A little stroll - Percie

T - omkring 22.30
S - Lawtons gader
V - det sner, men er vindstille. Snefnuggene er på størrelse med fingernegle
O - ingen sådan rigtigt, hvilket kan være ret deprimerende. Allesammen er på caféer eller hjemme i stuerne og ser 'Vild med dans' eller 'Paradise Hotel'.
P - sorte stramme jeans med huller på lårene. En sort hættetrøje der skjuler hendes kvindelige former helt, og håret er gemt godt ned under trøjen. Skoene er sorte converse.

Eliza gik rundt i gaderne, og mumlede for sig selv. Hun havde ikke haft lyst til at være i Tulsa når hende 'ven' fandt ud af at han manglede både trøje og sko.
Hun gik bare rundt, anspændt. Hun frygtede at nogen ville springe på hende, nu hvor hun endelig var alene. Det var hun sjældent.
Hun havde ikke set James i over en uge. Og heller ikke Percie. Hun var begyndt at føle sig ensom, som dengang på gaden. Men én ting var forandret; hun kunne forsvarer sig selv. Det havde hun ikke kunnet dengang.
Hun så mistænksomt rundt og idet at hun rettede hovedet fremad igen, hamrede hun ind i en stor voksen mand. Hans hår var langt og fedtet, og hans ånde stank ti kilometer væk af sprut og mangel på tandbørste.
Eliza veg tilbage i væmmelse, i samme øjeblik at manden rakte ud efter hende. Uden at tøve, ved følelsen af det raseri der boblede i hendes mave, jog hun en knyttet næve ind i hans skridt og så ham falde til jorden, mens hun begyndte at løbe væk. Hun nåede knap omkring næste hjørne før hun gled i sneen og landede med panden mod fortovet. Hun lå der lidt og bandede indædt. Så så hun op, og stirrede på en skikkelse der nærmede sig hende..

"Kan jeg få en mere?" lød en hæs stemme inde på et tilfældigt værtshus. Tjeneren bag disken hævede det ene øjenbryn, men gjorde alligevel, som Perceval bad ham om, og fyldte det tomme glas med mere øl. Det var deprimerende ikke at være i stand til at blive beruset, især nu, hvor han virkelig trængte til at komme væk fra virkeligheden. Skjule sig bag sprutten. Men alligevel stod han fast ved sit valg om ikke at drikke blod. Det var egentlig ikke fordi han syntes det var umoralsk, han havde bare ikke fået smag for det endnu. Faktisk væmmedes han ved det.

Hans blik gled hen på fjernsynet, som hang bag disken, hvor der blev vist football. Det havde aldrig rigtig været hans store interesse, men alligevel fastholdt han sit blik på skærmen med de røde, hævede øjne. Ja, han havde grædt, men det var ikke noget han havde tænkt sig at indrømme. Too much pride. Der var selvfølgelig en grund til at han sad her, i en helt anden by. For cirka en uge siden havde han fået en opkald fra sin far, som straks var kommet og hentet ham i Tulsa. Uden snak var de kørt hertil, hvor hans farmor var blevet indlagt med lungekræft. Lægerne havde kun givet hende et par uger at leve i, så Perce havde selvfølgelig kommet herhen hver eneste dag, for at se hende så meget som muligt. Hun var ikke død endnu, men han vidste udmærket godt, at det kun var et spørgsmål om timer, før hans far ville ringe. Han havde ikke givet Perce lov til at blive på sygehuset, da han godt vidste at den var gal. Det gjorde ham utrolig vred, men samtidig også utrolig trist. Og udover dét, havde han også dårlig samvittighed til sine venner, som han slet ikke havde snakket med. Han havde ikke engang givet dem en forklaring på, hvorfor han ikke var til at finde. Satans også. Han tog en stor slurk af fadøllen.

tavst rejste Eliza sig, rystende. Hun havde slået hul, lige over venstre øjenbryn.
Hun skyndte sig videre ned af gaden, forbi forskellige caféer og værtshuse. Hendes hætte var faldet ned, og afslørede hendes røde øjne og hendes brunsorte hår. Hun stoppede op da hun lagde mærke til at skikkelsen havde opgivet forfølgelsen. Eller det håbede hun da.
Hun valgte at gå ind på det næste værtshus, og få sig en Cosmopolitan inden hun ville tage tilbage til Tulsa og tage en ridetur.

