Den nye pige... - Percie

Hun smilede lidt over hans ærlige svar.
''Vi må nok hellere komme tilbage Percie... Jeg tror der er samling nu.'' sagde hun, inden hun fik rejst sig op og så på ham.
Hun kunne ikke være mut for evigt, det var et spørgsmål om tid før det ville gå op for ham hvor meget hun egentlig savnede ham.

//sorry kvaliteten. Skal til bedsteforældrene nu//

Han nikkede og kom også hurtigt på benene. "Du har nok ret."
Han smilede kort til hende, før han gik tilbage mod klasseværelset.

//Undskylder lige for den elendige kvalitet//

''Det er helt underligt at være tilbage hertil. Det er som om ingen husker hvem jeg er. Eller... var.'' sagde hun inden hun så på ham mens de gik.
''Du er den eneste, udover Allie, der ser på mig og faktisk ligner en der kan genkende mig.'' hun sukkede.
''Jeg må virkelig havde været asocial..'' grinte hun med et suk gemt i latteren.
''Hvordan klarer du dig? Jeg er sikker på at dine venner ikke bare lod dig sidde i et værelse og glo i et år?'' smilede hun inden hun lagde en arm om skulderene på ham, så hun holdte noter og guitar i den anden hånd.

/Suk, SÅ fik jeg internet p skolen.//

Han grinede kort. "Vi var vel asociale sammen på en eller anden måde."

Hans smil voksede kun, da hun helt afslappet lagde sin arm omkring hans skulder, mens de gik. Det virkede så afslappet, så naturligt, at hun gjorde det.
"Næh, de fik nok på et tidspunkt," grinede han. "De fik mig faktisk lokket med over i gymnastiksalen og løfte lidt. Jeg håber det hjalp på min cola-vom."

"Den er der da stadig, ikke!? Du ved hvor meget jeg elsker din mave!" Udbrød hun, og stivnede lidt, da det gik op for hende at hun havde sagt det højt.
"Eeerm, jeg mente bare.. Ooorgh, dammit!" Sagde hun med et kæmpe grin inden hun kyssede ham på kinden.
"Men du ved jo at jeg elsker din mave." Sagde hun så igen, inden hun slap ham og luntede ind i klassen. Hun ville ikke give hverken klassen eller hende selv den forventning om at Percie og Eli var sammen igen.

Han grinede højlydt over kommentaren om hans mave - Perceval troede tydeligvis, at hun lavede sjov.

"Bare rolig, den er der endnu," klukkede han. Hendes kindkys overraskede ham noget, og han måtte rystede på hovedet imens hun luntede ind i klassen, for at samle sine tanker- Få sekunder efter fulgte han hende og satte sig.

Hun sad på sin ads, og stirrede ned i sit notehæfte.
Det var som om at hun var den der lille teenagepige igen, som sad ved siden af hendes crush i timen og derfor blev helt fjollet.
Hun stoppede dog sig selv hurtigt, da hun opdagede at hun sad og tegnede hjerter om den sangtekst de skulle fremlægge. Bare Percie ikke så det..

Læren begyndte at lave en opsamling om dagens arbejde og forklare, hvad de skulle lave i fremtiden.

Af ren og skær kedsomhed kiggede Perceval ud af vinduet, op i loftet og på de andre elever. Da han så Elizabets hjerter på deres tekst, klukkede han og prikkede hende drillende i siden.

Hun stivnede kort da han prikkede til hende.
Hun så ned, og kunne mærke varmen i hendes kinder.
Hun kunne dog ikk undgå at smile lidt.
Men havde Percie regnet ud hvad hjerterne betød? Sikkert ikk.
Hun så kort på ham, så ham direkte i øjnene. Der var noget ved hans øjne, noget der dragende hende mod ham. Men hun stoppede sig selv i sin tankegang og så igen ned i papirerne for ikke at rødme endnu mere.

Hans smil voksede, da han så hendes røde kinder.
Dog gjorde hendes blik ham en smule mere alvorligt. Den måde hun kiggede på ham var... underlig. Men han kunne ikke kigge væk.
Elizabet endte med at bryde øjenkontakten med endnu mere røde kinder. Han kunne ikke lade være med at grine igen - det var ret sødt.

Igennem Percies latter kunne n høre de andre elever pakke sammen. Hun så ned på sine ting, som hun klodset og hurtigt pakkede ned i tasken.
Hun kunne ikke se at der var noget at grine af, faktisk, fandt hun det slet ikke sjovt. Hun lignede en kæmpe idiot, og alle kunne se det!
Hun tog tasken over skulderen, og tog guitaren på ryggen. Hun så kort på Percie, bare et lille smil.
"Så... Så ses vi Vel senere?" Hun stod og fumlede med en af hullerne på hendes jeans, og lignede endnu engang den der smaskforelskede teenagetøs.

Da alle omkring ham begyndte at pakke sammen, var han heller ikke længe om at få smidt alt i sin taske og svunget guitaren over skulderen.

Da Elizabet sagde farvel, hvis man kunne kalde det det, nikkede han og smilede. "Ja det gør vi."

Han lod mærke til at hun stod og fumlede med sine jeans og så faktisk rimelig nervøs ud.
"Er du okay?" Spurgte han en anelse bekymret.

Hun så kort op på ham, og bed sig stille i læben.
"Jeg har det fint." Sagde hun, så roligt og fattet som hun kunne.
"Jeg skal til ridning nu... Ses vi til frokost?" Spurgte hun roligt, men han vidste vel at hun ledte efter enhver undskyldning for at snakke med ham.

