Fortrydelse? - Percie

T - omkring 04.11
S - Elizabet's værelse
O - det er helt ryddet, guitaren står i sin guitarkasse. Hendes skolebøger og hendes penalhus er på skrivebordet. Tøjet i en stor taske under sengen. Intet personligt på væggene. Det ligner lidt en stue fra en anstalt for psykisk syge.
V - det er helt vindstille udenfor. Ingen nedbør. Derimod er det MEGET koldt.

Elizabet sad i vindueskarmen og så ud af vinduet. Hvorfor havde hun dog sagt det til ham? Hun vidste jo at han ikke ville føle det samme. Alligevel kunne hun ikke andet end at mene det.
Hun sukkede og bed sammen. ''Tumpe!'' hviskede hun af sig selv.
Så rejste hun sig og gik hen til sengen. Hun smed sig i sengen, med hovedet ned i puden og knurrede af sig selv.

Dagens skoletimer var endelig overstået, så det var med et lettet sind, at Perceval gik mod pigernes kollegium. Han havde ikke set Elizabet hele dagen, og ville lige høre, om hun var okay.
Mens han begik sig i opholdsstuen, hilste han og snakkede lidt med et par veninder, som han ikke havde set længe. Så alt i alt var han i rigtig godt humør.
Efter ti minutter sagde han farvel, hvorefter han bevægede sig op af trapperne til værelserne. Automatisk og uden at tænke over det, gik han over mod Elizabets værelse. Han bankede et par gange på døren, og gik ind uden at vente på svar. Det kunne han vel godt tillade sig. Men synet, der mødte ham, var bestemt ikke dét, han havde regnet med. Det var som om at træde ind i et helt fremmed rum. Der var intet personligt at se. Det manglede liv. Hvad havde hun gjort?
Og der lå hun; på sengen og knurrede. Det var ikke til at se hendes ansigt, så han stod lidt og overvejede, hvad han skulle gøre, mens hans humør sank mere og mere.
"Du kunne bare sige, hvis jeg ikke måtte komme ind," sagde han med hensyn til hendes knurren, i et desperat forsøg på at få lettet stemningen på det lille værelse.
"Hvad har du gjort ved stedet her?" Surgte han så, uden at vente på svar fra hans forrige kommentar.

Hun satte sig op, og så lidt på ham.
''Bivirkning på medicin..'' Hun lænede ryggen op af væggen bag sengen.
Hendes hår var glansløst, uglet. Hun havde ikke briller på, så hun så ikke specielt godt.
''Jeg havde brug for forandring, op oprydning virkede som den bedste løsning..'' Hun sukkede lidt.
''og jeg knurrer, udelukkende fordi jeg ikke har spist siden i forgårs..'' Hun lagde armene over kors.

Han lænede sig afslappet op af den lukkede dør, mens han tænkte lidt over det hun havde sagt. Det gav vel god mening, at have brug for en form for forandring. Men her så lidt trist ud, hvis han skulle være ærlig.
Han kom dog på andre tanker, da hun fortalte om grunden til sin knurren. "Jamen hvorfor spiser du så ikke noget?" Spurgte han forundret. Han forstod ikke folk, der ikke rigtig spiste noget. Men han var jo også ultra meget madglad. Derudover var han også meget gnaven, når han var sulten. Men heldigvis var det et sjældent syn.

''jeg har ikke lyst til at spise..'' hun så på ham.
Så begyndte hun at pille ved en ring på sin finger.
''jeg har fået brev fra børnehjemmet... De har givet mig en erstatning. Du kan bare tage den, jeg har ikke nytte af den.'' Brevet lå ovenpå bøgerne.

Hun så bare ned, lagde armene om sine knæ.
Hun ventede til at han læste brevet med den anden del af nyhederne.

Han kiggede overrasket på hende, og forstod ikke hendes humørsvigninger. "Hvorfor vil du ikke det? Du har brug for noget mad. Kom nu, skal vi ikke gå ned og smøre en sandwich til dig?" Spurgte han og kiggede forsigtigt på hende.

Hendes næste ord fik ham dog straks på andre tanker. Børnehjemmet? Erstatning? "Nej, det er dine penge," sagde han stædigt, hvorefter han gik over til sengen og tog fat om hendes hånd. "Lad os nu bare gå ned og finde noget mad til dig, ikke?" Bad han så.

''det er ikke penge Perceval. Det er en musikskole.'' sagde hun stille og rejste sig. Hun tog brevet, og tog billedet op af det.
Musikskolen var stor, to etager, med hvid facade og sort teglstenstag. Et stort vintage-skilt skiltede med ordene; La Vida.

Så tog hun den anden del af brevet, og lagde det i hans hånd.
Ordene var understreget;

Frk. Nowren.

Det beklager mig meget at jeg ikke har kunnet få fat på dig, så derfor sender jeg dette brev.
Jeg ville undskylde for vores behandling af dig gennem dine første tolv år på børnehjemmet. Som erstatning har vi oprettet en musikskole, og venter kun på deres tilladelse til at børnene på børnehjemmet kan komme igang med undervisningen.