Hun gik ind af den slidte dør, satte sig på en barstol og så på bartenderen. Hun viftede ham hen til sig i en hjemmevant bevægelse. ''en Cosmo.'' sagde hun roligt, men han så bare mistroisk på hende. Da han spurgte til hendes alder svarede hun at hun Var lige fyldt atten. Og det var ikke helt lyv. Hun havde haft fødselsdag igår.
Han nikkede roligt, og skænkede så hende en Cosmo. Det var ikke den store overtalelsesevne der skulle til der.

Hun så rundt, om der var nogen hun kendte. Da hun ikke genkendte nogen, bundede hun roligt, mens bartenderen bare gloede åbenlyst. Hun regnede med at han gloede på grund af hendes måde at drikke på.
Hun rejste sig derefter og så kort på footballkampen.

Perce drejede ikke engang hovedet, da han hørte at døren gik op. Det var sikker en eller anden nasty, gammel mand alligevel, som ikke var værd at kigge på. Men så hørte han den velkendte stemme, og drejede med det samme hovedet. Elizabet?! Hvad i alverden lavede hun her? Og hvorfor blødte hun?
Han begyndte at panikke, vidste ikke, hvad han skulle gøre. Hun måtte ikke se ham. Ikke sådan her! Hurtigt smækkede han noget penge på disken, hvorefter han skyndte sig ud på toilettet. Pokkers også - han havde ikke engang en jakke, som kunne skjule hans ansigt.

Toilettet var, som forventet, meget ulækkert, så han opgav at skylle sit ansigt med vand. Det ville alligevel ikke have hjulpet på de hævede, røde øjne. Derfor tog han en dyb indånding, hvorefter han så stille som muligt forlod toilettet, uden at tiltrække sig opmærksomhed. Men selvfølgelig gik det ikke efter planen.

"Hey, du der..." sagde tjeneren, henvendt til Perceval, "du glemte din pung." Han pegede på disken med sine store, klodsede fingre. Perce mærkede straks, at hans kinder blev varme, hvilket han ikke helt forstod. Han var ikke pinligt berørt. Det var nok bare panik over, at Eli måske ville opdage ham.

Eliza så ham udemærket godt forsvinde ud på toilettet. Hun vidste også at de var så ulækre i denne del af byen, at han ville skynde sig ud igen. Hun kendte ikke grunden til at han undgik hende, og sådan måtte det jo være. Hvis han ikke ville snakke, så måtte de jo lade være med at snakke.

Hun var allerede henne ved døren, på vej ud af den, da hun hørte at han havde glemt sin pung. Bad luck.
Hun åbnede døren, og holdte den for ham på vejen ud, mens hun trak hætten over hovedet og skjulte sit mærke. Han måtte da gerne tro at hun ikke havde genkendt ham.
Hun mumlede for sig selv, en fødselsdagssang. Hun havde ikke fejret fødselsdag i flere år, og fattede ikke hvorfor folk så det som en vigtig ting.
''Happy birthday to you..'' snerrede hun lavt af sig selv da hun slap døren og begyndte at gå tilbage mod Tulsa. Det var for sent at tage en bus, så hun valgte at gå istedet for at blaffe.

Game over. Et suk gled over hans læber, og han bad en stille bøn til Nyx om, at Eli ikke ville fatte mistanke. Men han havde jo allerede ødelagt det for sig selv. Scoret selvmål.
"Hey Eli - vent på mig," sagde han og greb sin pung, hvorefter han stormede ud af døren. Hun havde vel ikke tænkt sig at gå hele vejen tilbage til Tulsa, vel?
"Øh, vil du have et lift tilbage?" Spurgte han så. "Min bil holder lige derhenne." Han pegede på en næsten tom parkeringsplads, hvor der kun holdt to biler, udover hans egen.

Uden at vente på svar, tog han forsigtigt hendes hånd, og begyndte at bevæge sig mod bilen uden at sige et ord. Han ville gerne undskylde. Gerne forklare. Men alligevel forholdt han sig passiv.

"Tillykke med fødselsdagen, prinsesse," sagde han så, da de var henne ved bilen. Han vidste godt, at det havde været dagen før, men han havde jo ikke været i stand til at se hende. Desværre ikke. Men at se hans farmor på denne måde, havde virkelig sat nogle tanker igang hos ham. Fået ham til at indse, hvor meget tid han egentlig havde spildt på folk, der ikke fortjente det.

