Morgenmed eller hvad det hedder her:: Avery

Tid:: der hvor man normalt spiser morgenmad på skolen
Sted:: spisesalen for elever
Omgivelser:: de mange små borde og det lange bord med mad til Nyx og så bordet med maden til eleverne
Vejr:: mørkt med halvmåne og lun luft
Tøj:: skoleuniformen med 3 trins logo på og et par brune all stars
_________________________________________________________________________________________

Salen var fyldt med yndlinge som sad ved de mange borde og snarkede muntert sammen om dagens skema ellefr hvad de nu ku finde på men dog var det ikke alle der sad ved et bord med masser af folk om sig for over ved vinduet sad en meget tynd dreng med lyst kort hår som skinnede svagt fordi månes strøler ramte det gennem vinduet hvor de tunge gardiner var trukket fra så man ku se ud i mørket, drengen sad med en skål havergryn med mælk og ved siden af skålen stod et glas med mælk, han sukke svagt og så rundt med et stille lidt nervøst blik da han ikke ku li når der var for mange folk omkring ham, få elever så over på ham med hånlige blikke men han ignorerede dem blot han vidste at han ikke var køn som dem men nok var han kolger og mere smidig end de snobbe piger og dreng, han sukke igen før han drak lidt mælk imens han så hen mod døren.

Ind af døren kom Avery, en af de ældste ynglinge på skolen.
Hun var tæt på at være en vampyr, eller det burde hun i hvert fald.
Hendes mørke hår hang ind over hendes blege ansigt, hvori de mørke øjne glitrede.
Ynglinge blev smukkere jo længere de havde været ynglinge, og det var Avery et levende bevis på.
De mørke øjne glødede vredt da der ikke var nogen tomme borde, og derfor blev hun nød til at sidde sammen med nogen andre.
Efter at hun havde hældt noget mælk oven på noget nødemüsley, satte hun sig på en skol så langt væk fra den 3. trins elev som sad på den anden side af tomandsbordet.

Will tog igen fat i sin ske og fik den hurtigt fyldt med havergryn hvorefter han spiste det og gentog bevægelsen et par gange før han lod skeen ligge ved siden af skålen hvorefter han løfted blikket da lyden af den tunge dør som gik i, han betragte den kønne meget ældre yndling men sukke dog svagt da hun satte sig langt fra ham*måske en af de snobber*tænkte han og så rundt igen og blev mødt med mange håndlige blikke hvorefter han igen så hen på pigen imens han nu drak lidt mælk*det blir en lang dag*tænkte han og så lidt rundt igen *hvor er Scoi vi plejer da at spise sammen*tænkte han kort og sukke igen.

Hun spiste langsomt selvom hun var kommet lidt forsent til morgenmaden.
Hun skulle ikke noget i de første timer, for hun skulle passe en af hestene som var blevet syge.
Det var kun hende som kunne komme i nærheden af den.
Hun så på ham, over kanten af sin skål som hun havde løftet op til sit ansigt.
Hun burde sige noget til ham, men det virkede bare så forkert.
Det var ikke rigtigt hendes stil længere.
"Godmorgen." sagde hun så til sidst, uden at se på ham.

Han så ned på sin næsten tomme skål og sukke let da han tog skeen igen og begyndte at spise det sidste mad men da han hørte pigens stemme løftede han hovdet og så over på hende med et lidt undrene blik*var det til mig*tænktehan og så lidt rundt men der var ingen folk der kom gåne mod hende eller så på hende så han svarede venligt"godmorgen"og betragte hende, hun var som så mange andre utrolig smuk og ikke som ham, han var undervægtig og det ku tydligt ses fordi hans uniform var en smule forstor, hans hud lys dog ren uden bumser men der var dog en køn ting ved ham det var hans krystal blå øjne.

Hun så op fra skålen igen og så op i nogen isblå øjne.
Hun blev så overasket over hans så blå øjne, at hun ikke så ned i et øjeblik.
Hun næsten stirrede på ham.
Så så hun ned i sin skål igen, og spiste videre på sin morgenmad.
"Er du ny?" spurgte hun og prøvede at virke venlig og ikke alt for kold.

Will så lidt forviret på hende efter at hun havde kigge længe på ham men sukke dog lettet da hun sage noget nyt, han rejste sig forsigtigt op og løftede sin stol hvorefter han gik hen til hendes bord og satte sig overfor hende på sin stol"ja jeg er ny"svarede han venligt og så stadig lidt forviret på hende men vendte så blikket lidt ned for ikke at kigge på hende hele tiden.

"Hvor ny?" spurgte hun igen, og spiste videre uden at se på ham alt for længe.
Hun var lidt bange for at hun var ved at blive en mærkelig tøs.
Tænk hvis hun aldrig nogensinde blev Forvandlet.
Lidt yngling måtte hun vel være, hun havde jo sin egen kat, en kat som havde valgt hende.
Det var utroligt dejligt at føle sig som en yngling.

