Finally. -Percie

Hun smilede, og kyssede ham p kinden.
Blidt, forsigtigt, tøvende. Han skulle ikke føle sig tvunget, ikke til dette.
Hun ville spørge ind ti Athena, men kunne ikke få sig selv til det.
Hvad hvis han blev så vred at han ikke ville se hende igen?...
Hun så lidt rundt, en smule tøvende, en smule restløst.

Han smilede skævt til hende og vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige. Hvad var der at sige? Hun ville sikkert synes han var mærkelig, hvis han fortalte hende, hvor glad og lykkelig han følte sig

Hun s lidt på ham med et varmt smil.
Hvad var der at sige, udover at hun elskede ham?
Kort overvejede hun at fortælle ham om at de ikke kunne drikke fra hinanden men det ville han tidsnok finde ud af.

Han tog en kæmpe slurk af sin sodavand og ødelagde mildest talt 'the beautiful moment'. Han satte sig til rette i sengen, så han var mere komfortabel og spurgte så: "Er du så 'officielt' underviser nu? For så er vi to jo på skideren..."

Hun smilede roligt.
''jeg hjælper bare til i stalden. På det punkt skal du ikke være bekymret.'' grinte hun smilende. ''Men siden jeg er en vampyr nu... Og du er en yngling... Så er det ikke helt lovligt.'' grinte hun med et smil.
Hun lukkede øjnene kort, med samme smil som før. Alting var perfekt lige nu. Næsten..

Han tænkte sig om et par minutter.
"Så bliver vi nødt til at tænke over, hvordan vi opfører os offentligt. Og igen må se os gå ind på hinandens værelser." Han sukkede. Det var ikke et optimalt forhold, men forhåbenligt ville de klare det

''offentligt er vi bare venner.'' sagde hun med et smil.
''og vi kan jo bare smide en sms til hinanden når vi vil have kærestetid?''
Hun smilede til ham endnu, et varmt og ømt smil.
Hun elskede ham virkelig - kunne man mon se det?

Han grinede stille - hun fik det til at lyde så simpelt. Måske var det i virkeligheden også simpelt.
"Okay, lad os det," grinede han og følte sig som en 15-årig knægt igen

hun smilede af ham.
''godt. Har du stadig mit nummer?'' spurgte hun roligt inden hun kyssede ham på kinden.
Hun burde egentlig slet ikke være på hans værelse, andre kunne j opdage det.
Hun så på ham, kort.

Han smilede skævt.
"Selvfølgelig har jeg det," klukkede han - han havde ikke kunnet fået sig selv til at slette det

Hun smilede.
''Så må du jo smide en sms, hvis du bliver for trængende.'' sagde hun med et lille grin.
Hun vidste ikke rigtigt hvad hun ellers skulle sige. Hun burde egentlig slet ikke være der. Ikke uden en god grund.
''Percie... Hvordan går det med Athena...?'' fik hun spurgt, i en mumlen. Hun skælvede svagt, ved mindet om ham der havde lukket døren i hovedet på hende, lukket døren med ham og deres lille pige på den ene side, og Eli på den anden.

Hendes spørgsmål kom egentlig ikke bag på ham. Eller jo, det kom meget ud af det blå, men selvfølgelig ville Elizabet gerne vide det. Det var trods alt også hendes barn.
"Hun har det godt," sagde han stille med et lille smil på sine læber. "Hun er hos min mor i Florida. Jeg besøgte dem i ferien. Hun vokser så hurtigt." Han kiggede ned og mærkede en gnaven i sit bryst. Han savnede hende. Han savnede sin lille prinsesse mere end noget andet

Hun så på ham, en smule... Tøvende.
"hun er hos din mor. Ved din mor hvad der skete mellem os dengang?" spurgte hun. Hvis hun vidste det, var Eli nok ikke længere velkommen hos dem.

Han nikkede - selvfølgelig gjorde hun det. Han kom fra en familie, hvor man fortalte hinanden stortset alt.
"Og du må selvfølgelig gerne komme med hjem og se hende engang," smilede han og tog en tår cola

Hun nikkede stille.
Selvfølgelig måtte hun se sin datter.
''Jeg tror ikke din mor har den store lyst til at møde mig.'' sagde hun med et lille smil, inden hun satte sig til rette i sengen.
''Jeg tvivler faktisk lidt på at hun overhovedet vil kendes ved mig.'' sagde hun med et lille grin. Hun kendte det godt - ingen skulle såre dem man holdte af, og regne med at komme ind i varmen igen.

//Undskyld den lange ventetid! Dårlig uge...//

Han trak kort på skuldrene. Selvfølgelig stod hun på hans side, når det kom til det, men som mor kunne hun godt forstå Elizabet.

"Det er hun ikke, nej. Men min mor kunne ikke finde på at benægte dig i at se dit barn," sagde han stille

''vi ser på det når du er forvandlet, okay?'' sagde hun roligt,velvidende at han heller ikke gad at diskuterer det mere.
Hun smilede lidt af ham, varmt.
''Hvad så? Er det helt underligt at se mig sådan her?'' grinte hun drillende. Hun smilede til ham, og lagde sig lidt op af ham

Han grinede imens han lagde sin arm omkring hendes skuldre.
"Ja, det er meget anderledes, men du et nu stadig smuk," svarede han kækt

Hun smilede og puttede sig forsat op af ham.
''Hvad siger du til at vi tager en uges tid op til din mor? Når du har lyst altså?..'' hun savnede Athena. Hun havde ærlig talt ikke lyst til at møde Percie's mor. Hun måtte hade hende noget s grusomt. På den anden side, så vidste hun jo nok ikke halvdelen af hvad Eli have været igennem. Måske var det også bedst sådan.

Han smilede varmt og tænkte lidt over det. Det praktiske ville ikke være et problem, da Elizabet jo var en vampyr. Så måske kunne det godt lade sig gøre?

"Det synes jeg vi skal," nikkede han tænksomt

Hun sagde ikke mere.
Ikke før hun fik rejst sig og så undskyldende mod ham.
"Undskyld, men jeg har nogle jeg skal snakke med inden det bliver for sent." Sagde hun inden hun samlede de ting hun nu ellers havde haft liggende der.
Hun gik mod døren, inden han nåede at sige noget.

Han kiggede overrasket efter hende, da hun pludseligt fik travlt med at komme væk.

"Elizabet!" Udbrød han og greb hendes arm. "Hvad skal du?"

Jeg skal blandt andet have mine ting rykket. En yngling skal have mit værelse om et par timer.." Sagde hun roligt. Hun så undskyldende på ham.
"Og jeg tror ikke at ypperstepræstinden finder det betryggende at jeg er hos en yngling så længe." Sagde hun med et lille smil, igen undskyldende.

Et suk undslap hans læber. Det var tydeligt at hun blot brugte det som en undskyld.

"Okay," svarede han stille og kiggede passivt på hende.

Det var delvist rigtigt.
Hun var nødt til at gå, inden Clary opdagede hvad hun lavede hos Percie.
Og en yngling skulle meget snart overtage hendes værelse, men det var ryddet - rup og stup.
"Vi ses senere Percie." Sagde hun, med et blidt smil. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Hun følte sig nærmest ondt for bare at gå, men... Hun var bange for at gøre noget dumt med ham.