En Bog... En Citat... (Avery)

Raphael trådte ind. Han fandt det afslappende at være blandt så mange skrivende værker. Det var vel nok det der havde lokket ham herhen... Luften var svagt mærket af de mange bøger da der hang lidt af den lidt tørre og sprukne duft der kom fra bøger efter de havde stået et sted i længere tid...
Ikke at den generede Raphael... Han fandt det dejlig afslappende, som alt andet hvor han kunne hengive sig til Litterære stoffer...
Han bevægede sig lysløst, som altid, hen til reolen hvor alle bøgerne, skrevet af store tænkere var... Det var bøger der var skrevet af Mennesker Raphael fandt mest interessant.. De var så... Præget af død... Fordi mennesket jo var som det var og er som det er og vil blive ved med det...

"Mr. Báis." hilste Avery, og trak en bog ud af reolen.
Måske havde han bevæget sig meget lydløst, men hun havde set ham.
Selv i den lidt dystre belysning, som hun elskede.
Hun åbnede den støvede bog, som hun forsigtigt og kærligt pustede støvet af.
Hun lod sine slanke fingre børste det sidste støvet af.
Det var en bog om blodtørst og andre ting om ældre vampyrer.
En slags teenage-manual for ynglinge.
"Er De kommet for at nyde bøgernes tavse selskab?"
Hun havde altid vist lærernes deres respekt, men ikke mere end det.
Hun havde ikke rigtigt et bestemt forhold til Raphael, ikke endnu i hvert fald.

( Undskyld min manglende kreativitet.. oo' )

"Avery... Jeg mener da jeg har sagt at uden for klasseværelset er jeg blot en anden Vampyr... Ikke sandt?" spurgte han hende med en svag Antydning af et smil på sine læber.
Raphael var en hård lærer, men han fik banket noget ind i folk... Så det var ikke fuldstændig skudt i vejret... Han forventede selvfølgelig at dem i klassen udviste respekt når de var i klassen... Men udenfor.. Ja der var der ingen grund til den stive Formalitet.
"Og ja... Jeg nyder intet mere end at læse om menneskets Tragedier og Sejre" Sagde han og smilte så venligt til hende.
Avery... Hun var en udemærket studerende på 6. trin, overraskende nok, eftersom mange af dem der, prøvede at se hvor langt de kunne trække en grænse uden at overtræde den.

//Ville skrive Miss. Berry... Men det ville bare lyde lidt underligt xD//

"Jeg ville også tiltale en anden Vampyr sådan, hvis jeg havde kendt personens navn." sagde hun, med et næsten spejlbillede af hans udtryk.
Et svagt smil.
Selvom hun havde haft Raphael i et par år, så havde hun altid holdt sig neutral i forhold til lærer.
Hun elskede at lærer ting, og Raphael havde evnerne til at lærer folk hvad han gerne ville have dem til at vide.
"Mennesker er i sandhed sjove væsner." sagde hun og undertrykte en latter.
Det var lang tid siden at hun havde tæt på sig selv som et menneske.

( Ja, det lyder lidt mærkeligt xD )

"Ja... Det havde jeg også gættet på Avery" Sagde han og smilte bare til hende mens han hev en bog ned. Den så gammel ud, var læderindbundet, men var slet ikke ligeså støvet som den Avery stod med.
"Ahh ja... Oscar Wilde... I sandhed et morsomt menneske" sagde han og smilte lidt ved synet af de mange fint nedskrevet ord...
"Men Avery... Hvorfor er du ikke andetsteds end her i Biblioteket... Jeg kan ikke have undgået at have hørt at der var en eller anden fest et sted eller to" sagde han og undertrykte et smil.
Raphael havde ike tænkt sig at stoppe festen... Det var jo kun nødvendigt hvis der kom noget ind i det som ikke skulle være der.. Som For meget usundt eller blod...

