tell me what to do -Ciel

''du er den første du har elsket mig...'' Hun lod sine fingre flette sig ind i hans.
Hun var ved at græde og det kunne tydeligt høres.
''Nemesis blev ikke elsket, kun misbrugt... gamle vaner er svære at slippe af med..'' hun så ned.

"Elskede Perceval dig måske ikke? Din datter må elske dig mere end noget andet." Det knuste ham, at se hende så trist. Han ønskede at springe ned til hende og slå armene om hende, men han regnede ikke med, at berøring ville være den bedste metode i dette øjeblik. Ikke, når hun snakkede om det misbrug, hun havde været udsat for.
"Elizabeth ... Jeg elsker dig mere end noget andet."


// Det er netop gået op for mig, at jeg altid har skrevet Elizabeth, med et 'h', selvom det ikke er, hvad din karakter hedder xD
Undskyld, jeg tror ikke, jeg kan ændre den vane o_o

//det er fint nok, gør det tit selv xD//

hun krøb bare endnu mere sammen, inden hun hørte ham nævne Perce.
Så gemte hun sit ansigt mod sine knæ, og udstødte hun et halvkvalt hyl.
Hendes smerte gled hurtigt gennem hende og fik hende til at klynke kort i smerte.
Hun kendte ikke grunden til disse små smertesudbrud. Men når de kom, foretrak hun at være alene.

Han var ikke sikker på, hvordan han skulle tolke hendes gråd. Havde Perceval ikke behandlet hende ordentligt? I så fald ville han give ham et lag tæsk. Elskede hun stadig Perceval? Han havde aldrig mistænkt hende for det. Han stod magtesløs og så ned på hende. Rystede så svagt på hovedet og sukkede.
"Elizabeth ... Vil du ikke nok komme ind igen? Lad os tale om det her - uden risiko for at blive opdaget, o-" han dukkede dig straks.
Når man taler om djævlen, dukker han op.
I samme øjeblik gik en flok ynglinge forbi nede på græsplænen og Ciel måtte bare krydse fingre for, at de ikke havde set ham hænge ud af et vindue på pigernes kollegium.

''du kan da ikke finde ud af andet end at skabe problemer..'' sukkede hun og stirrede på drengene. en af dem stirrede tilbage, om Elizabeths svar var at hvæse koldt af ham. de skyndte sig videre.

Da de var væk rejste hun sig omtumlet, og hoppede indenfor igen.
Hun så ikke rigtigt på ham.
''Jeg skal lige have noget at drikke..'' sagde hun, og tog et glas og gik ud på badeværelset.

Han sukkede tungt. Fortvivlet og omtåget.
"Behandlede Perceval dig ikke godt?" Vreden i hans stemme var tydelig at høre. Og det var rimelig klart, hvad han havde tænkt sig at gøre, hvis hun svarede nej. Perceval ville ikke komme til at gå lige foreløbig.
Han rejste sig og satte sig så på hendes seng igen. Han satte den ene hånd op til panden og rørte kort ved den nyudfyldte halvmåne ... Det var nok forkert af en vampyr at banke en yngling ... Men hvis han ikke havde behandlet hende godt, havde han fandme fortjent det!

Han har aldrig behandlet mig dårlig. Vi har haft vores problemer, men han har altid passet på mig. Men... han var ikke som du. Du er der, du er virkelig. Han... han ville ikke blive hvis jeg spurgte hvad han ville med mig.'' hviskede hun rystende da hun havde drukket omkring en liter vand.

''Ciel, ligemeget hvad du hører om Perceval, så rør du ham ikke. Du skal ikke stilles i skyggen på grund af ham..'' hun smilede stille.

Han sukkede tungt og løsnede hans næver - han havde slet ikke opdaget, at han havde knyttet dem.
"Fint, jeg rør ham ikke." Han så imod hende.
"Elsker du ham stadig?" Hvis han ikke havde behandlet hende dårligt, var det vel den eneste anden grund til, at hun ville begyndte at græde ved lyden af hans navn. Var det ikke? Han var ikke sikker.

''jeg er ikke engang sikker påa t jeg nogensinde har elsket ham..'' sukkede hun og satte sig på sengen ved siden af ham.

Hun lukkede øjnene lidt.
''jeg prøvede at elske ham... men jeg tror vi har været for forskellige...'' sukkede hun

Han grinte lidt. Han var tæt på at spørge, om han og hun ikke også var for forskellige, men det gik op for ham, hvor meget de i virkeligheden lignede hinanden. Roligt kyssede han hende på kinden og tog hendes hånd.
"Hvorfor begyndte du så at græde, min elskede?" Han var glad for at se, hun var faldet til ro igen.

''det sker bare nogle gange, at jeg har brug for at græde...'' sagde hun og krøb lidt sammen på sengen.

Hun så på ham.
''hvorfor.... hvorfor besøger du ham ikke? tager en pause fra alt det her, og besøger ham?'' spurgte hun.

Han satte sig ned på gulvet ved siden af sengen, så de var i øjenhøjde. Han strøg hende blidt over håret med et skævt smil. Hans blik var på den røde halvmåne i hendes pande. Den blodrøde farve. Den vækkede en følelse i ham, han ikke kendte.
"Næste gang, du har brug for at græde, kan du græde ud i mine arme." Han smilede og strøg hende over kinden. "Jeg vil altid gøre mit bedste, for at beskytte dig fra smerte ... Og når det ikke lykkedes, vil jeg trøste dig, hvad det end måtte tages."
Han svarede ikke på hendes spørgsmål. Han vidste ikke, hvordan han skulle gøre det. Han vidste, hun ville spørge igen, men et par ekstra sekunder til at tænke over det var virkelig at sætte pris på. Hvordan skulle han nogensinde få hende til at forstå det, ved at bruge ord. De var så overfladiske. Ord kunne ikke forklare det, som han gerne ville udtrykke.