Derudover glæder det mig inderligt at meddele dig at Ms. Lodeon og Mr. Lodeon har set flere billeder af dig, og har valgt at adopterer dig. Du bedes kontakte dem hurtigst muligt. Da du stadig er umyndiggjort har du ingen mulighed for at afslå adopteringen.

Venlig hilsen
Mortimer Selvon.

Hun satte sig på sengen, uden at sige mere.

Han stod og stirrede på brevet og vidste ikke, hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle reagere. Altså han kunne godt lide idéen om musikskolen, men vidste ikke, hvad han skulle sige til adopteringen. Elizabet var atten år, var hun ikke? Så måtte hun da være myndig.

Med et suk fulgte han hendes eksempel og satte sig ved siden af hende. "Well, det her ændrer ting..." Sagde han hakkende, og vidste godt, at det lød dumt. Men han havde ikke andet at sige.

Hun så ned, tavst. Hun ønskede ikke at han skulle vide at hun skulle forlade skolen, for at bo med sin nye familie i Australien.
Hun pillede forsat ved sin ring.
Hun så på ham stille, sammenbidt.

''jeg ringer til Lodoen-parret om nogle timer..'' sagde hun stille.
Hun lagde sig stille på ryggen på sengen.

Han kiggede alvorligt på hende, og spurgte: "Hvad præcist har du tænkt dig at gøre? Du ved godt, at du ikke overlever, hvis du ikke bor ved vampyrer, ikke?" Det kunne selvfølgelig godt være, at hun skulle bo i Nattens Hus i Australien, det vidste han intet om.

//Krea-svigt//

''Medmindre de skriver under på at jeg må være i nattens hus, kan jeg ikke være her... Jeg har intet valg..'' hviskede hun stille og stirrede op på loftet. Hun lukkede øjnene lidt.

//krea svigt..//

Han sukkede lydløst. "Du er atten Eli... Du er altså myndig.." sagde han. "Men måske burde du snakke med dem.."

''klinikken erklærede mig uegnet... Indtil en psykolog erklærer mig egnet til at være myndig... Er jeg stadig et barn...'' hviskede hun stille. Hun så ikke på ham, hun kunne ikke. tanken om at forlade stedet her, og om at forlade ham, var for svær for hende. Hun blinkede sine tårer væk.

Han gemte sit ansigt i sine hænder, og tav. Simpelt fordi han ikke havde noget at sige. Han følte sig kold og følelsesløs, som en sten. Uden noget formål.
"Jeg burde gå... Så du kan få tænkt," sagde han så.

''vil du.... vil du ikke nok blive lidt..?'' hviskede hun og rakte ud efter ham. Hun lille lidt en lille skræmt pige.
hun rystede svagt, men det var tydeligt som hun lå.

Han sukkede og tog hendes hånd, da hun rakte ud efter ham, og nussede den stille for at berolige hende. Det var nemt at se, at hun var skræmt, så han spurgte ikke ind til det mere og kommenterede det ikke.

en lille kuldegysning gled ned af hende arm. Hun havde savnet ham.
Hun rejste sig utrolig hurtigt og lagde armene om ham mens hun gemte ansigtet ved hans skulder. Hun rystede unaturligt nu. Ud fra hendes rysten at dømme, græd hun.
Og sandt nok, hun hulkede lavt mens hun knuegede sig selv ind til ham,

Det hele gik så hurtigt, at han ikke rigtig nåede at reagere på det. Før han vidste af det, krammede hun ham og han var også sikker på at hun græd. Derefter tyssede han på hende og strøj hende trøstende på ryggen. "Lad være med at græde.. Tænk på ting, der gør dig glad i stedet," hviskede han og kyssede hende kort på hovedet.

hans ord fik hende til at græde endnu mere.
tanken om at efterlade ham, aldrig at se ham mere. Hun krøb sammen op af ham, mens hun hulkede lydløst.

Han sukkede dybt, da hans trøstende ord tydeligvis ikke havde hjulpet. "Jeg beder dig... Lad være med at græde. Det gør mig så ked af det," hans stemme knækkede over, men han græd ikke. Det ville ikke hjælpe hende.

Hun græd forsat, men stadig lydløst. Hun kunne ikke selv styre det.
Hun blev ved med at se ham, sidde for sig selv. Men hun vidste jo at han havde sine venner. Hvad havde hun? Hvis hun flyttede til Australien, ville hun aldrig se ham igen. Hun ville aldrig kunne gemme sig i hans arme igen, aldrig høre hans betryggende stemme.
Hun ville ønske at hun havde et valg. Men det havde hun ikke.. Hun kunne ikke selv vælge længere.
Hun slap ham, og satte sig på sengen. Hun sukkede stille og bed sammen.
''Hvad gør jeg Percie? Jeg kan ikke blive her..'' hviskede hun.
Hun ønskede inderst at han tog hende ind til sig, og sagde at alt ville blive okay.. Men selv hvis han sagde det ville hun bare bryde endnu sammen.
''Du burde gå ned og få aftensmad inden de lukker salen..'' Sagde hun mens hun begyndte at lede i sine skrivebordsskuffer efter sin telefon.

