Klinikken - percie

Han kiggede forskrækket tilbage på hende, og havde ikke regnet med, at hun ville vågne. "Øh, den er vel ved at være fem, tror jeg nok. Men jeg er ikke sikker," svarede han med et skuldertræk.

''fem!?'' hun rejste sig op. ''du må jo være dødsulten!'' Hun gik hen i sin skrivebordsskuffe og fandt to store sandwich frem. ''Her. De falder lidt tungerer en dem man kan smører dernede.'' sagde hun med et lille smil.

Han smilte skævt og rystede på hovedet. "Nej, så slemt er det ikke," sagde han, men tog alligevel mod den ene sandwich. Så satte han sig på hendes stol og begyndte at spise. Det var som om det først var nu han indså, hvor sulten han egentlig var.

hun lagde sig igen på sengen, og så lidt op i loftet. Hun nynnede en gammel vuggevise for sig selv mens han spiste

"Skal du ikke have noget?" Spurgte han efter at have sunket. Uden at vente på svar, tog han endnu en bid, men kiggede stadig afventende på hende.

''vi spiste kun en gang om dagen.. det er ikke ligefrem sulten der gnaver..'' hun så på ham. med et forsigtigt smil rejste hun sig, og lod sin hånd tørre lidt krummer af hans kind.

Nåh ja. Nu når hun sagde det, kunne han godt huske det. Uden at tænke så meget over det, spiste han videre. "Hvad er det så, der gnaver?" spurgte han, da han mente, at der var noget mere i det svar. Men selvfølgelig kunne det også bare være ham, der var noget galt med.

''det er mere... sensuelt...'' mumlede hun stille. Hun stirrede op i loftet.

Han færdiggjorde sandwichen og sagde: "Tak for mad." Så smilede han og spurgte: "Hvad mener du med det?"

''hele mit liv har jeg ikke kunne røre folk.. Ikke uden at jeg eller dem jeg rørte blev skadet. Nu kan jeg.. Men...'' hun lukkede øjnene. ''jeg er bange..''

Han lænede sig frem på stolen og kiggede indtrængende på hende. "Hvad er du bange for?" Spurgte han bekymret. Hun blev nødt til at forblive stærk, uanset hvor meget hun havde været igennem. Men Elizabet var en klog pige, så det var han sikker på at hun vidste.

hun så på ham. ''det er ligesom ens første gang.. Jeg har aldrig haft min.. Nu, hvor jeg kan føle dem rigtigt, er det som en ny første gang...'' hun sukkede

Han stirrede på hende, og havde ingen idé om, hvad hun mente. "Øh, hvad snakker du om, prinsesse?" Spurgte han så, efter at have stoppet sin stirren.

hun smilede lidt. godt at han ikke forstod det.
''Percie, du burde gå i seng..'' smilede hun blidt

Han rystede stædigt på hovedet og sagde: "Ikke før du forklarer, hvad du mener..."

''Percie, det er egentlig ret privat..'' sukkede hun og kiggede bedende på ham.

Han rystede på hovedet og sagde: "Når du først er begyndt at sige noget, skal du sige det færdigt. Alt andet er ikke fair."

hun satte sig ordenligt op, og så ham direkte i øjne. Hun trak vejret dybt.
''Okay, jeg har aldrig haft et intimt forhold til en fyr. Jeg har aldrig kunnet. Jeg har aldrig kunnet føle nydelsen i sex, fordi jeg altid så synerne.. Nu, når jeg ikke ser dem mere, kan jeg mærke alt.. Og det skræmmer mig. Hvad nu hvis det gør ondt?..'' hun så ham stadig i øjnene.

Han mærkede straks, hvordan varmen steg ham til ansigtet, da hun begyndte at snakke. Det var rimelig mærkeligt at snakke om sådan noget med hende. Men det, der var mest træls var, at han ikke kunne svare hende... "Undskyld, det ved jeg ikke," sagde han og kiggede bekymret på hende.

''der kan du se.'' sagde hun roligt. ''og nu burde du gå i seng.'' smilede hun

Han sukkede og mumlede: "Okay, så... Men jeg er altså ikke træt." Så kom han på benene og sagde: "Jamen så godnat," hvorefter han gik ud af døren og forlod rummet. Hvad skulle han nu lave? Det ville være umuligt at falde i søvn så tidligt, når han jo havde sovet så længe.

hun satte sig i skrædderstilling på sengen. Alt det hun gjorde før, sang, guitar, tegningerne.. Hun kunne intet af det mere, uden hendes syner.
Derfor sad hun der bare, og stirrede ind i væggen mens hun tænkte.