what do we say, if we don't say hello? ~ Percie

t: omkring 'aftensmad'
v: det sner let udenfor
s: spisesalen
o: ynglinge der spiser, sjovt nok
p: http://3.bp.blogspot.com/-RDm7fbCeeQU/TgihA8BZOZI/AAAAAAAAC1Y/Q52fo13y3vo/s1600/red.dress.model.jpg

Eli kom gående ind i elevernes spisesal, iført en stram blodrød kjole.
Hendes hår hang blødt i løse krøller om hendes smalle ansigt.
Hvad andre ynglinge valgte at tro om hende, ville hun ikke blande sig i. Alt hun vidste var, at hun havde været oppe og snakke med Ciel, og nu skulle have noget at spise, inden hun valgte at gå en tur i byen for at få jaget lidt - stik imod Ciels ordre.
Hendes tunge makeup om øjnene understregede blot hendes look - hårdt og dog blidt.

Hun smilede roligt, mens hun gik op og fandt en flaske med vand og en tallerken udelukkende bestående af halvt råt kød.
Hun satte sig ved et bord, uden at se hvem der egentlig sad ved det.
Det lignede nogle af Percie's venner, men hun var ikke sikker. Derfor valgte hun at spise i tavshed.

En god ven af Perceval havde endelig fået lokket ham ud af værelset, og derefter fulgt ham med ned til kantinen; man kunne trods alt ikke leve af cola og chips. Desværre. Kantinens mad var dog ikke særlig spændende, men spise måtte han jo.

De valgte at sætte sig ved bordet, hvor resten af deres vennekreds sad. Perceval følte et stik af dårlig samvittighed - han havde ikke være særlig god til at holde kontakten med alle af dem. Han mindede sig selv om, at han snart skulle for arrangeret noget for dem alle. Noget sjovt.

Imens han guffede den uinteressante mad i sig, lod han sit blik vandre videre, og han var næsten ved at kløjes i sin mad, da han så Elizabet for enden af bordet, hvilket resulterede i et hosteanfald. Han fik det dog hurtigt under kontrol og skyndte sig at kigge væk.

Hun så forskrækket op, da hun hørte nogen hoste. Da hun så at det var Percie, som der havde fået et mindre hosteanfald, så hun hurtigt ned i sin tallerken igen, og bedte til at hans venner ikke kommenterede på at det var hende der sad der.

Hun stak til sin mad, i takt med at den dårlige samvittighed steg.
Hun vidste ikke om hans venner egentlig kendte til grunden til at de havde slået op, men... Hun ville ikke blive og finde ud af det.
Hun rejste sig stille, inden hun så mod Percie, undskyldende.
Hun rykkede lydløst stolen på plads efter sig.

Det var ikke svært at se, at hans hosten på en eller anden måde havde såret hende, men han slog tankerne væk i takt med, at hun forlod bordet. Med et undskyldende blik, han ikke forstod. Mest af alt havde han lyst til at stikke hende fingeren, men han modstod fristelsen. Det var for barnligt. Han var ovre det. Startet et nyt kapitel. Og han var så småt begyndt at blive glad igen.

Efter det mistede han hurtigt appetitten, så han mumlede noget med lektier til hende, han havde fulgtes med derhen, og forlod også bordet med et suk. Så forsvandt han hurtigt ud af døren uden rigtigt at vide, hvor han var på vej hen.

det ville være for meget at sige at hun vidste at han ville gå, men... hun vidste det jo.
derfor stod hun ved siden af døren, så man ikke kunne se hende når man kom ud.

Da han trådte ud, ville hun gribe fat i ham, men lod være.
''Perceval... Har du et øjeblik? jeg... Jeg vil gerne spørge dig om noget.'' hendes stemme var tøvende - velvidende at han var så vred på hende, så rasende over hendes måde at ende deres ellers gode forhold på.
Hun regnede ikke med at han ville snakke med hende, langtfra faktisk.

