Klinikken - percie

T omkring frokost
S spisesalen til eleverne
O en masse elever men ingen snakker til hende
V fint vejr udenfor
P blå jeans, små støvler, sort top med en blå skjorte udover der er åben.

Eliza sad ved et bord med sin frokost - knækbrød med ost og peberfrugt. - mens hun mumlede for sig selv. Hun var umanerlig træt. Medicinen havde virket, men det tog al hendes energi.
Hun havde været på klinikken i tre uger. Hver dag havde de tvunget hende til at spise, tage sin medicin, dyrke sport og være i rum med en psykiater.
Nu kunne hun ikke se på blod uden at væmmes. Hn afskyede vold.
Hun tog en bid af brødet og så rundt. Hun håbede lidt at se Percie..

Som sædvanligt havde Perceval sovet over sig om weekender. Det var næsten blevet en tradition, at han sprang morgenmaden over lørdag og søndag morgen.
Automatisk gik han hen og tog noget knækbrød, mens han fjernede det sidste søvn fra øjenkrogen. Det havde været som om, at han ikke havde været til stede i de sidste uger. Eller mere præcist; siden Elizabet tog afsted. Han havde ikke hørt noget fra hende, så selvfølgelig var han bekymret.

Han satte sig i det fjerneste hjørne af spisesalen, og begyndte at gnave i sit knækbrød, mens han blev mere og mere klar til endnu en dag.

Hun så nu direkte på Percie mens hun tyggede. Hun ville gå hen til ham, men valgte at lade være. Hn ville lade ham spise i fred, så han ikke kløjes i sin mad.
Uden at sige noget, rejste hun sig og gik hen og satte sig ved siden af ham. Hun så ikke rigtigt på ham, en smule bekymret. Hvad ville han sige når han så hendes nye, blå øjne? Eller at hun faktisk var mere og mere træt.
Hun bed sig lidt i læben. Hun lignede langtfra sigselv.

Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da Elizabet satte sig ved siden af ham. Det var næsten som en anden person.
"E-eli?" hakkede han, og vidste slet ikke, hvad han skulle gøre. Egentlig ville han bare gerne give hende et knus, men noget fik ham til at holde tilbage. Måske fordi det føltes som om de var en anden person der sad ved siden af ham.
Men han nærstuderede hende øjne, spurgte han hviskende: "Hvad har de gjort ved dig?"

hun så på ham, med et forsigtigt smil. ''de gav mig den hjælp jeg har manglet i flere år..'' Svarede hun stille, dog med et smil.
Det var tydeligt at hun var træt, da hun forsigtigt tog hans hånd.
Der skete intet.
Hun smilede, mens hun så på deres hænder. ''så det er sådan det føles..'' hun trak vejret dybt, afslappet. Så slap hun ham igen, med det samme smil som før.

Han smilede skævt, men følte sig stadig hæmmet på en eller anden måde, som ikke rigtig var til at forklare.
"Så du er glad for at du tog af sted?" spurgte han og smilede mere ægte denne gang. Han var glad på hendes vegne. Virkelig.
Han kiggede så hans hånd, da hun tog den. Så kiggede han spørgende på hende og spurgte: "Føles hvordan?"

hun vidste ikke hvad hun skulle sige. klinikken tog alt fra hende. Selv mr. Sparrow var blevet brændt for øjnene af hende.
''det er jeg vel..'' hun trak på skuldrene hvorefter hun så på ham.
''prikkende, dejligt.. Før kunne jeg ikke mærke når jeg blev rørt eller rørte nogen. Så ville jeg bare føle suget af minderne.. Nu han jeg mærke din hud, din varme.'' hun lukkede øjnene kort.
''jeg kan endda føle din puls..'' hun smilede forsigtigt. Derefter rejste hun sig, rodede ham lidt i håret, og gik mod gårdspladsen. Hun vaklede lidt, på grund af trætheden, mens ellers gik hun fint.

Han kiggede forbløffet efter, da hun pludselig bare gik ud på gårdspladsen. Det var nemt at se, at hun var træt.
Derfor gik han efter hende, tog fat om hendes håndled og sagde: "Kom, du burde få noget søvn."
Så trak han hende med op på værelse, kyssede hendes pande og sagde: "Godnat, prinsesse!"

''jeg er jo lige stået op..?'' mumlede hun og gned sine øjne. ''det er bare pillerne..'' mumlede hun og satte sig på sengen.

//krea-svigt!//

"Du har tydeligvis brug for mere søvn," smilede han, hvorefter han forlod rummet. Stod uden for hendes dør og stirrede lidt på det velkendte sted. Han brændte virkelig efter at finde ud af, hvad der havde foregået på klinikken, men ville heller ikke tvinge det ud af hende.
Med et suk forlod han stedet.

hun trak benene op under hagen.
''jeg har gjort alt hvad jeg kunne...'' hviskede hun grådkvalt. ''hvorfor er han ikke tilfreds..?'' hun begyndte at hulke lydløst ned i sin hovedpude mens hun krøb ind under dynen.
Hun bed sig hårdt i tungen for at holde kæft. Hun ville ikke have at de andre hører hende være hysterisk.
Hun satte sig op, og tørrede tårerne væk. Hun sukkede og så på døren og rejste sig så.