"Oscar Wilde?" Hun smilede et skævt og en smule hemmelighedsfuldt for sig selv.
"Mind mig om at læse om ham. Jeg genkender ikke rigtigt hans navn."
Nogle ville nok google hans navn, men hun ville ikke.
For hende var det meget bedre at læse i stedet for.
Det var meget mere hyggeligt.
Hun bladrede lidt i bogen, men satte den så op igen.
Hun kendte alle de spørgsmål som blev stillet i den, så hun havde ikke brug for at læse i den.
Så kastede hun et opgivende blik imod ham, men morskaben lyste ud af hendes sorte øjne.
"Er der ikke fest hver dag, min kære ven?" spurgte hun med det skæve smil.

Han smilte endnu engang ved det hun gjorde... Præcis som han havde tænkt havde hun gjort... Der var mange af de yngre der straks ville sætte sig over og google ham... Men der ville de få en beskrivelse af ham, i en af hans bøger, ville man få et billede af ham, hvordan sådan en engelsk dannet mand rendte rundt og førte sig omkring.
"Udemærket... Jeg vil så huske dig på det" Lovede han hende og smilte bare.
Hendes næste ord satte et andet smil igang på hans læber og han nikkede langsomt. "Jo... Selvom jeg hellere ville udtrykke det som 'Er der ikke en fest hver Nat.... Men jeg blir jo nød til at give dig ret, da Dagen og Natten er den herlige rytme af Livets Fløjlsbløde bevægelser" sagde han og smilte lidt før han så grinte lidt.
Raphael var ikke en Digter, men Poetiske Meninger kunne godt flyde ud af hans mund nu og da...

"Det var også derfor jeg brugte ordet dag, kære Raphael. Disse fester kan godt blive ret sene, som du måske har regnet ud."
Hun lod sine fingre glide igennem håret, imens hun så efter på reolen.
Hun ledte efter den perfekte bog.
Den jagt kunne taget timer, dage og måske år.
Hun kunne læse alt, men det var kun de færreste bøger som hun syntes var interessante.
Det var svært ikke at grine, da han udtalte sine Poetiske ord.
"Du har i så sandhed ret." sammentyggede hun og kløede sig i nakken.
Hun elskede Poesi og hun havde en uudtømmelig fantasi, en kilde som aldrig blev slukt.

//Bliver bare nød til at kommentere det XD Og alligevel lider du af Kreativitets kvaler... Like mee//


Raphael smilte lidt over det. Avery var en klog pige... Klogere end de fleste Vampyre Raphael havde stødt på i den tid han havde vandret rundt på jorden... Og han havde jo været her i godt og vel en 100 år... Lang tid når det kom til stykket...
Han kiggede længe på hende før han så langsomt satte den bog op på hylden igen og kørte fingrende over titlerne... Raphael havde fornogle år tilbage lært sig selv at læse trykte bogstaver med fingerspidserne... Det virkede selvfølgelig kun på Bøgernes Titel, da der på papiret ikke var trykt så hårdt ned...
"Så... Hvordan har du det her? Blandt Bøgernes tavse samtykke" spurgte han hende. Raphael ville gerne vide om der var noget helt bestemt hun ikke kunne lide, som han måske kunne skubbe lidt til....

Hun så på ham igen, da han begyndte at tale.
Hun kunne rent faktisk godt lide hans stemme, det var en god.. fortællerstemme kunne man måske kalde det.
Hun tænkte lidt over hans ord, og lod så sine fingre glide blidt over bogryggene, med et kærligt blik i øjnene.
"Jeg er næsten født i et bibliotek. Min mor var bibliotekar." forklarede hun, selvom det slet ikke var hans spørgsmål.
"Blot duften af gamle bøger han gøre mig helt forelsket." grinede hun, men alligevel lavt.
Hun ville ikke tale alt for højt, på et bibliotek.
"Der er ikke noget mere tiltrækkende end lærte og romantiske mænd." sagde hun og trak på skuldrende.
Det var bare hendes mening.
Hun var måske lidt kold udvendig, men indeni var hun blid og venlig.

