Den nye pige... - Percie

Der lød kun et stille 'hmpf' fra hans side, da hun kommenterede hans jalousi.

Da hun kyssede hans kind, kiggede han forvirret og overrasket op på hende og nikkede stille til hende, før hun forsvandt ud af spisesalen. Hvad var der lige sket der?

Hun havde haft problemer med hendes specialunderviser. Han havde kaldt hende ting, hun ikke ville finde sig i, og havde slået hende da hun forsvarede sig. Hendes kind sved stadig da hun var på vej over for at mødes ned Percie. Kunne man se det? Det håbede hun ikke.
Hun gik ind af døren, og det første hun så var de sædvanlige gutter der slangede sig i sofaen og se film. mange kiggede på hende, få piftede, men ingen af dem lod til at genkende hende.
Hun sukkede, og satte kursen mod hans værelse. Vejen derhen kunne hun i morfinnarkose.
"Hey smukke, kommer du ikke lige her?"
"Snuske, kom nu her, mwuah mwuah ,mwuah!" Hun bed sammen, mens der blev råbt efter hende.
"Percie, er du der?" Hun bankede forsigtigt på hans dør, tøvende.

Perceval havde lovet sig selv, at han ville få lektierne ud af verden i sit frimodul, men det var - selvfølgelig - endt med at han havde taget en lur i stedet. Ikke nogen overraskelse.
Han blev vækket af forsigtige bank på hans dør og vaklede hen for at åbne.
Han stod og kiggede lidt på Elizabet, før han endelig huskede dagens hændelser.
"Elizabet. Hej," sagde han. "Det varer lige to sekunder." Han lod døren stå åben, imens han - forgæves - prøvede at gøre noget ved sit morgenhår. Han fik også hurtigt en T-shirt på.

"Så er jeg klar," smilede han.

Siden hvornår er jeg blevet til Elizabet?" Grinte hun roligt da han åbnede. Hun vidste godt at han havde det svært, specielt efter hendes lille kys i frokostpausen.
"Er du okay, Percie?" Grinte hun og blev stående i døren for at vente på ham.
Da han endelig var klar, smilede hun bare.
"Hvad skal vi så lave?"

"Siden altid," svarede han grinende, imens han smed rundt med tøj på gulvet.

"Det ved jeg ikke," svarede han og forlod sit værelse med hende. "Hvad har du lyst til?"

Hmm... Hvordan har vores kære bibliotek det?" Spurgte hun med et drillende smil, og lagde en arm om livet på ham.
Hun elskede at være så tæt på ham, så tæt at hun kunne mærke ham igen.
Hun smilede bare, og gemte den boblende følelse af lykke væk under overfladen. Alligevel kunne man se hvor meget hun nød det, i hendes lyse øjne. Kontaktlinserne dækkede det røde godt. Hun så næste normal ud.
Dog, var hendes ene kind lidt rød, fra den lussing hendes specialunderviser havde givet hende.

"Det har det udmærket," grinede han. "Dog tror jeg det har savnet dig lidt."

Han kiggede overrasket på hende, da hun lagde armen omkring hans liv - hun plejede ikke at være så... offentlig. Da var det at hun fik øje på hendes røde kind.

"Hvad er der sket?" Spurgte han bekymret og stoppede op. De var nået biblioteket alligevel. Han fjernede hendes arm, så de kunne stå overfor hinanden. Han tog forsigtigt fat om hendes hage og undersøgede kinden

Hun stivnede lidt.
"Det er ingenting søde. Virkelig." Sagde hun og drejede stille hovedet væk.
"Det sker bare nogle gange." SAgde hun. Hun så lidt på ham igen. Hun sukkede.
"Min specialunderviser har et meget specifikt syn på tingene... Han mener at hvis jeg ikke kan håndterer hans undervisning, kan jeg blive frataget. Jag bliver ikke forvandlet uden hans undervisning..." Sagde hun og så ham direkte i øjnene.
"Men det er okay." Sagde hun og bed sig i læben.

Han kneb øjnene sammen og prøvede at kontrollere sin vrede.
Da han langt om længe stolede på sin stemme svarede han, næsten blidt: "Eli, det går jo ikke det der. Du bliver nødt til at gå til nogle af de andre vampyrer og fortælle om det."

Hun så ned.
"Det skal jeg nok Percie, men ikke lige nu. Der går en uge inde jeg skal have ham igen... Jeg klarer det senere." Sagde hun stille, med et lille smil.
Hun lagde sin hånd oven på hans, der var mod hendes hage.
"Jeg lover dig, at jeg nok skal tage mig af det." Sagde hun blidt.
Hun kunne ikke lide at se ham oprevet. Langtfra.

Han bed tænderne sammen og prøvede at falde ned.

"Lov... Lov mig at du siger, hvis der er problemer, okay? Så skal jeg nok tage mig af det," sagde han og strøg hende let over den raske kind.

Bare hans måde at stryge hendes kind på. Hun så ham kort dybt i øjnene.
Hun kunne ikke lade være, hun kunne ikke gøre modstand.
Hun lod hurtigt sine læber glide over hans, og lod dem kærligt kærtegne hans læber i få sekunder, inden hun trak sig lidt væk.
"U-undskyld..!" Gispede hun, en smule forskrækket over det.
Hun slog blikket ned. Hvad havde hun gang i!?