"Jeg ved at du er splittet. Ciel, jeg kan mærke det på dig.. Jeg. Holder dig ikke tilbage.." Sagde hun inden hun prøvede at smile stille til ham.
"Tror du ikke at jeg kunne mærke det..? Dengang du bad mig gå." Hun lagde en hånd på hans kind.

"Jeg elsker dig, Ciel. Mere end hvad godt er." Hun lænede sig frem og kyssede ham kort.

"Jeg ved, du mærkede det ... " Han sukkede tungt og kyssede hende på panden. "Men jeg kan ikke tage tilbage til Frankrig, selv hvis jeg ville." Han ville ikke forklare nærmere. Det var ikke en mulighed.
"Jeg elsker også dig," hviskede han og kyssede hende på kinden. Han kærtegnede blidt hendes hånd. Det var svært at forklare hende, hvad han egentlig følte. Selvfølgelig havde han tænkt på at opsøge Kasey. Men han ville aldrig kunne få sig selv til at forlade Elizabeth.

Hun sukkede, og smilede lidt af ham.
''jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op med dig, unge mand.'' smilede hun og puffede ham ned og ligge på gulvet, inden hun adræt kravlede ind over ham.
Hun holdte blidt hans arme nede mens hun kyssede ham på halsen.
Tørsten, selvom hun ikke burde mærke den, prikkede snirligt i halsen.
Var det hans tørst hun mærkede? Sikkert ikke. Måske var det bare hendes krop der spillede hende et puds.

Hun mumlede mod hans hud;
''Ever mine..
Ever thine...
Ever ours...''

Han grinede lidt, da hun skubbede ham ned at ligge. Da hun så kravlede op over ham, forsvandt grinet, og han så tryllebundet og smilende på hende. Han kunne så godt lide, når hun tog styringen.
Han gispede svagt, mens hun nappede til hans hals. Det var som et kvalt suk af nydelse.
"Du kan bide, hvis du vil, min elskede ... " Hviskede han og strakte indbydende halsen for hende.

''gad vide hvem af os to der nyder det her mest.'' grinte hun drillende inden hun forsigtigt bed hul i hans hals.
Hun lukkede øjnene mens hun drak langsomt fra ham.
Hendes halvkvalte stønnen lød en gang imellem

//løber lige en tur med hunden/

"At dømme efter, hvordan du tøver, tror jeg, jeg nyder det mest." Han lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage. Han havde ikke flyttet armene fra gulvet, men det kløede i fingrene for at røre hende.
Han undertrykte de støn, der steg op i halsen på ham.

Hun vidste ikke om han havde ret, og hun ville nok aldrig finde ud af det.
Men i dette øjeblik, hvor hun sad foroverbøjet over ham, og drak af ham, vidste hun at det var sådan her det skulle være.
De to, alene. Kun dem.

Hun hørte hans stønnen, og fjernede sit greb på hans arme, et tegn til at han godt måtte lege med.
Hun stønnede også selv, halvt over blodet, og halvt over hans stønnen.
Han var så fandens sexet når han gad være det.

Han slyngede armene om livet på hende og pressede hende imod sig, mens han fortsat lod hende drikke. Hans hænder kærtegnede hendes ryg, og hans støn var efterhånden umulige at stoppe.
Sikke nogen humørsvingninger de to havde haft den sidste times tid. Lige fra at være tudefærdige, til liderlige, til rasende og fortvivlede til at være legesyge og begærlige igen.
"Elizabeth ... Min elskede."

''hmmm?'' mumlede hun inden hun slap hans hals, og lod tungen glide rundt på sine læber.
Hun lod sin krop trykke sig mod hans igen, og lod tungen glide over hans adamsæble, inden hun spandt kælent.

''ya' know... We could always disappear for a day or two?..'' hviskede hun mod hans bløde hud.
Der var en drillende tone i hendes ord.

Han stønnede begærligt og satte sig op på albuerne, så han kunne se hende i øjnene.
"Hvor foreslår du, vi tager hen?" Hviskede han og kyssede hendes pande. Han kærtegnede hendes kind og hendes store, dybe øjne tryllebandt ham. Han ville have mere af hende.

''hvor som helst... Bare vi er alene...'' hviskede hun mod hans læber inden hun lukkede øjnene og kyssede ham igen.
Hun lod forsigtigt sin tunge lege med hans læber, prøvende.

et sted hvor ingen ville finde dem, hvor de kunne gøre hvad de ville.
Hun smilede inderligt ved tanken om det.

Han lukkede øjnene og gengældte hendes kys. Hans tunge legede med hendes og han åndede tungt.
Efter et par sekunder trak han sig lidt væk.
"Vi tager ind på det nærmeste hotel. Hele weekenden."

hun elskede den del af ham, når han tog over og var den der bestemte.
Hun nikkede af hans beslutning.
''deal.'' hviskede hun mod hans kind, og fjernede sig fra ham.
Faktisk, så havde hun jo timer, havde hun ikke? Men hun kunne ikk være mere ligeglad.
Hun smilede bare, og satte sig på sengekanten.