//Sorry tiden... Skulle lige flytte nogle Møbler -.-"/


Raphael nikkede langsomt da hun stoppede med at tale. Det gav faktisk mening... Han havde engang afleveret en Afhandling hvor der stod at børn reagerede meget på det miljiø de voksede op på... Det var før han kom tilbage til skolen og havde begyndt på det Ærværdige lærer Erhverv.
Han stoppede langsomt nikkeriet og tænkte over det hun havde sagt. Indeni boblede der et smil frem, men det viste sig ikke på nogle måde udenpå.
"Javel ja... Jeg tror du er en af de få på din Alder der mener det" sagde han så og smilte venligt til hende.

Hun kunne ikke holde de himmelvendte øjne tilbage.
"Det er jeg meget ked af at De har ret i." sagde hun og trak på skuldrende.
Hun var meget.. tja, voksen af hendes alder kunne man vel vælge at sige.
Hun havde altid været en bogorm, imens de andre havde travlt med at blive voksne.
Der var dem som legede at de var voksne, og dem som var født med gamle sjæle.
Avery troede ikke på Gud, ikke engang før hun blev Mærket.
Og det var meget usandsynligt at sjælene kom op til ham, hvis der da havde været en Himmel.
Hun hældede mere til troen om at en sjæl blev genskabt i en ny krop.
Der var selvfølgelig også den anden teori, om at man levede i et nyt liv hver dag, man opdagede det bare ikke, fordi at man havde alle menneskets minder.
Ganske interessant teori.
"Det er ret trist, at der ikke findes ynglinge med din personlighed, Mr. Báis." sagde hun med et suk.
Avery havde det med at sige sandheden, og at tale lige ud af posen, også selvom det kunne såre folk.
Ikke sådan at hun sagde at folk var grimme, sådan var hun ikke, men hvis man spurgte hende, skulle man være sikker på at man kunne klare sandheden for den ville man absolut få.

Han lod fingrene køre hen over nogle bøger mere og stoppede så... Han kørte hånden langsomt tilbage for at være sikker på at han havde følt rigtigt... Det var sandt... Det var en bog... Også om det emne... Ganske uforlignende... Og ville sikkert ende hysterrisk morsomt.
Han lod fingrene glide hen over Marven på bogen, mens han ledte efter navnet på forfatteren.
Han smilte lidt og grinte svagt ved hendes ord om at der ikke var Yndlinge med hans Personlighed.
"Vi er jo alle forskellige... Men det er jo nok fordi at ingen af Yndlingene har oplevet hvordan det er at Være bedemand for en Hundrede år siden" Mumlede han og lavede et lidt ligegyldigt skuldertræk, men så kom smilet frem igen.
"Men jeg må nu sige det ville skræmme mig lidt hvis der rendte en rundt med den samme personlighed som mig..." sagde han og smilte lidt til hende.
Hans hånd greb fat om bogen, men så gav han slip igen... Det ville alligevel ikke nytte noget lige nu at læse den... Han førte jo en god samtale med Avery, hvorfor ødelægge samtalen med en Bog?

"Jeg ved ikke hvad det gør ved en mand, at have været bedemand." sagde hun og trak på skuldrende.
Avery rettede sine øjne imod ham igen, og betragtede hans blik.
Hun genkendte det der glimt af interesse.
Det var helt klart ikke hende han kikkede på, men på bogen som han havde i hånden.
Hun kunne ikke lade være med at stirre på ham, bare stirre en lille smule.
Sådan havde hendes mor set på bøgerne, dengang Avery var lille.
Det var bare en helt mærkelig følelse at se Raphael se sådan på en bog, med næsten samme udtryk som hendes mor.
De kunne næsten være i familie, selvom han var omkring 150 år ældre end hendes mor.
Det var faktisk ret utroligt.
"Hvad ser du på?" spurgte hun, med et ømt udtryk i øjnene.