Hun bed sammen da han tog hendes hånd. Selv da han tilbød hende et lift. Hun havde ikke lyst til at høre hans forklaring, hun vidste at der skulle ske store ting i hans liv for at få ham til at svigte.
''Ellers tak, jeg går.'' Sagde hun med en tone, der ikke kunne tages fejl af. Hun var direkte passiv. Hun ville undgå et skænderi. Og dette var den nemmeste måde.
Hun svarede ikke på hans 'tillykke'. Tværtimod så brummede hun et kort; ''hmm'' inden hun lod sin hånd glide ud af hans.
Hun så stille på ham i et kort stykke tid, så på bilen, og tilbage på ham. ''Jeg håber at det snart går bedre for dig.'' sagde hun stille, klappede ham kort på kinden og begyndte at gå. Hun vidste at hvis han prøvede at forklare, så ville hun enten være så rasende at hun ville slå ham, ellers ville hun stortude.


Hun havde allerede passeret adskillige unge mænd der havde piftet, og for hver gang blottede hun tænder af dem så de bakkede væk eller løb.
Hun var nået halvvejs til Tulsa, og nynnede for sig selv. Hun havde svært ved at se hvor hun gik, i natten. Det var bælmørkt.

Perce havde ingen tålmodighed mere, og lod hende surmule alene. Han vidste godt, at det ikke var fair, men han havde ingen overskud til at skændtes lige nu. Og han havde fået vendt rundt på nat og dag, så han sov om natten og var vågen om dagen. Det forklarede også hans gaberi, mens han satte sig ind i bilen.

Han kiggede efter hende i bakspejlet, efter at have passeret hende, men han vidste jo godt, hvor stædig hun var. Ligesom ham selv. Han sukkede.

Da han var kommet tilbage til skolen, satte han sig på en tilfædig bænk, så han kunne se, når hun kom tilbage. Han var parat til at tage snakken nu, og få undskyldt. Jo mere han overvejede, hvad han skulle sige, jo mere usikker blev han. Var det nu også en god idé? Og ville hun tilgive ham?

da hun nåede tilbage til skolen satte hun kursen mod sit værelse, hvor hun kunne sidde med sin musik i ørerne og lukke verdenen ude. Det havde hun gjort siden dagen før.

Hun lagde slet ikke mærke til Percie på bænken. Hun gik bare forbi ham, og videre mod sovesalene. Hun havde ikke lyst til at høre hans forklaring. Han skulle ikke forklare sig, hun havde intet krav på en forklaring.

Hun nåede trappen, der ledte op til soveværelserne, og gik roligt mod sit værelse. Så vidste han da hvor hun var hvis han på et tidspunkt ville snakke.

Ignorede hun ham bare, eller havde hun virkelig ikke set ham? Hun gik lige forbi ham? Han sukkede irriteret, men hvis der var noget han havde lært af sin farmor, især i disse dage, var det, at han skulle holde sine kære tæt. Hvilket præcist var derfor han fulgte efter hende.

Forsigtigt bankede han på hendes dør, og spurgte med en hæs stemme: "Elizabet? Må jeg komme ind?"

//Krea-svigt...//

hun havde sat sig i vindueskarmen, med sit headset i ørerne og skruet helt op på lydstyrken. Hun stirrede ud i mørket, i sneen. Hun vidste ikke hvad hun ville længere. Alt havde forvræddet sig. James var blevet væk i over en uge, og Percie havde glemt alt om hende. Eller sådan føltes det ihvertfald.

Hun mimede med til sangen, mens hun overvejede sine muligheder.
Hun kunne få talt ud med Percie, men hun vidste at hun ikke kunne holde til at høre en forklaring, som måske var sand nok, men ikke noget hun ville tage til sig.
Hun kunne også lede efter James. Men hvad var han værd, når han bare blev væk?
Hun kunne også bare rejse fra det hele, tage til et andet 'Nattens Hus'. Glemme sit forrige liv.

Hun vidste godt at hun var ved at blive en smule for glad for Percie. At hun ikke ville kunne klare at forlade ham. Hun ville ikke indse det, men hun var gået hen og var blevet forelsket. Hun bed sig i læben, mens hun endnu engang gennemgik sine muligheder. Hun vidste udemærket godt, at hvis hun sagde det til ham ville han bare gøre som dengang hun fortalte om sine erfaringer med fysisk kontakt, eller dengang hvor hun fortalte om sine bizarre spisevaner.