Det var begyndt at regne, men det afholdt ikke Perceval fra at sidde udenfor på bænken. Han kunne altid tage et bad senere.
Han sad og tænkte på Eli - selvfølgelig - og den forandring. Det var næsten ikke til at kende hende! Og så havde hun fået blå øjne. De klædte hende meget godt, men stadig var det hele så surrealistisk.

hun fandt nogle gamle swetpants og en stram t-shirt frem. Hun tog det på og satte i opvarmningsløb ned mod fægtesalen. Det var endnu en af de ting de havde tvunget hende til på sit ophold; Hun trænede fysisk regelmæssigt.
Hun løb direkte forbi Percie uden at ænse ham. Hun havde for meget regn og tårer i øjnene til at kunne se.

Da hun nåede salen var hun godt gennemblødt, men hun hev de to ringe der var spændt fast i snore i loftet ud, og indstillede dem til tre meter over jorden.

Han kiggede overrasket efter hende, da hun løb direkte forbi ham. Lå hun ikke og sov? Helt uden at tænke over det, kom han på benene, og løb efter hende.
Da han nåede salen, undrede han sig over, hvad hun lavede der. Af alle steder, hvorfor valgte hun så fægtesalen.
Perce stod i nogen tid og betragtede hende uden at sige noget, men endelig lød der noget fra ham: "Hvad laver du?"

''fysisk træning holder hjernen optaget af at kroppen vil udfører noget der er for hårdt. Derved husker man ikke ting man ikke vil huske.'' svarede hun, nærmest mekanisk. Hun havde fået den sætning banket ind i hovedet af sin træner.

Hun stillede et springbræt op, tog tilløb og sprang op og greb fat i ringene. Hun svingede sig frem og tilbage lidt, inden hun fik fødderne ind i ringene. Derefter slap hun med hænder, og hang med hovedet nedaf. Hun lagde hænderne krydset over brystkassen, og begyndte at hæve hovedet op og røre sine fødder og ned i udstrakt position igen.

Han rynkede brynene og mumlede: "Javel ja... Jeg ser at jeg forstyrer. Undskyld." Han kiggede en ekstra gang på hendes gymnastiske øvelser, hvorefter han forlod hallen.
Da han kom udenfor, stillede han sig under et træ, og fandt den elcigaret frem, som han havde fået af hende. Den havde han faktisk brugt meget siden han sidst så hende.

//Svigt//

''nej, du-'' hun opgav da han allerede var gået. Hun måtte hellere få ham indenfor igen, inden han blev syg.
Hun sprang ned, men landede for hårdt på anklen og holdt et klynken inde. Hun humpede ud til ham, og så ham stå under træet og ryge. Hun smilede lidt. Hun gik hen til ham.
''Percie, vil du med ud og danse..?'' spurgte hun forsigtigt. Hun skrabede lidt i jorden med sine fødder.

Han smilede indvendigt, da hun kom ud til ham, men beholdt et pokerfjæs. Det var dog ikke længe, at det ansigt holdt, da hendes spørgsmål overraskede ham.
"H-hvad? Hvor? Hvornår?" Spurgte han forvirret og kløede sig i nakken, hvorefter han lagde cigaretten tilbage i lomme. Så kiggede han undersøgende på hende - hun opførte sig mærkeligt, syntes han. Var der sket noget?

hun trak på skuldrene.
''jeg tænkte bare at..'' hun så bare ned på sine fødder. Hendes stemme var spinkel, lille som en mus.
hun rystede lidt på hovedet. ''vi har ikke set hinanden længe.. jeg tænkte bare på at vi kunne tage i byen, nyde at vi er sammen igen..'' hun sukkede kort.

Hans smilede opmuntrende til hende, og prøvede at glemme, hvor galt det var gået sidste gang, at de havde været i byen.
"Det vil jeg gerne," sagde han og smilede skævt til hende.
Han blev dog hurtig alvorlig igen, og placerede sin pegefinger under hendes hage og tvang hende til at se ham i øjnene. "Hvad er det galt, Eli? Du virker.. usikker..." Sagde han, og vidste ikke helt om det var det rigtige udtryk.

hun så ind i hans øjne. Dybt. Der var intet spor tilbage af de gamle, rødlige øjne.
''Perceval, jeg er bare... Ikke vant til det her..'' hviskede hun stille. Hun så rundt. For hende havde alt altid set så mørkt ud. Nu virkede alt anderledes, oplyst.

Hun fik ham til at smile skævt.
"Der er intet at være nervøs for," sagde han så og rodede lidt i hendes hår. Det pigebarn bekymrede sig for meget! Det kunne han sagtens sige - han vidste jo ikke, hvad hun havde været igennem på klinikken. Men det tænkte han ikke på - han tænkte kun på, at hun var her nu. Det var jo også det vigtigste.

''det kan du sagtens sige..'' hun smilede forsigtigt til ham, hvorefter hun satte kursen mod byen. ''ville du med?'' smilede hun roligt mens hun gik.

//krea-svigt..//

Han klukkede og sagde: "Det kan der være noget om..."
Så nikkede han, selvom han ikke følte sig i fest-humør. Men det kom forhåbenlig med tiden, bare det ikke gik lige så galt som sidste gang.

HUn grinte lidt af ham, men gik videre. ''Hvad har du lyst til? Discotek? Klassisk?'' hun smilede hun roligt til ham