"En bog" sagde han langsomt og vidste så straks han havde lavet en bommert der. Bogen havde blot taget så meget af hans opmærksomhed at hjernen ikke havde ment at der var nogle grund til at uddybe det.
"Det er et skrevet værk... Skrevet af en Præst om... Ja lad mig udtrykke det som han selv skriver" sagde han og et glimt af et smil dukkede frem på læberne før han så hev bogen langsomt ud.
Han rømmede sig unødvendigt og læste så Titlen op. "Mørkets frygtelige Væsner" sagde han og smilte denne gang fuldt syneligt...
Han kiggede op på hende og smilte til hende på en helt bestemt måde. Som om en krog svagt løftede hans venstre mundvige lidt... Og alligevel var det er smukt smil, som om det havde været en gud der havde gjort det.
Men smilet forsvandt og Raphael smuttede forsigtigt bogen tilbage på sin plads hvorefter han igen rettede al opmærksomheden på Avery.

Avery fjernede langsomt sine sorte øjne fra hans, næsten glødende ansigt.
Selv med mere end 3 år i øvelse på at lade være med at savle over vampyrerne, så var det alligevel svært.
Umuligt, kunne man vel sige.
Det var umuligt at forestille sig at hun ville blive lige så lækker som ham, en dag.
"Fantastisk." sagde hun, næsten åndeløst.
Hun viste ikke engang selv om det var hans smil, eller bøgen hun talte om.
Hun betragtede den gamle bogryg, og lod sine slanke fingre glide over den, bare i et par sekunder.
Det hemmelighedsfulde smil brød igen hendes blege ansigt, og så så hun på den som om den var en svær gåde hun skulle læse.
Hun trak den blidt ud, og bladrede op på første side.
"Nå, hvad syntes han så om os?" spurgte hun, næsten retorisk.

Raphael smilte bare venligt til hende da hun tog Bogen... Der var ingen grund til at han skulle læse op for hende, når hun udemærket selv kunne læse.
Han kiggede på hendes fingre der langsomt og glansfyldt tog bogen og bladrede, med en Forsigtighed som ikke mange forstod man skulle gøre ved bøger der kunne være ældre en en Selv, og som tydeligt viste at hun havde været omgivet af Bøger før.
"Det siger lidt sig selv, ikk?" spurgte han hende også Retorisk... Det var ikke svært at gætte.
Alle kirkens folk hadede alt de ikke forstod... En Kendsgerning Raphael for længst havde opdaget, da han i sin tid efter at ha været her, prøvede at snakke med mange andre mennesker... Og da han nåede til Præsterne... Ja så hadede de ham som om han medbragte Pesten eller ligendne.

"Det er deres snæversynethed." sagde hun med en overbærende tone, som om hun talte om så uforstående, små børn.
Hun kunne ikke fordrage de her præster, som forbandede.. tja, Satans yngel.
Hvis de havde havde vist bedre, eller endnu bedre...
Hvis de selv var blevet Forvandlet, så ville de kunne forstå det.
De ville i det mindste have prøvet at forstå det.
Men hun var overbærende over for dem, for de viste ikke bedre.
"Jeg bebrejder dem det jo ikke. De er jo kun mennesker. Og mænd også." tilføjede hun så, med en munter klang i stemmen.
Det var fantastisk at vampyrerne blev styret af en gudinde, og for gangs skyld ikke en gud.
Hun havde ikke noget som helt til overs for den mandschauvinistiske civilisation.

//undskyld jeg hopper ind XD//

Natalie kom ind på biblioteket. Hun havde lige været til fest men de ynglinge der var der var ikke ret sjove. Hun så Raphael og Avery. Hun syntes Raphael var sjov at gøre sur og Avery var sådan set hendes bedste ven (en af dem). Hun kunne se de havde en god samtale. Hun sneg sig ind i mørket for at høre hvad de snakkede om. Natalie havde altid været god til at snige sig og i mørket følte hun sig hjemme. Hun syntes selv at det var underligt at ingen nogensinde opdagede hende. Vampyrerne havde heller aldrig bemærkede hende. Hun fandt det underholdene at snige sig ind på andre. Hun vidste godt at Raphael ikke kunne lide hende fordi hun ikke viste respekt overfor lærerne. Hun viste kun respekt til dem hun syntes havde fortjent hendes reskpekt. Hun kunne høre de snakkede om bøger. Kedeligt efter hendes mening. Så snakkede de om mennesker. Natalie syntes mennesker var sjove. Hun kune godt lide at 'lege' med dem. Mennesker er en dum art tænkte Natalie og smilte hånligt. "Hej A" smilte Natalie venligt. Så vendte hun sig mod Raphael. "Og hej Raphael" smilte hun hånligt. Hun håbede hun gjorde ham lidt sur. Det var så sjovt når lærerne blev sure på hende fordi hun ikke havde respekt for dem. De andre viste jo kun respekt fordi de var bange for vampyrerne. Hun havde respekt for Avery. Avery havde hjulpet Natalie med at starte på skolen. "Jeg kunne høre i var igang med en snak så jeg gav mig selv lov til at afbryde jer. Mennesket er en dum art efter min mening." sagde Natalie sukkersødt men også drillende.