''Percie, jeg fik aldrig chancen for at undskylde... Jeg beder ikke om tilgivelse, men...'' hun tav.
''undskyld.'' sukkede hun. Hun rystede på hovedet.
''det var aldrig min mening at såre dig. Aldrig...''

Lyden af en velkendt stemme fik ham til at stoppe op, men han så sig ikke tilbage. I stedet lyttede han til, hvad hun havde at sige. En lyd undslap hans strube, da hun sagde, at hun aldrig havde fået chancen for at undskylde. Ha! Det var vidst noget af en løgn, men han valgte ikke at kommentere det.

Da hun var færdig med at undskylde, drejede han hovedet og stirrede udtrykløst på hende, nikkede, og forsatte med at gå. Han mente ikke, at han skyldte hende noget, og ærlig talt havde han ikke lyst til at høre på eventuelle undskyldninger og forklaringer.

Hun så ned, da hun så hans blik.
Så tomt... Havde hun gjort det ved ham?
Fanden tage det hele! Nu håbede hun kun at Ciel ikke så hvad hun havde gang i.

Hun stod bag Percie på et splitsekund og pressede ham mod den nærmeste mur.
Hendes styrke var uheldigvis ikke ved sin fulde, da hun ikke havde drukket i noget tid.
Hun så ham direkte i øjnene, og bed sammen.
''jeg ved at du hader mig, så sig det dog! Skrig mig i hovedet, slå mig, kyl mig over muren, bare fucking gør noget! Det kolde blik kan du holde for dig selv!'' det var næsten tydeligt hvor tæt hun var på at knække i det sekund. Hendes hugtænder var fuldt fremme, og havde hun ventet blot en time mere med at gøre dette havde hun nok bidt ham uden et ord.

Hun stivnede da det gik op for hende at hun holdte sin eks mast mod en mur og stod og skreg ham i hovedet.
Hun slap ham, og bakkede et par skridt væk.
Hun lagde armene om sig selv, som om hun frøs, og så ned.
''Undskyld Perceval...'' hviskede hun, inden hun så på ham igen.

Før han vidste af det, stod Elizabet og pressede ham op af den kolde mur med sammenbidte tænder. Hans øjne lyste af chok og overraskelse; det var bestemt ikke noget, han var forberedt på.
Han havde lyst til at sukke, da hun begyndte at snakke, men gjorde det ikke. Hun følte afmagt over hans passivitet, hvilket - hvis han skulle være helt ærlig - også var grunden til, at han ikke skubbede hende væk, selvom han i det sekund havde lyst til at kyle hende i gulvet.

Så var det pludselig som om hun indså noget, og hun slap ham og gik et par skridt tilbage. Med blikket fæstnet til gulvet, lignende hun en, der skammede sig. Forståeligt nok.

Med ro i stemmen sagde han endelig: "Jeg skylder dig ikke svar på noget. Og hvis du nogensinde gør det der igen, kommer du til at fortryde det." Med de ord drejede han om på hælen og forsatte sin gang.

Hun så bare ned. Hans ord skar hendes bryst åbent - og det gjorde ondt.
''som jeg fortryder at jeg svigtede dig?'' hendes ord var spinkle, rystende.
Men hun kunne ikke få sig selv til at gå efter ham.
Han var ligeglad med hende, så hun måtte vel hellere droppe det.

Hun blev bare stående, og så ned.
Hun havde nærmest overfaldet ham. For fanden, hvad havde hun tænkt på!?

Han hørte hendes svage ord, som han gik og stoppede op. Så klappede han sig på sine lommer og fandt, hvad han ledte efter; en cigaret og en lighter.

"Spar mig," spyttede han som svar og tændte for smøgen. Han lød måske hård og kold, men han havde været såret. Så pisse såret at det ikke kunne beskrives. Hvis Elizabet absolut skulle være ham utro - hvilket var absurd i sig selv - havde hendes timing ikke været god. Hans far havde trods alt gået bort kort tid inden. Så han havde mildt sagt været nede i kulkælderen.

Hun gik hen og satte sig ved den nærmeste bænk. Til helvede med om Ciel så hende nu.
Hun så lidt ned, mens hun prøvede at få kontrol over hendes stemme og vejrtrækning.
Havde hun kunne græde, så havde hun gjort det for længst.

