Lidt poesi til os - Avery

"Det er vel bare et tegn på at du passer ind." beroligede hun og smilede.
"Især din kat. Katte er tæt knyttede til vampyrer og kvinder. Især kvindlige vampyrer." grinede hun.
Det var et stykke tid siden hun havde grinet, og det føles godt.
Hendes latter lød perlende, og den blev gladere da hun hørte sig selv.
Hvad var det som Zoey gjorde ved hende?
Det var lidt underligt..
"Fortæl mig lidt om din kat." sagde hun så, med et skævt smil.

"Nej, selvfølgelig ikke."
Hun lænede sig frem, og kløede katten - Tanna - bag øret, og så den dybt i øjnene.
Den var i sandhed smuk, og hun kunne mærke samhørigheden imellem de to.
Zoey og Tanna, altså.
"Hun er smuk."
Tanna miavede igen, og Avery lo af den.
Den var utrolig kær.
Men selvfølgelig var den ikke så kær som Blueberry, det skulle hun jo sige.
"Jeg er ked af det, men jeg aner ikke hvor min kat er. Den jager sikkert en natsværmer et sted." grinede hun.

Hun tænkte lidt over det, og svarede så langsomt:
"Nej, jeg har aldrig hørt dens stemme, men jeg kan nemt forestille mig hvad den vil."
Hun så lidt på hende, med et hemmelighedsfuldt udtryk.
"Hører du din kats stemme? Eller hører du andre kattes stemmer?"
Det var et meget interessant udtryk som fyldte hendes mørke øjne.
Tænk hvis Zoey havde en affinitet.
Det ville være det eneste som manglede, for den succesrige yngling.

Avery lo hjerteligt og kløede sig i nakken.
"Ja, det er vel ikke så underligt. Hvis du er helt sikker på at det ikke er din egen indre stemme, i hvert fald."
Hun så på Zoey, med et meget overbærende smil.
"Jeg høre aldrig min kats stemme i mit hoved, men jeg kan uden besvær fornemme hvad den mener. Altså som om den sagde noget, bare uden et ord. Like tankeoverførsel af en slags." prøvede hun at forklare.
"Andre gange hører jeg min mors stemme, også selvom jeg ved at hun ikke er her. Det er min form for samvittighed. Hun er min samvittighed, hvis du forstår hvad jeg mener..."

Avery så ned på Zoeys kat, Tanna.
"Det lyder fantastisk. Som noget fra et eventyr."
Hun bøjede sig ned imod katten, og kløede den på hovedet igen.
"Kan du også høre andre kattes stemmer?" spurgte hun nysgerrigt og så på Tanna.
Hvis Zoey ikke kunne, skulle hun nok ikke gøre sig nogle tanker om at kunne høre Tanna.
Tanken om at kunne høre sin kats tanker var utrolig.
Og spændende.
Så kunne hun endelig finde ud af hvorfor Blueberry elskede hendes kompas sådan.

"Undskyld mig en gang."
Hun rejste sig elegant fra gulvet og katten, lænede sig ud af døren og kaldte:
"Berry! Blueberry kom så, skatter!"
Hun lod døren stå åben, da hun vendte sig om imod Zoey og smilede undskyldende.
"Hvis min stædige kat har tænkt sig at komme, så kommer den."
Averys slanke fingre stak hun i lommerne på hendes shorts, og så ud af døren.
Ind af døren trippede den hvide siameser, og gned sig op af Averys ben.
Den spandt som en plæneklipper da Avery tog den op i sine arme.
"Kom her skat." sagde hun, med en ufattelig øm og blid stemme, og kyssede den på næsen.
Blueberry fnøs utilfredst og slikkede sig i ansigtet.

Avery tog et skridt hen imod Zoey, og viste sin hvide og sorte kat frem. (Billede ses på profilen xD)
"Berry, det her er Zoey, Zoey, det her er Blueberry."
Hun lagde hovedet på skrå, ligesom sin kat, og smilede til Zoey.
"Han er min lille guldklump, hvis altså hvidguld gælder."
Katten var jo hvid med sort ansigt, og glitrende, blå øjne.
I hendes øjne var han den smukkeste kat der fandtes på jorden.
Berry sad helt stille i hendes arme, og så skiftevis på Zoey og hendes kat.
"Nå, kan du høre noget? Hvis du kan, så er det sikkert noget med hvor meget den elsker småkager!" grinede hun og kløede kærligt sin kat på hovedet, bag det venstre øre.