( Jeg giver lige Raphael en chance for at svare på den onde hilsen xD )

(okey dokey)

Raphael nikkede til hendes mening... Raphael havde intet imod at hun kaldte Mænd for dumme, men at hun mente at Mennesket var direkte tåbeligt kunne han ikke lade være med at få et lille smil på læberne og han kiggede længe på hende med et smil på hende som om han havde ondt af hende.
Han havde for længe siden haft en lignende diskusion med en anden Vampyr... Som han sjovt nok ikke kunne genkalde hverken ansigt eller Navn på... Underligt, men nok om det... Denne Vampyr havde også ment at menneskene var direkte tåbelige for ikke at være Vampyre.
Han skulle til at komme med et svar, da han hørte skridt bagved ham. Han behøvede ikke engang vænne sig om... Han kunne allerede genkende duften.
Indeni ham lød et suk og han lukkede kort øjne da hendes stemme gjorde det tydeligt hvem hun var.
"Og Godnat til dig Natalie" sagde han og kiggede længe på hende, mens han tænkte over om han faktisk burde stjæle hendes sanser, bare for at lade hende prøve det... Det kunne være sjovt at se hende famle rundt i endeløst mørke uden hverken høre eller lugte sans... Eller følesansen for den sags skyld så hun heller ikke kunne mærke om hun faldt eller hvad hun gjorde... Faktisk kunne det være sjovt at stjæle alle hendes sanser faktisk...
"Men du mener altså at mennesker er dumme, selvom vi Vampyre ikke ville være til uden mennesker?" spurgte han så Avery og vendte opmærksomheden imod hende.

//Du er ond XD//

Natalie kigger ondt på Raphael. Hun kunne virkelig ikke lide ham. Han var lidt for selvsikker efter hendes mening. Men når ja det var hun jo også selv. "Raphael jeg mener at mennesker er en dum art hvis man kigger på min 'falske' familie." Natalie svarede på spørgsmålet til Avery for at irretere Raphael. Natalie begyndte at smile lumsk.

"Natalie!" udbrød Avery, selvom hun havde hørt hende i forvejen.
Det havde været svagt, men hun havde hørt hende.
Hun lænede sig op af vægen, og stirrede på vampyren og ynglingen.
De så virkelig ikke ud som om de var særlig glade for hinanden.
"Slap af Natalie." sagde hun, med et spottende tonefald.
"Du har engang selv været et menneske. Mennesker kan ikke selv gøre for at de ikke er så fantastiske som os, eller at de ikke er blevet Mærket. Man kan ikke selv bestemme det." irettesatte hun.
Det var hendes mening om mennesker, ikke noget alt for ondt.
Menneske var dumme, ja, de kunne ikke høre eller se lige så godt som vampyrerne, men det var ikke deres skyld.
De kunne ikke selv fremprovokere Forvandlingen.
Avery kunne godt forstå Natalies følelser omkring sine gamle forældre, men hun burde lægge de følelser fra sig nu, hvor hun ikke længere var juridisk bundet til dem.

"Avery jeg var også et dumt menneske og jeg tror ikke du forstår min smerte." Sagde Natalie trist. Man kunne se stor smerte i hendes øjne. Hun kunne aldrig glemme hendes skod familie.