Den nye pige... - Percie

T: ingen anelse, hvornår de end har time
S: musiklokalet
V: udenfor regner det, men det er ikke voldsomt
O: det ganske almindelige indhold i lokalet.

Med guitaren på ryggen og tasken på skulderen, havde hun vandret ned til musiklokalet, og ventede på at de skulle have time. Hendes første musiktime i Tulsa i over et år.
Og egentlig, savnede hun lidt Italien.
Flere unge mænd havde gloet efter hende, piftet.
Hun orkede dem ikke.
Nu sad hun, i flåede jeans som sad som malet på, en tanktop og sine støvler, og stemte sin guitar.
Hun vidste jo, at de ikke var gået igang med seranader endnu, så... Hun måtte overleve med deres klassiske gennemgang.

Hun sad alene i lokalt, og ventede på underviseren, men få elever var allerede kommet ind i lokalet, og stirrede bare på den 'nye' pige som ingen kendte.
Ingen undtaget Percie, hvis han kom til timen..

Perceval var atter kommet for sent op, og tumlede ned af trapperne med morgenånde og en cola i hånden. Selvom han højst sandsynligt ikke kunne fungere optimalt uden morgenmad, måtte han - til sin ærgrelse - indse, at der ikke var tid til det. Især fordi han nedtrykt huskede, at han havde musik i første time. Satans. Tilbage på værelset. Endnu en cola brev sneget med ned igen.

Opholdsstuen og gangene var som forventet forladt, hvilket bare stressede Perceval endnu mere. Endelig nåede han musiklokalet og brasede ind. Han mumlede et undskyld til læreren og satte sig ned på den eneste ledige plads. Det var først minutter efter, at han indså hvor han egentlig sad. Ved siden af Elizabet. Han kvalte et suk. Det var ikke nogen overraskelse, at ingen havde lyst til at sidde ved siden af den nye. Dette ville blive akavet, tænkte han. Akavet og ubehageligt efter gårsdagen.

Hun så op på underviseren og sukkede lavt.
Percie sad ved siden af hende, hvilket hun ikke kunne brokke sig over. De var stadig klassekammerater, hvilket hun heller ikke kunne brokke sig over.
Hun så på ham, og prøvede stille at smile til ham, men så ned i sin notesbog igen, ret hurtigt.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, eller sige, det var akavet at sidde med ham som sidemand, specielt hvis det blev gruppearbejde.
Kort efter hendes akavede forsøg på et smil, gik det mod alt håb mod hende.
"I skal, med jeres sidemakker, komponerer en sangtekst om noget i begge mener er grænseoverskridende."
Læren stemme overdøvede de snakkende elever.
Hun så op på læren kort, og derefter på Percie, derefter igen på læren.

Han kvalte endnu et suk, da læreren satte projektet igang. Vidste ikke rigtigt om han skulle grine eller græde, og følte sig mest af alt som en akavet 13-årig dreng.
Da læreren var færdig med at forklare, kiggede han endelig på Elizabet og smilede forsigtigt til hende.

"Så... Øh.. Har du nogle idéer?" Han vidste jo, at hun holdt af at skrive. I tidens løb havde han efterhånden hørt et par stykker og de var alle fantastiske. Selvfølgelig. Det var jo Eli, der havde skrevet dem.

I det mindste talte han til hende. Hun smilede lidt, tøvende.
"Blod. Sådan som du havde det med det tidligere, og jeg altid har haft det, ville det jo næsten være oplagt, right?" Hun ville have skrevet om kærlighed, utroskab eller brud. Men hun holdte de ideer for sig selv, hun ville ikke gøre ham mere oprevet over det der var sket med Ciel dengang.
Ciel... Had havde hun tænkt på!? En underviser, og så endda en narrøv på nogle punkter. Han havde forgudet hende, men... Han mente han var så meget bedre end Percie. At Percie havde været skrald. Det var blevet for meget til sidst.
Italien havde været god ved hende. Hun havde lært meget om sig selv gennem året. Blandt andet, at hun ikke behøvede en mand i sit liv for at være lykkelig. Det ville sige.... Hun behøvede ikke en anden mand end Percie, men det ville hun aldrig kunne indrømme. Hun kunne aldrig indrømme at hun havde dummet sig så voldsomt..
"Er du med på temaet blod, eller...?" Spurgte hun roligt, da hun igen vendte tilbage til sine omgivelser istedet for at svæve i sine tanker.

