Finally. -Percie

T: omkring 20
S: drengenes sovesal
V: pisøsende regn udenfor
Det virkede helt latterligt. Hun vidste jo godt, at Percie ikke vidste noget om prægningen. Forvandlingen var streng, men intet i sammenligning med at bryde en prægning.
Hun huskede det løfte hun havde givet Ciel. Det løfte hun nu brudte, for hun havde ingen planer om nogensinde at se ham igen.

Hun var iført en sort skjorte, og almene jeans. Stiletter.
Hendes mærke spredte sig i et snirligt mønster og hendes kindben.
Det lignede små perler af blod, mod hendes hud.

"Har i set Percie?" Spurgte hun nogle af de ynglinge der sad i sofaerne ved tv'et.
Intet svar. Hn sukkede kort.

Efter at have tilbragt alt for mange af sine timer på sit værelse, havde Perceval endelig bevæget sig ud af hulen igen. Han havde ikke set hende siden... Ja siden dengang. Og at sige han var meget bekymret var en underdrivelse.

Knapt havde han sat sine fødder i opholdsstuen, før han hørte en blød stemme spørge om nogle havde sit Perceval. Det var en stemme, han kendte rigtig godt, men alligevel var der noget anderledes ved den.

"Elizabet!" sagde han højt imens han skyndte sig over til hende, men da han fik øje på hendes ansigt, stoppede han op med et gisp. "D-din.. Din forvandling!" Udbrød han chokeret og stirrede på hendes ansigt. Det var et smukt syn. Hun var så smuk. Han følte en klump i halsen af synet.

//undskyld den meget lange ventetid. Har haft så meget at se til//

Hun så undret på ham over hans reaktion.
"er de så grimme?" spurgte hun drillende med et lille smil.
hun gik helt hen til ham. "hvor har du gemt dig henne?" smilede hun roligt inden hun så over på nogle af dem der lod til at være Percies kammerater. De sad med kæberne i skødet mens de så efter hende.

Han grinede og rystede på hovedet.
"Nej selvfølgelig ikke! Det er smukt," svarede han med et stort smil.
"Jeg har gemt mig i min seng," svarede han drillende, selvom det var rigtigt.
Han lod godt mærke til drengenes reaktion og han kneb øjnene sammen og fik en trang til at snerre af dem. Elizabet var hans! Hans tanke chokerede ham og han rystede på hovedet. Hvad gik det lige ud på?

Hun havde lyst til at smile lidt af ham, men hun kendte følelsen.
"hvad siger du til at vi går ind til dig og kværner en pose chips og noget cola?" spurgte hun med et smil, en varmt smil.
hun huskede følelsen at være efter ladt dengang af Ciel, efter hans forvandling. Nu sad hun med valget, mellem at finde Ciel eller blive hos Percie. Valget var ikke svært, hun blev hos Percie, som det var meningen det skulle være fra starten af.

Hans smil vendte hurtigt tilbage efter hendes forslag. Hun kendte ham jo bedre end nogen anden.
"Du behøver ikke spørge," grinte han og tog fat om hendes hånd, hvorefter han gik op på sit værelse

Hun smilede og fulgte med ham som var det det mest natur lige i hele verdenen for hende. Da de nåede døren ind til hans værelse, smilede hun roligt.
"helt ærligt, hvordan ser de ud?" spurgte hun lidt tøvende.
hun havde ikke selv set på hendes mærke endnu, overhovedet.

Da de nåede hans dør, stoppede Elizat op og spurgte om sit mærke.
"Det ser smukt ud," sagde han stille og fulgte linjerne med sin pegefinger.
"Men lad os nu komme indenfor - jeg er sulten!" Grinede han og gik ind på sit kaotiske værelse

Hun smilede lidt af ham.
Mon det gik op for ham hvor meget hun elskede hans berøringer.
Hun så på ham og nikkede.
"Hvor sulten?" Grinte hun med en drillende undertone.
Det første der slog hende, var hvor meget hans værelse lignede sig selv.
Hun havde virkelig lyst til at smile over det med lod være.
"Sikke en rustik charme dit værelse holder sig." Sagde hun igen drillende.

