munden, for at skjule et smil.
Det var et smukt digt, men den sidste linje var lidt... tvungen, lod det til.
"Fugt? Godt nok rimer det på smukt, men det lyder lidt underligt min ven."
Hun tog en indånding og så rundt på klassen imens hun rejste sig yndefuldt.
Hun var godt nok tæt på at være en vampyr, og derfor var hun meget yndefuld, men ikke så meget som hun ønskede sig.
"Måske skulle i prøve at gøre som hende her,"
Hun nikkede imod pigen.
"Hun er kreativ, og holder ved side ord."
Hun kastede et blik imod hende igen, og lod sine sorte øjne hænge fast i hendes i et par sekunder, og så begyndte hun at gå rundt i klasseværelset igen.
"Men hvis i gør som hende, så hør efter nu. Rim behøves ikke at rime, der er ingen tvang. Personligt er jeg glad for rimene digte, men digte er ikke børnerim, det er ord fyldt med følelser, og det skal passe sammen."
Hun satte sig på kateteret, ikke på stolen bag ved, og så ud over klassen igen.
"Hendes digt er det bedste jeg har hørt indtil nu," hun kastede et undskyldende blik på den første til at læse sig digt. "og hvis nogen af jer tror at i kan slå hende i denne dumme konkurrence, så bare læs jeres op, men ræk lige hånden op først, ikke?"

Avery så sig omkring, med sammenknebne øjne.
De glødede som sort ild, fra lavaer.
"Er der virkelig ingen som vil sætte sig op imod Alice og..."
Hun så opvejende på pigen, og ventede på at hun ville sige sit navn.
Avery kunne bedst lide når hun kendte en persons navn.
Så følte hun sig mere ligestillet.

Hun så på pigen, lidt overasket over hendes spørgsmål.
"Som Mr. Lukas sagde: Avery."
Hun fortalte ikke sit efternavn for hun ville ikke stilles en masse dumme spørgsmål, hvis nogen nu skulle sætte to og to sammen, og komme frem til Charlotte de Berry.
Hun var blevet mobbet med det i skolen, men hun regnede dog ikke med at de her 3. trins elever også ville mobbe hende med det.
Men som sagt ville hun gerne slippe for de dumme spørgsmål.

"Det gør ikke noget Zoey." sagde hun og så på hende, med en venlig glød i sine sorte øjne.
For en gangs skyld, var hun ikke ond imod en.
Hun havde aldrig været ond måske en lille smule kold, men aldrig ond.
Hun var blevet lidt kold og indelukket efter at hendes venner var døde, og hun havde svært ved at slå sig ud af skallen.

Avery sendte et sidste smil til Zoey, og vendte sig om imod klassen.
"Tilbage til det fremragende arbejde folkens. Ikke spilde tiden, ellers for jeg jo bare skylden for at lade jer spilde tiden.
Hun satte sig igen på kateteret, imens hun så ud over ynglingene.
Hun gav sig til at rode i en bunke bøger og papirer på den anden side af kateteret, imens eleverne begyndte at skrible igen.
Der lå en ganske udmærket bog med digte i, og hun bladrede lidt i den.
Hun tænkte at de måske manglede en smule inspiration, så hun begyndte at læse op fra en tilfældig side:

"Gi' mig en månestråle
og jeg vil gi' dig en drøm.
Gi' mig livets lys
og jeg vil gi' dig en hemmelighed
Gi' mig dit hjerte
og jeg vil gi' dig magi."

Avery så sig omkring, og lagde bogen forsigtigt ved siden af sig igen.
Det lod til at nogen af dem, havde taget inspiration til sig som hun havde regnet med.
Underligt nok glædede det hende, at Zoey skrev videre.
Hun lod til at have talent, som Avery havde det.
Hun åbnede endnu en bog, og bladrede lidt i den for at finde et nyt digt hun kunne læse op.
Da hun læste et nyt digt op, kærtegnede hendes læber på ny et af digtene i bogen.
Hun havde engang læst det op for en af sine veninder, for længe siden.

"Alle krystalnålene
glimter strålende
i lyset fra månen
Hundrede af månefugle
skygger ved den ufattelige månekugle
ved nattens gry"

I hendes ører havde den lydt bedre dengang.
Nu lød den ufattelig barnlig, men det fik hende til at føle sig bedre tilpas.

Zoey var glad for at Avery læst op, men lige det digt kunne hun ikke helt lide. Det mindede hende om hendes manglende evne til at rime. Hun blev lidt irriteret så hun skrev:

"Rose er røde.
Violler er blå.
Og jeg er en engel,
Som så"

Det digt havde hendes mor altid læst op for hende, da hun var lille. Hun havde elsket det, og derfor kunne hun godt lide poesi. Hun havde altid valgt poesi. Men så gik hun hen og blev mærket, og nu sad hun her som yngling i nattens hus...

Avery så på klassen, og skulle lige til at læse endnu et digt op, da noget prikkede hende i baghovedet.
Som en slags hovedpine, bare knapt så smertefuld.
Det var en slags intuition, en form for ringeklokke.
Bagefter ringede den rigtige klokke, og beviste at hendes kvindlige intuition havde ret, og at eleverne skulle skifte time nu.
Alle ynglingene rejste sig hurtigt, pakkede deres ting sammen og nogen var hurtige nok til at forsvinde.
Avery stillede sig ved døren, og ventede på at kunne spørge Zoey om noget.
Hun stod tilsyneladende og pakkede nogen af sine ting sammen.

"Var min time så kedelig?" spurgte hun, med et skæv smil til hende.
Det havde været halvsjovt at være lærer, måske skulle hun tænke på at blive lærer når hun blev forvandlet.
Ynglingene havde bare skyndt sig så hurtigt ud, at det kunne være at de havde røvkedet sig.
Det havde de sikkert også, for de havde jo bare siddet og skrevet rim, nogen bedre eller dårligere.

Zoey måtte være lidt fortumlet over at hun ville snakke med hende.
De havde da ikke lært noget, havde de?
Hun havde ikke prøvet at lære dem noget andet, end lidt kreativitet.
Det havde de fleste tydeligvis i forvejen.
Zoey havde i hvert fald.
Dem som havde lyst til at prøve, kunne godt.
Men kreativiteten var noget man skulle være født med.