Blod. Det var faktisk ikke nogen ringe idé, indså han, da hun uddybede sin forklaring. Ganske vidst havde han fået et bedre forhold til substansen nu, men det var ingen hemmelighed, at det havde taget noget tid.

"Det er en god idé," sagde han og smilede forsigtigt til hende. Så langt, så godt. Han lovede sig selv ikke at være dum i dag. Det endte han altid med at være i Elis nærvær, og han havde ingen idé om hvorfor. Han behøvede vel heller ikke nogen forklaring.
Hun så ud til at være fordybet i sine tanker, så Perceval brugte tiden på at finde papir og blyant frem. Næsten alle sider var fyldt med noder og akkorder fra mange timers spillen på sit værelse, men det lykkedes ham dog at finde en tom side.

Hun smilede til ham, over hans svar. Han virkede ikke for afskrækket af deres forestående samarbejde.
"Du plejer at være den der er bedst til musikken. Har du en ide?" Spurgte hun, med et venligt smil. Var dette en ny start? På et punkt, ville hun ønske at hun ikke kunne huske deres liv sammen. Hun havde ødelagt så meget dengang.

Han tænkte sig godt om. men måtte til sidst give op og ryste på hovedet.
"Jeg er ikke særlig godt til lyrik. Jeg lytter for det meste bare til musikken," mumlede han forklarende med et svagt smil.

//Sorry, meget kort//

Mente nul gås mest akkorderne og sådan noget." Grinte roligt, smilende.
"Jeg har en sang her. Men jeg ved ikke hvor godt den passer." Smilede hun stille, og rakte ham notehæftet.
"You have the power
To make the seasons change
The river flows for you
The wind whispers Your name
For me you left Your throne
And traded crown for thorns instead
I'm safe within not by Your skin
But because Your blood was red

Some say You're black, you're white
They question if you're real
We treat you like we treat ourselves
I wonder how you feel
To see your children fight inspite
of the tears for us you've shed
Doesn't matter what color youare
As long as your blood was red


For it's strong enough
to wash away my sins
And it's pure enough
To cleanse me deep within
And it's real enough
To find me when I'm lost
Great enough
To die upon the cross
It doesn't matter what color you are
As long as your blood was red

We may be different but
The God we serve's the same
Yet every Sunday we separate
And bring the Father pain
Your name is higher than any other
Yet You took my place instead
And now my sins are washed away
Because Your blood was red


For it's strong enough
To wash away my sins
And it's pure enough
To cleanse me deep within
And it's real enough
To find me when I'm lost"

Han smilede skævt og en anelse flovt over hendes svar. Det burde have sagt sig selv. Han rystede dog på hovedet og det var hurtigt glemt. Især da hun rakte ham sit hæfte, så han kunne læse hendes forslag... Og det skubbede benene væk under ham! Efter at have siddet og stirret på papiret i Nyx vidste hvor lang tid, så han endelig op på hende og synkede klumpen, der sad fast i halsen på ham.

"Det... Det er rigtig godt," var det eneste, han kunne sige. Han krympede indvendigt over, hvor plat svaret var. Lyrikken fortjente mere. Så meget mere.

hun smilede roligt til ham.
''Du kan sagtens slappe af. Jeg bider ikke hovedet af dig.'' grinte hun roligt.
Hun orkede ikke være sur. Hun savnede lidt at de jammede på værelset eller sådan noget - det kunne de måske en dag igen, hvis de droppede deres fortid?
''Så, hvis du prøver at sætte akkorder på? Du er langt bedre til den slags end mig'' grinte hun roligt, med et mildt smil.
Langtfra den samme blege Eli som for blot et år siden. Hun havde lært meget i Italien.

Han nikkede, da hun spurgte om han ville lave musikken til og svarede: "Ja, det klarer jeg. Hvordan synes du melodien skal være?"

Han kiggede endnu engang på teksten og spurgte så: "Skal vi gå et andet sted hen? Så forstyrrer jeg ikke andre, når jeg skal prøve mig frem på guitaren."

Hun smilede roligt til ham.
"Ja, lad os det." Sagde hun roligt inden hun rejste, og tog sin guitar og teksten med sig.
"Kommer du?" Grinte hun drillende.

/kort svar... Sorry//

Han nikkede, smilede svagt og kom på benene. Så greb han sin guitar og fulgte med hende.