Han sukkede endnu engang, da hun løsnede sit greb og trak sig væk. Det var nok også det bedste - et frirum.
"Jeg ved det ikke. Spørg Nyx. Få hende til at hjælpe dig!" Svarede han panisk, selvom han godt vidste, at hans svar var meget sølle. Han følte sig også sølle.
Så kom han på benene, tog hendes hånd og hev hende også op og stå. [i]"Lad os gå derned sammen. Din krop har brug for mad. Du kan ikke tænke klart, hvis du ikke får nærig."[i] sagde han med en stemme, som lød meget myndig. Det var dog ikke meningen.

''Nyx satte mig denne situation!'' hissede hun. Hun trak sin hånd til ham.
''Du er ikke min far! Vær' glad for dét!'' Hun satte sig på sengen i protest.
''Jeg har ikke lyst til at spise.'' Sagde hun stædigt. Det var tydeligt at hendes raseri fik sit udspring fra hans tonefald.
''Jeg har lyst til at løbe min vej, skifte identitet. Bare forsvinde. Dø om nødvendigt.'' Hun var tydeligvis fuldt ud seriøs.

Hun rejste sig, med et morderisk rasende blik og gik hen til skrivebordet. Hun stillede sig med armene som støtte mod bordkanten.
''Hvis jeg var død, dengang jeg blev voldtaget og mærket, ville det her aldrig være sket.'' Sagde hun koldt.
Hun fandt sin medicin frem og smed det i skraldespanden, inden hun tog sin hoodie på, med hætten over hovedet, og sine sorte handsker. Hun gik hen mod døren, uden at sige mere. Hvis han ville gå med så måtte han jo det. Men hun ville ud, ud og få noget luft. Ud og svømme i en iskold sø. Som om..!
Hun gik ned af gangen, med store tårer i øjnene. Hun kunne knap få vejret, men det var på grund af den gråd hun holdte tilbage.

Hans raseri steg i takt med hendes, og han var ved at give op. På hende. Det var bare ikke så lige til, når hun skiftede humør og attitude så hurtigt. Og Perceval selv havde så fandes megen stolthed, hvilket også var grunden til, at han ikke fulgte efter hende. Det måtte hun også selv om.

Efter et par minutter, hvor han ikke havde rørt en finger, samlede han hendes medicin op fra skraldespanden og lagde den på bordet. Så fandt han en kuglepen og skrev bag på papiret; Pas på dig selv. Det skulle ikke menes som en afskedsseddel, men bare et tegn på, at han stadig holdt af hende, trods hans stolthed.

Så forlod han hendes værelse og tog en stor omvej over til hans eget, bare for at være sikker på, at han ikke mødte hende. Det havde en simpelthen ikke overskud til. Hun måtte selv opsøge ham, hvis hun ville noget. Hvilket han var ret sikker på ikke ville blive aktuelt.

Der gik flere timer før hun gik tilbage til sit værelse. Klokken var 10 - formiddag.
Hun gik ind, tavs og gik i bad. Hun var i bad i godt 45 minutter før hun slukkede for det kogende vand. Hendes ryg var rød som en solnedgang af al den gymnastiske træning hun havde lavet for at få vreden ud.

Hun tog sit tøj på og gik ind på værelset for at finde nummeret til Lodeon-ægteparret. Hun ville bede dem sende deres godkendelse på at hun kunne blive på Nattens Hus. Men da hun så hen på skrivebordet så hun en seddel, der uden tvivl var fra Perceval. ''Pas på digselv''?
Hun krøllede den sammen, fint!
Hun fandt sin nyindkøbte mobil og nummeret til hendes nye forældre. Hun ringede op;
duuuut... duuuut... duuuut..
''Hallo?''
''Hej. Er det Ms. Lodeon?''
''Ja det er mig.'' Sagde kvinden der havde taget telefonen.
''Mit navn er Elizabet Nowren-''
''-Min Gud! Hej!'' afbrød kvinden hende.
''Hej'' sagde Eliza som svar.
''Hvornår kan vi hente dig søde? Vi er i Tulsa om nogle timer. Vi kan tage dig med der?''
''Det passer mig fint.. Jeg er på den gamle kostskole i udkanten af byen.''
''Vi ved godt hvor det er. Jeg gik der selv som ung.'' Var hun en vampyr!?
''Okay. Omkring midnat'' spurgte Eliza. Hun ville bare væk.
''yep! Vi dytter når vi er der.''
Så blev der lagt på.
Var hendes nye 'mor' en vampyr!? Hvad var der ellers hun ikke vidste. Hun sukkede, og tog sine skolebøger. Hun gik ned af gangene, hen mod biblioteket for at afleverer dem.