Han kiggede hende dybt i øjnene, og pludselig skete det. Han lukkede kort sine øjne, da hun lod sine læber røre hans i et kort sekund før de igen var væk.

Han betragtede hende med store øjne og lod så den hånd, der strøg hendes kind, glide om til hendes nakke, hvorefter han trak hende tætttere på og endnu engang lod deres læber mødes. Stadig forsigtigt, stadig blidt.

//sidste svar. For i aften, kæresten kræver min opmærksomhed xD //

Hun lod ham gøre det, og tøvede ikke med at gengælde kysset.
Det var som om alt rørte på sig i hende, og om det var af lykke var der ingen tvivl om.
Hun trak sine læber få millimeter fra hans, og hviskede et sagte "for pokker hvor jeg har savnet dig.."

Han smilede, da hans kys ikke blev afvist og nussede hendes nakke.

Da hun hviskede til ham, trak han sig en smule væk og svarede: "Du aner ikke, hvor lang tid jeg har ventet på at gøre det igen"

Hun lagde armene om ham, blidt.
"Hvor længe...?" Spurgte hun inden hun forsigtigt aede hans kind.
Det var tydeligt at hunhavde manglet han, meget.
Man kunne se hvordan hun var begyndt at slappe af, hvordan hendes muskler langsomt faldt på plads.
Hun aede forsat hans kind. Bare at være så tæt på ham igen var en lettelse. Hvor længe det så end varede denne gang.

"Alt for længe," åndede han som svar. Lige siden de havde slået op faktisk, men det havde han nu ikke tænkt sig at fortælle hende.

Hvor længe de stod der vidste han ikke, men da han langsomt kom tilbage til virkeligheden, trak han sig væk. Elizabet havde sikkert ikke lyst til at folk begyndte at snakke, og de havde allerede tildelt sig selv unødvendig opmærksomhed.

Hun nikkede stille, da han trak sig lidt væk.
Hun rettede på sit hår og sit tøj.
"Så... Eeerm..." Hun så lidt ned på sine fødder, velvidende at der ikke var nogen vej tilbage.
Ja, hun var stadig smaskforelsket i ham. Hvorfor kunne hun ikke forklare det var bare sådan.
Hun så over på en gruppe yngre ynglinge, der stirrede på Percie.
"Nogen du kender?" Spurgte hun en smule uroligt. Hun var godt nok en del mere moden nu, men hun kunne ikke lide at folk stirrede, og da slet ikke på hendes Percie.

Han fulgte hendes blik hen mod de andre ynglinge og kunne genkende nogle af dem. Han havde timer med nogle stykker og havde endda snakket lidt med nogle af de andre. Men godt kendte han dem nu ikke.

"Næh, ikke rigtig," svarede han med et svagt smil, da han kiggede på hende igen.

Hun så på Percie kort, inden hun stirrede på gruppen.
"Sig mig, har i aldrig set en pige før?" Spurgte hun og satte en hånd på sin hofte, så hun virkelig fremhævede hendes kvindelige former.
Hun smilede kort, inden hun vendte sig om og gav Percie et kys på læberne.
"Jeg smutter indenfor. Jeg tror dine bekendte vil have en forklaring." Hviskede hun drilsk, inden hun - med godt svej i hofterne - smuttede ind i biblioteket.

Det hele skete hurtigt - Eli havde lige kysset ham på læberne og så var hun væk. Og sådan lod hun ham stå i en ret akavet situation. Han smilede skævt og hostede uden rigtigt at vide hvad han skulle sige. En forklaring? Han havde ingen. Faktisk anede han ikke, hvad der foregik.

"Jeg bliver nødt til at smutte," var alt han sagde, før han gik ind i biblioteket efter Eli.

Hun stod allerede ved en række med spændingsromaner. Hun elskede stadig bøger, mere end før hun tog afsted.
Hendes kærlighed til bøger kunne dog ikke måle sig med kærligheden til hendes musik. Hun var en forskruet pige.
Hun smilede stort da hun fandt en historisk krimiroman af Ildenfonso Falcones. Hun tog den ned af hylden og undersøgte det helt nye bogomslag. Læste ingen længere?
Hun stod bare og undersøgte bogen. At den ikke stod på italiensk gjorde det svært for hende at forstå den 100 procent, underligt nok var italiensk blevet hendes andet modersmål.

Der gik ikke lang tid, før han fik øje på Eli henne ved reolerne med romaner. Han skyndte sig over til hende.

"Tusind tak," mumlede han gnavent, men smilede så skævt til hende.

//undskyld længden, skriver fra mobil//

''Så lidt'' kvidrede hun inden hun gav ham et lille kys på kinden.
Hun smilede drillende til ham.
Hun så rundt.
''Du ved jeg elsker at drille dig.'' smilede hun inden hun tog endnu en bog ned fra en af hylderne.

//Sorry længden, dansktime. xD//

Han rollede med øjnene, men kunne ikke lade være med at smile.
"Ja, det har jeg efterhånden fundet ud af," grinede han og rystede på hovedet.

/:ingen krea//