/sorry kort svar xD //

Han smilede, lettet over hendes svar.
"Ja, det gør vi," svarede han før han gik til spansk

//same//

//springer videre til frokost, hendes ridetime er ikke vigtig for emnet xD //

Spisesalen var allerede godt fyldt op da hun kom ind.
Hun havde det samme tøj på som før, bare med et par solbriller oveni.
Hun så rundt efter Percie men uden held. Havde han mon glemt deres aftale, og var gået op på sit værelse med en cola og en pose chips?
Hun sukkede stille inden hun gik hen til buffeten for at se om der var noget der fristede hende. Lige meget om det var der eller ej, var hun ikke sulten. Alt hun tænkte på var Percie. Hvor var han?
Hun endte med at sidde med en tallerken lasagne og en cola light, ved et tomt bord i salens ene hjørne. Hun stirrede bare ned i lasagnen. Siden musiktimen havde hun kun kunnet tænke på hvorfor hun havde det sådan i nærheden af Percie..

Efter en ekstra snak med læreren i spansk, var Perceval på vej ned til spisesalen. Han var - overraskende nok - lige så sulten som han plejede at være.

Spisesalen var proppet af folk, men da duften af lasagne overskyllede ham, kunne han ikke tilbageholde et smil eller en rumlen fra sin mave. Han skyndte sig hen og fyldte tallerken op og greb to colaer.

Han skimtede lidt rundt i salen for at finde Elizabet og fandt hende i et tomt hjørne. Han smilede svagt og gik hen og satte sig overfor hende. Smilede kort og åbnede en af sine colaer.

Hun lyste op i et kæmpe smil da hun så ham sætte sig.
"Jeg troede lige kort at du havde lagt andre planer" grinte hun, en smule undskyldende.
Igen rødmede hun, hvad der end skete for det. Godt nok kunne hullede ham, men det var længe siden. Det var slet ikke sikkert at han ville være mere end bare bekendte med hende.
"Hvordan gik timen?" Spurgte hun inden hun åbnede sin egen cola.

Han smilede skævt og svarede: "Selvfølgelig ikke," før han gik i krig med sin lasagne.

Han tog sig tid til at tygge af munden, før han atter svarede: "Den gik udmærket. Læreren og jeg diskuterede en mulig sprogrejse til Spanien til sommer." Han smilede stort og spurgte derefter: "Hvad med dig?"

"Ridning gik fint." Sagde hun roligt inden hun smilede til ham.
Hun stak selv til sin mad, sulten var der ikke rigtig.
"Hvordan har du det med at jeg er tilbage?..." Spurgte hun, inden hun tog en tår cola mere.
Hun ville vide det, helt konkret, om ha stadig havde følelser for hende.

Han blev ret så overrasket over hendes direkte spørgsmål, og måtte derfor også tænke over det i et par minutter.

"Det har jeg det fint med. Du har det tydeligvis bedre. Det er jeg glad for," svarede han med et stort smil

Hun så roligt på ham og nikkede. Ærligt, så tog hun det som lidt af en afvisning. Hvorfor vidste hun ikke. Hun tog en mundfuld lasagne, men kæmpede for at få den ned. Maden her var så.... Smagløs, i forhold til i Italien. Derfor tog hun bare en tår cola mere.
"Jeg har det også bedre. Langt bedre. Sean tog sig godt af mig." Sagde hun roligt, inden hun så lidt rundt. Hun var udmattet, men skjulte det. Hun måtte ind i rytmen der var her igen, hurtigt.

Han kunne ikke lade være med at knibe øjnene en smule i. Hvem fanden var Sean?! Dog fik han dog hurtigt sin pludselige jalousi skjult med et smil og et nik.

"Det er jeg glad for at høre," sagde han og mente det oprigtigt. Der gik ikke længe, før han igen var igang med sin lasagne.

Hun kunne ikke lade være med at smile.
"Lige så jaloux som altid, kan jeg se." Smilede hun kælent.
"Han er bare min vejleder." Sagde hun roligt. Det måtte vel ikke være særligt betryggende for ham når man tænkte på Ciel, som vsr fægteunderviser.
"Jeg har fri om et par timer. Jeg ved ikke, har du lyst til at lave et eller andet?" Spurgte hun roligt, Hunvar nødt til at finde ud af hvordan det stod mellem dem, i dag.

Han rystede opgivende på hovedet.
"Det var... Altså.. Det var ikke min mening... Undskyld.. Jeg ved godt at jeg ikke har ret til at være jaloux," sagde han og tog en ordentlig slurk cola før han så forlegent væk.

Han smilede og nikkede til hendes næste spørgsmål. "Jo, det vil jeg meget gerne. Jeg har fritime i sidste, så du kan bare komme og hente mig, når du er klar."

"Du ved at jeg elsker når du er jaloux." Sagde hun med et lille smil.
Hun rejste sig. Hun skulle egentlig til time, men valgte lige at drille ham først.
Hun gik hen til ham, og kyssede ham på kinden.
"Vi ses senere Percie." Sagde hun mod hans kind, med et smil.
Så havde hun igen sin taske over skulderen og begyndte at gå mod salens udgang, for at komme til italienskundervisning.
Hun smilede forsat. Gad vide om Percie vidste at hun stadig følte noget for ham?