I Just Wanna Go Home - Percie

T: frokosttid
S: spisesalen
V: Det regner svagt - på vej over i slud.
O: En masse ynglinge der spiser og snakker.

Det var efterhånden lang tid siden Percie havde sagt at der ikke var mere for ham i Tulsa. Omkring et halvt år, faktisk.
Og det var ikke blevet lettere at være Eli.
Selv med manglen på taleevne, bestod hun alle fag med glans. Nu havde hun jo ingen grund til at gøre andet.
Hun sad, som hun havde gjort siden hun var kommet tilbage til skolen, på sit værelse.
Hendes værelseskammerat havde bedt om at få flyttet værelse, fordi Eli ikke lavede andet end at læse, skrive breve som hun alligevel bare smed i en kasse under sengen, og jagede udenfor skolens område i frokostpausen.

Hendes hår var vokset, og gik nu ned til hendes lår, og hendes negle var blevet længere og mere klør end egentlige negle.
Hun gik ikke med makeup, og havde kun sorte tanktops på og sweatpants. Hun havde ingen grund til at se godt ud.
Rundt omkring hende, talte alle sammen om de forestående eksaminer. Af og til, hørte hun nogle hviske om 'hende dér der blev sindssyg' - hvilket nok også var reelt nok. Hun lignede en sindssyg. Og hun var det nok også.

Hun sad nu ved sit sædvanlige bord, i et hjørne af spisesalen. Hun var iført sweatpants og en top, og håret hang løst.
Foran hende lå der en bog, med snirklede bogstaver. Noget er nærmest lignede et elvisk sprog.
Hun havde et krus, med en dampende rød væske, ved siden af sig.
Hun sad bare og læste, og drak, aflukket for omverdenen. Enhver der talte til hende, blev afvist. Undtagen Austin, men han talte så sjældent til hende.

Det var omkring frokosttid, at Perceval var ankommet til Tulsa. Det havde været et halvt år siden, at han sidst havde betrådt den velkendte jord og for at være ærlig, var det godt at være tilbage - selvom det kun var for en kort stund. Men det var trods alt bedre end ingenting. Det var faktisk lidt tilfældigt, at han var kommet tilbage. Hans mor havde mødt en anden - til Percevals store ærgrelse - og det vidste sig, at han plejede at bo på egnen her. Så mens hans mor og William sad hjemme hos hans ældgamle mor og råsnavede, havde Perceval besluttet sig for at besøge sine gamle venner. Om dette var en god idé eller ej, anede han ikke, men det var trods alt et forsøg værd.

Han havde kontaktet sine to bedste venner på skolen og fortalt dem om sit besøg, men havde udover det, ikke delt det med nogle. Så nogle ville få en overraskelse.

Da han var ankommet, stod de to drengerøve ganske rigtigt og tog imod ham med store smil plantet på deres ansigt. Derefter var de gået direkte over til spisesalen, da det ville være meget passende at kunne snakke over maden.
Da han havde taget for sig, valgte de tre drenge - efter en del afbrydelser af folk, der ville hilse og snakke lidt - at sætte sig over i hjørnet, hvor de kunne snakke i fred.

Hun sad bare for sig selv, mens hun kunne hører hvordan folk begyndte at hilse på en de åbenbart ikke havde mødt i lang tid.
Hun bed sammen, mens savnet bare voksede i hende. Savnet for at synge, for at tale, for at hilse på den hun savnede.
Hun rystede på hovedet og så kort op fra sin bog. Hun tog en tår af indholdet i hendes krus, inden hun begyndte at bide sig i underlæben.
I virkeligheden, var alt ikke så forfærdeligt som hun gjorde det til. Hvis han var glad et andet sted, burde hun så ikke være glad på hans vegne?
Men det eneste der gled gennem hendes tanker, var at hun savnede ham.
Hun væltede ved et uheld sit krus, og skyndte sig at fjerne sin bog fra blodet, mens hun begyndte at vaske det af med servietter.
*Great! Endnu mere unødvendig opmærksomhed!*
Hun blottede truende tænder da en ung pige på 4. trin prøvede at hjælpe hende.
''Lad hende være, Adalyn, hun er ikke det værd. Hun er bare en freak.'' lød pigens venindes stemme.
Eli så ned på sin bog og rejste sig stille.

Midt i al larmen lod Perceval mærke til, at mange blikke vendte sig mod et bestemt sted. Af ren og skær nysgerrighed, fulgte han deres blikke og fik øje på... Eli? En masse følelser, han ikke kunne læse, flød igennem ham, og han kom automatisk på benene og gik over mod hende. Som havde der været en usynlig tiltrækningskraft.

En venlig elev var allerede på vej til at hjælpe hende med glasset, som hun åbenbart var kommet til at vælge. Den stakkels pige fik dog bare et truende tandsæt som tak, så hendes veninde rev hende fra Elizabet.

Selvom han lige havde set hendes reaktion, afholdt det han dog ikke fra at skynde sig hen til hende og hjælpe hende med at tørre blodet op.

Det sidste stykke tid, havde hun været en freak.
Hun talte ikke med andre, hun undgik al kontakt - undtagen med Austin.
Hun havde lagt bogen på sin stol, mens hun forsat tørrede blodet op.
Hun havde ikke set Percie, før han rent faktisk stod foran hende - og selv da var hun så fokuseret på at fjerne blodet, at hun ikke så op på ham.
Der gik rygter, i hvert fald mellem hans venner, om at hun bar nag. Ja, det kunne man vel godt sige at hun gjorde. Hun følte sig på et eller andet punkt i hvert fald svigtet.
Hun bed sammen, stadig med blikket fast fikseret på bordet, for ikke at se på Percie.

Det var tydeligt, at Elizabet meget bevidst ikke kiggede på ham, men at hun skam var meget klar over hans nærvær.

"Elizabet?" Spurgte han spørgende, da han var blevet al for utålmodig af at vente på hende.

//Utroligt stort kreasvigt//

Hun stivnede brat, da han sagde hendes navn.
Hun trak vejret dybt inden hun så på ham.
Hun vidste godt at hun ikke var fair, men det havde han heller ikke været. Langtfra.
Hendes før ravgyldne øjne var nu igen mørke og kolde at se på - det blik alle fik når de talte til hende.

Hun så afventende på ham, som om hun forventede at han ville sige noget.

Hendes kolde, afvisende blik, overraskede ham og fik han til at stirre på hende, som havde han lige fået en lussing. Så mærkede han vreden skyde op i ham, og smed derfor de nu blodige servietter på bordet og sagde koldt: "Ikke noget." Så kiggede han hurtigt på hende, hvorefter han gik tilbage. Gu' ville han ej bruge tid på hende, når hun opførte sig sådan.

*Nej, det tænkte jeg nok.*
Hun rystede på hovedet og fik gjort resten af bordet rent.
Hun var ikke fair, men hun var knust. Og hun ville ikke tilgive ham - ikke denne gang.
Han havde svigtet, brudt sit løfte. Han havde efterladt hende, forsvarsløs. Han havde gjort hende sårbar igen.

Man kunne se Kayla i den anden ende af rummet - hendes gamle værelseskammerat.
Hun nægtede at tale med Elizabet så længe hun var så hadsk hele tiden.
Men det ændrede sig nok ikke.

Hun smed servietterne ud, inden hun tog sin bog og begyndte at gå.
Hun havde brug for noget høj, støjende musik som ikke giver mening.
Hun havde brug for et varmt bad, for at smide sig på sin seng og bare lukke alle ude igen.