Hun så ned, trommede med fingrene på sit knæ mens sangen kørte rundt i ring. Sangen forklarede om princippet, 'hvad ikke slår dig ihjel, gør dig stærkerer.' Måske var dét sandt, men hvad så hvis det havde slået dig ihjel? Ville det så stadig gøre dig stærkere? I hendes tilfælde måtte man desværre indrømme at det var et ja..

Intet svar. Var det med vilje hun undlod at åbne for ham, eller var hun bare optaget? Forsigtigt tog han i håndtaget, og stak så sit hoved ind. Hun sad på vindueskarmen med høretelefoner i ørerne. Det forklarede, at hun ikke havde åbnet, eller bare givet nogen form for respons.

Afslappet gik han hen, og satte sig på hendes seng - sørgede for at han ikke havde forskrækket hende, mens han gennemgik, hvad han ville sige i hans hoved. Først ville han undskylde, og dernæst ville han forklare sig. Selv syntes han at det var en god forklaring, og han ville blive såret, hvis hun blæste på hans historie, Men det havde måske også noget at gøre med, at hun ikke selv havde nogen familie tilbage.

Perce vidste ikke, om hun havde set ham endnu, da hans blik stift var rettet mod loftet, mens han talte, hvor mange brædder der var. Hun måtte selv begynde samtalen.

Hun stirrede bare ud i vinduet. Hun kunne gøre det i timevis, men da hendes iPod løb tør fo strøm, rejste hun sig fra vinduet og gik hen til sit skrivebord for at sætte den til opladning. Det første hun opdagede var døren der stod lidt åben. Dernæst så hun rundt og stirrede pludselig på Percie.

''Hvad i alverden laver du her?'' gispede hun, mangel på luft klemte om hendes hals.
Hun satte sig på skrivebordet, med tårer i øjnene på grund af manglen på luft.

//krea-svigt på total basis..//

Han stirrede forskrækket på hende, og havde slet ikke forventet dén reaktion. Han farrede op, og fjernede hendes hånd fra hendes hals. Det var dog noget underligt noget at gøre. "Hvorfor gjorde du det?" Spurgte han forfærdet. Hvorfor blev hun ved med at skade sig selv?

Roligt gik han tilbage til sengen, hvor han satte sig. Overvjede kort, hvorvidt han skulle spørge om hun ville sætte sig hos ham eller lade vær. Det var trods alt en seng, så han spurgte ikke. I stedet kigede han ned i gulvet - det var som om situationen havde fjernet alle hans ord.

"Jeg.. Øh, undskyld. Jeg ved godt, at jeg ikke har haft tid til at snakke i denne uge..." sagde han og mødte hendes røde øjne. Han tvivlede på, om hun ville lytte, men så ville han blive nødt til at tvinge hende. Hun måtte høre på, hvad han havde at sige!

hun stirrede bare på ham. ''du har ingen grund til at skulle undskylde overfor mig Percie. Tværtimod. Jeg burde undskylde for min totale ignorance..'' Hun så lidt ned.
''Du har haft travlt, det er jo tydeligt at se. Og du har grædt, hvilket kun kan betyde at der sker noget i dit liv som sårer dig.'' Hun blev siddende på skrivebordet.

hun ønskede ikke hører hans forklaring, da den nok ville få hende til at græde endnu mere. Hun så på ham.

Han slog blikket ned i gulvet igen, mens han frustreret rystede på hovedet. Var det ironisk ment? Nej, det nægtede han at tro på - hun var ikke kold.
"Jamen jeg ved jo også, hvor svært du har det. Så derfor var det ikke fair. Jeg kunne i det mindste have skrevet en sms eller noget..." sagde han så, fast besluttet på, at alt dette var hans skyld. Han kunne ikke klare det mere - han blev nødt til at føle noget. I den sidste uge, havde han været som en sten. Kold og følelsesløs, så han var desperat efter at føle noget, også selvom det var vrede.

"Måske burde jeg gå.." sagde han og tog sig til hovedet. Der var ingen grund til at kede hende med sine lamme undskyldninger.

hun så på ham med et forsigtigt smil. ''jeg har ingen mobil. Så at sms'e ville næppe hjælpe.'' Hun rejste sig, og tog hans hånd og hev ham op og stå og ind i sine arme. Hun krammede ham inderlidt, selvom hun var kold som sten.
''du burde ikke gå, du burde blive her med mig.'' hun hviskede det mod hans øreflip, med sin sædvanlige forførende tone.

langsomt hev hun ham over til sit badeværelse, hvor hun tændte for vandet i vasken. Hun tog nogle vatrundeller og gjorde dem våde med iskoldt vand. ''her, de fjerner hævelsen og det røde om øjnene.'' hun lagde de kolde vatrundeller på stykket lige under hans øjne.

