Den nye pige... - Percie

Hun smilede bare til ham.
''Hvad har du for af lektier?'' spurgte hun, mens hun åbnede den nye roman hun havde fundet, Jordens Søjler, af Ken Follett. Igen et værk næsten ingen havde rørt ved.
Hun havde ikke selv nogle lektier i dag, undtagen i italiensk. Det kunne vente.

Han grinede kort. "Hvorfor har jeg på fornemmelsen af, at du snakker udenom?" Han rystede kort på hovedet, men svarede alligevel: "Jeg skal læse lidt i spansk, men det er ikke så slemt."

Hun så undret på ham, kort.
''Jeg snakker da ikke udenom!'' grinte hun roligt inden hun smilede roligt til ham.
''Du har jo ikke spurgt mig om noget endnu.'' smilede hun roligt, inden hun gik hen til en sofa der var godt slidt, og satte sig i den. Hun smilede forsat bare til ham, nu en smule drillende.

//Jeg er blevet kaldt op på kontoret i pausen?... Grr, hvis de skal brokke sig over mit fravær, så flipper jeg!//

Han løftede spørgende det ene øjenbryn.

"Og hvad skal jeg så spørge om?" Spurgte han og gik efter hende og satte sig ved siden af hende.

//Haha, jeg er også tæt på en advarsel//

//skal møde nu//

Skulle bare vælge valgfag, og søge fond til studietur xD, svarer emnet efter kemi//

Haha okay så

''Det ved jeg faktisk ikke'' grinte hun roligt inden hun vendte sig så hun sad op af ham med ryggen mod hans arm. Hun slog fødderne op i sofaen og åbnede sin bog med et smil.
''Percie... Hvilket trin er du egentlig på nu?'' spurgte hun stille.
Hun bed sig lidt i læben, hun måtte jo fortælle ham det på et tidspunkt, med hendes forestående forvandling.

"Sidste trin," svarede han med et smil. Han havde bestemt ingen hast med sin forvandling. Faktisk ville han gerne være en yngling hele sit liv, hvis det var muligt.

''Hvad vil du gøre efter forvandlingen?'' spurgte hun, en smule mut.
Han ville forlade skolen, han ville blive en vampyr, og tage afsted.
Hun krøb lidt sammen ved tanken. Hun kunne besøge ham, hver dag om nødvendigt.
Hun prøvede at fokusere på bogen men lige nu virkede den så meningsløs

Han tænkte lidt over hendes spørgsmål.
"Tja... jeg har tænkt lidt over at tage tilbage til Florida. Eller måske også tage et Spanien et par år," svarede han. Han var lidt splittet. Florida havde bare en speciel plads i hans hjerte, og han savnede det stadig.

"Hvad med dig?" Spurgte han med et lille smil.

Ham ville altså rejse. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte nærmest maste sig selv sammen til en lille knude.
"jeg har ingen anelse. Jeg overvejede at snakke med ledelsen om et job indenfor rideundervisningen." sagde hun stille. Ikke helt sandt, hun kunne altid rejse til Italien, og være sammen med Sean. Hvis han da kunne huske hende...
hun følte sig splittet. Med percie væk... Hun ville være alene igen. Hun havde selv bedt om den situation. Hun kunne bare være blevet med percie dengang..

Han smilede stort over hendes svar.
"Det lyder som en rigtig god idé, Eli," svarede han begejstret.

//ingen krea//

Hun nikkede stille, hun vidste jo godt at han var glad for at hun havde et mål i livet - han vidste bare ikke at det mål ikke var at undervise børn i ridning.
Hun prøvede at læse lidt i sin bog, men det var som om hun hang fast på det samme ord igen og igen. Det lod til, at ordene ikke ville læses.
Hun lukkede øjnene lidt.

''Jeg ved ikke helt... Det er i hvert fald et arbejde indtil jeg finder noget bedre. Jeg mener, jeg kan jo ikke blive her for altid.'' sagde hun stille. Hun prøvede at lyde moden og betænksom over sin fremtid, hvilket hun ikke var særlig ofte.

//Sorry ventetiden... Stress på. Kæresten lå med migræne torsdag og fredag, og i går dansede vi Zumba//

Han rynkede brynene over hendes svar.
"Hvorfor kan du ikke blive her? Hvis du er glad her, er det da dumt at forlade stedet," mumlede han og begyndte at lege med hendes hår.

''jeg kom ikke tilbage på grund af stedet.'' sagde hun stille.
Hun lænede sig tilbage mod ham, og sukkede stille.
Hun sagde ikke så meget mere.
Hun sukkede inden hun vendte sig om og så på ham, så ham i øjnene.
''Du har noget at rejse tilbage til. Venner, familie.'' hun så lidt op i luften.
''Jeg har kun huset her, eller det i Italien.'' sagde hun roligt.

Han sukkede også og kunne godt se problemet.
"Hvorfor så ikke prøve at bygge noget op?" Foreslog han og håbede at det gav mening.

Hun så lidt på ham.
''kan du huske hvad der skete sidste gang jeg prøvede det?'' hun prøvede at lyde morsom. Men på et eller andet punkt, håbede hun at han kunne forstå det. Hun havde prøvet at opbygge et liv med ham, men det havde hun ødelagt ved at være en dum gås der havde været puttesyg.
Kvalmen begyndte at vokse i halsen på hende, inden hun fik sat sig ordenligt op.

Han sukkede dybt. Ja, det huskede han. Alt for godt.
"Undskyld, jeg prøvede bare at... Ja," hun kiggede ned på gulvet og vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige.

Hun så lidt på ham.
''Anyway, jeg rejser alligevel ikke lige med det samme. Det ville jeg ikke kunne få mig selv til.'' sagde hun med et lille smil, for at få det til at virke mere afslappet.
Hun elskede jo at være her, men om det var på grund af miljøet eller på grund af Percie... Det vidste hun ikke helt selv.

Han smilede svagt.
"Det er jeg glad for," svarede han og krammede hende bagfra

Hun nikkede roligt, og lagde sine arme over hans, for t gengælde krammet en smule.
Hun havde ingen anelse om hvordan hun reagere. Var han sådan her, fordi han vidste at deres 'forhold' ikke ville vare ved? Eller fordi han ville ønske at det gjorde?

Han trak hende tættere på og begravede sit ansigt i hendes hår, mens han nynnede stille.
"Vi er slet ikke klar til at sige farvel til dig," mumlede han

''Vi?'' grinte hun stille, inden hun puttede sig lidt op af ham.
''Siden hvornår er du begyndt at omtale dig selv som 'vi'?'' hun sukkede og gemte sig lidt ind mod hans brystkasse.
Hun vidste at det ikke varede ved. Inden længe ville en af dem være væk.
Hun håbede bare at det var ham først. At han fik et nyt liv, et bedre liv.

Han smilede skævt velvidende at hun ikke kunne se det.
"Jeg mente ikke mig selv, men alle dem du snakker med her. Selvom jeg uden tvivl vil savne dig mest," grinede han