A little stroll - Percie

Han var dybt begravet i drømme, da noget, som syntes at være langt væk, afbrød ham og begyndte at ruske i ham. Han havde altid været rigtig dårlig til at komme op om morgenen og var altid rimelig tvær, hvis han havde fået for lidt søvn.

Derfor brummede han lidt, mens han vendte sig om, så han lå med ryggen til hende, og prøvede at falde i søvn igen. Det var ikke gået op for ham, hvor han var. Men det gjorde det så, da han, med en del besvær, fik åbnet sine øjne.

Perce fór op, mens han forvirret så sig omkring. Eli? Hvad lavede hun her på hans værelse? Hvad lavede han på hendes værelse. Knap havde han tænkt den tanke, før han huskede det hele.

''rolig nu bad boy.'' grinte hun da hun så hans reaktion.
''du har sovet en halv time mere end du gav mig ordre om.'' hun nussede ham lidt i håret.
Hun rejste sig og satte sig i sengen, ved siden af ham. Hun var bedøvende ligeglad med om hun fik det dårligt eller ej.
''Sovet godt?'' smilede hun roligt.

Han var alt for forvirret til at svare på hendes kommentar. Det gjorde ham heller ikke noget at få sovet en ekstra halv time, så længe det var okay med vampyrerne. Han skulle ikke nyde noget af at komme skævt ind på dem.

"Mmhm," nikkede han, da hun spurgte ind til hans søvn. Han sagde ikke meget når han lige var vågnet, men det var bare et spørgsmål om tid, før hans mundtøj igen kom på gled. Men han blev rimelig overrasket over, at hun satte sig på sengen, ved siden af ham. Fik hun det ikke dårligt af det?

hun smilede lidt over hans sløvhed. ''sov bare videre. jeg skal nok vække dig hvis der er noget.'' sagde hun blidt, mens hun lagde sig ved siden af ham. Hun lagde hovedet på hans skulder og sukkede kort.
''jeg er ked af det med din farmor..'' hviskede hun stille, mens hun lod en fingernegl glide over hans bare hud på brystkassen. Hun tegnede en usynlig måne.
''vil du snakke om det, eller vil du hellere sove?..'' hendes stemme var spinkel, forsigtig.

"Nej, det er okay," forsikrede han hende om med hensyn til søvnen. Det duede ikke, at han sov mere - så ville han ikke kunne sove om dagen.
Han vidste slet ikke hvad han skulle sige, da hun rent faktisk lagde sig i sengen. Hvad var han gået glip af? Han valgte dog at lade vær med at kommentere det.

"Det er okay... Jeg ved ikke helt, hvad der er at sige. Du ved vidst alligevel det hele," sagde han med et skævt smil. Det var ikke ment som noget negativt, tværtimod. Dog var han også sikker på, at han ville blive rimelig gnaven, hvis hun "kiggede" for meget efter hans minder, da han også havde ting han ikke havde lyst til at dele.

hun sukkede. ''jeg ved kun hvad jeg har set. Hvad du har set. Jeg ved intet om hvad hun fejler, eller hvad hun siger. Hvad i snakker om. Jeg ser kun små glimt, og det er fordi du er så frustreret. Du er så ked af det, og det udstråler du i hvert ord om hende..'' Hun så ikke rigtig på ham. Hun stirrede på sin finger, der blev ved med at tegne det samme mønster.
''jeg kan kun se dine minder, når de går dig på, eller når du direkte tillader mig det..'' Hun lagde hånden fladt, lige over hans hjerte og træk vejret tungt. Så lukkede hun øjnene og undertrykte et gab.

Han kunne kigge se hende i øjnene - ikke nu, så han kiggede også på hendes finger, som kørte rundt i et ukendt mønster på hans brystkasse. Så stoppede hun, og lagde hånden over hans hjerte. Han sukkede kort, og var ikke rigtig i humør til at snakke om det. Måske ville det være bedre at vente til det var sket. Han fik tårer i øjnene bare ved tanken, og skyndte sig at skubbe tanken fra sig.

Da hun så gabte, kiggede han nysgerrigt på hende. Havde hun tænkt sig at sove? Her i sengen? For at være ærlig tvivlede han på det, da han havde set hendes paniske reaktion, når hun prøvede at sove i senge.

hun sukkede kort.
''Percie, mens du ikke har været her har jeg prøvet lidt mere hver dag.. Indtil videre kan jeg ligge her i tre timer uden at ryste..'' Mumlede hun og prikkede ham kort på næsen, nød hans varme hud. Hans duft fik hende til at føle sig tryg, dog var der et tung duft af sorg hos ham.
''Du ved at du kan fortælle mig det hele når du har brug for det.'' Lovede hun.

//krea-svigt..//

Det gjorde ham ubeskrivelig glad, at hun havde prøvet på at sove i sin seng. Og så havde hun tilmeld gjordt fremskridt! Det var sådan nogle lyse punkter han havde brug for midt i mørket.
Han smilede over hendes ord og gav hende et knus, hvorefter han ventede på, at hun skulle falde i søvn, hvis hun altså ville det.

Han lå lidt og overvejede om han mon skulle gå, da han ikke orkede at skændtes med nogle lige for tiden. Og med nogle mente han hendes kæreste, som han allerede havde glemt navnet på. Han ville i hvert fald havet blevet sur, hvis det var omvendt.

det var tydeligt at hun havde været meget på sit værelse på det sidste.
Hun satte sig op, tavs. Hun så smilende på ham, uden at sige noget. Så kyssede hun ham kort, få milimeter fra mundvigen og rejste sig.
Hun tog sin skitseblok frem, og begyndte at tegne ham igen.