//Same//

I omkring ti minutter, havde hun overvejet hvad hun skulle sige.
Havde de overhovedet andet at snakke om, end undervisningen? Hun var trods alt ikke hans lille prinsesse mere - i hans øjne.
Hun havde sat sig i et f fællesarealerne der var blevet gjort i stand mens hun havde været i Italien.
Hun sad allerede nu med sin guitar på skødet, og sangteksten foran sig.
''Hvordan havde du tænkt dig at det skulle lyde?'' spurgte hun, inden hun begyndte at stemme sin guitar.
Det var tydeligt, at hun ikke turde tale til ham så meget.
Hun vidste at hun havde klokket i det dengang, men... Sket var sket, hun kunne ikke gøre mere end hun havde gjort. Men... Var han lykkelig, som han havde det nu? For det var hun ikke..

/sorry den lange ventetid. Der har været tryk på hele ugen...//

De gik længe i tavshed, og stemningen fra trykket. Det var tydeligt, at ingen turde sige meget - der havde jo været mange eksempler på, hvordan ordene havde ødelagt dem og deres forhold til hinanden. Det ville Perceval ikke for alt i verden have, skulle ske igen. Ikke på vilkår.

Han satte sig ned overfor Elizabet og fandt også sin guitar frem, som han allerede havde stemt inden.
"Synes du, at den skal være stille eller hvorledes?" Spurgte han, mens han prøvede sig lidt frem med noget fingerspil.

Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Hvad ville han høre?
"Jeg ved det ikke... Måske noget man ville forbinde med noget sensuelt?" Hun stivnede.
"Jeg... Jeg mente... Aargh for pokker!" Sukkede hun og gled ned på ryggen og stirrede op i loftet.
"Jeg rabler igen, gør jeg ikke?" Sukkede hun inden hun lukkede øjnene kort.
Hun så hvordan farverne bag hendes øjenlåg skiftede fra rødlige til blålige, over til grønne, over til røde igen.

Hans skuldrene stivnede en smule over hendes ord, men det tog ham ikke længe at slappe af igen. Han rømmede sig kort og svarede: "N-nej, du rabler ikke. Sensuelt lyder udmærket."

Han tog en dyb indånding og prøvede sig igen frem på sin guitar.

"det siger du bare for at gøre mig glad" sagde hun med et lille smil, for at lette stemningen.
hun smileee til ham, satte sig op og så lidt på ham.
hvordan går det med dig?" spurgte hun roligt, inden hun så op i loftet.
hun var begyndt at virke en smule urolig.

/sidder på syge huset og skriver fra mobil, sorry.//

Han rystede på hovedet og smilede skævt."Nej, jeg synes det lyder som en god idé."

"Det går fint nok, tror jeg," svarede han og trak på skuldrene. "Hvad med dig?" Spurgte han og lod mærke til hendes urolighed.

//Håber du er okay...?//

/bare en diabeteskontrol og graviditetstest.//

Hun smilede roligt.
"Det går bedre.. Jeg er ikke bange for dyner mere." Grinte hun inden hun så direkte på ham.
"Jeg går ud fra at du stadig bløder Cola og ikke blod?" Hun blinkede til ham, drillende.

Han smilede skævt. "Så kan det være, at du får en god nattesøvn nu?" Han klukkede over hendes næste spørgsmålet og svarede: "Jah. Den kærlighed mister jeg aldrig"

Hans ord var næsten som en mavepuster.
Måske havde han ikke selv lagt mærke til hans ordvalgt? Måske var det et uheld? Måske, måske, måske...
Hun så lidt ned, en smule tavst.
Det var jo ikke fordi hendes nattesøvn var så... uregelmæssig mere. Hun havde jo intet valg, som rød yngling.
Men hendes ynglingetid ville snart være forbi... Og så måtte hun rejse fra Nattens Hus, fra det hele igen...

Medmindre hun blev underviser. Men det måtte tiden da vise. Underviser i ridning, det var højst sandsynligt.
''Perceval... Føles det underligt, at tale med mig nu?..'' spurgte hun, en smule tøvende. Hvad nu hvis han faktisk kun var høflig, fordi han ikke ville sårer hende?

Det var først da ordene havde forladt hans mund, at han tænkte over dobbeltbetydningen af dem. Han fulgte derfor hendes eksempel og forholdt sig tavs.

Det var Eli der brød den med et spørgsmål, der egentlig ikke kom bag på ham. Det var jo noget de begge ville vide, noget til begge garanteret sad og tænkte på i dette øjeblik.

"En smule," indrømmede han, stadig overvejende. "Men det gør mig nu ikke så meget."