"Meget sulten," grinede han og greb to dåser fra sit lille køleskab og lagde dem på bordet, hvorefter han tog nogle poser fra sit skab, der allerede var fyldt til randen med chips.

"Jeg foretrækker at kalde det personligt," grinede og han tog en Cole og smed sig i sengen

Hun smilede, og satte sig i fodenden af hans seng, med et grin.
"Du er ikke rigtig klog" grinte hun med et smil.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun havde fået lov til at hjælpe i stalden, men... Som vampyr måtte hun slet ikke have et forhold til en yngling..
Hun tog en cola selv, og så kort på den inden hun åbnede den.

Han grinede og trak på skuldrene.
"Men du elsker mig alligevel." Hans drillende grin endte dog brat, da han rent faktisk tænkte over hvad han sagde.
Han hostede akavet og tog nogle chips

Hun smilede grinenðe.
Hun sukkede lidt.
"Ja, jeg elsker dig alligevel." Grinte hun, med et smil.
Hun ville ikke have at han følte sig flov over det, når hun jo stadig holdte af ham.

Han smilede skævt, men svarede ikke. Hvad var der at sige? 'Jeg elsker sig fucking højt og vil gerne prøve igen'. Nej, det gik jo ikke. I stedet smilede han bare og drak noget mere

"Percie... Har du glemt voksne vampyrers evne til tankelæsning...?" Hun så på ham med et lille smil.
Hun hævede colaen i en skål inden hun så rundt med et lille smil.
"Du skal ikke tænke på det. Det gør ikke noget." Sagde hun med et tøvende smil. Hn havde sagt for meget igen,

Han stirrede forfærdet på hende.
"Øhh, jeg.." Han kiggede ned. "Bare glem hvad jeg tænkte..."

Hun så lidt ned selv.
''Undskyld. Lige nu, er det lidt svært at styre det fuldkommen.'' sagde hun inden hun så på ham.
''Percie, hvis du virkelig mener at jeg bare skal glemme det, burde jeg så virkelig være her?'' spurgte hun og rejste sig. Hun satte cola'en fra sig, tavst.

Han rynkede uforstående sine bryn.
"Hvad mener du? Hvorfår mener du selv du er her?" Spurgte han forvirret

Hun sukkede stille. Egentlig vidste hun ikke selv hvorfor hun var gået over til Percie. Hun havde ødelagt så meget mellem de to...
Men han ønskede jo at prøve igen. At prøve igen ville betyde et hemmeligt forhold, og det ønskede hun ikke for ham.
Hn sukkede.
"Jeg ville ønske vi kunne prøve igen... Men en vampyr og en yngling, det er ikke tilladt.." Sagde hun inden hun bed sig i læben.
"Jeg".. Jeg må nok hellere gå." FIk hun mumlet inden hun gik hen mod hans dør.

"Nej bliv!" Udbrød han og skyndte sig op til din dør. "D-der behøver ikke være noget i det," sagde han stille. "Jeg vil bare gerne være sammen med dig." Han sukkede og satte sig på sengen

Hun så kort på ham, tøvende.
''Er du sikker?'' spurgte hun, en smule stille.
Hun regnede ikke med at han kunne holde et venskab ud, det kunne hun ikke engang selv.
''Percie, ingen behøver at vide det..'' hun så på ham, nærmest bedende.
Et hemmeligt forhold var hårdt. Meget hårdt. Men... Sådan var det jo bare - kun indtil han blev forvandlet.

Han sukkede kort. Et hemmeligt forhold... Ville han kunne klare det?
"Eli... Hvis det bliver opdaget..." Han afsluttede ikke sin sætning men sukkede i stedet

''Så flytter jeg ind til byen.'' hun så direkte på ham.
''Percie, jeg har mistet dig før, jeg vil ikke miste dig igen fordi vi er bange for at prøve..'' hun satte sig ved siden af ham.
Hun ville ae hans kind, men vidste ikke om det giver over hans grænse pt.

Han sukkede igen og kløede sig i håret, imens han tænkte.
Efter flere minutters stilhed, tog han til sidst hendes hånd, som han let kyssede.
"Okay. Vi forsøger."