Han så igen på hende med et venligt blik ogprøvede på at holde nervøsiteten inde for ikke at blive alt for mærklig nu havde han enlig en at snarke med "jeg kom hertil for 4-5 dage siden"svarede han og sendte hende et forsigtigt smil"navnet er Will"præsenterede han sig så høffligt før han så lidt rundt og tilbage på hende igen, hans krystal blå øjne havde et venligt blik.

Hun mødte hans blå øjne igen, og hun kunne ikke lade være med at syntes at de var meget bemærkelsesværdige.
"Jeg har været her i tre år." svarede hun roligt.
Hun var en af de ældste.
Seriøst.
De fleste som var kommet et par dage efter hende var blevet Forvandlet.
Hvorfor tog det så lang tid?
Det gjorde hende bange og forvirret.
"Jeg hedder Avery. Avery de Berry."
Hun var glad for sit navn for det var specielt.
Især hendes efternavn.
Hendes formødre havde alle været meget specielle.

Han så lidt overasket på hende "du er heldig "sag han så venligt*tænk at hun er komet så langt det håber jeg også på jeg gør*tænkte han og så lidt rundt før han igen mødte hendes blik"sejt navn"tilføj han så med et lille smil på læben"hyggligt at møde dig"tilføj han venligt, hans blå øjne skjulte også mange ting og det ku tydligt ses man ku dog også hørre at han lød som en flink fyr men også klog, han hacde ikke altid haft navnet will han skiftede da han fik mulighed for det.

"Heldig? Hvordan?"
Hun viste udmærket hvad han mente, og hun fik en dump smerte i brystet ved tanken.
Hvorfor var Shiver død?
Hvorfor døde Stareen også?
Og når de døde, hvorfor så ikke også bare hende? Fordi hun var for anderledes?
Ja, inderst inde var hun bitter, meget bitter.
"Tak." sagde hun, til det med navnet.
Kendte han mon til Charlotte de Berry?
Det var det bedste ikke at spørge.
"Også hyggeligt at møde dig, Will."
Hun spurgte ikke hvad han havde heddet før, for det var ikke pænt at spørge om.

Han trak svagt på skuldren imens han så på hende nu med let alvorlige øjne"fordi du har klaret så mange år her"startede han venligt"men jeg vil dog ønske dig alt held og lykke i framtiden det fortjener du"slutte han af og så hen mod vinduet, man sku tro han kendte hende men det gjorde han dog ikke men han ku vel godt være flink ikke? han så igen på hende"jeg spørg dig nu om noget, du skal helst svare ærligt"sag han lidt stille"hvorfor undgik du mit blik i starten og satte dig så langt væk?"spurgte han stille dog høffligt.

"Fortjener jeg det? Virkelig?" Hun måtte anstrenge sig for ikke at le ondt af ham, og give ham en lussing. Selvom han helt sikkert havde prøvet at være sød imod hende, så var hun blevet meget vred over det. Men det var selvfølgelig ikke hans skyld.
Hun så på ham, da han sagde at hun skulle svare ærligt. Selvom han ikke havde sagt det, ville hun stadig havde svaret ærligt, det gjorde hun altid også selvom det kunne skabe hende fjender. Hendes psyke var stærk nok til det, og hun skulle alligevel snart væk herfra. Regnede hun med.
"Det er ikke din skyld." svarede hun, stadig uden særlig mange følelser. "Jeg er bare meget indelukket." Hun havde ikke noget imod at sige det selv.

Han så op på hende og mødte hendes blik med en alvorlæig mine i sit blik"ja det mener jeg"svarede han kort dog ærligt før han så ned igen og tænkte lidt over hvad han enligt sage og hvordan han sku klare alle de år her "okay det er jeg glad for at høre"svarede han hvorefter han dempe stemmen"som du nok har regnet ud er jeg ikke så ¨smuk som alle jer andre og derfor undgåre mange mig eller mobber så jeg ville bare vide hvad du syns om mig"slutte han af og så hen mod vinduet med et stille blik der viste tegn på noget der gjord ondt inde i ham.

Hun så på ham, med et hævet øjenbryn.
Nogen ville måske se det som et tegn på afsky, men det var det ikke.
Hun var bare forundret, over hvordan han kunne sige sådan.
Af alle andre, var han uden tvivl den mest smukkeste.
Måske var der nogen som syntes ham var grim, men det var han ikke.
Hun kunne se hans sjæl glitre ud igennem de smukke, blå øjne.
Hun havde altid troet at ens øjne spejler sjælen.
Hendes øjne var jo også sort, som hendes tilsodede sjæl.
"Du skal ikke tænke sådan om dig selv. Om et par år, så bliver du meget smukkere end du kan forestille dig. En gang var jeg endnu grimmere end dig, men se mig nu."
Hun smilede skævt.
Så hun sagde til ham, lige hvad der kom til hendes læber, og det undrede hende seriøst ikke at det viste sig at blive til et digt.

"I tiden der går
Veksler vi masser af hårde ord
Vi slider på hinanden
Og siger ting som sårer
Ting vi ikke mener
Der kommer masser af hårde ord
Men kærligheden består"