Han smilede skævt, da hun begyndte at tegne ham, og forstod ikke rigtigt, hvorfor det var så spændende. Men alle havde vel underlige interesser. Hun var sikkert typen, som ikke gik nogle steder uden sin skitseblok, og tegnede alt, hvad hun så.

"Gider du lige at række mig min trøje?" Spurgte han, og syntes pludseligt at det var ret pinligt at ligge i bar overkrop. Han havde ingen idé om, hvor hun havde lagt den. Faktisk var det ikke særlig meget han huskede.

//Sviiiiigt...//

hun rystede på hovedet ved hans spørgsmål.
''så kan jeg jo ikke tegne dig, hvis du har trøje på!'' grinte hun.
Hun viste ham at hun var igang med hans ene side af overkroppen.
Hun smilede af ham.
''beklager.''

//same here...//

Han skød fornærmet underlæben frem, og så rimelig barnlig ud.
"Ej, altså... Så må du bare håbe, at jeg ikke lige pludselig flytter mig..." sagde han og smilte drilsk. Det kunne han godt finde på.
"Men anyways, så skynd dig! Det er ikke fordi dette er akavet, overhovedet ikke," sagde han sarkastisk og sukkede.

efter ti minutter lagde hun hans trøje hen til ham.
''færdig.'' grinte hun og lagde en hånd på hans hoved.

//total krea-fail!!!//

Da hun endelig var færdig, satte han sig op og strakte sig dovent. Det føltes som om han havde sovet i en evighed. Så tog han sin trøje på, og kløede sig i det uglede hår, mens han overvejede, hvad klokken måtte være. Selvom han ikke havde noget ur, fortalte hans mave ham, at det var ved at være spisetid, men alligevel sagde han intet, når nu han vidste, at hun ikke spiste. Det ville være uhøfligt - han kunne altid smøre sig en mad, når han kom tilbage til opholdsstuen.

hun så på ham, med et stille smil. ''skal vi få noget at spise?'' drillede hun.
hun rejste sig helt, rettede på sin hættetrøje.
''og ja, jeg er begyndt at spise.'' grinte hun uden at se på ham.

//min krea svigter helt når jeg er sulten.......//

Han kiggede måbende på hende, som om han ikke havde forstået, hvad hun havde sagt. "E-er du begyndt at spise? Normalt mad? Jamen... hvorfor?" Spurgte han, med samme uforståede blik. Der var virkelig sket noget i denne uge. Tænk at han havde gået glip af så meget. Men samtidig fortrød han heller ikke, at han havde brugt al sin tid hos hende.

//same.. :3//

''du ville jo have at jeg spiste...'' sagde hun bare, stille. Hun så kort på ham inden hun tog sine sko på igen.
Hun fandt sine solbriller og tog dem på mens hun smilede for sig selv.

egentlig var hun begyndt at spise efter at han havde set på hende med væmmelse i blikket. Men processen var langsom, når kroppen skulle tilvende sig mad der var tilberedt. Hun blev hurtigt syg, og sjældent mæt.

Han sukkede kort og rystede på hovedet. "Du skal ikke begynde at spise igen på grund af mig..." sagde han. Hun skulle spise det hun havde lyst til at spise. Også selvom det var råt kød. Han havde ikke været vild med tanken i starten, men efterhånden havde han lært at leve med tanken. Perce accepterede hende jo, som hun var. Også selvom hun drikkede blod. Så længe det ikke gik udover uskyldige mennesker.

''jeg vil hellere spise sammen med dig, end at spise alene og vide at du væmmes af det.'' sagde hun roligt mens hun åbnede døren og gik ned mod spisesalen.
Hun gik roligt, uden at tænke yderligerer på om han misforstod hvad hun havde sagt.

Han fulgte i stilhed efter hende, mens han undgik øjenkontakt med nogle. Til sin egen og andres overraskelse, var han ikke i humør til at snakke, som han ellers altid plejede at være. Den sociale type. Men lige nu var Eli den eneste han gad at snakke med.

"Jeg væmmes ikke ved din kost," sagde han stædig, da de nåede spisesalen. Den var tom - det lod til at de var rimelig sent på den. Men hvad gjorde det? De kunne bare spise tidlig aftensmad.

''jeg så væmmelsen i dit blik Percie.'' hun vendte sig om og så på ham, med et blik der var til at dø for.
Hun gik derefter hen og fandt en masse salat, uden tøven. ''Stakkels kaniner..'' sukkede hun med et smil på læben og fandt noget vand, og satte sig ved et bord. Hun elskede når der næsten ikke var nogen.

Han trådte instiktivt et skridt tilbage, da han så hendes blik. Hvad var det hun snakkede om?
"Jeg har ikke set på dig med væmmelse," forsvarede han sig, mens han fulgte efter hende og tog også en masse salat.
Hendes kommentar til kaninerne fik ham til at klukke, mens han uglede hendes hår.

hun så på ham og smilede lidt. ''dengang jeg fortalte dig om det, var der kun væmmelse i dit blik. men du så ikke på mig.'' sagde hun stille. Hun smilede forsat mens hun begyndte at spise.

Perceval kom pludselig i tanke om episoden og sukkede dybt. Havde han bare vidst, at hun tænkte så meget på det...
"Jamen det er lang tid siden, prinsesse. Jeg skulle bare lige vende mig til tanken," sagde han og bed sig i læben. Det undrede ham meget, at hun sad med et smil på læben. Men alligevel begyndte han at spise i stilhed.