'Nemesis', den pige hun havde været før hun mødte Percie, var så småt på vej tilbage.
Hun havde ikke turde sove i en seng, siden hun havde set Percie forlade hendes værelse.
Mareridtene kom tilbage, hele tiden.
Hun var et vrag. Men hun fortalte ikke Ciel om det. Ikke længere.
Han var hendes.... lærer. Ikke engang hendes kæreste.
De sås næsten aldrig, og Ciels ekskæreste var i live.
Eli var så tæt på at blive vraget, til fordel for en anden fyr.

Og hun havde ingen at vende sig til, når hun blev ensom. Ikke længere.
Ingen Percie at æde chips og drikke cola med. Ingen Ciel at fægte med eller spille klaver med.
Hun var alene. Som dengang hun mødte op, som ny-mærket.

Efter tre smøger var hans "tørst" slukket, og han åndede dybt ud, mens han tænkte på situationen. Havde han nu også håndteret det rigtigt? Det første svar, der dukkede frem i hans hjerne var et rungede ja. Selvfølgelig fortjente hun den kolde skulder! Hun havde været han utro?! Uden at have lagt mærke til det, var han begyndt at gå igen, og pludselig stod han i den iskolde natteluft. Med blikket rettet mod Elizabet. Alene på en bænk. Og da var det at tvivlen begyndte at sætte sig ind. Hun havde lavet noget dumt, det gør alle. Fortjente hun at være helt alene? *Hun kan jo altid søge trøst hos Ciel* tænkte han bittert, men sukkede så.

Med beslutsomme skridt gik han over og satte sig ved siden af hende - dog med så meget afstand som bænken tillod - og kiggede op mod himmelen. Han sagde intet, signalerede intet.
"Hvorfor hørte jeg det fra mine venner og ikke fra dig?" Spurgte han langt om længe og hentydede til utroskabet.

Hun sad der bare, indtil han satte sig på bænken.
Hans spørgsmål fik hende til at krybe lidt sammen.
''jeg... jeg var bange... bange for hvordan du ville håndtere det... det var ikke noget der skulle blive ved mellem ham og mig... men så hørte du om det, og troede straks det værste... jeg ville ikke... jeg ville ikke ødelægge noget så godt, bare fordi jeg dummede mig...'' hun rystede på hovedet.

''da du konfronterede mig... jeg blev så bange for at sige dig imod, at det endte med at du måtte tro at jeg ikke ville mere med dig...'' hun så ned, og rystede igen på hovedet.
Hun tav helt.
Hun havde ikke mere at sige. Hun havde fået sagt undskyld...

Han lyttede tavst til hendes ord, og mærkede rygetrangen hobe sig op igen. Det gjorde den altid, når han følte sig utilpas, så da hun var færdig, sad de i stilhed, mens han fik tændt for en cigaret. Han vidste godt, at det nu var hans tur til at sige noget, men han vidste ikke, hvad det skulle være. 'Det er okay'? Nej, for det var det jo ikke. Ifølge ham var utroskab det værste, man kunne gøre. Men han havde ikke tænkt sig at køre mere rundt i det. Han havde fået det hele afklaret, og han følte sig også mere fri. Som om at han kunne begynde på en frisk og måske komme videre i sit kærlighedsliv. Og det samme kunne hun.

Hun vidste hvor såret han var blevet. Og hun havde dummet sig.
''Nåh... tak fordi du gad lytte...'' hun begyndte at spænde sine stilletter af.
Hun havde ingen grund til at gå nogen steder.

Hun trak fødderne op under sig, og satte sig til rette.
Hun kunne jo sidde der hele natten hvis hun ville - og så spurte ind på sit værelse sekunderne før solen ville stå op. Som altid.

Han trak blot på skuldrene af hendes halvhjertede tak, og stirrede i stedet op på himmelen. Den lignede sig selv, hvilket trøstede ham en smule. At der var nogle ting, der ikke ændrede sig, noget, der ikke fuckede up, noget, der var konstant.