Avery så ned på sin kat, og fugtede læberne.
Tænk hvis hun kunne høre Blueberry!
Det ville være så fantastisk.
Hun lukkede øjnene, og prøvede at fornemme en eller anden hankattelig stemme i sit hoved.
Hun prøvede virkelig at koncentrere sig, der skete bare ikke rigtigt noget.
Hun åbnede det ene øje på klem, og så ind i det ene af Blueberrys øjne.
Med det samme hørte hun en stemme, en stemme som godt kunne være en hankats: "Nu ser du altså dum ud Avy."
Avery var lige ved at begynde at skrige, men hun sagde ikke noget.
I hvert fald ikke i starten.
"Jeg hørte lige noget." hviskede hun bare.
"Det var også på tide!" hørte hun den stemme som hun genkendte som Blueberrys.

"Det er ikke altid nemt at være anderledes." sagde hun og så på Zoey med et trøstende blik.
Hun slap Berry som hoppede ned på gulvet, og forsvandt i skyggerne med en miaven.
"Jeg ved at du elsker mig, Mr. Berry." grinede hun.
"Jaja, så siger vi det." svarede han i et gnavent tonefald.
Hun så ned af sig selv, og pillede et par kattehår af sin cowboyvest.
"Han er noget af en gavtyv." konstaterede hun med et skævt smil.
Til hendes glæde var det ikke kun Zoey som var blevet inspireret i dag.
Zoey havde inspireret hende.

( Hvis du vil, kan jeg fortælle dig hvordan du kan rette dit brugernavn til stort bogstav ^^ )

( Gå ind på den knap oppe i toppen - over billedet - hvor der står profil. Der hvor der står brugernavn skal du bare rette det til stort, rulle ned og trykke ok, og TADAAA!! XD )

"Alle katte er deres egne, men jeg tør ikke at sige at alle er gavtyve." sagde hun tænksomt og kløede sig i nakken.
"Men trods alt er jeg meget glad for min kat. For at det var Blueberry som valgte mig."
Blueberry betød meget for hende, han var den eneste som ikke havde forladt hendes i tidens løb.
Det havde alle jo gjort.
Hendes far, William og Marcus, hendes tante og onkel, Shiver, Jace og nu hendes mor.
Det var rent faktisk ufatteligt, at så mange hun elskede kunne forsvinde, løbe ud imellem hendes fingre som vand.
Hun talte inden hun kunne nå at stoppe sig selv: "Har du nogensinde mistet nogen som du elskede?"

Avery måtte anstrenge sig for ikke at gispe.
Det lød forfærdeligt!
Tænk at det skete, at man kunne miste så mange på en gang.
Hun blev ret flov over at hun havde haft ondt over sig selv før, men nu havde hun meget mere ondt af Zoey.
Måske forstod hun hende bedre, end før.
Forstod den smerte hun måtte bære inden i sig, uden at den var nem at se.
"Jeg har mistet et par personer, men det er lang fra så.. sørgeligt som dig. Det gør mig virkelig ked af det."
Hun foldede sine fingre, og lænede sig tilbage imod vægen igen.
"Da jeg var fem døde min far. Da jeg blev Mærket, forsvandt min mor sporløst og mine to brødre blev adopteret af min tante og onkel som hader mig,"
Da hun sagde det sidste, smilede hun næsten undskyldende til Zoey.
"Og så forsvandt min mors bedste ven også. Sporløst, ligesom hende. Jeg har på fornemmelsen at de to har gang i noget, men jeg har ingen anelse om hvad.."
Hendes stemme lød uendeligt mystisk, og meget langt væk.
Hun tænkte meget, lige nu.
Prøvede at forstå hendes mors valg, og hvor hendes de to var nu.

"Hvis du tænker sådan på det.." mumlede hun og så ned på sine negle.
Hendes øjne glitrede af indeholdte tåre.
Hun kunne ikke fatte at Zoey tog så let på det.
For hende lød det forfærdeligt, men hun ville ikke køre rundt i det.
"Afslørende?" spurgte hun overasket.
Sådan havde hun aldrig tænkt over det.
Hun havde altid opfanget noget kærlighed imellem dem...
Men alligevel lød det overhovedet ikke umuligt.
...
Tænk hvis der virkelig var noget imellem de to, og at de var rejst væk fra hende og tvillingerne.
"Det... det tror jeg.. virkelig ikke. Jeg håber det virkelig ikke." hviskede hun halvkvalt.