Det gjorde ham intet, at hun var kold som sten. Tværtimod gav det ham følelsen af tryghed. Hun ville altid være her, ligemeget hvad. Og en skønne dag ville de - forhåbenlig - begge være vampyrer.
Han lod sig hive med hen til badeværelset uden brok. Det ville alligevel ikke nytte noget. Pigen havde jo sin egen tankegang, og ville alligevel ikke lytte, hvis hun havde bestemt sig for noget. Tanken fik ham til at smile lidt, men det var kortvarigt.

Perce gyste kort, da hun lagde de kolde, våde vatrundeller under sine øjne, og følte sig lidt som... ja, hvad var det egentlig han følte sig som? Han rystede på hovedet, og indså at han trængte til at komme i seng. Perce havde været vågen hver eneste dag, så han kunne få snakket med sin farmor, så han var ved at blive van til at sove om natten.

efter små fem minutter fjernede hun dem igen. Så redte hun hans hår igennem, fik hans trøje af ham og skubbede ham blidt ind mod sin seng. Hun smilede lidt at ham, specielt over at han var så træt.

Hun hev sin dyne til side, og fik ham lagt på sengen uden besvær. ''du må hellere få sovet.'' sagde hun blidt, kyssede ham på kinden og satte sig så igen på skrivebordet.

Han følte sig lidt, som var en bedøvet af et eller andet, men alligevel sagde han intet, da hun redte hans hår - hvilket alligevel ikke hjalp særlig meget, hans hår var altid krøllet og uglet - og fik trøjen af ham, hvorefter hun fik ham hen i sengen.

Det var som om, det først var da hun havde sat sig på skrivebordet, at hun indså, hvad det egentlig var, der skete.
"J-jeg må ikke sove her!" Sagde han lettere panisk. Vampyrerne ville helt sikkert finde ud af det.

''jeg sidder tre meter fra dig Percie. Du har jeans på endnu. Hvis vampyrerne har et problem med det, så må du først og fremmest sige det til mig. Se nu bare og få sovet. Det lader til at du ikke sover så godt når dine kære er døende.'' Hun stivnede hurtigt over sine ord. ''glem hvad jeg sagde!'' hun så en smule panisk på sine hænder. Hun håbede at han var for træt til at tænke over at hun lige havde nævnt noget som han ikke engang havde sagt.

Selvfølgelig havde han hørt, hvad hun havde sagt, hvilket resulterede, at han stivnede midt i sin bevægelse. "Hvad sagde du?" hvislede han lavt med sammenbidte tænder. Var der flere ting, som hun ikke havde fortalt ham? Men på dette punkt, var han jo heller ikke helt uskyldig - han havde ikke fortalt om sin nuværende situation.

Hvad var det næste? At hun kunne flyve? Hendes overnaturlige evner - sådan så han i hvert fald på det - var rimelig svære at overskue og forholde sig til. Han kunne ikke klare alle disse tanker, så han fald sig falde ned på sengen endnu en gang, hvorefter han lukkede sine øjne og kvalte et gab.

''du ved hvordan jeg kan se mine minder...? Det er ikke kun mine jeg kan se...'' Mumlede hun bare stille inden hun så på ham igen. ''sov nu bare lidt. jeg lover at vække dig hvis der kommer en vampyr.'' sagde hun blidt.

Hun blev siddende på skrivebordet, og fandt papir og blyant frem. Hun begyndte stille at tegne ham.

Hun havde ret - han burde sove. Derfor skubbede han alle tankerne fra sig, det kunne han jo altid spørge om en anden gang.
"Hvis jeg ikke er vågnet om et par timer, vækker du så mig ikke?" Spurgte han uden at forvente svar. To timer var ikke nok, men han skulle vænne sig til at sove om dagen, så det var en nødvendighed.
Der gik ikke længe, før han gled hen i bevidstløsheden.

hun smilede blidt af ham. ''jo, det skal jeg nok brormand.'' lovede hun.
hun tegnede videre, smilende. Hun nød at lytte til hans vejrtrækning mens han sov.

Efter 2½ time rejste hun sig fra bordet, og gik hen og ruskede blidt i ham. ''Percie, du skal op nu.'' sagde hun roligt. Hun aede hans kind, og satte sig på gulvet ved siden af ham.

//lack på krea...//