Da hun så tog sine stilletter af, skævede han undrende over mod hende, mens han tog en hiv.
"Hvad laver du?" Spurgte han, og glemte i et splitsekund, at det var meningen, at han skulle hade alt ved hende.

Hun trak på skuldrene.
Hvad lavede hun egentlig? Hvorfor sad hun der, og ikke i Ciels seng?
Hun sukkede stille.
''jeg nyder himlen lidt. Det er så sjældent jeg ser den nu om dage.'' sagde hun stille.

Hun stirrede lidt ned på hans smøg, men slog tanken ud af hovedet.
''hvad laver du egentlig? Du burde spyde vrede ord mod mig, forbande den dag jeg blev født? Det gør jeg jo selv..''

Han kiggede endnu engang op på himmelen, da hun nævnte den. Et syn han burde lade sig selv nyde noget oftere.

"Det har jeg også lyst til," indrømmede han og trak derefter roligt på skulderen. "Men jeg kan ikke helt se, hvilken tilfredsstillelse jeg ville få ved at gøre det." Han tog endnu et hiv og sukkede.

hun så ned, inden hun sukkede.
''det plejede at give mig en følelse af at jeg i det mindste var nogen.'' hun trak på skuldrene.
''nu ved jeg snart ikke rigtigt mere.'' hun tog skoene i sin hånd, da hun hørte dørene gå op ind til spisesalen.

''tak for snakken, hr. Anderson.'' hun løftede op i kjolen så den ikke ville slæbe hen af jorden, og rejste sig.
Hun så ikke på hans venner, da hun ikke ville give dem grund til flere spørgsmål.

//That's it?//

//medmindre hans venner finder ud af at de skal tale med hende, eller at han vil tale med hende, så ja? Altså, hun kan jo ikke gøre andet end at gå?//

Da hun rejste sig og forlod bænken, valgte Perceval at gøre det samme, så han satte kursen mod sit værelse, hvor colaen stod og ventede på ham. Pisse ulækkert, egentligt.

Vincent og Dominic - to af Percevals bedste venner - forlod spisesalen i samme sekund, som da Elizabet var gået fra bænken. Dominic fik hurtigt øje på hende og gjorde tegn til Vincent om at vente. Nic havde været en af dem, der havde været mest vred på Percevals vegne, og han kunne ikke forstå, hvorfor han ikke bare gav igen. Så hvis Perceval ikke ville gøre noget, måtte han jo selv gøre det.

"Hey, Elizabet," kaldte han og smilede venligt til den tåbelige pige, som han syntes, hun var. Eller havde været. Lige nu vidste han jo ikke, hvor de stod. "Må jeg lige snakke kort med dig?" Forsatte han i samme tonefald, uden at indikere til ballade.

Hun stoppede op, stirrede kort mod lærernes bygning for at se om hun kunne se Ciel i vinduet. Da det ikke var tilfældet nikkede hun kort til Nic, men var stadig tøvende.
''klart. Hvad drejer det sig om?'' spurgte hun, velvidende at hun omlidt ville få en spand møg i hovedet.

Hun var parat til at gå igen, hvis han var en af dem der ville flå hende verbalt.

Da hun besluttede sig for at blive og høre, hvad Dominic havde at sige, joinede Vincent dem. Han holdt sig normalt fra alt det, der kunne ende med problemer, men kunne ende med at blive ret spænende.

"Hvad skete der mellem dig og Perceval?" Spurgte han hende venligt om, selvom han udmærket godt vidste det. Han ville bare gerne høre hende sige det, høre hende indrømme det lort, hun havde lavet.

hun bed sammen. Hvad havde de regnet med, at hun bare ville fortælle dem om hendes fejl?
''jeg kan ikke se hvordan det kan vedkomme jer.'' sagde hun, stadig sammenbidt.
hendes kjole var begyndt at irriterer hende, og egentlig var hun ret så sulten.
Hun bed endnu mere sammen i håbet på at hans venner bare ville give op - men det var nok ikke tilfældet.